Det er tidlig onsdag eftermiddag i en gammel gymnastiksal på biblioteket i Skibby. En guitarist spiller »Time After Time«, og de ca. 25 ældre publikummer, som er ved at stille an til kage og kaffe, nynner med.
Om lidt skal de overvære forestillingen Trædemøllen, sofapøllen og jagten på det grå guld som Odsherred Teater er kommet til Skibby for at opføre. Det er en satirisk kabaret, der handler om ældrepolitik, det grå guld og tilknytning til arbejdsmarkedet. Kabareten er baseret på interviews med ansatte i kommunen om seniorpolitik, og forestillingen er en af Odsherred Teaters såkaldte sekundære ydelser. De består i opgaver, der rækker ud over de egentlige forestillinger på teatret og inddrager lokalområdets borgere.
»Der begynder at være en klarere og klarere forbindelse mellem vores kerneydelse – vores egentlige forestillinger – og det mere brugsorienterede teater, som vi skal lave i dag,« siger skuespiller og teaterleder ved Odsherred Teater, Simon Vagn Jensen.
Odsherred Teater har med teaterlederens ord »en stram økonomi«, og han er meget opmærksom på at gøre teatret uundværligt for kommunen.
»Ved at komme i øjenhøjde med borgerne arbejder vi med at vise, hvorfor en kommune har brug for et teater,« siger teaterlederen og smutter ned i kælderen for at klæde om.
Han spiller nemlig selv med i forestillingen.
Ved et bord sidder Ruth Petersen sammen med Kirsten Andersen og Lillian Werner og diskuterer, hvad forestillingen mon vil byde på. Det er første gang, at Ruth Petersen er med til sådan et arrangement, og hun blev lokket af, at forestillingen handler om ældre.
»Det drejer sig jo om os,« siger hun.
Ruth Petersen er pensionist og bor i Skibby.
»Ældrebyrde er sådan et skældsord, og derfor er det godt, at de tager det op i forestillingen,« siger hun og forsyner Informations udsendte med bridgeblanding, der er puttet over i en frysepose, for »ellers skramler det jo så forfærdeligt.«
Stram økonomi
Egnsteatrene leverer 25 pct. af al den scenekunst, der vises på de danske teaterscener.
Siden 2008 er der kommet fire nye egnsteatre, så der i dag er i alt 32 fordelt i hele Danmark. Ifølge lovgivningen skal teatrenes forestillinger være lokalt forankrede og på den måde bidrage til udvikling i lokalsamfundet. Men væksten i nye egnsteatre er ikke ubetinget en god ting. De presser nemlig resten af teatrene, mener Gitta Malling, formand for Teatrenes Interesseorganisation, TIO.
»Det er vores hovedproblem, fordi det betyder, at tilskuddet fra staten bliver mindre og mindre,« siger Gitta Malling.
Udfordringen for teatrene består i, at de siden kommunalreformen i 2007 har været underlagt rammestyring. Og den statslige økonomiske ramme justeres ikke efter antallet af egnsteatre. Der er nemlig et loft over tilskuddet fra staten til egnsteatrene – den såkaldte refusionsprocent – som bevirker, at pengeposen er nøjagtig lige stor, uanset hvor mange teatre, der skal dele den. Tidligere dækkede staten pr. automatik halvdelen af teatrenes udgifter, men nu fastsættes det hvert år på finansloven, hvor stor refusionsprocenten bliver. Siden 2008 er den faldet fra 50 til forventet 37 procent i 2013. Og det paradoksale er, at bevillingsfaldet skyldes en kulturpolitisk succes, mener formanden for TIO:
»Det er en langsom udsultning af teatrene. Vi står i kviksand, fordi midlerne forsvinder lidt efter lidt. Og det vil sige, at man slagter alle egnsteatrene,« siger Gitta Malling.
Hun mener, at den faldende refusionsprocent fra staten hæmmer udviklingen af området og forringer teatrenes økonomi i en grad, der truer deres eksistens.
I gamle dage var det ikke et problem, at der kom flere egnsteatre til, men fastfrysningen bevirker, at tilskuddet bliver mindre til hvert teater, hver gang der åbner et nyt.
»Det er et landsdækkende problem, og alle egnsteatrene mærker det i de forhandlingsrunder, de går i gang med nu. Efter kommunesammenlægningen kan det være svært for kommunerne også at bære, at det statslige tilskud i form af refusionen går ned,« siger Gitta Malling.
Teatrene tænker nyt
Teatrene står ikke nu og her og mister en stor sum penge, men at midlerne er blevet færre, er utvetydigt i de forhandlinger, som foregår mellem de enkelte kommuner og deres teatre lige nu.
»Når refusionen falder, begynder kommunerne at overveje, om de overhovedet har råd til at have et egnsteater,« siger Louise Ejgod Hansen, der er lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet og har skrevet en ph.d. om egnsteatre.
Eksempelvis lukkede Vejle Kommune deres to egnsteatre blandt andet med henvisning til budgetusikkerheden ved at have en variabel refusionsprocent. Og i løbet af efteråret kom det endda frem, at Esbjerg Kommune benyttede en huslejefidus til at hive en del af statsrefusionen tilbage i kommunekassen frem for at sende den videre til Den Ny Opera.
»Kommunerne tænker mere strategisk i forhold til deres egnsteatre nu. Man er blevet langt mere opmærksom på, at man skal have noget for pengene, og kommunerne kræver mere af egnsteatrene. Det har ligget i egnsteaterordningen, at et egnsteater skulle kunne noget lokalt, men også nationalt. Det bliver sværere og sværere, for jo mere lokalpolitikerne tænker, at det er dem, der betaler for teatret, jo mere vil de også have noget ud af det i lokalområdet,« siger Louise Ejgod Hansen.
Tanken om, at teatrenes arbejde skal gavne kommunerne i kombination med en presset økonomi, har tvunget egnsteatrene til at tænke nyt. Derfor ser man nu, at egnsteatre over hele landet forsøger at gøre sig uundværlige.
»Det udmønter sig i, at teatrene for eksempel laver projekter med udstødte unge. Og man ser mange egnsteateraftaler, hvor der er mange sekundære aktiviteter indskrevet i,« siger Louise Ejgod Hansen.
På den måde fungerer egnsteatrene som processtartende kulturinstitutioner i lokalområdet. Og teatrene engagerer sig i alt lige fra dramaskoler, talentlinjer og udviklingen af dramapædagogik til særlige forestillinger på plejehjem og virksomhedsudvikling. Lige nu laver Bornholms Teater eksempelvis et projekt, hvor de forsøger at forene mennesker på tværs af fag og positioner. Med teatret som udgangspunkt vil de samle øens befolkning i bestræbelsen på at opnå en større grad af bæredygtighed. Og rundt omkring i landets egne bliver der også holdt foredrag for arbejdsløse unge, foredrag om kropssprog og meget andet.
Armslængde er ikke en ret
Egnsteatrene er et nationalt kulturpolitisk ansvar, og de er med til at sikre, at der er professionel scenekunst tilgængeligt i hele landet. Og det er vigtigt, at de tænker i nye måder at forankre sig i lokalområdet på, mener Johs. Nørregaard Frandsen, professor på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.
»Egnsteatrene er til stede som kulturbærere og kulturfornyere i lokalområdet. De lytter også til, hvad egnen kan producere af særlige opsætninger, og de tager netop deres udgangspunkt i hjemegnens historier eller måde at anskue verden må.«
Med teatrenes sekundære opgaver bliver de målt på, om de laver væsentlige projekter, der går i dialog med lokalbefolkningen. Og den efterfølgende anerkendelse hos lokalpolitikerne er en god måde for teatrene at opretholde deres evne til at lave stedsnærværende teater, mener Johs. Nørregaard Frandsen.
»Det er kun godt for teatrene at skulle argumentere for deres eksistensberettigelse. Det skal ikke bare være selvkørende, at de partout tilhører en bestemt egn.«
Også teaterlederen på Odense Teater er villig til at diskutere med lokalpolitikerne:
»Jeg synes, at man som teater skal lade være med at have berøringsangst over for diskussionen om, hvad man får ud af at have teatret. Den diskussion synes jeg, at man er nødt til at acceptere. Argumentet kan ikke bare være, at man er et teater med ret til armslængdeprincip og kunstnerisk integritet. Selvfølgelig skal der være et armslængdeprincip, men jeg synes, at det er helt okay at have diskussionen,« siger Simon Vagn Jensen.
Lokal forankring
Ifølge teaterlederen besidder egnsteatre en kolossal væsentlighed, fordi et teater i en kommune er en form for frispiller. Det er en kulturel faktor, som kan være udfarende. Eksempelvis med forestillingen Landet, som handler om udsatte unge, der falder ud af uddannelsessystemet, har Odsherred Teater været med til at sætte dagsordenen for, hvordan man fra politisk hold diskuterer unge i Odsherred.
»Vi kigger på, hvordan vi kan få vores største kunstneriske behov ind i en ramme, der har en nytteværdi her i Odsherred,« siger Simon Vagn Jensen.
Han har netop foreslået et borgermøde om kulturpolitikken i Odsherred.
»Det er rigtig vigtigt at fokusere på den lokale forankring. Jeg siger ikke, at dét er vejen for alle egnsteatre, men det har været vejen for os. Vi ligger i et tyndt befolket, spredt område, så vi kan ikke bare knalde en forestilling på plakaten og spille den i månedsvis. Vi er nødt til hele tiden at skifte målgruppe og forankre os. Og målet for os har været, at vi skal eddermaneme vise, hvad teatret kan i denne lokale kontekst,« siger teaterlederen. Og for et teater, der ligger på et gammelt sindssygehospital et par kilometer uden for centrum, kan det være en vanskelig opgave:
»Der er intet givet i, at en kommune skal have et teater. Vi skal gøre os uundværlige. Og vi skal blive ved med at udvikle nye projekter, der kan inddrage de lokale.«
