Læsetid: 3 min.

Down Under er på vej op

Cinemateket byder på film af australske talenter i denne måned. Det sker samtidig med, at musical-hittet ’The Sapphires’ har givet ny, national selvtillid ved billetlugerne down under
15. november 2012

Der er langt imellem australske premierer i danske biografer. Mens Australien flittigt eksporterer skuespillere og instruktører til amerikanske film med verdensdistribution, ser vi sjældent, hvad der rører sig på den lokale filmscene.

Sidste år kunne man opleve David Michôds rå gangsterdrama Animal Kingdom, hvor en bankrøverfamilie imploderer i Melbourne. Den gav lyst til mere. Her var der ingen ufarlig idyllisering af de åbne landskaber eller den røde jord, men en benhård skildring af et råt forstadsskyggeliv med en af filmhistoriens ondeste matriarker i centrum.

Gik man glip af Michôds Sundance-vinder, får man nu en chance mere, når Cinemateket denne måned viser film af australske talenter under overskriften »Coming Up Down Under«.

Cinemateket fokuserer på vækstlaget i australsk film, og blandt de otte valgte titler (hvoraf kun to har haft dansk distribution) er hele fem debuterende instruktører. En ny generation er på banen med så forskellige historier som et psykopatportræt (Snowtown), et nutidigt aboriginer-drama (Samson & Delilah) eller twistet horror (Triangle) på plakaten.

Der har ikke været mange succeshistorier i australsk film, siden Baz Luhrman og Strictly Ballroom væltede de lokale billetluger i 1992 og derefter indtog resten af verden. De mange nye navne lover imidlertid godt for de kommende år.

Instruktøren David Michôd er endnu ikke stukket af til Hollywood, men er i gang med en dystopisk, australsk fremtidswestern, Rover, med den australske stjerne Guy Pearce og Twilight-stjernen Robert Pattinson i hovedrollerne.

Måske prøver den nye generation af instruktører at lokke stjernerne til Australien i stedet for selv at søge væk. I så fald må de gerne løfte røret og ringe til nogle danske navne, for Det Danske Filminstitut har siden sidste år haft en særlig co-produktionsaftale med Australien. Det kunne være interessant at se, hvad der kunne komme ud af et møde mellem de to filmverdener.

Australske The Supremes

Mens vi i Danmark kan glæde os over de otte film i Cinemateket, begejstres det australske publikum over Wayne Blairs feel good-musical, The Sapphires, som siden premieren i september har sikret sig en plads blandt de 15 mest sete australske film nogensinde.

The Sapphires bygger på virkelige begivenheder omkring sanggruppen af samme navn, som er blevet kaldt Australiens svar på The Supremes. Historien udspiller sig i 1960’erne, og det unikke ved den er, at The Sapphires bestod af fire aboriginer-piger, som fik et gennembrud og var på turné blandt tropperne i Vietnam på trods af tidens racisme over for aboriginere.

Soulmusikken, succesen og det sjove er det centrale. Irske Chris O’Dowd (fra Bridesmaids) er skøn som gruppens overentusiastiske, uorganiserede manager, men undervejs tager filmen også fat i nogle af de stadig betændte spørgsmål, der er forbundet med behandlingen af aboriginere i det australske samfund. Blandt dem er, at aboringerbørn med lysere hud ofte blev taget fra deres forældre for at blive opdraget blandt australiere med europæisk baggrund.

The Sapphires er baseret på en teatermusical af Tony Briggs, hvis mor var en af de fire piger. Filmens manuskript er af Keith Thompson, som har fortalt udførligt om betydningen af at snige en alvorligere grundtone ind i helheden, når historien skulle op på det store lærred og ud i verden. Resultatet er blevet en fin blanding af humor og alvor, som har givet fornyet selvtillid i den australske filmbranche.

Tidligere i år lancerede dokumentaristen Courtney Dawson filmprojektet Advance Australian Film, som skulle kaste lys over det, Dawson oplevede som en krise i australsk film. The Sapphires burde have givet en mulig ny vinkel på projektet.

 

www.dfi.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu