Baggrund
Læsetid: 6 min.

Frihedskæmper med guitar og pen

Den amerikanske sanger, sangskriver, skuespiller og menneskerettighedsforkæmper Kris Kristofferson kommer til Danmark og giver koncert. Vi tegner et portræt af manden, der aldrig blev helt ligeså berømt som sine sange
På scenen. Om nogen fortjener at dø med støvlerne på, må det være Kris Kristofferson. Her øver han, inden en koncert i Nashville, Tennessee. På lørdag giver han koncert i København.

På scenen. Om nogen fortjener at dø med støvlerne på, må det være Kris Kristofferson. Her øver han, inden en koncert i Nashville, Tennessee. På lørdag giver han koncert i København.

Ed Rode

Kultur
15. november 2012

Det er nogle kunstneres skæbne at blive så tæt knyttet til et bestemt værk, at det næsten kommer til at skygge for resten af vedkommendes virke. Her vil jeg nøjes med at nævne Mona Lisa. Altså maleriet, ikke den sang, Nat ’King’ Cole tog til tops på salgslisterne i 1950.

Nuvel, den efterhånden 75-årige Kris Kristoffersons Mona Lisa er utvivlsomt sangen Me and Bobby McGee, som godt nok har formået at være et hit for adskillige pladekunstnere, men givetvis til evig tid vil være knyttet til ikonet Janis Joplin, der i efteråret 1970 indspillede en version af sangen til albummet Pearl (1971).

Skæbnen ville, at hun døde af en overdosis, før pladen udsendtes, men Me and Bobby McGee endte posthumt på førstepladsen på alverdens hitlister og endte på alle måder som en emblematisk sang, ikke kun for Joplin (og Kristofferson, der i øvrigt skrev sangen sammen med Fred Foster, Roy Orbisons producer), men for hele hendes generation og den stemning af afmatning i forhold til ungdomsoprørets vidtløftige forhåbninger og drømme, der fandt sted i starten af 1970’erne.

Frihedssangeren

Et par linjer fra sangen der blev og ofte bliver citeret er: »freedom’s just another word for nothing left to lose/ Nothin’ ain’t worth nothin’, but it’s free«. Og det virkede helt rigtigt, da den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder benyttede Joplins version af sangen i epilogen til sin ambitiøse tv-serie, Berlin Alexanderplatz. Sangen handler først og sidst om tab, på såvel det konkrete plan (Bobby er »the one that got away«) som det abstrakte (drømmen om frihed). Og det er et tema, der løber gennem mange af Kristoffersons sange, selv om han har et bredt repertoire og er leveringsdygtig i alt fra inderlige kærlighedssange over de rent historiefortællende til det både sarkastisk samfundskommenterende og de politisk direkte statements.

Men for lige at få en ting på det rene – Joplin synger unægtelig federe end Kristofferson, som egentlig ikke formår meget andet end en art karsk brummen et sted nede i samme leje som en Johnny Cash. Uden på nogen måde at være på samme niveau. Men det kan på den anden side også have sin charme og post-Dylan blev der jo unægtelig plads til rigtig mange sangere, hos hvem karakter er mere dominerende end teknisk kunnen. Jeg har så aldrig helt forstået, hvorfor det ene skulle udelukke det andet og lader mig lige gerne betage af den ene type stemme som af den anden, alt efter omstændighederne og min sindstilstand. Og det var der da så også mulighed for back in the days, eftersom Kristoffersons pladeselskab, Monument, ikke var lang tid om at se potentialet i Joplins hit og derfor skyndte sig at genudsende ophavsmandens debutalbum, Kristofferson (1970) under titlen … Me and Bobby McGee.

Det var i 1971, hvor Kris Kristofferson var noget så usexet som midt i 30’erne, til gengæld havde hans anden langspiller The Silver Tongued Devil and I gjort indtryk nok på det pladekøbende publikum til at blive lidt af et hit, hvilket ikke mindst skyldtes singlen »Loving Her Was Easier (Than Anything I’ll Ever Do Again)«, et af de få tilfælde, hvor Kristoffersons egen version blev mere populær end de utallige versioner af måske nok bedre udstyrede sangere, der i denne periode blev mange af hans sange til gode. Ikke desto mindre opnåede han en popularitet i første halvdel af 1970’erne, som han aldrig siden har genvundet, til gengæld er han blevet voldsomt benyttet som skuespiller og ville snildt kunne leve af royalties fra sangene fra de gyldne år, da de efterhånden er blevet indspillet af alle fra John Mogensen til Bryan Ferry.

Fornyer af countrymusikken

Uden at være den eneste af slagsen (folk som Roger Miller og Tom T. Hall banede utvivlsomt vejen), blev Kristofferson ikke desto mindre en af de allermest markante fornyere af countrymusikken i slipstrømmen fra Vietnam-krig, drabene på Kennedyerne og Martin Luther King, ungdomsoprør, Watergate-skandale og alle de andre uskyldstab, der hobede sig op i perioden.

Samt nok en af de første til at se sammenhængen mellem countrymusikkens højt elskede, hårdt drikkende, romantisk set uafhængige enspænder (afkom af den gode gamle cowboy-figur, turde man mene) og rock’n’roll-mytologiens heftigt stofindtagende og seksuelt frigjorte hippie, som udledt af allehånde hipstere ned gennem det her i hytten voldsomt savnede 20. århundrede. Åh, tiden før internettet! At han desuden havde en magistergrad i litteratur fra Oxford skadede bestemt ikke udsynet; som en anden universitetsuddannet sangskriver, den gode Lou Reed (uden sammenligning i øvrigt), åbnede erfaringerne fra litteraturen for nye muligheder, hvad angik sangtekster. Selvfølgelig ville det have været fløjtende ligegyldigt, hvis ikke han kunne levere melodier, der løftede sig. Hvad han især i starten af karrieren i den grad var i stand til.

Hans produktion i første halvdel af 1970’erne blev ikke kun hans mest populære, den er i høj grad den hans renomme som sangskriver hviler på. Fair nok. Det løjede gevaldigt af hen over midten af årtiet. Men på den klynge albums, han udsendte i årene 1970-1975 (alle anbefales hermed varmt) lykkedes det ham at bygge bro mellem på den ene side det notorisk konservative country-miljø, for hans bittersøde og erotisk frigjorte kærlighedssange var just what the doctor ordered for datidens stagnerende og Nashville-samlebåndsdominerede scene og så på den anden side periodens gryende sanger-sangskriver-bevægelse, hvor det modkulturelle og det dybt personlige gik hånd i hånd.

Der er ikke mange guitarsoloer eller flippede arrangementer (om nogen overhovedet) at finde i Kristoffersons produktion, tværtimod er den musikalsk set både skrabet og underspillet, det handler altid om at sætte melodi og tekst i centrum. Han har heller aldrig været ude at pille ved sangskrivningens parametre, tværtimod overholder han nøje reglerne for passende adfærd indenfor disciplinen. Det er på indholdssiden, at han ligesom satte skub i sagerne, men selv om han som sagt ikke har megen spændvidde som sanger, er der noget totalt overbevisende over hans indsatser, hvilket ikke mindst skyldes en tekstforståelse (helt ud i de allerfineste nuancer) ud over enhver beskrivelse. Og så var mange af sangene så personlige, at de i bedste sanger-sangskrivertradition på det nærmeste krævede ophavsmandens eget bud derpå.

Det stod måske i høj grad klart, da han i de for ham musikalsk så pauvre 80’ere pludselig bekendte farve (rød) og med års mellemrum udsendte to gennemsyret politiske album, der stadig deler vandene blandt Kristofferson-fans: Repossessed (1986) og Third World Warrior (1990), hvor han melder klart ud med sine efter amerikanske forhold yderst venstreorienterede synspunkter, der blandt andet tæller tagen parti for sandinisterne i Nicaragua samt den holdning, at verden ikke var til at holde ud at være i, hvis ikke Nelson Mandela blev sat fri. Hvad han ironisk nok gjorde samtidig med, at Third World Warrior kom på gaden!

Den trebenede taburet

Ellers var hans største succes i det slibrige, men også festlige årti helt klart medlemskab af countrymusikkens noble rat pack, The Highwayman, der jo talte adelsmænd som Willie Nelson, Waylon Jennings og det oprindelige idol Johnny Cash (som sammen med Dylan og Hank Williams er »den trebenede taburet, jeg sætter min røv på som både sanger og sangskriver«, som vor mand har udtrykt det). De scorede helt fortjent et kæmpehit med Jimmy Webbs fabelagtige Highwayman og turnerede flittigt sammen, hvad der også bragte dem til vores breddegrader. Til en efter sigende uforglemmelig koncert. Som jeg så missede, hulk, hulk og årh nej!

Men et egentligt kunstnerisk comeback krævede en indforstået producer og en sådan fandt han i Don Was, manden bag det imponerende A Moment of Forever, hvor selvopfattelsen som frihedskæmper med guitar og pen tones (lidt) ned til fordel for nogle mere personligt orienterede sange om tidens tand og den særlige hjælpeløshed, der affødes af erfaring. 11 år senere kom så min yndlingsskive med den modne digterkriger, This Old Road (2006), hvor stemmen har vundet i ekspressivitet, hvad den måtte have tabt i spændvidde. Det er et nøgent og modigt album af den slags, der gør, at hele det her show giver mening. Hvor såkaldt populærmusik for gud ved hvilken gang beviser, at den er fuldt på højde med hvilken som helst kunstart, man ellers sådan får revet i næsen. Døden ånder her vor protagonist i nakken (som i øvrigt os alle), og sådan lyder det også, helt oppe på eksistentialerne er vi her. Uden falbelader eller gøren sig til, i øvrigt. En gammel mester takker og bukker, men nægter at forlade arenaen. Og om nogen fortjener at dø med støvlerne på, må det være denne Kris Kristofferson. Tak, mester.

 

Kris Kriftofferson spiller i Falkoner Salen lørdag d. 17. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fint at hædre Kris Kristoffersen for sit fabelagtige arbejde. Han fik lissom udtømt sit sangkatalog dengang for længe siden, og har siden haft svært ved at leve op til sig selv. En kendt skæbne, som hans mange solide roller som B-skuespiller ikke har hjulpet på. Men hans melodier har altid kørt på min hitliste, sammen med giganter som Dolly Parton og Willie Nelson. En rummelig musiksmag er en god ting, i skrivende stund er det Copehagen med Sods, der kører i baggrunden...

Vil gerne i denne forbindelse slå et slag for "Heaven's Gate" - et af Hollywood's største flops, og det er ikke uden grund. Da de først havde set filmens samfundskritiske indhold kunne de simpelthen ikke tillade at den blev til andet. Nuvel, den tar 3 timer, og blodsudgydelserne er bestemt ikke hverken romantiske eller spektakulære, selv om de er mange. Men filmen er ærlig overfor sit revolutionære indhold. Ikke mindst berører den nogle meget, meget ømme punkter for venstrefløjen. Og iøvrigt spiller både Kristofferson og resten af holdet fremragende.

Claus E. Petersen

Var han ikke politisk korrekt arrogant kunster engang i de forgange 70'ere, eller var det en af de utallige andre?

Søren Kristensen

Takket være Spotyfy sætter jeg This Old road på og føler mig vældig opdateret på musikfronten og tak for det, Klavs :)