Læsetid: 4 min.

Børneguru viser ingen kære mor

Børneopdragelseseksperten Anna Wahlgren svarer igen på sin datters kritik i en ny skandalebog, som har fremkaldt væmmelse hos flere svenske anmeldere. Bogen fraviger det ubrydelige princip om, at man aldrig hænger sine egne børn ud
Anna Wahlgen, her med sine otte børn, har indtil nu forholdt sig tavs til sin nu 45-årige ene datters fortælling om en barndom præget af krænkelser og kaos, men i ’Sanning eller konsekvens’ bryder hun tavsheden og tager til genmæle i et 460-siders langt forsvarsskrift.

Anna Wahlgen, her med sine otte børn, har indtil nu forholdt sig tavs til sin nu 45-årige ene datters fortælling om en barndom præget af krænkelser og kaos, men i ’Sanning eller konsekvens’ bryder hun tavsheden og tager til genmæle i et 460-siders langt forsvarsskrift.

2. november 2012

»Af alt, hvad jeg har læst: Det her er det mest beskidte, ækle og tarvelige, jeg nogensinde har holdt i min hånd.«

Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg er som resten af det svenske anmelderkorps direkte frastødt af Anna Wahlgrens nye »hævnbog«, Sanning eller konsekvens, som netop er udkommet på forfatterens eget forlag.

Med udgivelsen går Anna Wahlgren i rette med de anklager, hendes egen datter Felicia Feldt fremførte mod hende i bogen Felicia Försvann tidligere i år.

I Sverige betragtes Anna Wahlgren af mange som en guru inden for børneopdragelse, og hendes bøger har været obligatorisk læsning for mange usikre småbørnsforældre, men i Felicia Försvann tegner hendes eget kød og blod et korrigerende billede af en grænseløs mor og en barndom præget af sprut, krænkelser og kaos.

Opgør.’Felicia Försvann’ er ikke kun et opgør med en mor. Eller en desavouering af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgren (foto). Det er en kritik af en livsstil. Et vidnesbyrd fra barndommen hos en, der brugte kvindefrigørelsen som en fribillet til det lystbetonede liv, til hensynsløshed og egoisme.
Læs også

Anna Wahlgen har hidtil forholdt sig tavs til sin 45-årige datters anklager, men i Sanning eller konsekvens bryder hun tavsheden og tager til genmæle i et 460-sider langt forsvarsskrift, der foruden referater fra egne selvbiografiske bøger, inkluderer e-mails og sms-beskeder fra børnene samt håndskrevne breve og notater. Anna Wahlgren skåner ingen i sit forsøg på at rense sig selv:

»Jeg har grædt floder, siden jeg fik stukket dette spyd af had i hjertet, i morhjertet, det mest sårbare, men jeg fortæller alt. Så må folk tænke, hvad de vil, det har jeg ingen indflydelse på, men jeg kan bringe balance i tingene,« skriver hun på sin hjemmeside.

Havde den 70-årige forfatter håbet på forståelse for sit forsøg på at vaske datterens anklager af sig, må hun være skuffet. Overalt i de svenske medier er hendes bog blevet mødt med forundring og foragt:

»Det er let at forstå Wahlgrens desperation; alle, der bliver anklaget i en bog, vil naturligvis have lyst til at svare. Men med Sanning eller konsekvens forbryder hun sig mod en vigtig regel: børn må gerne skrive om deres mødre og fædre, men et barn skal være beskyttet mod offentlige angreb fra sine forældre,« skriver Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg.

Et fortvivlet vræl

Samme holdning har Expressens Therese Eriksson, der mener, at nogle principper bare er urørlige: »Som for eksempel det, at et barn har ret til at gå i kødet på sine forældre, mens det omvendte ikke er i orden,« skriver Eriksson, der kalder bogen for et »fortvivlet vræl«:

»Det er ikke spor svært at forstå behovet for at genoprette et allerede temmelig plettet ry som offentlig person og debattør, ikke spor umuligt at forstå ønsket om at rense sig efter ens eget barns næsten hadske skildring af sin opvækst og mor. Hvem ville ikke føle trang til at stille sig op og skrige i panik? Men at viljen findes, betyder ikke at man bør adlyde den. Og ingenting bliver bedre, ved at Wahlgren skriver den her bog.«

Ifølge Aftenposten, der grundigt har gennemgået bogen, affærdiger Anna Wahlgren de fleste af sin datters anklager som enten fejl, løgn, sammenblandinger eller fantasier.

Til eksempel: Felicia Feldt skrev i sin bog fra januar i år, at hun i alt flyttede 19 gange i sin barndom. Anna Wahlgren regner tallet efter og retter det til 16. Felicia tegner i sin bog et billede af en barndom med alkoholmisbrug og gentagne svigt. Anna Wahlgren korrigerer og skriver, at hun ganske vist i perioder har brugt alkohol som »selvmedicinering«, men at hun aldrig har været nogen fyldebøtte.

Dog medgiver hun, at hun – efter succesfuldt at have opdraget børnene med sin »sove hele natten-kur« – ofte er gået på bar, mens børnene sov derhjemme. Men som hun tilføjer: »Var et af dem sygt gik jeg naturligvis ikke ud«.

I sin bog beskrev Felicia Feldt desuden, hvordan hun som 15-årig vågnede ved, at en af hendes mors mandlige bekendtskaber lå i hendes seng og forgreb sig på hende – og at hun ved en anden lejlighed vandrede frem og tilbage over gulvet i høje hæle med sin 12-årige lillesøster, mens moderens ven sad og onanerede i en lænestol. Anna Wahlgren erkender i sit forsvarsskrift, at manden ganske vist forgreb sig på Felicias lillesøster gentagne gange, men at hun smed ham på porten i samme øjeblik, hun hørte om det.

Göteborgs-Postens anmelder Cecilia Verdinelli betegner Wahlgrens bog som en »broget blanding af forsvarsgreb« og mener, at forfatteren fremstår både »impulsstyret og grænseløs«:

»Hun er skræmmende som rasende såret modermonster, der hele tiden affyrer skyldfølelsesfremkaldende projektiler. Det er også tydeligt, at hun har opdraget sine børn i en blandingskultur med på den ene side radikal seksuel åbenhed og ukonventionelle hippieindslag, og på den anden side en streng pligtmoral med i det mindste en vis grad af fysisk vold,« skriver Cecilia Verdinelli, der mener, at det mest ubehagelige ved bogen er, at den tvinger læseren til at tage stilling i konflikten mellem mor og datter: Hvem har ret?

»Jeg værgrer mig ved at påtage mig dommerrollen og nøjes med at konstatere, at hverken moderens eller datterens bog – en del psykologiske observationer til trods – i sig selv fortjener en plads på boghandlernes hylder,« skriver anmelderen.

Heller ikke Aftenpostens Åsa Linderborg mener, at Anna Wahlbergs bog burde være udkommet.

»Wahlgren gør ingen forsøg på at vende vrangen ud på sig selv, hun er bare et livslangt offer for andre, og nu langer hun med fuld kraft ud efter sit eget kød og blod,« skriver Linderborg, der mener, at Sanning eller konsekvens er »det mest kontraproduktive, der nogensinde er blevet formuleret«.

Selv trækker Anna Wahlberg sig med bogen tilbage fra det offentlige liv, bedyrer hun i en pressemeddelelse:

»Der bliver ikke flere offentlige optrædener for mit vedkommende. Man må betragte mig som lige så død og begravet, som jeg blev det i min datters bog,« skriver hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Hm...dette kunne lyde som en ''god'' gang Svensk Jantelov mod baade mor og datter.....

Maa en far godt svine sine boern til?

Hvad med en mormor, farfar, tante, faster og/eller onkel....etc. etc.....??

Hvor meget maa folk svine deres familie medlemmer til, oedelaegge livet for deres familiemedlemmer (foraeldre, boern, mostre, plejeboern, onkler, deleboern etc.) foer de forurettede har lov til at forsvare sig??

Så er her atter god plads til en standard gang moralsk udhængning, når den gode lærer ikke selv har kunnet leve sine råd. Den sport deltager jeg gerne i, når det fx viser sig, at liberalisternes guru Ayn Rand selv modtog den socialhjælp, som hun mener alle bør fratages. Eksemplerne er utallige på den slags.

Men jeg kan ikke umiddelbart komme på et eneste ideologisk fyrtårn i denne verden, der ikke selv grundigt har overtrådt egen filosofi. Fx har danske stalinistiske forfattere skrevet smukke bøger om forsoning, skrevet sig langt større i ord, end de selv kunne være i handling. Så egentlig kan jeg godt forestille mig, at Anna Wahlgren på samme tid er en ganske forfærdelig mor, og en lige så fremragende pædagog og vejleder for andre mennesker.

Endnu en korrektheds-jonglør bider græsset, for det var og er alt kun populistisk teater for sociale points og indkomstoptimering.

Kasper T. Mortensen

Jeg ved ikke hvem der har mest ret, mor eller datter, men jeg er uenig med de svenske anmeldere i, at børn gerne må kritisere deres forældre offentligt, men ikke omvendt. Datteren er altså en voksen kvinde på 45 år, der har udgivet en bog. Så må hun vel tage den debat og modsvar, der kommer. Det var noget andet, hvis der var tale om et barn under 18 år, der udtalte sig til en avis eller lignende.

Majbritt Nielsen

At forældre ikke må hænge deres børn ud, offentligt?

Det er da en underlig regel.
Når man ser på hvor meget nogen forældre(forhåbentligt kun et mindretal) ødelægger deres børn i forvejen.

Den sætning er vist på linje med at tyve har et æreskodeks. Vist nok noget med at man ikke stjæler fra en kollega.

Heinrich R. Jørgensen

Hævnskriftets natur (iflg. beskrivelsen) er så forkvaklet, at ligger til højrebenet at konkludere, at essensen af Felicia Feldts vurdering af sin moders uegnethed som forbillede og rollemodel, holder stik.

Heldigvis behøver man ikke læse bøgerne, for at konkludere at de næppe er værd at ødsle tid på.