Læsetid: 8 min.

Efterårets bøger genopdager virkeligheden

Genopdagelsen af det fælles i det enkelte menneskes virkelighed er måske den mest opløftende tendens i efterårets skønlitterære prosa
Genopdagelsen af det fælles i det enkelte menneskes virkelighed er måske den mest opløftende tendens i efterårets skønlitterære prosa
9. november 2012

Mens bøgernes efterårssæson stille ebber ud og alle stempler ind og drager med metro til messe for at skue de litterære giraffer og høre dem anbefale deres seneste produkter, skal der her standses kortvarigt op og stilles det årligt tilbagevendende spørgsmål: Er eller var der en tydelig og spændende tendens?

I foråret var det de mange stærke forældre- og især moderopgør, repræsenteret bl.a. af nye prosaværker fra Christina Hesselholdt, Stine Pilgaard og Agnete Braad. I efteråret så hovedtendensen et stykke tid ud til at blive den næsten forskeragtige, undersøgende måde, hvorpå kvindelige forfattere bosatte sig inde i kroppen og psyken på en mand og ligesom prøvede at forstå ham, som Naja Marie Aidt i sammenbruds- og parforholds- og karriereromanen Sten saks papir.

Globaliseret rum

Den vender vi tilbage til om lidt, dog ikke på grund af dens udforskning af det modsatte køn. Nej, hvad der gjorde det værk typisk for en strømning i tiden, var forfatterens markante valg af omgivelser – ikke en lokalt forankret, nogenlunde genkendelig verden, men et behørigt anonymiseret internationalt storbyrum, et alle steder og ingen steder, emblematisk for en globaliseret senmodernitet, der har opløst nationale og regionale særpræg og udlagt tværgående referencelinjer, ofte af medieformidlet art. Man ser de samme få typer af tv-programmer, spiser den samme modemad, går rundt med de samme sæsonlancerede logoer på tøjet, hører den samme hastigt udskiftelige musik. At vælge rigtigt, dvs. nærmest ens og samtidig med sans for at sammensætte tidens tegn i et personligt patchwork, kaldes at være et individ.

Mod denne medieformidlede identitetsdannelse reagerer, i hvert fald så vidt jeg kan bedømme, en række af vore bedste forfattere ved at finde sig et konkret og mere eller mindre arbitrært punkt og så undersøge det nøje.

Blå, lilla og røde ører

Tag nu f.eks. slutscenen i Jens Smærup Sørensens roman Hjertet slår og slår om en gammel patriark, der ligger på plejehjemmet og dør, mens sønnen sidder på en stol ved siden af og i tankerne genoplever deres indbyrdes kampe, genkalder sig, hvordan ikke blot hjertet, men også hænderne slog og slog:

»Han standsede med ét op og kunne i det samme gribe min arm og slænge mig ind foran sig. Og han så nu lidt på mig, mens jeg stod dér tæt op ad ham, som om han ville til at sige noget.

Så skubbede han mig en armslængde fra sig. Nej, der var ingen grund til at sige noget. Vi vidste jo begge, hvad det drejede sig om, og han langede mig den første.«

Det bliver til mange kraftige slag, på begge sider af skallen, og ørerne bliver blå, lilla og røde med grønlige og gullige nuancer, og de giver henne i skolen anledning til adskillige spørgsmål.

Og alligevel ender bogen i forsoning. Ikke at de får talt ud med hinanden; men jeg-fortælleren får ligesom stillet historien fra sig og kan i slutscenen sidde på en rasteplads med sin kone og sine børn og spise franske hotdogs: »Det var nogle fedtede og halvtrætte og så godt som lykkelige minutter vi sad der. Eller vi havde lige haft held til at anbringe os i et lille mellemrum i tiden, hvor de fleste indvendinger mod tilværelsen og os selv næsten lydløst faldt til jorden.«

Det sigende ved dette tableau er situationens karakter af noget definitivt, konkret, materielt, fysisk, fælles. Men hertil kommer også det umedierede præg. Som om historien, idet den afsluttes, stadig kun er ved at begynde, som om den endnu kan fortælles, forfra.

Modsætningen til dette billede – der for mig godt kan stå som tegn for noget af det, der gør det værd at læse litteratur – ser vi f.eks. i Kristian Bang Foss’ tredje roman, der udkom for et par uger siden, med rette båret frem af stor forventning. Ligesom i Stormen i 99 (2008) får man her et kuldslået kynisk, men også ofte ganske humoristisk samtidsbillede. Men man præsenteres tillige konstant for billeder, der for længst er blevet til billeder. Plottet vil allerede i omrids være de fleste læsere bekendt, men skal kort repeteres her: Asger, som arbejder med reklame, laver i sin dybe stressethed en ødelæggende bommert og bliver fyret fra jobbet. Efterfølgende giver han sig til at sumpe, ligger på sofaen hele dagen, drikker systematisk, bliver droppet af kæresten Sara.

Nedturen symboliseres ved et skift fra Netto til Aldi: »Netto er noget alle kender, det er bare et sted, man køber billigt ind, med Aldi er det noget andet, det er håbløsheden inkarneret. Medisterpølsen, der lå i Aldis kølediske var svinetarm stoppet med en grå masse af desperation og angst, flæskerouladen var tristhed i skiver, kassedamen et billede på selvmord.«

At Asger overhovedet sætter sin fod i Aldi, skyldes hans nye job som fuldtids handicaphjælp for invalidepensionisten Waldemar, verdens sygeste menneske, bosat i betonforstaden Stentofte, dér hvor kommunen fylder hovedparten af dit liv, og du har samme forhold til den som en teenager til sine forældre: Kommunen er på én gang den store slyngel og den store forsørger. Waldemar var da også kun interessant for sine forældre, så længe de kunne bruge ham til at få penge fra kommunen. »Guldklumpen« kaldte de ham.

Sætstykke, kliché

Romanens vendepunkt indtræffer, da værkbrudne Waldemar får skænket 70.000 kroner af en 68’er, der er blevet stinkende rig af at sælge et helsekostprodukt i USA. Med Asger som chauffør og rejseleder drager de mod Marokko for at opsøge healeren Torbi el Mekki.

Men fra da af ved Kristian Bang Foss åbenbart ikke rigtig, hvad han skal stille op med sine to figurer og sin roman. Ergo kobler han klichémaskinen til og dumper dem først i et kunstnermiljø, hvor de fleste af pengene bliver stjålet. Derefter sendes de to til Monte Carlo, hvor de mirakuløst vinder næsten den samme sum, og endelig ebber romanen ud, handlingsmæssigt og sprogligt, et sted i Nordvestafrikas ørken. På dette tidspunkt har teksten tabt grebet i denne læser. Jeg tror, det skyldes en gal præmis et eller andet sted. Nemlig at blot billeder og handlingsmæssige sætstykker som scenen nede i Monte Carlos Kasino har været brugt og er blevet kendt gennem f.eks. en film eller tegneserie, så vil de også fungere igen, sådan nærmest pr. automatik.

Sproglig forvandling

Modbilledet til denne sætstykke-æstetik finder vi f.eks. i Vibeke Grønfeldts nye roman Bogstavets betydning, som vælger sig en stemme i form af en fortæller og anbringer den i et punkt i form af et udkantsområde, en arme ødeby. Her i bladet skrev Kamilla Löfström dækkende:

»Det er en syret og grotesk virkelighed, Grønfeldt skriver frem. Forfatterens emnevalg er klart spændende og påtrængende, men det, der er endnu mere spændende, er Grønfeldts sproglige forvandling af nutidigheden.«

Centralsymbolet for denne forvandling er huset, et vidunderligt hus, som særlingen Mester Tavs bygger op af de materialer, folk henter til ham i tomme huse, hvor der engang boede postmestre, overlæger, sagførere. Om bygningen bliver færdig, fremgår ikke – men det gør til gengæld romanen selv, som utopisk pant på en ny orden, et nyt fællesskab »der vokser frem på velfærdsstatens og forbrugersamfundets ruiner«, for nu at citere det, Berlingeren ved Jørgen Johansen skrev.

Alice og Eric

Ved en anden af efterårets allervigtigste danske prosaudgivelser, Anne Lise Marstrand-Jørgensens 541 siders mursten Hvad man ikke ved, kastede en anmelder, Kristeligt Dagblads Nils Gunder Hansen, sig ud i en dristig sammenligning med dobbeltromanen om Hildegard af Bingen fra 2009-10. Tilsyneladende var det to meget forskellige projekter: den ene en researchbaseret historisk roman, den anden en hverdagsskildring fra ungdomsoprørets og den seksuelle frigørelses år.

Men som Marstrand-Jørgensen ikke overfløj middelalderen med alle mulige historiske oplysninger, men i stedet brugte research og fantasi til at sænke os ned i et sanset middelaldermenneske-univers, hvor vi som læsere blev mærkeligt fortrolige med helt fremmedartede tilskyndelser og tanker, sådan afstår hun ifølge Gunder Hansen fra i sin skildring af 1970’erne at overdænge os med de obligate klicheer fra den kollektive erindring såsom lilla bleer og bollerum. Hun viser os, skrev anmelderen, almindelige mennesker, der »ikke ved«, at de lever i deres tid, og hvorledes deres historie vil ende.

Sagt på en anden måde er forfatteren intenst interesseret i sine personer – først og fremmest ægteparret Alice og Eric og deres kantede datter Flora – og loyal over for deres individualitet, som hun løfter frem med fuld respekt for kendsgerninger, åbenhed for det indre liv, minutiøs sanselig indlevelse.

Den ’store’ historie

Man har i forbindelse med Hvad man ikke ved diskuteret, om det er svaghed eller styrke, at romanens handlings rum fremstår sært anonymiseret, med spøjse bynavne som Farring og Rossel. Selv fandt jeg det til at begynde med kolossalt irriterende, men måtte hurtigt give mig hen, for under ualmindeligheden levede, fysisk hyperkonkret, mennesker med en krop og en psyke, som jeg for en tid kunne bo i.

Helt som i Naja Marie Aidts kraftpræstation af en samtidsroman – som i øvrigt indeholder en ganske fin metalitterær kommentar til en diskussion, som er forsøgt antydet ovenfor. Hovedpersonen Thomas og hans samleverske Patricia har fået gæster til middag, og der snakkes dybt engageret om litteratur. Nogle forsvarer den grasserende bølge af selvbiografiske bøger, men Jules, der engang var forlægger og nu tjener sine penge på at undervise ved et par universiteter, tror på noget, han betegner ’den store historie’: »Folk må droppe deres navlepillende fis og skrive nogle ordentlige historier. Hvad fanden er der i vejen med fiktion? Forestillingen om, at det er mere sandt og ægte at skrive om sig selv, er ikke en skid andet end en ureflekteret forlængelse af individualismen og den barnlige selvoptagethed, vores generation er så hjælpeløst forkrøblet af. Vi har ladet os forkrøble! Der er hverken vilje, oprør eller idealisme i os.«

Bogen selv er sammen med Smærup Sørensens, Grønfeldts og Marstrand-Jørgensens værker et levende dementi af den sidste generaliserende påstand. For de formår gennem deres æstetiske teknik at genopdage virkeligheden. Forklaringen ligger, tror jeg, i deres kloge, uudtalte, fælles præmis, at virkeligheden just ikke på forhånd foreligger mediemæssigt formidlet, men hele tiden er ubrugt og ny samt frem for alt: endnu slet ikke færdigfortolket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu