Det er en veloplagt, nærmest kåd røverhistorie, forfatteren Niels-Ole Rasmussen har skruet sammen i Aben i spejlet. Det vrimler med spor, med historier i historien, med tegn, kodeknækkeri, mystiske inskriptioner, forliste skibe, ensartede laboratorier og hemmelighedsfulde gravsteder, søjler og kors. Der er nok at holde styr på, og sandsynlighed er ikke noget, forfatteren går højt op i.
Men på forunderlig vis holdes hele den syrede handling alligevel sammen af så klassisk et kneb som stedets enhed. Det hele foregår nemlig på Møn, og handlingstrådene udspringer direkte af Møns lokaliteter, af sagnene om Møn og af de eventyr, som Niels-Ole Rasmussen selv uærbødigt afæsker de mønske steder, personer, bebyggelser og mindesmærker. Det hele ledsaget af John Bomands farvefotos af de steder, hvor dramaerne udspiller sig.
Slægtens fortsættelse
I centrum har vi klintens hemmeligheder. På klinten står Liselund med det hvide slot, i slottets findes portrætterne af dets skabere, Calmetterne, samt den sidste efterkommer på slottet Martha, ’den hvide dame på Liselund’. Og i Abeværelset: Spejlet med Aben, der blev kanoniseret familiemedlem, fordi den med sin urolige opførsel fik familien ud af huset i tide under jordskælvet i Lissabon den 1. november 1755. Alt sammen i overensstemmelse med virkeligheden. I romanen viser det sig imidlertid, at aben er bærer af en hidtil upåagtet, dunkel hemmelighed. Dens bid gør nemlig dem, den bider, ufrugtbare. Antoine Calmette, Liselunds skaber, bliver bidt, og Niels-Ole Rasmussen får ikke så lidt sjov ud af at redegøre for, hvordan det alligevel lykkedes slægten at fortsætte. Et stykke tid, men længere, end nogen har anet, viser det sig.
Mere skal ikke røbes her. Intrigerne omkring det hemmelige forløb, samt selve hemmeligheden, som er nedfældet af Martha selv, tager fart med hovedpersonens jagt på hendes tre hvide, men forsvundne bøger, og på sin datter Gerda, som ligeledes er forsvundet, bortført, formodentlig. Lund er navnet.
Undervejs føres vi til mønske lokaliteter som Ulvshale og småøerne Nyord og Lindholm. Lindholm har i årevis været lukket land, fordi den har huset Statens Seruminstituts laboratorier for forskning i mund- og klovsyge. Men man kan jo forestille sig, at der også forskes i andet derude, og såe ... tand for tunge igen!
Wonderland
En gammel træbygning, som ligger inde i Ulvshaleskoven kan ligeledes bruges til dramaet. Det viser sig her, at initialerne CMB, der på det store kors på klinten, ’Klintekorset’, skal betyde Caspar og Melchior og Balthasar, altså de vise mænd fra Østerland, og som selvfølgelig dækker over noget helt andet, også kan stå for ’Christus Mansionem Benedicat’, altså ’Kristus velsigner huset’. Selve huset med det mystiske navn ’Erland’ viser sig at have heddet ’Wonderland’ og have været bestyret som pigehjem af en vis Alice, og sådan kommer så meget efterhånden for en dag. Alt sammen serveret med overstadig lune.
Man sidder forpustet tilbage med en vis benovelse over, at det faktisk lykkes forfatteren at spinde og tvinde de mange tråde til en helhed, men historien hænger faktisk sammen. Ligesom H.C. Andersens firslåede brandtov, som digteren altid medbragte af skræk for at brænde inde, og som kommer til at spille sin egen rolle. Andersen møder vi i selskab med Oehlenschlæger og Thorvaldsen i en af romanens nøglescener, hvor også han får afgørende betydning, takket være en vane, som han selv gjorde alt for at bekæmpe. Det hule træ i Fyrtøjet skal i øvrigt også have stået i Liselunds have.
Jo, det er ganske vist.
