Læsetid: 7 min.

Årets værker er rå og ærlige

Der er nødvendighed og vilde, kunstneriske satsninger over feltet i år. Det gælder også årets nominerede til Montanas Litteraturpris: Harald Voetmann, Thomas Boberg, Ursula Andkjær Olsen, Nielsen, Christina Hesselholdt og Jonas Rolsted
Der er nødvendighed og vilde, kunstneriske satsninger over feltet i år. Det gælder også årets nominerede til Montanas Litteraturpris
16. november 2012

Det er et råt år i år. Sådan tænker jeg om 2012 og de værker, jeg har læst herfra. Allermest barsk er nok Asta Olivia Nordenhofs blog, den der hedder jegheddermitnavnmedversaler, og som hun oprettede i september 2010.

12. august 2012 postede Nordenhof et digt, der slutter sådan her: »jeg har lyst til at skyde nogen, mig selv eller hele Gentofte/råbe: ved i hvor mange i selv har slået ihjel/det aktiepis/det rige pis//det rige liv/være så nærig/pas på jeg kommer og plyndrer jer/med mine barnebryster som er blevet gigantiske i mellemtiden/jeg har taget sytten kilo på af de nye piller/her har i mig«.

»Det rige pis« arbejder Ursula Andkjær Olsen også med i sin digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, hvor hun kobler moderskabet – det hellige moderskab, kan jeg få lyst til at tilføje – med det frie marked, som vi paradoksalt nok både regulerer med aftaler og hjælpepakker, og samtidig betragter som et naturfænomen. Det sidste afslører sig i det billedsprog, vi bruger til at beskrive markedsøkonomien. Vi taler om vækst. Finanskriser er naturlige, de kommer og går som regnbyer og naturkatastrofer. Hos Ursula Andkjær Olsen er moder natur blevet til moder marked:

Jeg vil have min oprindelige grusomhed tilbage,
så skal jeg som
moder marked lege kispus med det dynamiske individ midt i ørken og
skov.

Vi må ud og slå gamle damer ned, skal vi begynde med mig? Jeg vil slå
gamle damer ned, jeg vil begynde med mig.

Jeg slår så hårdt, jeg kan, imens jeg holder mig for ørerne.

Digtet står i afdelingen »Store transaktioner«, hvor også serien »Kapitalismeglæde I-V« er placeret. Hvor blev den omsorgsfulde velfærdsstat af, tænker jeg. Kapitalismeglæde vil sige, at alt og alle er til salg, i nogle tilfælde taler vi dog om, at menneskehandel er forbudt ved lov. Et menneske må ikke sælge et andet menneske, men det er tilladt at sælge sig selv: »Troværdighed er selvfølgelig den vigtigste/vare, jeg har på hylderne.« Troværdighed er ikke en egenskab, troværdighed er en vare, ligesom alt andet. Troværdighed er i høj kurs.

Politisk teater

Kritikken af det vestlige markeds kræfter som gældende verdensorden, kræfter, der er vokset til en global kapitalisme, fremstår som en ret grusom blanding af politisk farce og menneskelig tragedie i Nielsens Store Satans fald. ’Store Satan’ er iranernes navn for USA – den rendyrkede kapitalisme, i hvert fald indtil Obama Care. Det farceagtige fremkommer af de to demokratiforkæmpere Nielsens og Rasmussens komiske optræden i den kulisse, de nu har valgt til deres politiske teater: Den islamiske republik Iran i 2006. Også i præstestyret er alt til salg, ægte tæpper og kvinder af forskellige nationaliteter. De russiske er i høj kurs. Og alkohol naturligvis: »Intet demokrati er nogensinde blevet indført uden alkohol.« Tragedien er så tragisk som en film af den italienske filminstruktør Pasolini. Det tragiske er, at forandringen ikke er mulig, det materialistiske og forfængelige menneske står i vejen. Det menneske, der er villig til at spise et andet menneske for at overleve. Nielsen – den revolutionære – parterer Rasmussen og æder ham – ligesom Pasolinis kannibalistiske Ødipus i Svinestien fortærer sin far. Omgivelserne er ligeledes golde og øde. Kannibalen i et ørkenlandskab. Et øje er dog svært af få ned, så det putter Nielsen i lommen, men sidenhen glider også det ned. Ingen formildende omstændigheder her. Ingen sprækker, hvor et lys kunne trænge igennem, Store Satans fald er en sort bog. Også helt bogstaveligt.

Sort er den blot indeni, men kulsort: Harald Voetmanns Kødet letter, der ligesom Store Satans fald kalder sig en roman. Også Voetmann sætter samtidig en komisk scene. Alene de to hovedfigurers navne, de to funktionærer, der arbejder på et talgsmelteri i Kødbyen på Københavns Vesterbro, hvor også et kødmarked af østeuropæiske, asiatiske og afrikanske kvinder findes. Voetmanns to funktionærer hedder Kühleborn og Huldbrand. Køligfødt og fedt i brand? Ordet ’huld’ har sin oprindelse i oldengelsk og forbinder fedt med kød, kød med lig. Når kulde og varme mødes opstår en tåge: »Kühleborn er en tåge fortættet til kød, og kødet letter. At kunne bemægtige sig en kødfuld krop og et spejlblankt sind. Blot et øjeblik se sig selv i dét spejl, de brune øjne og den blanke sjæl bag dem, mens man hvilede sit koksgrå lem i hendes skød.«

Hen imod slutningen af romanen træder en ny figur med ét frem. Figuren hedder Harald Voetmann. Her har vi ham, ham der skriver romanen. Han er i terapi hos Ove Grub Jensen: »Ove siger, at det er positivt, at jeg stadig skriver. Når han siger ’positivt’, betyder det vist, at han kan bruge det imod mig. Det ene øjeblik siger han, at mine tekster kun er henvendt til ham, kun er skrevet som et forsøg på at manipulere ham til at give mig en diagnose, men pludselig mener han så, at det er livsbekræftende, at jeg engagerer mig, at det er, fordi jeg har noget på hjerte.«

’Voksenteam’ i Brønshøj

Jeg tænker over de to udtryk ’at have noget på hjerte’ og ’at få noget ned på papiret’. Det første er næsten ikke til at holde ud. Det gør litteraturen til en tilforladelig affære. En lidt ufarlig størrelse. Jeg opfatter flere af årets udgivelser som satsninger, som værker forbundet med en vis risiko. Som værker, der udspringer af en personlig nødvendighed, og som dokumenterer mere end de fiktionaliserer. Rå og ærlige værker, jeg ved ikke om de to adjektiver er nemmere at have med at gøre end Ove Grub Jensens ’at have noget på hjerte’. I hvert fald forbinder jeg de dokumentariske træk med svenske Johan Jönsons Efter arbetsschema tilbage fra 2008. En digtsamling, der med kalenderen som ordnende princip dokumenterer omsorgsarbejde og arbejdet i industrien. Debutant Jonas Rolsteds Flex Death gør flere ting, én af dem kan kædes sammen med Jönsons arbejdsskema. Rolsted noterer ikke datoer, skriver blot undervejs i de ti afsnit »Men nu er det efterår«, »Men nu er det vinter«, »Men nu er det forår« og »Men nu er det sommer«. Rolsted har også et afsnit om omsorgsarbejde: »Jeg arbejder i et ’voksenteam’ i Brønshøj. Det er det samme som hjemmepleje, bare med psykisk syge og misbrugere og handicappede mellem 18 og 65 – altså ’voksne’.«

De ’voksne’ benævnes borgere, dokumentaristen og digteren registrerer omhyggeligt, ikke bare hændelser, men også det sprog, der knytter sig til omsorgsarbejdet: »Vi går ned for at sætte vasketøj over – borgeren og jeg – kurvene står klar da jeg træder ind i entréen.« En psykisk syg er en borger i velfærdsstaten. Så var den der alligevel, den omsorgsfulde velfærdsstat, jeg spurgte til ovenfor. Med plejeren og borgeren, der kun vanskeligt lader sig skelne fra hinanden. Temaer som magt og afmagt går igen. Pludselig er en plejer fyret fra voksenteamet, ordet ’fyringsrunde’ findes nu i et digt.

Personlig skrift

Christina Hesselholdt kalder sin prosabog Selskabet gør op for en fortællekreds. Kredsen udgøres af de samme personer, som optrådte i de to forrige Camilla-bøger, nemlig Camilla, Alma og Edward. I et afsnit fortæller hele selskabet omkring Charles, ’Et teselskab (omkring Charles som et fyrtårn i sengen)’ i et andet afsnit, ’Ikke dele, inddele’ beskriver Alma Charles’ projekt: »Jeg kommer til at tænke på Charles som i øjeblikket er ved at få fotograferet de ting fra sit liv som har haft betydning for ham, hver ting isoleres på en baggrund af hvid karton. Projektet er omfangsrigt, og det vokser. Han er begyndt, nej det har han altid gjort, at samle ting op fra gaden, ting som har en umiddelbar appel til ham, det kan være en rød damehat eller en skrue eller en snusket sut. Den ene ting trækker den næste med sig – fordi Charles også tænker på hvad der klæder hinanden, eller kalder på hinanden, han ville aldrig bruge et udtryk som ’taler sammen’.«

Således kalder Selskabet gør op på Hans Otto Jørgensens Springer, også fra i år. Almas beskrivelse af Charles’ fotoprojekt er også en læsning af de fotos, der indgår i Springer, som netop er genstande fotograferet på hvid baggrund. En læsning af Jørgensens opgørelser. I sin forrige bog læste Hesselholdt genstandene i en vindueskarm, her læser hun en anden forfatters arbejde. Fortællekredsen er blevet en form, hvori alt kan indoptages, essaylignende passager og anekdoter. Storytelling er det langtfra.

Thomas Boberg har fundet sin form og sin genrebetegnelse, rejseminder, i et digt af Sophus Clausen (det, der begynder med »Og det var på Skanderborg station …«). Det er nok især en bog som Bobergs I den næste by, der får mig til at knytte begreber som personlig nødvendighed og en vis risiko til årets udgivelser. Rejseminderne fremstår ucensurerede, forfatteren har ikke skånet sig selv, og derfor står de godt til hans digtsamlinger Hesteæderne 1 & 2 med deres voldsomme skrift, der rager ind i det politiske. Eller personlige skrift, der ikke kun hos Boberg, men i flere af årets bøger viser sig at række vidt: Det er alvor, det er nødvendigt. Her har I dem.

I den næste by er alle døre åbne.
I den næste by regner det pludselig fra solen.
I den næste by er døden en sjov historie.
I den næste by begynder alle gåder med A.
I den næste by findes det perfekte rum.
I den næste by skal vi det vi vil.
I den næste by er alting løgn på ny.

(Thomas Boberg, ’I den næste by’, 2012)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu