Læsetid 21 min.

Essay: Om at gå i Schweiz

Tavshed: Vi blev uenige om vejen, stod fast på hver vores, men havde ikke ilt nok til at gennemføre et skænderi
Vandren. ’Stien blev smallere, forsvandt af og til. Vi blev i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige’ .  Arkiv

Vandren. ’Stien blev smallere, forsvandt af og til. Vi blev i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige’ . Arkiv

Arno Balzarini
9. november 2012

To børn, tilsyneladende alene, nærmer sig oppefra. Den ældste, en dreng på ti-elleve år, trækker den anden med sig væk fra stien, så vi kan komme forbi. Besvarer vores hilsen med et nik. Let og hurtigt fortsætter de videre nedad. Hvor skal de hen? Til Zermatt? Den ligger langt nede nu. Fire timer har vi været om at gå op derfra ad en sti, der af og til løber langs kanten af afgrunden.

Rygsækken føles tung som altid første dag, jeg fortryder de fire bøger, forrige år var Knausgaard ved at koste mig livet, da to bind af Min kamp begyndte at skride, netop da jeg skulle kravle fra én bjerghylde, vi uforvarende var havnet på, til en anden.

Det går mere og mere stejlt op. Her er øde, der bliver længere mellem træerne, og de bliver mindre, mere og mere krogede. En forrevet tinde skygger for solen. Jeg går bagerst, sætter fødderne, hvor Jens sætter dem. Blomster i nærmest hallucinerende farver afleder opmærksomheden fra trætheden. Efter endnu en time, hvor vi når at komme i tvivl om det sted, vi er på vej til, overhovedet findes, får vi øje på noget rødt højere oppe, for enden af den slugt, vi befinder os i, et Schweizisk flag!

Lige over trægrænsen, omkranset af dramatiske bjergtoppe, ligger Hotel du Trift, en beskeden, men harmonisk lille bygning i tre etager med skodder og rosapudset facade. 2500 meters højde befinder vi os i. Her og der ligger sne, kaskader af vandfald står ned fra toppene. En atletisk udseende, midaldrende mand kommer os i møde, byder os velkommen på formfuldendt engelsk.

»I er årets første og indtil videre eneste gæster!«

Fabienne, hans noget yngre kone, kommer ud fra køkkenet, lyser op, da vi fortæller om de to drenge.

»Mødte I dem?« De to yngste af deres tre sønner, fortæller hun på lige så flydende engelsk, på vej ned til byen for at bo hos deres bedsteforældre den sidste uge af skoleåret. Bagefter kommer de her op for at holde ferie, som de plejer. Vi får et hjørneværelse på første sal, lige stort nok til to smalle separate senge. 50 overnattende gæster kan her være, når alt, også de store fællesrum, er belagt. På hver af de to øverste etager er et baderum med en lang stålvask med koldt vand og et toilet. Strøm er her ikke, bortset fra et par timer om aftenen, hvor generatoren bliver sat i gang, så opvaskemaskinen kan køre. Murene emmer af fugt og kulde, vi går udenfor, der er varmere. Får lidt efter middag på den side af huset, hvor Hugo mener, der er mest læ. Grøn suppe så tynd som vand med smuler af broccoli, et par salatblade med revet gulerod, spaghetti med kødsovs og til sidst chokoladebudding, et festmåltid her, hvor alt skal flyves op med helikopter.

Vinden tager i vandfaldene, der står ud som faner. Hugo bærer til og fra og opholder sig resten af tiden på terrassen foran huset, for det meste med en kikkert i hånden eller bøjet over en stor, fast opstillet, på et bord. Han vinker os hen.

»Se!«

Midt i sigtet står et dyr på størrelse med en hjort, men kraftigere og med tykkere pels, og store bagudbøjede horn med tværgående mønster. Noget fra et hulemaleri ligner den. Vi fik øje på én til.

»Ibex,« siger Hugo. -

»Trækker forbi om aftenen for at overnatte længere nede, hvor der er mere læ.«

Der kom flere, ti, femten var der nu. Vi listede nærmere.

»I er heldige,« hviskede han, »de plejer at komme senere.« Bag en klippe på den anden side af den lille flod dukkede et par skikkelser op, entusiaster, der lå i telt selvom det på grund af stenskred er strengt forbudt her, i håb om at få de sjældne dyr at se.

Vildsvin spørger jeg til efter sidste sommer at have vandret rundt i de italienske alper, hvor de er overalt. »Men heroppe er ingen«, siger Hugo, »endnu, i dalen er der, og også ulve. Kommer fra øst, Italien og Rumænien; hvis jeg får øje på en, skyder jeg den«, fortsætter han, »selvom de er fredede. De tager lammene, dræber måske fem-ti dyr for at æde ét; de er en katastrofe. Dyrevennerne i Zurich synes selvfølgelig, det er godt, ulven er tilbage. Taler om diversitet, siger den er sky, aldrig ville angribe mennesker, at der er for få til, at de kan lave familie og danne grupper. Men pludselig bliver de flere, pludselig laver de familier, pludselig danner de grupper, kan måske ikke finde nok at spise, og så angriber de!« Jeg synker, ser det for mig, de flænsede lig, kun rygsækkene tilbage.

»Nu har vi også fået bjørne!« Hugo ler og sætter igen kikkerten for øjnene. Sidste uge blev én kørt ned og dræbt på motorvejen, aviserne skriver ikke om andet.

Bag hotellet ligger en stor vådeng, for enden brager et vandfald ned. Jorden ryster, når man kommer tæt på, man kan ikke høre, hvad man selv siger. På en stang peger navnene på forskellige hytter og den tid, det vil tage at nå dem på timer og minutter, i alle retninger. Computerberegnede, siger Hugo, passer ikke, nogle er for korte, andre for lange, ikke som de gamle, der var beregnet efter den tid det faktisk har taget nogen at gå turen. Før var skiltene forskellige, lavet af træ, nu skal de alle sammen være ens, af gult metal.

Et par minutter i ti ligger vi i hver vores seng iført langærmet og -benet termoundertøj med lag på lag af tykke tæpper over os og ryster af kulde. Generatoren skifter takt, så går lyset ud. Mørket er tæt, vandfaldene det eneste, man kan høre.

Det perfekte bjerg

Jeg kæmper mig ud af en lang, forvirret drøm om Det Danske Akademi. Det er tidlig morgen, silende regn. Tøjet føles fugtigt. Jeg skynder mig ned i stuen, der er tændt op i brændeovnen, allerede kommet to nye, et ungt par. Hvad tid må de ikke være begyndt turen fra dalen for at være her nu? Hugo kommer med morgenmad, snakker med parret, der er fra Belgien, universitetsbyen Loewe, erfarne bjergvandrere og klatrere, på vej til Weisshorn, en tinde i nærheden. På deres rygsække hænger både steigeissen og isøkser. Den ene har besteget Matterhorn, hvad Hugo selvfølgelig også har, mere end 90 gange, de fleste som guide; til august skal de sammen bestige Mount Everest. Der har Hugo også været, men nåede kun til 7.300 meters højde, så fik han ’en mærkelig hoste’. Han fodrer brændeovnen, fortsætter samtalen om bjergbestigning og de alt for mange ulykker, det afstedkommer. Man overvejer at indføre en afgift for at bestige Matterhorn, fortæller han, ligesom man har det på Mount Everest, for at få dækket udgifterne til de mange redningsaktioner.

Regnen bliver afløst af tåge, vi opgiver vores plan om at fortsætte til Shoenbiel Hutte i dag, belgierne må opgive Weisshorn. I stedet går vi en forsigtig tur om den nærmeste top; på den side, der vender mod byen, forsynet med række efter række af lavinehegn, kæmpe konstruktioner af jern. Hele tiden spejder vi efter Matterhorn, der hyller sig i skyer og tæt tåge. Stien fører over en flod, der på grund af den usædvanlige mængde smeltevand er svulmet op. Der er ingen bro, kun et snehang, der ser ud til at ville bryde sammen, hvis man træder på det. Jens kommer over, jeg gør ikke. Efter en kort meningsudveksling, der heldigvis drukner i flodens brusen, vender jeg om og går hele vejen tilbage. Kaster af og til et blik rundt for at være sikker på en grå skygge ikke har forvildet sig op fra dalen og nu lister sig ind på mig.

Da jeg igen nærmer mig lavinehegnene, begynder skyerne pludselig at lette, og Matterhorn viser sig! Det perfekte bjerg bliver det kaldt, på grund af dets karakteristiske form, den måde, det rejser sig på, ligesom isoleret fra alle andre. Men også det farligste, det, der kræver flest døde, mellem femten og tyve om året, fordi det er så stejlt og har så mange stenskred. Det fine lag sne får konturerne til at stå skarpt. Så trækker skyerne sammen igen og får det til at forsvinde, audiensen er forbi.

Ud på eftermiddagen, da det er klaret lidt op, tager vi en tur længere væk, vil prøve at nå Rotwandhütte, der ligger i knap 2800 meters højde klinet til en bjergvæg over et pas. Vi går rask til, uden rygsæk, kan hele tiden se den, men efter et par timer virker den lige langt væk, afstandene bedrager her. Vi fortsætter. Her er ingenting, ikke et træ, ikke et græsstrå, intet andet end sten og sne og knudrede masser af ældgammel is. En lyd som af kastagnetter når os, den vokser, sekunder efter rammer et mindre stenskred stien på det sted, vi lige har gået. Burde vi have hjelm på? Noget af det udstyr belgierne har? Om ikke andet vil det se godt ud på rygsækken.

Endelig står vi for foden af den sidste lange, meget stejle opstigning til den ubetjente hytte. Vi skal gennem dyb sne, smeltevand fosser om vores støvler. Vi giver op.

»Så I edelweiss?« Spørger Hugo, da vi udmattede er tilbage, og lokker mig med op ad den bjergside, vi lige er kommet ned ad, for at se den lille hvide blomst, der er så berømt.

»A dream of a flower!« siger han med sin mærkeligt komprimerede stemme. Jeg nikker, men har ikke kontaktlinser på og kan derfor ikke rigtigt se den, kun at den har et grønligt skær, fordi den på grund af kulden endnu ikke er sprunget helt ud.

Vi sidder inde og spiser, på grund af regnen, igen de eneste. Hugo kommer hen og sætter sig. Fabienne hører vi mere end ser rumstere i det store køkken. Han fortæller om stedet, som har været i Fabiennes families eje altid, og som de har overtaget for 17 år siden, lige før de fik deres ældste søn. Om hvordan her er, når her er travlt; når det fra tidlig morgen til sen aften vælter ind med folk, der skal have noget at spise og for nogens vedkommende også overnatte.

»Så har jeg ikke tid til at snakke! Om en uges tid begynder det, i morgen kommer den nye ekstra hjælp for at blive sat ind i tingene. De er svære at finde, der er masser af arbejdsløse, men ingen vil arbejde her, fordi det er for hårdt.«

»Det må have været svært, da børnene var små?« spørger jeg. Hugo trækker på skuldrene, »Spørg Fabienne! Hun begyndte at arbejde på fuld tid heroppe tre dage efter, hun havde født, dét var hårdt; for hende selvfølgelig, ikke for mig,« han trækker på skuldrene og fortsætter, »Der er mænd, der tager fri to, tre uger, når de får et barn!«

Han ler kort og ruller med øjnene, da han hører, hvor lang tid en nybagt far i Danmark kan holde barsel.

»Det er jo vanvittigt! Hvem vil ansætte sådan en mand? Folk er blevet for blødsødne. Måske hvis kvinden tjener mest,« overvejer han, men opgiver tanken for at vende tilbage til problemet med at få ordentlig arbejdskraft.

»De unge piger ved ikke, hvordan man gør rent, hvordan man renser et toilet! Hvis jeg havde en datter skulle hun lære det, alt hvad der hører til at holde hus.«

Hans tre sønner, skal de være bjergguider, spørger vi. Han ryster på hovedet.

»Det håber jeg ikke, det er for farligt. Hvert år er der nogen, der dør. Hvert år mister jeg én eller flere gode kolleger ved ulykker, den slags, der sker i bjergene«. Hvad så med skilærere, som Hugo er om vinteren? Slet ikke, faget er hårdt trængt af udlændinge, der via nettet tilbyder undervisning på folks eget sprog. Selv kan han kun håbe på, han kan få klienter nok, til han skal pensioneres. Vi troede, det var svært for udlændinge at få lov til at arbejde her, men Schweiz har slået portene op, siger Hugo, alle der vil, kan komme ind. Et stort problem, også i skolerne, fortsætter han. I Zermatt f.eks., hvor hans børn går, er over halvdelen af eleverne udlændinge. Tredive procent af dem portugisere, hvis forældre arbejder på de mange hoteller og restauranter og ifølge Hugo dårligt integrerede. Vi diskuterer folkevandringer, hvorfor portugisere i stort tal søger til Schweiz, mens mange tyrkere og pakistanere tager til Danmark.

»Tyrkere og pakistanere? Så er vores indvandrere bedre!« Oplivet læner Hugo sig tilbage.

»Jeres er muslimer, dét er et problem!«

Der bliver stille, vi er inde på ømtåleligt område. Kan han mærke, hvad vi tænker?

»Nu skal I se.« Han tager sin Iphone frem og viser os nogen optagelser, han har lavet med en gruppe landsmænd, der hver vinter igennem mange år er vendt tilbage for at hyre ham som deres skiguide. Et år havde de besluttet sig for at prøve noget nyt og var, sammen med Hugo, taget til Indien for at stå på ski. Bagefter var de rejst rundt for at se lidt af landet. Fotos af forskellige seværdigheder viser han os, og fattige indiske børn, der kælker på et stykke pap.

»De er glade!«

Fabienne kigger ind, der er intet kuet eller undertrykt over hende, hun veksler på Schweizisk et par ord med Hugo. Foruden det og engelsk taler de begge to flydende fransk, tysk og lidt italiensk. Hugo ser på uret og springer op, klokken er mange.

»Ti minutter, så slukker jeg for generatoren!«

Mens jeg ligger under tæpperne, så stille som muligt, for at holde på varmen, spekulerer jeg over, hvad det er for et land, vi befinder os i, og hvor lidt man ved om det. At det ikke er medlem af EU og i visse sammenhænge erklærer sig ’neutralt’. At det består af kantoner, og at kvinder først i 1970’erne fik stemmeret i den sidste af dem. Men derudover? Hvem er deres øverste leder? Deres præsident eller premierminister?

To stykker tørt brød

Da vi næste morgen tager afsked for at fortsætte til Schönblie Hütte, står Hugo på terrassen og spiller alpehorn for os. Fabienne har travlt med at vise den nyankomne hjælp rundt, en kvinde sidst i trediverne, der ser ud, som om hun kan tage fat. Skyerne har igen samlet sig, men ikke så tæt og er heller ikke så mørke som dagen før. Efter en times vandring op over det nærmeste forbjerg kaster vi et sidste blik på Hotel du Trift, der nu ligger langt nede, ikke større end et frimærke, for helt at forsvinde, da vi runder toppen.

Sigtbarheden er nogenlunde, stien ikke svær at finde, går mere eller mindre ligeud på kanten af bjerget. Benene går af sig selv. Jeg er blevet varm, har vænnet mig til rygsækken. Glæder mig til madpakken, to stykker tørt brød om en skive ost. Matterhorn kommer igen til syne, denne gang lige overfor. Vi kan ikke blive trætte af at se på det. Mellem det og os er kun det kæmpekrater en smeltet gletsjer har efterladt for sikkert ikke mange år siden.

Skyerne lukker igen til, det begynder at regne, så meget at vi er nødt til at bryde rytmen og standse for at tage regntøj på. De to foran bevæger sig nedad. Vi standser for at se på kortet, vi skal også ned, desværre, det skal altid betales med en opstigning. Vi går i timevis langs krateret, kommer forbi et lille sort kors, og ét til, for hvem? Hvad er der sket?Det regner tæt nu, går igen opad. De to andre er forsvundet. Vi bliver i tvivl om vejen. Ifølge tiden på de gule skilte skulle vi have været fremme for en time siden, ifølge kortet er vi kun halvvejs. Det bliver koldere, gennem tågen kan man rundt om os skimte enorme mængder af sne og is, nogle med en turkis kerne. Vi kommer forbi flere kors og en mindetavle. Af og til bryder en skræmmende lyd som af to godstog, der i høj fart støder sammen, stilheden. Jeg er træt, begynder at snuble. Hvorfor gør vi det her?Det ved jeg godt, da vi flere timer senere har kæmpet os op ad en stejl, nærmest endeløs bjergside til Schönblie Hütte, en toetagers bygning af kampesten med rødt metaltag og gitter for vinduerne, ikke på grund af faren for indbrud, men på grund af sten og lavineskred. Rundt om os, helt tæt på, ligger de største og ældste af Matterhorns gletsjere. Vi er i bjergenes inderste nu, det allerhelligste.

Lyden kommer igen. Ovre fra Matterhorn, fortæller den midaldrende kvinde, der tager imod tydeligvis lettet over at få selskab, det er stenskred eller laviner. Sammen med sin mand bestyrer hun stedet. Men da han også arbejder som bjergguide og i redningstjenesten, er hun her for det meste alene, hvis der ikke er gæster. Også her er vi sæsonens første og får en hel sovesal for os selv. Alt er enkelt og rustikt, beregnet på at modstå slid og alt slags vejr. Én hane til alle med iskoldt vand og to gammeldags lokummer. Kun strøm en times tid sidst på aftenen. Til gengæld en udsigt, selv gennem tåge og skyer, der kan opveje den vildeste luksus.

Bænket i spisesalen får vi kaffe og kage. Tror først, hun taler med sig selv, kvinden, så ser vi hun selvfølgelig taler i telefon, lavmælt, uafbrudt, når hun ikke lige beskæftiger sig med os. Så snart en samtale er slut, indleder hun en ny, som om hun er bange for stilheden. Jeg forsøger at komme i kontakt med hende, spørger, halvt for sjov, om hun har besteget Matterhorn. Det har hun, sammen med sin mand. Det havde Fabienne også.Da vi næste morgen, efter den koldeste, dybeste søvn, tumler ned for at få noget at spise, taler hun igen i telefon, nikker venligt mod det, hun har sat frem. Solen skinner så skarpt, at man næsten bliver blændet, lige overfor rejser Matterhorn sig, omgivet af sne og is. Hun lægger telefonen og tager en kikkert, retter den mod en gletsjer bag hytten. Dér vil hendes næste gæster komme fra, et hold, der ved fire-fem tiden i morges sammen med en guide, er begyndt opstigningen fra den anden side for i løbet af dagen at skulle ende her. Af og til er der nogen, der tager turen uden guide og kommer levende fra det. Ikke ved, hvor heldige de har været! Hun ryster på hovedet. Stive i kroppen går vi videre, glade for at vide, hun snart får nye gæster. Rygsækken er tung af de mange liter vand, man er nødt til at have med. Jeg overvejer at drikke dem med det samme for at slippe for at bære dem. Næste mål er Schwarzsee for foden af Matterhorn på det sted, hvor de fleste af dem, der skal nå toppen, begynder. Men endnu engang skal vi først ned, til langt under trægrænsen, til et helt andet klima. Gennem det månelandskab, den smeltede gletsjer har efterladt på bunden af krateret, og så igen op på den anden side til den del af massivet, hvor der om vinteren er skisport og derfor både liftsystemer og en højere grad af luksus på refugierne. Og endnu engang er turen længere end oplyst på de gule skilte. Sultne og især tørstige går vi opad i timevis, lige under Matterhorn. Et par gange ser vi en lille rød helikopter komme fra dalen og forsvinde bag toppen for lidt efter at flyve tilbage, redningstjenesten. Er nogen styrtet ned eller blevet kvæstet? Fået ’blokering’? En kendt tilstand, der kan gribe selv erfarne klatrere, når de sidder på en bjergvæg; pludselig tror man, man hverken kan komme frem eller tilbage. De heldige bliver reddet, de uheldige styrter efter et stykke tid ned.

Det virker vanvittigt

Vi standser for at se på kortet. Solen stikker, mine ben er tunge. Når jeg slikker mig om munden, smager det af støv. Det er længe siden, vi har mødt nogen, nu begynder de at komme, er ligefrem mange. Alle på vej ned uden noget at bære på. Turister, viser det sig, der er taget med kabineliften op fra Zermatt, for at gå ned. Vi prøver at lade være med at se på dem. De ser på os, som om det forbavser dem, man kan finde på at gå op.

»Isn’t it lovely!?« kvidrer en buttet, ældre kvinde. Vi mumler noget.

Vi får øje på kabineliften, der om vinteren transporter skiløbere op, og om sommeren turister af enhver art og nationalitet. Bag kabineliftstationen i 2600 meters højde ligger refugiet Schwarzsee, hvor vi skal overnatte. Endelig nærmer vi os. Der er musik og mange mennesker, de fleste japanere, på den store solbeskinnede terrasse foran. Det er næsten uvirkeligt, en overvældende kontrast til det, vi kommer fra, og den rå natur omkring os.Fra vores værelse kan vi se både Monte Rosa, der i den grad passer til sit navn, især når solen står lavt, og Matterhorn; nu så tæt på som man kan komme uden at bestige det. Jeg kan næsten ikke løsrive mig fra synet for at gå i bad, det første i tre dage. Vi går ned på terrassen for at få noget at spise og især drikke. Ved et af bordene sidder en flok yngre mænd med klatreudstyr. Henslængte, men alvorlige. Har de været oppe, eller skal de? Det virker vanvittigt, fuldstændig usandsynligt, at noget menneske skulle kunne bestige toppen, når man ser den herfra. Alligevel, eller måske netop derfor, er der hele tiden nogen, der gør det.Nye kommer op med kabineliften og tumler ud på det flade stykke foran, overvældede af kulden og det sjældne panorama, hele vejen rundt de højeste tinder i Schweiz. De tager billeder, drikker måske en kop kaffe på terrassen for derefter at skynde sig hen til kabinestationen og med liften tilbage til Zermatt. Ud på eftermiddagen, da den sidste kabine er sendt ned, bliver der på én gang stille, nu er her ingen. Bortset fra en ældre japansk mand er det kun os, der skal overnatte her. De, der skal bestige toppen, overnatter i Hörnlihütten, der ligger på en kam et lille stykke oppe ad Matterhorn i 3200 meters højde. Ved tre-fire-tiden om morgenen begynder de så opstigningen, så de, hvis de er heldige, kan være nede igen, før det bliver mørkt.

Vi går rundt på må og få, kan ikke få nok af synet, af stilheden, duftene fra den sparsomme bevoksning. Bagefter får vi middag på refugiet, den bedste til nu. Japaneren smasker af begejstring og tager en serie portrætbilleder af værtsparrets hund, der villigt sidder model på stolen over for hans. Henholdsvis irer og hollænder er værtsparret, der for nylig har overtaget ledelsen af stedet, som de forsøger at modernisere og gøre rentabelt. De to kokke er portugisere.

Efter middagen ser vi alle sammen, undtagen japaneren, der stadig tager billeder af hunden, EM i fodbold, Spanien–Portugal. Værten giver vin, vi taler om det land, vi befinder os i, hvor storslået smukt det er, og hvor utilgængeligt, på mere end én måde ifølge værtsparret, hvis man ikke er født og opvokset her.

Tæt på midnat kommer to gamle mænd, med karabinhager og bundter af opkvejlet reb i bæltet, ned fra Matterhorn og spørger, om man kan få fat på en taxa her. Det tror vi ikke. Så fortsætter de til fods i mørket, ned mod dalen. Det sker tit, fortæller værten, at nogle først kommer ned midt om natten; af samme grund er de begyndt at låse dørene, fordi de tit gik ind og overnattede eller bare tog, hvad de skulle bruge. Efter at have lovet os selv og værtsparret at komme igen, både til vinter og næste sommer, forlod vi næste formiddag Schwarzsee. Det første lange stræk gik gennem stærkt skrånende enge fyldt med blomster. Små marmotter stak hovedet op af deres hul og piftede frækt, her og der gik får, mere robuste at se på end dem derhjemme. Himlen var klar, vi gik let, stien fint afmærket. Den førte gennem beboelse, idyllisk forfaldne lader og små hytter. Igen så vi en rød helikopter, lagde efterhånden dårligt nok mærke til dem.Før vi nåede bunden af dalen, skulle vi dreje fra og over en interimistisk hængebro. Vi kom ind i en slugt. Her var goldt og øde, fyldt med klippeblokke, der lå hulter til bulter. I bunden fossede en gul flod. Til begge sider nøgne, næsten lodrette bjergvægge. For enden en smal åbning med udsigt til noget hvidt. Gletsjerhave stod der på et gammelt skilt med pil i den retning. Ikke større end en myre bevægede et menneske sig længere fremme mod den, ellers var her ingen. Stemningen var anderledes her, ligesom trykket. Stien ikke længere klart mærket. Igen og igen måtte vi tage kortet frem. Fandt efter lidt søgen det sted, vi skulle op ad en smal, udsat sti, mange steder skyllet væk af smeltevand. Vi gik i gåsegang, klatrede indimellem, passede på ikke at løsne sten, der kunne ramme den, der var bagerst.

Druknet i floden

Stien blev smallere, forsvandt af og til. Vi blev i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige, men var nødt til at fortsætte. Vi skred, gled på de våde sten. Hele tiden skulle man se, hvor man satte fødderne. Mellem os og afgrunden var der flere steder ingenting. Jeg forsøgte at lade være med at se ned. På toppen af bjergvæggen overfor lå et refugium, vistnok det, hvis bestyrer var blevet fundet druknet i floden ugen før. Sikkert et hårdt liv, de levede, dem, der arbejdede de steder. Hvorfor gjorde de det? Hvorfor gjorde vi det her? Hvad er det, der er så tiltrækkende ved bjerge? Hvorfor risikerer så mange mennesker livet, hvert år, livet, for at gå rundt i dem eller bestige dem? Alene i Schweiz omkommer i gennemsnit et par hundrede hvert år, når man regner vintersæsonen med. I ugen efter, vi kom hjem, mistede i alt seksten klatrere livet bare i det område, vi havde været i, og så var sæsonen kun lige begyndt.

Der blev ved med at være langt op. Hver gang vi troede, vi nærmede os det plateau, vi så mange gange havde betragtet fra bjerget overfor, og hvor det refugium, vi skulle overnatte på, lå, kom et nyt stykke til syne, vi først skulle op over.

Jeg bandede, fantaserede om daseferie. Kringelkrogede gader i en storby! Stadig mødte vi ingen, der kunne fortælle, hvor langt der var op. Endelig begyndte det at lysne, vi slæbte os det sidste stykke op, forbi en bænk, der hang skråt og nærmest frit i luften, som det ville være fatalt at sætte sig på, men i det mindste tegn på der ikke var langt til civilisation.

Et lille, rødt tog var det første, vi så, da vi nåede plateauet. En bjergbane førte fra Zermatt helt op i tre kilometers højde. En ingeniørmæssig bedrift sikkert. Vi kunne have taget det, købt en retur for 600 kr. i stedet for at bruge mange dage på at gå herop. Vi forsøgte at lade være med at se på det, mens vi vaklede det sidste stykke hen til det underligt upersonlige sted, hvor vi skulle overnatte, mere hotel end refugium. Men med udsigt ud over hele plateauet og tinderne, der som hajtænder løb horisonten rundt.

Igen var der mange japanere, også til middagen. Opslag på japansk, ligefrem en ung japansk kvinde, der arbejdede her som tjener og bukkede, når man afgav bestilling. Man kunne stadig se Matterhorn, men længere væk og fra en ny vinkel.

Vi diskuterede, om vi dagen efter skulle fortsætte op til Gornergrat, hvor der ligger et observatorium og spektakulært hotel i over 3100 meters højde, og besluttede os for at gøre det.

Der var ikke langt, men luften var tynd og blev hele tiden mærkbart tyndere. Musklerne syrede til, hvert skridt kostede. Vi blev uenige om vejen, stod fast på hver vores, men havde ikke ilt nok til at gennemføre et skænderi.

Med mellemrum kørte toget forbi, op og ned i sin ene bane, midtpå med tandhjul. Det blev koldere og koldere, alle farver ligesom blegere, vi befandt os på en præsenterbakke, så tæt på himlen, at det føltes usundt. Toget kom igen forbi, der var noget forstyrrende ved det. Svimle og stakåndede og på grund af højden med begyndende hovedpine nærmede vi os. Kom ind i et mærkeligt sceneri, til en lille station af kampesten næsten på toppen af bjerget. Endestationen, som toget i det samme kørte ind på. Et mylder af mennesker, de allerfleste japanere, stod ud og fyldte perronen og området foran observatoriet. En blanding af en gammel borg lignede det, med sine to kupler, og noget fra en James Bond-film.

Vinden hylede, alle holdt på hat og briller, nogle klamrede sig til det reb, der var sat op, mens de arbejdede sig forbi observatoriet og videre, op til et udsigtspunkt lige over. Vi fulgte strømmen, bogstaveligt talt bjergtagne. Dybt under os lå et væld af gletsjere, alle vegne kom de fra, bugtede sig rundt om bjergtoppe og tinder, lå hen over høje pas. Dét var gletsjerhaven!

Hvert af hotellets værelser havde navn efter den top, det vendte mod. Nordspitz hed vores. Eneste udsmykning var et håndfladestort klippestykke som den første bestiger af bjerget, der var det højeste af Monte Rosa-massivet, havde haft med ned. Fra vinduet på badeværelset kunne man se udsigtspunktet og den endeløse strøm af turister, der kom op med toget for kort efter at tage tilbage igen.

Vi ville gå lidt, planlagde en tur hen ad den nærmeste kam, men måtte opgive halvvejs, fordi det tydeligvis krævede udstyr. Alle vegne gik det lodret ned. Et stykke væk mod Neue Monte Rosa hütte, et arkitektonisk og energimæssigt stykke avantgarde, man kun kunne komme til ved at passere én af de gletsjere, den var omgivet af. Solen glimtede i dens skrå sider af metal. Endelig kørte det sidste tog ned, og ligesom aftenen før bredte roen og stilheden sig for de heldige, der skulle blive heroppe, to større grupper af japanere, et par hollændere og os. Vi fik middag. De, der serverede, var henholdsvis russer, finne og tysker. I receptionen sad en portugiser. Var det her Hugos skrækvision? Månen skinnede på gletsjerne og de forrevne tinder. Vi kunne ikke få os selv til at gå i seng. Da vi endelig gjorde det, kunne vi ikke sove, hvad man sjældent kan i store højder, før man har vænnet sig til dem. Lidt over halv otte om morgenen kunne man høre de første japanere snakke og le, mens de begav sig fra toget op til udkigspunktet.

Tavs og bleg

Sidste dag var én lang nedstigning. Langsomt blev det varmere, der kom flere farver, træer, først små, så større og større. Ømme i lårene nåede vi frem til et lidt forsømt sted i læ af en bjergvæg. På terrassen foran sad en yngre mand og læste. Sidst på eftermiddagen, da vi kom tilbage efter en lille ekstra tur til Fluhalp, et refugium i nærheden, sad han der stadig. Om aftenen, efter vi havde spist, kom han hen. Hans kone lå oppe på værelset, hun havde fået højdesyge, så de måtte søge ned fra det sted, de havde været, i knap 3.000 meters højde. De var tyskere, fra Kiel, hvor han var medlem af den lokale bjergvandringsklub. Hans kolleger forstod ikke, hvorfor de hvert år tog til bjergene, når man kan ligge på stranden i sol og varme. Vi talte om vægt, hvor lidt man kan nøjes med at have med, helst ikke over ti kilo. Om bøger. Én havde han med, én tyk, købt i et supermarked og vejet på grøntsagsvægten. Tre uger skulle de vandre her, den sidste med guide, hen over gletsjere, overnatte i de højest beliggende hytter i Europa, i op til 4.500 meters højde. Han havde lagt ruten, fortalte han, så han bagefter kunne sætte hak ved fem firetusindmeterstoppe.

Næste morgen sad hans kone tavs og bleg over for ham uden at hverken spise eller drikke. Influenza, mente han, de var nok nødt til at blive her en nat til; smilede skævt, da vi ønskede dem god tur. Vi begav os det sidste stykke ned gennem skovbevoksede bjergsider til Zermatt. En gøg kukkede, vi så på hinanden, hvad laver den her?! Nåh, ja, vi befinder os i kukurets hjemland, det havde vi glemt.

Astrid Saalbach er dramatiker og forfatter. Hun har skrevet en lang række teaterstykker og bøger, bl.a. ’Fingeren i Flammen’ (2005) og ’Fordrivelsen’ (2011)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu