Læsetid: 4 min.

’1965 er året, der aldrig ender’

Information har mødt A, den anonyme indonesiske medinstruktør af den kontroversielle danskproducerede dokumentarfilm ’The Act of Killing’, som i disse dage vises på CPH:DOX. Som anonym bliver A en del af publikums fantasi, vanskeligere at ignorere og vanskeligere at bringe til tavshed
Information har mødt A, den anonyme indonesiske medinstruktør af den kontroversielle danskproducerede dokumentarfilm ’The Act of Killing’, som i disse dage vises på CPH:DOX. Som anonym bliver A en del af publikums fantasi, vanskeligere at ignorere og vanskeligere at bringe til tavshed
5. november 2012

Første gang A fandt ud af, at noget var galt med historiefremstillingen i Indonesien, var, da han i 6. klasse dumpede i en prøve i en række etiske spørgsmål.

»Skal det kommunistiske parti opløses grundet dets involvering i mord på en række generaler i 1960’erne?« lød spørgsmålet. Det rigtige svar var ifølge det indonesiske skolesystem enkelt: Ja. A var dog i tvivl, om man kunne opløse et helt parti på grund af noget, der muligvis var enkeltpersoners værk. Han markerede løsningen ’ved ikke’, og til hans store skuffelse blev han dumpet af sin lærer.

Besvarelsen blev aldrig diskuteret i klassen og illustrerer, hvordan det indonesiske skolesystem har undgået at diskutere fortidens fejl og gjort antikommunisme til en dyd. Informations udsendte har mødt medinstruktøren af The Act of Killing i hans hjemby, Jakarta, Indonesiens hovedstad. Filmen vises i disse dage på CPH:DOX og er blevet overdynget med roser fra de danske anmeldere.

Medinstruktøren har taget historiefortællingen i egen hånd og i samarbejde med amerikanske Joshua Oppenheimer brugt otte år på at producere en dokumentarfilm om 1960’ernes massakre på mellem en halv og 2,5 millioner mennesker. En film, der ifølge A er hårdt brug for:

»Vores samfund er stadig hjemsøgt af fortidens handlinger. 1965 er året, der aldrig ender. Intet har rigtigt forandret sig.«

Den første forestilling

Ingen lægger mærke til den spinkle mand, der kommer ind på en travl café i Jakarta. På nær overtegnede. Vi har givet hinanden små ledetråde, så vi begge let kan genkendes. Det tager ikke mange sekunder, før han pludselig står foran mig. Han er tilbageholdende, men begejstret. Dagen før har han været til den første visning af filmen i Indonesien. Et par hundrede særligt udvalgte var inviteret, og reaktionerne levede op til A’s sommerfugle i maven.

»Ingen rørte sig, ingen forlod deres sæder, folk sad som hypnotiserede under filmen. Jo længere ind i filmen de kom, jo mere forvirrede blev de. Jeg kunne se, at deres hjerner brændte. Folk vidste ikke, om de skulle hade karaktererne i filmen eller bare hade filmen. Det er en film, som er svær at holde af, fordi den ryster dig. Alle i Indonesien har en form for forbindelse til, hvad der skete for 47 år siden,« siger A og fortæller, hvordan hele salen var musestille, indtil rulleteksterne løb over skærmen, og folk begyndte at gispe over den lange række af anonyme bidragydere til filmen.

»Filmen kan lære os, at det nærmere er fantasien frem for fakta, som danner grundlag for folks handlinger og valg. Ved at være anonyme bliver de andre anonyme og jeg en del af tilskuernes fantasi, og derved bliver vi sværere at bringe til tavshed og endnu sværere at ignorere,« siger A og tilføjer lidt usikkert, mens han kigger sig rundt i lokalet, hvor alle er opslugte af deres egne samtaler: »Om ikke andet passer anonymiteten min asociale og generte personlighed.«

De tomme udtryk i tilskuernes ansigter efter visningen af filmen gjorde indtryk på A.

»Folk var lettede over, at filmen var slut, men samtidig var der ingen, som forlod stedet. De stimlede sammen i cirkler og talte,« siger A, som af sikkerhedsmæssige grunde heller ikke har røbet sin identitet over for tilskuerne. Derved kom han også til at overhøre flere samtaler, hvor tilskuerne fortalte om familiemedlemmer, som var med i massakren. Ikke som ofre, men som mordere.

Forandring

At folk taler åbent om fortidens fejl er et fremskridt ifølge A:

»Det er en lang rejse, men man skal se på sig selv med ærlighed og indrømme sine fejl. Det er starten.«

Målet er, at alle indonesere skal se filmen, men i øjeblikket er det vigtigt for begge instruktører, at det går rigtigt for sig. Af frygt for, at det indonesiske styre vil censurere filmen i stumper og stykker, bliver den indtil videre kun vist under private forevisninger i Indonesien. På et tidspunkt skal de mordere, som medvirker i filmen, også præsenteres for den. Indtil videre har kun ’hovedrollen’ Anwar Congo set filmen.

A frygter ikke, at sandheden om hans egen identitet kommer frem, når morderne ser filmen. Under optagelserne blev morderne konsekvent ved med at kalde ham et forkert navn, så hans dobbeltrolle var let at opbygge.

»De anede ikke, hvor højt jeg var i hierarkiet, fordi jeg talte engelsk med Joshua,« siger A og smiler, da han nævner medinstruktørens navn.

Selv om Joshua Oppenheimer i dag ikke tror, det er muligt for ham at rejse ind i landet, ser A ikke deres samarbejde som slut. Snart vil de lave en film med ofrenes syn på sagen. Men først handler det om at få filmen ud.

»Filmen alene kan ikke ændre noget, men folk kan. Tilskuerne kan,« siger A, og øjnene lyser.

»Jeg beder ikke om en revolution eller om, at en radikal ændring sker i nærmeste fremtid. Enhver detalje, der viser omtanke, som at fortælle folk om filmen gennem en 140 ords tekst eller noget så simpelt som et retweet, tager jeg som en tak,« siger A.

Lige meget hvordan de videre reaktioner på filmen bliver i Indonesien, har den ændret noget for A. For ham er 1965 snart slut.

»Jeg har set illusionerne, og det har fået mig til at forstå virkeligheden bedre. Jeg hader ikke længere min lærer, morderne, løgnerne og gangsterne. Jeg hader udelukkende systemet, som har fanget indoneserne og ikke givet dem anden udvej end at blive, som de er,« siger A.

Catarina Nedertoft Jessen, udsendt medarbejder, Jakarta

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer