Aviskrisen rammer hårdt i Tyskland

En mandlig journalist fra den tyske statslige tv-kanal ARD siger til Information, da han bliver spurgt om sin mening om avisen Frankfurter Rundschaus erklærede insolvens:

»Den var obligatorisk læsning i det bofællesskab, jeg boede i som ung. Men de sidste mange år har jeg ikke rigtig gidet at læse den. Hver gang jeg har fået fat i den og er gået i gang med at læse en kommentar, behøvede jeg blot at skimme de første linjer, så kendte jeg resten af indholdet. Så forudsigeligt. Men SPD kommer nok til at savne den i valgkampen næste år. Den har jo altid været en af partiets støtter.«

Den tyske presse har været i en slags choktilstand, siden det blev kendt, at Frankfurter Rundschau formodentlig ender med at dreje nøglen om. Det er Forbundsrepublikken Tysklands ældste landsdækkende dagblad, der udkom første gang blot tre måneder efter Anden Verdenskrigs afslutning. Hermed deler avisen fødselsår med næsten alle andre store aviser i Tyskland. Aviser fra før Hitler kom til magten findes ikke længere. For eksempel blev Frankfurter Zeitung, der var en af Tysklands mest ansete aviser, i 1930’erne gradvist overtaget af nazisterne, selv om redaktionen forsøgte at kæmpe imod. Af dens aske opstod Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1949, samme år som Forbundsrepublikken blev grundlagt.

Frankfurter Rundschaus oplag er de seneste fem år faldet fra omkring 150.000 til 115.000, og alt er tilsyneladende blevet forsøgt i panik.

Süddeutsche Zeitung skrev i en leder om avisen, at derouten på flere måder er selvforskyldt:

»De smed et gammelkendt, kun renoveringstrængende, layout over bord, men ændrede kun meget lidt ved kommentarerne, som var blevet forudsigelige.«

Men lederskribenten fortsætter:

»Et endeligt for et landsdækkende dagblad, der er ældre end denne stat, det vil være et dybt snit. For Frankfurter Rundschaus livsfare kan man ikke kun forklare ud fra dens egne fejltagelser. Den afspejler svære omgivelser.«

Nærmest samtidig med Frankfurter Rundschaus dødskramper blev det bekendt, at avisen Financial Times Deutschland udkommer for sidste gang den 7. december. Avisens tyske udgave er udkommet siden 2000 og har givet underskud fra dag et. Over 300 mennesker mister deres arbejde i forbindelse med lukningen.

Vær målrettet eller dø

Tyske medier har det sidste par uger i en stor og altomfattende debat ransaget sig selv.

I avisen taz (Die Tageszeitung) spår medieforskeren Lutz Hachmeister fra universitetet i Dortmund: »Den trykte avis vil i sin højtidelige niche overleve længere, end mange forudser. Men den må have en publicistisk merværdi. Det gælder også for det etablerede fjernsyn. Hvis det i formater, research og æstetik ikke adskiller sig væsentligt fra det, man alligevel kan få på internettet, vil man kunne se dens forsvinden.«

Ugeavisen Die Zeit havde sidste uge et stort opslag om temaet. Alle i mediebranchen blev spurgt om, hvor den havde fejlet de sidste år, og hvordan god journalistik kan overleve. Til det sidste spørgsmål lyder det over hele linjen ret enstemmigt: Den gode historie, kritisk research, levende sprog, uafhængig journalistik er uundværlige kvaliteter. Chefredaktøren for magasinet Landlust, Ute Frieling-Huchzermeier, mener, at god journalistik kan overleve, »hvis vi taler om vedvarende god journalistik og ikke om den hurtige forretning: Ved at vi skaber kreative redaktioner med nysgerrige, engagerede og selvkritiske journalister og udgivere, der holder ryggen fri .«

Landlust er et magasin om det skønne liv på landet, men Frieling-Huchzermeier skal man ikke kimse ad, men måske snarere lytte til. Månedsbladet er en af de største overraskelser i den tyske mediebranche de senere år. Ud af det rene ingenting har det pludselig et oplag på over en million eksemplarer.

Egentlig er der også stor enighed om, hvor branchen har fejlet de forgangne fem år. De fleste siger, at man har været for længe om at indse, at der skal tjenes penge på internettet. Matthias Döpfner, bestyrelsesformand for Springer Verlag, siger:

»Branchen har alt for længe hørt på de falske profeter, der har sagt, at man ikke kan sælge noget på nettet. Om fem år vil vi smile ad denne tese.«

Wolfgang Blau, der er chefredaktør på ugemagasinet Die Zeits onlinetjeneste, Zeit Online, svarer, at han de seneste fem år har undervurderet, hvor svært det er for avisredaktører at sætte spørgsmålstegn ved deres én gang tillærte faglige identitet og virkelig indlade sig på internettet.

Han mener selvfølgelig ikke helt upartisk, at den gode journalistisks bedste fremtidsmuligheder ligger hos ugeaviserne. Hvis det ellers lykkes dem at ansætte fremragende netkyndige redaktører.

»De høje annoncepriser, som printmedierne kan forlange i forhold til internetmedierne, er derved deres sidste strukturelle fordel,« siger Blau.

Georg Mascolo, der er chefredaktør for ugebladet Der Spiegel, siger: »Online-læsere og iPad-brugere er lige så velkomne hos os som kioskkøbere. Og den, der kun har Spiegel på sin Smartphone, hører lige så meget til familien. Vores fremtid er altså digital, selv om print vil eksistere længe længe endnu.«

Han mener, at man aldrig skulle være begyndt at forære kostbar journalistik væk.

Gaveboden er ikke udelukkende foregået på internettet. For to år siden skrev Andreas Bull, administrerende direktør på taz, en artikel om »oplagsløgnen«. Den handlede om, hvordan alle aviser (og det gælder ikke kun Tyskland) forsøger at snyde sig til højere oplag. Der findes to måder, hvorpå avisudgivere kan omdanne omdelte pro forma-solgte (gratis) eksemplarer til aviser, der tælles med i oplaget. Enten bliver et reklamebureau inden for rammerne af en kampagne bedt om at omdele gratis aviser. Bureauet køber aviserne af avisen, så de kan bogføres som solgte eksemplarer. For sin del udsteder bureauet så en meget høj regning til avisen for hele reklamekampagnen, så udgifterne bliver kompenseret. En anden mulighed er, at flyselskaber, hoteller eller konferencer etc. køber aviser til en reduceret pris og så tager sig betalt for logistik, distribution og oprydning. Så kan gæsterne læse avis og aviserne tilføje disse eksemplarer som ’serviceeksemplarer’.

Langt de fleste landsdækkende aviser har de senere år øget antallet af serviceeksemplarer betragteligt. For en avis som Financial Times Deutschland udgjorde antallet af serviceeksemplarer og ’øvrige’ næsten 60 procent af det solgte oplag. Så skal det jo gå galt.

Andreas Bull, taz’ direktør, sagde i 2010:

»Med sådanne fiffigheder forsøger en kriseramt ledelse i stor stil at indgyde sig selv mod gennem selvbedrag. Spørgsmålet er blot, hvorfor så mange af markedets spillere lukker øjnene eller endda broderer videre på løgnene.«

I Tysklands medieverden lader det til, at legendernes tid er ved at være forbi.