Læsetid: 9 min.

Vi ankommer langsomt til dem, vi er

Gods: Det, vi arver af vores forældre og giver videre til vores børn, er omdrejningspunktet i den amerikanske forfatter Nicole Krauss’ tredje roman, ’Det Store Hus’. Vi er ikke os selv, før vi bliver os selv, siger hun
Tilfredsstillende. Nicole Krauss er ikke alene om at finde sit arbejde tilfredsstillende. New York Times har udråbt hende til ’en af USA’s mest betydningsfulde forfattere’, det indflydelsesrige litterære magasin The New Yorker har sat hende på sin liste over de 20 mest interessante forfattere under 40 år, og ’Det Store Hus’, som er hendes tredje roman, var med i opløbet til både National Book Award og Orange Prize.

Tilfredsstillende. Nicole Krauss er ikke alene om at finde sit arbejde tilfredsstillende. New York Times har udråbt hende til ’en af USA’s mest betydningsfulde forfattere’, det indflydelsesrige litterære magasin The New Yorker har sat hende på sin liste over de 20 mest interessante forfattere under 40 år, og ’Det Store Hus’, som er hendes tredje roman, var med i opløbet til både National Book Award og Orange Prize.

Tine Sletting

9. november 2012

Denne artikel er skrevet ved et hævesænkebord på mit kontor. Det er et bord af nyere dato uden historie og uden fortid. Det har aldrig betydet noget for nogen, og det betyder ikke noget for mig. Det eneste, jeg ved om det, er, at det findes, at det er lakbehandlet, og at det kan tilkobles en stikkontakt i væggen. Det er en nødvendig brugsgenstand, men en ligegyldig ting. Anderledes ser den amerikanske forfatter Nicole Krauss på sit skrivebord. Det tunge træmøbel stod allerede i hendes lejlighed, da hun flyttede ind; siden orkede hun ikke at fjerne det, og i stedet begyndte hun at skrive ved det, men hun gjorde mere end det: Hun begyndte også at skrive om det, løftede bordet ud af virkeligheden og ind på siderne i hendes seneste roman, Det Store Hus, hvor det er blevet tildelt en afgørende rolle.

»På en måde kan man godt sige, at skrivebordet er romanens egentlige hovedperson,« siger Nicole Krauss, da jeg tidligere i år møder hende i hotellobbyen på Rungstedgaard.

Det er en bog med mange spor og mange stemmer: Handlingen tager sin begyndelse, da en kvindelig forfatter tilbringer en nat med en ung chilensk digter. Hun lover at tage vare på hans skrivebord, mens han rejser tilbage til Chile for at kæmpe mod Pinochets styre. Men han vender aldrig tilbage, og det massive skrivebord, der har 19 skuffer, hvoraf én er låst, får derfor lov at blive stående i hendes lejlighed, indtil næsten tre årtier senere, da en ung kvinde, som hævder at være digterens datter, dukker op og forlanger at få bordet tilbage. Men hermed er skrivebordets rejse langt fra slut. Undervejs skifter bordet ejer flere gange, og danner dermed et gådefuldt fællesskab mellem romanens i alt fem fortællerstemmer, der alle udfolder deres personlige tabshistorie rundt om det betydningsfulde møbel.

Det er et radikalt greb, Nicole Krauss benytter sig af, men faktisk kom ideen først til hende, efter hun var begyndt at skrive på historien:

»Jeg havde allerede skrevet femten sider, som jeg troede skulle være en novelle. Men jeg blev ved med at vende tilbage til hovedpersonen og hele tiden med den samme tanke: ’Hvad ville der mon ske, hvis jeg tog hendes elskede skrivebord fra hende?’ Samtidig sad jeg og skrev på nogle andre tekster med nogle andre karakterer, og så slog det mig: ’Hvad nu hvis skrivebordet på en eller anden måde kunne emigrere fra den ene til den anden og hele vejen rundt?’«

Freuds arbejdsværelse

En af de fem karakterer, som har stor personlig interesse i det omrejsende bord, er karakteren Weisz, en ældre israelsk antikvitetshandler, der lever af at opspore og indsamle møbler, som nazisterne plyndrede fra jøderne under krigen. Hans forsøg på møjsommeligt at rekonstruere sin fars gamle arbejdsværelse – hvori bordet udgør den eneste manglende brik – bliver i romanen en metafor for den grundlæggende længsel, alle karaktererne har efter at genskabe en gammel orden eller, med romanens ord, genmøblere »det metaforiske hus, som sindet er«.

»Da jeg skrev bogen, vendte jeg hele tiden tilbage til ideen om et rum, der var blevet splittet til atomer og samlet igen. For eksempel som det skete med Freuds arbejdsværelse. Da han måtte flygte fra Tyskland, pakkede hans kone og datter alle hans ting sammen og genopførte arbejdsværelset i en tro kopi i London, hvor det stadig kan ses i dag. Der er noget ved hele den proces, der fascinerer mig. Forsøget på at genskabe noget, der er gået i stykker ét sted, et andet sted,« siger Nicole Krauss.

Selve romanens titel henviser til genskabelsen af ikke bare et rum, men af et helt folk. I den jødiske Talmud beskrives det, hvordan romerne ødelagde Jerusalem og brændte byens store tempel, og »nu er hver eneste jødiske sjæl bygget op omkring huset, der gik til i den brand,« som det formuleres i romanen.

»Ideen om diaspora – altså det, at en kerne bliver sprængt for derefter at blive sat sammen igen et nyt sted – er en grundform, jeg reagerer meget stærkt på. Måske fordi det er formlen på en 2.000 år gammel historie, som jeg selv er en del af,« forklarer Nicole Krauss:

»Men som romanforfatter ser jeg ikke mig selv som en antikvitetshandler, der forsøger at genskabe et tabt rum. Jeg bliver draget af alle de små historier, som mine karakterer fortæller. Men jeg bruger dem ikke til at restaurere en gammel bygning. Jeg skaber en ny form, hvor alle de små tekststykker kan høre hjemme – og det er meget tilfredsstillende.«

Wauw, hvor fedt!

Nicole Krauss er ikke alene om at finde sit arbejde tilfredsstillende. New York Times har udråbt hende til »en af USA’s mest betydningsfulde forfattere«, det indflydelsesrige litterære magasin The New Yorker har sat hende på sin liste over de 20 mest interessante forfattere under 40 år, og Det Store Hus, som er hendes tredje roman, var med i opløbet til både National Book Award og Orange Prize.

Den 38-årige forfatter har nået meget på kort tid. Foruden de litterære udgivelser, som også tæller debuten Man Walks Into a Room (2002) og Kærlighedens historie fra 2005, har Nicole Krauss en solid akademisk karriere bag sig. Hun er uddannet fra både Stanford og Oxford og har en ph.d. i litteratur og kunsthistorie.

I studietiden var hun desuden tæt knyttet til digteren Joseph Brodsky, som var en stor fan af hendes poesi, og fungerede som en slags poetisk mentor for hende frem til sin død, hvorefter Krauss lagde digtene på hylden. Privilegeret var også hendes barndom, som blev tilbragt i en jødisk velhaverfamilie, der residerede i et Bauhauspalæ på Long Island. I dag er adressen henlagt til New Yorks litterære epicenter, Park Slope-kvarteret i Brooklyn, hvor hun bor sammen med sin mand, stjerneforfatteren Jonathan Safran Foer, og sine to brunøjede børn.

Men Nicole Krauss er i virkeligheden et meget privat og genert menneske, siger hun »og hvis jeg kunne, ville jeg helst bare holde mig for mig selv.« Hun smiler, så mellemrummet mellem hendes fortænder kommer til syne.

»Men selvfølgelig er jeg taknemmelig for, at folk læser mine bøger. Jeg tager det ikke for givet, at du og andre journalister gider stille mig spørgsmål, jeg tænker stadig: ’Wauw, hvor er det fedt’. For jeg ved, hvor hårdt det kan være at trænge igennem. Bøger i dag skal gøre meget mere opmærksom på sig selv end for bare 20-30 år siden, og det er trist. For det er vigtigt, at litteraturen fortsat kan sætte sit præg på det kulturelle sprog«.

Mentale arvestykker

Nicole Krauss’ eget sprog er præget af store kunstneriske ambitioner. Hun gør ikke brug af pædagogiske berettermodeller og klassisk plotlægning, men stiller krav til sine læsere, som selv må opdage de subtile forbindelseslinjer, som skjuler sig bag den til tider kaotiske læseoplevelse. Men det er ikke i sig selv en pointe, at læsningen skal være svær.

»Det er bare den måde, jeg skriver på. Jeg improviserer mine bøger frem. Den ene side følger bare den anden, uden at jeg nogen masterplan. Faktisk er Det Store Hus mere eller mindre skrevet i den rækkefølge, den fremstår i,« siger Nicole Krauss.

–Du starter bogstaveligt talt i øverste venstre hjørne og arbejder dig nedefter?

»Ja, selvom jeg selvfølgelig har skrevet mange sider undervejs, som ikke er kommet med i bogen i sidste ende. Men min pointe er, at jeg ikke ved, hvad der skal ske, før jeg står midt i det. Det er først mod slutningen af processen, det går op for mig, jeg har skrevet en bog om ’byrden ved at arve’ eller andre af de fraser, man senere ender med at bruge til at betegne sin bog.«

’Byrden ved at arve’ er ikke desto mindre netop en af romanens grundforestillinger. Ligesom skrivebordet, der går i arv fra person til person på tværs af årtier og kontinenter, så slæber vi alle rundt på mentale arvestykker i form af temperamenter, humører og livssyn, som vores forældre og bedsteforældre har givet videre til os:

»Jeg har altid tænkt meget på, hvordan vi alle formes og påvirkes af vores ophav. Men da jeg skrev denne bog, betragtede jeg det for første gang fra et nyt perspektiv: Ja, jeg har fået noget i arv, som jeg har forsøgt at frigøre mig fra – men nu er jeg selv blevet mor og pludselig er det mine børn, som skal frigøre sig fra alt det, jeg ufrivilligt giver videre til dem. Siden jeg begyndte at tænke på dén måde, har ’byrden ved at arve’ føltes tungere end nogensinde.«

–Både i denne og din forrige bog optræder personer, som har overlevet Anden Verdenskrig. Er holocaust et emne, du som barnebarn til nogle af de overlevende føler en forpligtelse til at behandle?

»Nej, det synes jeg ikke. I min forrige bog, Kærlighedens historie, er der to scener, som ganske kort berører holocaust. Ellers skriver jeg om tiden efter holocaust. Der er mange tragedier og tabshistorier i Det Store Hus, men det, der grundlæggende interesserer og drager mig – og det skyldes muligvis min familiehistorie – det er ikke holocaust, men hvordan folk i almindelighed reagerer på store personlige katastrofer og tab. Hvad de gør for at overleve og komme videre med deres liv. Det er det, jeg skriver om. Men ikke, fordi jeg føler, jeg bør gøre det.«

Ikke plads til bullshit

Det Store Hus skildrer mennesker, der på hver sin måde forsøger at forholde sig til deres tab: Én har mistet et barn, én har mistet sin kone, én har selv mistet lysten til livet. Men for dem alle gælder det, at deres tabsfølelse er ambivalent; på den ene side savner de det, der ikke længere er. På den anden side er det netop dét, der ikke længere er, som gør dem til dem, de er. Tabet giver dem identitet.

»Jeg tror, det er sagen med de fleste mennesker, som har været udsat for traumatiske oplevelser: Det former dem. Vi er ikke os selv fra starten, vi ankommer langsomt til dem, vi er – og nogle ankommer mere besværligt end andre. I denne bog er alle nærmest brutalt ærlige omkring, hvad der har skabt dem – og jeg er draget af den oprigtighed, der ofte stikker hovedet frem i kølvandet på meget dramatiske oplevelser. Det er som om, der ikke længere er plads til at bullshitte, og i stedet opstår der en ærlighed, som føles meget livsbekræftende.«

–Så selv om bogen handler om tab, er der også håb i den?

»Ja, jeg føler slet ikke, at bogen er håbløs. Jeg føler mig selv mere i live, når jeg har tilladt mig at tænke over begreber som død, tvivl, usikkerhed og fortrydelse. Meget mere end når jeg har siddet og grint af et eller andet nonsens på tv. Det kan umiddelbart være hårdt, men bagefter føles livet mere rigt. «

–På et tidspunkt siger en af karaktererne i romanen: ’Forstår I, vi leder efter mønstre, blot for at se, hvor mønstrene brydes. Og det er dér, i det brud, at vi slår vores telt op og sætter os til at vente.’ Hvad er det, vi venter på – er det også at et håb skal vise sig?

»Vi venter på, at noget skal blive afsløret for os. Citatet stammer fra en ægtemand i romanen, hvis kone vedbliver at være et mysterium for ham. Han er tæt på hende og alligevel langt fra hende. Det kender vi også fra os selv: Vi lever tæt sammen med en masse mennesker, vores familie, venner, kolleger, og alligevel er mange af dem skjult for os. Fordi de er bange for at vise, hvem de er, bange for at blive elsket. Det er derfor, litteraturen er så fantastisk, fordi den giver os mulighed for at komme tæt på hinanden. Og det, tænker jeg, er idealet her i livet: At kunne flygte fra eller transcendere det liv, der ellers føles så solipsistisk og ensomt – også selv om vi er omgivet af mennesker – og lære et andet menneske dybt at kende, skabe en forbindelse, en forståelse. Så det er dét, vi venter på: et vindue, der skal åbne sig, så vi kan skabe en dyb forståelse med et andet menneske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu