Læsetid: 8 min.

Efterårets bitre frugter

Modning: Efterårets farver og voldsomme vejr spejler sig i poesien og beskriver sindsstemninger af hygge eller rædsel, når digtere skriver om forrygende blæstpoesi og stjerner uden øjenlåg
Poesi. Septembers lave sol er for de lysfølsomme digtere en opfordring til tæt dans eller melankoli.

Poesi. Septembers lave sol er for de lysfølsomme digtere en opfordring til tæt dans eller melankoli.

Tine Sletting

9. november 2012

Ligesom vinterskildringer i digtningen tit og ofte korresponderer med indre forfrysninger, og sommertiden er yndig og frydefuld, således har også efteråret sine sjælelige ækvivalenter.

De er heldigvis ikke entydige. De gensidige spejlinger af efterårsnatur og sind udfældes i en stor skala af billeder som udtryk for afsked, mismod, angst eller modning, resignation og forventning samt meget andet derimellem.For skribenten tilbyder naturen et praktisk og nærliggende symbollager til akkompagnement af handling og ide, så vinden piber, og farverne ulmer i skriften.

Med det gule ahorntræs blade i nattefrost og morgentåge, der gennemglødes af solen, kan Thorkild Bjørnvig forvandle en bitter afskedsstemning af smerte til jubeloptændt fryd ved ankomsten af en stæreflok, der fylder træets krone med ekstatiske skrig fra tunger af ild. Alt forvandles til glæde i en mysterieagtig oplevelse. Mørket vokser, hjertet vokser, fyldt af sol. Således i digtet »Ahorntræet« fra Figur og Ild (1959).

Et eksempel på en skærpet sindslig modsætningsoplevelse spejlet i naturen lød et par år efter i Tove Ditlevsens lille digt »Høst« (Den hemmelige rude, 1961) med dette både positivt og negativt ladede begreb:

Så endte den store sommer.

Øde er badestranden.

Dagen og natten går hver for sig,

som kendte de ikke hinanden.

Og således går det også dem, som elsked hinanden.

Den intime forbindelse mellem natur og sjæl, ydre og indre, intensiveredes i symbolismens lyrik fra 1800-tallets slutning og var hos Johannes Jørgensen således helt anderledes inklusiv end den blot illustrerende øde badestrand, da han digtede sin »Høstdrøm« fra 1891, hvor han går i skove i høstlig regn i en ringmur af tåge til synet af et blygråt vand med regndryssets rislen og hjertets angstfulde slag. Det er en drøm, han ikke kan ryste af sig. I musikalsk klagende klange lyder slutstrofen:

Som var mit Liv kun en Vandren

ad Veje i dryppende Regn –

som stænged mig evigt inde

de røde Risbøges Hegn.

Det er lignende klange man kan finde hos en stor inspirator som Baudelaire i hans Les Fleurs du Mal (1857), f.eks. i digtet »Tåge og regndage«: »O sene efterår, vintre, forårs sjappen/søvnige sæsoner jeg priser jer …« eller i »Efterårssang«, hvor han hører træer blive fældet med infernalske brag: »Det synes mig at hammeren, der ensformig slår,/Et sted i største hast er ved at tømre en kiste«.

Det er en ganske anderledes sang, der skal høres i anledning af årets gang og høstens bogstavelige komme. Det smukke synonym for efteråret er ikke en metafor for Jeppe Aa-kjær i »Naar Rugen skal ind«, hvor handling og lyde detaljeret beskrives, og negene skubbes op i lugen fra vognen, der er stillet på skrå, så børnene kan more sig med at sætte sig på hjulenes drejeskive. Den kære rug kommer i hus med en fromhed og tak til Altets skaber. Og her er naturbetragtningen ganske realistisk og præcist sanset, når barnet er krøbet ind under hjulets eg: »dér høres dette skarpe Knald/fra Vognens Fjæl mod Sandet/af Ørentvistens Fald«. (Rugens Sange, 1923). En dynamisk effekt i digtets bevægelsesmønster, næppe et symbol.

Om høsten og frygtelig hjælp

I modsætning til Blichers novelle »Høstgildet« (1840), der summer selskabeligt af dans, musik, sang og forlovelser, får høsten en ildevarslende klang i Martin A. Hansens fortælling »Høstgildet« fra Agerhønen (1947) med optakten: »En Mikkelsaften for mange Aar siden skete der paa en sjællandsk Gaard et Dødsfald, som brat og uhyggeligt forstyrrede Høstgildet.«

Mikkelsaften, 29. september, blev traditionelt brugt til et gilde, der markerede glæden ved en fuldbragt høst. Præsten har holdt en velsmurt tale, da han hentes ned i folkestuen, hvor den berusede og hævngerrige røgter har drukket den 12-årige tjenestedreng til døde. Der går bud til hans far, der dukker op og tavs tager drengen i armene og i mørket bærer ham over banken ud til det lille daglejerhjem. Den forfjamskede præst vil trøste, følger med ad en omvej, men mødes kun med ordene: »kan du gøre ham levende, præst!«

Han havner bogstaveligt i mudder og sjælekval på hjemvejen, og det er nu hans eksistentielle krise og selvopgør, det handler om, og det på en dommens dag, navngivet efter ærkeenglen Sankt Michael, der vejer sjælene. Den forstærkes af, at deres lille datter ligger febersyg. Krisen løses først, da præstekonen sender ham af sted igen med lidt praktisk, reel hjælp, nogle rene lagner og en kurv med ting og penge til en kiste. »Da finder du måske mere i den end det, jeg har pakket ned«, siger hun. Den forstenede far bryder sammen i en forløsende gråd. Og »da vidste Præsten, at han havde brudt Muren og givet Faderen den første, frygtelige Hjælp, og han gik tilbage for at være hos den døde.«

Septembermørket over landskabet, den nypløjede jord og senhøstens store blomster, hvis duft minder om døden, georginer, asters, er de påfaldende få naturtræk ved denne idéstyrede efterårsfortælling. De er til gengæld uadskillelige fra holdningen i den unge Johannes V. Jensens tematisk beslægtede, men sansebestemte himmerlandshistorie »Oktobernat« om livets og dødens nådeløse meningsløshed.

Også den tager udgangspunkt i en drikkescene, nu i en skænkestue mellem tre landsknægte. Bagved i huset ligger en dødssyg, sekstenårig pige og kigger ud i mørket. Hun får et glimt af den unge kriger, Jørgen, der kaster et blik ind. »Lisbeth hørte ikke andet end Vinden nu. Den havde fundet en eller anden Sprække at synge og pibe i. Det blev den langsommeligt ved med. Den steg længe lidt efter lidt og blev til en tynd, syngende Klage, sank saa hen og smaapylrede for sig selv alene, rejste sig igen og naaede med et utaalmodigt Rusk sin ensomme Jammers Højdepunkt, faldt igen – trøstesløs.«

Med lyrisk insisteren er vinden som menneskets feberkurve, og den farer videre over den månebelyste jord og skinnende våde vej, hvor de tre krigskarle drager mod Aalborg og kommer i skænderi om ingenting. Jørgen trækker blank, men dræbes af den kampvante modstander. De to forlader ham, og Jørgen dør en ensom død for ingenting, mens vinden stryger forbi over lyngen, som dækker ham halvt. »Vinden pillede lidt ved Landsknægtens Haar og for saa videre for et eller andet Sted at finde sig en Dørsprække til at synge og pibe i.«

Med disse ord om den jyske blæst og den skånselsløse absurditet slutter ’Oktobernatten’, mens vinden synger videre i Thøger Larsens »Septembernat« i Limfjordssange (1925):

Stormen fylder Luften,

Nattens Vidder gyser,

mejende gaar Vindens

Maaneblanke leer.

Forrygende blæstpoesi kan man naturligvis finde i vore nordlige himmelstrøgs fortællinger, hvor mennesker strider og strides, bl.a. i William Heinesens prosa, således i »Stormnatten« fra Det fortryllede lys (1957). En rent symbolsk storm danner indledning til Hans Egede Schacks meget hjemlige roman Phantasterne (1857), hvor et måske tusindårigt egetræ en novembernat fældes, da himlen åbnede sine porte. Det fungerer som et forvarsel om følgerne af tre drenges vidtdrevne fantasilege, der fik slemme mentale konsekvenser for to af dem, mens den tredje blev en fornuftig praktiker, ligesom det fældede træ kunne omdannes til nyttigt favnebrænde. En sådan pædagogik finder man ikke i den ulidelige, sansemættede luft in the heat of the night i William Faulkners sydstatsnovelle »Septembertørke« (da. 1966), hvor denne måned har en ganske anden karakter end i Alex Garffs glade danske sang fra 1949: »Septembers himmel er så blå«. Handlingen trækker vejret i den tørre luft: »Gennem det blodrøde septembertusmørke oven på toogtres regnløse dage var det løbet som en brand i tørt græs – rygtet, historien eller hvad det nu var. Noget om miss Minnie Cooper og en neger.« Og længere fremme om den livløse luft, »som var fuld af anspændt, tilbageholdt voldsomhed. Dagen var døet hen i en sky af støv; over den mørke plads under et dække af stille, dødt støv, stod himlen så ren og klar som indersiden af en messingklokke.«

Brave borgermænd behøver ikke mere end et falsk rygte for at lynche en sort mand på grund af en hvid pebermøs fantasi, kun anfægtet af en sagtmodig barber, hvis salon kommer i oprør. Natur og folkesind er i denne suggestive novelle radikalt vævet sammen som i slutordene: »Det var som om den mørke verden lå lammet under den kolde måne og stjerner uden øjenlåg.«

Himle, der åbner sig

Og himlen er hverken i virkeligheden eller poesien bare blå, den indretter sig nærmest efter betragterens sindsstemning, hvad Pia Tafdrups syn i »Efteråret svulmet op« fra Dronningeporten (1998) er et smukt eksempel på:

Himlen åbner sig dybt i kobberild, i turkis, i lysende blåtoner,

et rum til fortsat forundring for det opspilede øje, en slugt

at forsvinde lydløst i over den sumpede jord.

September er en hjemsøgt måned i poesien, i Edith Södergrans tilfælde udnævnt til det kunstneriske instruments rum med samlingen Septemberlyran (1918): »Triumf att finnas till!«

I Frank Jægers »Men i september« fra Tyren (1953) lyder det i erotisk forventning: »Igennem hvilke Ruder/skal jeg gense gryet/og den barske morgen?« Hos Halfdan Rasmussen er den en »Febermåned« i samlingen Den, som har set september (1949), hvor den, som har set den gløde, »ved, at et forår lever/under hvert blad som døde,/ved, at før livet styrter/bærer det høstens byrder«. Digtets generøse billedtale bruger løs af natur, kosmos, krop, søvn, klokkemalm og bibel på vejen fra krise til genopstandelse. Klaus Rifbjerg sender med Septembersang (1988) en tydelig hilsen til sin ældre ven og kollega med titeldigtets optakt: »August har endnu ikke set september«, hvorefter følger en lang og uhyre detaljeret fokusering på et landskabs mindste detaljer, filmagtigt forstørret i en rytme mod et anet dødsperspektiv: »de voksende øjenhulers tryghed mod muld«.

Digtere er som de fleste mennesker i øvrigt, uhyre lysfølsomme. September, efterårets første måned med den mærkbart lavere solinklination, virker som en opfordring til dans i et tæt partnerskab fuldt af bebudelser, håb og bange anelser samt høstens glæde eller erindringens melankoli.

»September snöar ned i röda löv,/Oktober töar bort i gula löv«, lyder det i Gunnar Ekelöfs En Mölna-elegi (1960).

Der er ingen grænser for brugen og tolkningen af årets og sindets samvirke måned for måned på vejen fra septembers sensommer ind i oktobers lys og mørke og i hademåneden novembers nordiske dysterhed. H.C. Andersen personificerer i eventyret Tolv med Posten månederne som rejsende med postvognen. Og med hosten og hiven efter vejret ankommer November: »Han havde Snue, voldsom Snue, saa at han brugte Lagen og ikke Lommetørklæde, og dog skulde han føre pigerne i Condition! sagde han.« Savskærermester for lauget var han.

Og der slutter historien.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Tove Ditlevsen skrev mere end et digt med titlen Høst, og åbenbart er der også forskellige udgaver af det digt, som stammer fra Den Hemmelige Rude, 1961. I min udgave (er det smukkere og) lyder således:

Så endte den store sommer.
Øde er badestranden.
Dagen og natten går hver for sig,
som kendte de ikke hinanden.

Nu stormer det koldt derude.
Stjernernes glans forsvinder.
Havet krummer sin bølgeryg
og ryster sig fri af minder.

Mørket har trukket sin kappe
hen under himmelranden -
og to, der elsked, går hver for sig,
som kendte de ikke hinanden.