Det bedre er det godes fjende

En dag sagde vi farvel til Martin. Først senere fik vi at vide, at det ikke var hans rigtige navn. Her var det sådan som alle andre steder: Ikke alle holdt af alle. Men alle holdt af Martin. Han var en stor mand med glubende appetit, himmelblå øjne, uimodståeligt smil, høj latter og ingen tænder i overmunden. Han vidste alt om stjerner, og han elskede musik. Når vi, rystende af kulde, om aftenen sad udenfor og røg, fortalte han, at hans far havde taget ham med til La Traviata, da han var seks. Det var den opera, han elskede allerhøjest. Men han lyttede også begejstret til den musik, som Poul Erik, centrets leder, spillede for os hver tirsdag eftermiddag. De samme mennesker, som normalt så X Factor og jublede, blev umådeligt glade, når Poul Erik fortalte, at vi næste tirsdag skulle høre Mozart, Händel eller Bach. Hvilket bekræftede min overbevisning om, at hvis man gav folk god kunst, valgte de den frem for noget bras. Martin sad i kørestol. En aften spurgte jeg ham hvorfor. Han svarede, at han engang havde købt et par meget smarte sko, som viste sig at være alt for små. Men at han ellers snart skulle hjem. Som regel tror jeg på alt, hvad man fortæller mig, så jeg troede også på Martins fabel. Men jeg undrede mig.

Forfrosne fødder

Ja, fabel. Fordi det viste sig, at Martin var blevet fundet af en natsygeplejerske, der tog sig af syge hjemløse. Og en nat slæbte hun ham til centret. Jeg skriver »slæbte«, fordi Martin gjorde modstand; han ville blive på gaden, selvom hans fødder var helt forfrosne. Det viste sig også, at selvom han havde ret til bistandshjælp og var indstillet til at få en bolig, afviste han det pure; han ønskede ikke at nasse på samfundet.

Til sidst fik vi at vide, at han fra nu af permanent skulle være på plejehjem; et sted midt ude i skoven, med gode værelser og meget godt ry. Jeg tænkte, at hvis man kunne få ham til at tale og tale sandt, kunne man skrive en god bog om ham.

Mine venner insisterede på, at jeg skulle bo hjemme hos dem, når jeg forlod centret. Jeg ville få huset og haven til rådighed, få kærlig pleje og to separate værelser; det ene til at sove i, det andet til at arbejde i. Jeg overvejede det grundigt, men til sidst takkede jeg nej. For det første fordi jeg ville blive nødt til at tage skidtet med. For det andet: Hvad skulle jeg med et arbejdsværelse, når jeg endnu ikke kunne læse eller skrive? Og for det tredje, sagde jeg, fordi jeg ville tilbage til mit normale, ubekvemme liv.

Replikken faldt næsten ud til alles fordel. Du er tapper, sagde mine venner. Jeg ændrede på stedet Marx’ (eller var det Sartres?) stupide definition af frihed: Tapperhed er en nødvendighed, man bliver sig bevidst om. I virkeligheden var mit normale liv ganske bekvemt; med alle privilegier, som den danske velfærd skænker en gammel forfatter med kraftig polsk accent. Men bitterheden og vreden forsvandt ikke; jeg var stadigvæk delvis invalideret. Og fordi jeg de senere år havde øvet mig i at være lykkelig, og det var lykkedes. Jeg kunne rejse, svømme, arbejde og skide på normal vis. Indtil jeg lod mig operere. Jeg kunne have sagt nej.

Min moder havde også et dårligt hjerte, og hun vidste det godt. Tanken om en operation strejfede måske hendes læge, men ikke hende. Hun døde af hjertestop, men var til det sidste sund og rask og glad for livet. I store træk.

Der er gået et halvt år, men den dag i dag forbander jeg min beslutning. Når man er tooghalvfjerds og bliver forpustet af at gå op til anden sal, er det ganske naturligt. Og det er helt normalt, at svømmebassinet bliver længere og længere, når man svømmer. Men lægerne ønskede, at jeg skulle få det endnu bedre, og tanken tiltalte mig. Gamle romere sagde, at det bedre er det godes fjende. Hvorfor glemte jeg det?

Og hvordan kunne jeg glemme min moders visdom?

Janina Katz beretter en gang om måneden i BØGER om sit ophold på to hospitaler og et rehabiliteringscenter. Læs alle afsnit på Information.dk/litteratur