Læsetid: 9 min.

Hiphop, hashpsykoser og hørbukser

Status. Liam O’Connor dukkede op fra Aarhus Vest som den stive stodder L.O.C. og erobrede hitlisterne, folkets kærlighed og siden parnassets. I dag er han ædru, mere produktiv end nogensinde og har brudt med den traditionelle pladebranche for at køre sin forretning selv
Tilbageblik. ’Jeg er 33, og jeg tror, jeg er halvvejs gennem livet, uden at det skal lyde negativt. Det tror jeg. Det ville være en meget god standard for mænd i min familie – blandet med min tidligere livsstil,’ siger han, og hentyder blandt andet til sit tidligere absintforbrug, der har sat sig på balancenerven, så han sommetider trækker mod venstre, når han går

Tilbageblik. ’Jeg er 33, og jeg tror, jeg er halvvejs gennem livet, uden at det skal lyde negativt. Det tror jeg. Det ville være en meget god standard for mænd i min familie – blandet med min tidligere livsstil,’ siger han, og hentyder blandt andet til sit tidligere absintforbrug, der har sat sig på balancenerven, så han sommetider trækker mod venstre, når han går

Claus Bjørn Larsen

8. november 2012

»Jeg vågnede op og ville ned og hæve. Jeg var ret sikker på, at jeg havde 200 kroner tilbage, så jeg kunne købe pizzaer og alkohol, så vi kunne holde festen kørende i hvert fald en dag mere. Jeg sætter bankkortet i automaten, og så står der lidt over en million på kontoen.«

Året er 2003. Den dansk-irske festglade rapper L.O.C. er netop brudt igennem med albummet Inkarneret. Overbevist om, at de mange penge på kontoen skyldes en fejl, forsøger han at hæve automatens maksimumbeløb på 3.000 kroner.

»Og det giver den mig, kraftedeme. Så jeg skynder mig ind i banken og siger: ’Jeg skal hæve 20.000’, og tilbage op i studiet med pizza og noget absint fra spruthandleren på Værnedamsvej, hvor jeg på det tidspunkt fik rabat. Jeg sagde til de andre, ’jeg tror, banken har lavet en fejl, lad os bare skynde os at bruge så meget vi kan, før de finder ud af det.’ Hver dag gik jeg ind og hævede 20.000 kr. Lavede alt det, man ikke måtte. Boede på hotel og købte hele baren og kørte i taxa hele natten, og spillede helt dum.«

Efter fem dage taler han med sin manager, som fortæller, at der er blevet overført royalties og koda-penge, og at halvdelen skal sættes af til Skat.

»Først der går det op for mig, at det var mine egne penge. Og det første jeg tænkte var: ’Hvorfor skal skattevæsnet have halvdelen?’,« siger Liam O’Connor, og griner højlydt.

Han er en lattermild mand, og det er der måske en grund til. Historien kunne have været den, at han lavede musik, hittede, gik på druk og blev der. Men den er længere.

Liam O’Connor ændrede livsstil på vej op. I dag drikker han ikke, har eget pladeselskab, spiller udsolgte koncerter og er mere produktiv og populær end nogensinde. Nu sidder han i mørkt causual kluns og klassiske adidas-sko dybt nede i en slidt, sort lænestol af imiteret læder ved et glasbord med kaffekopper og et overfyldt askebæger.

Vi er i lydstudiet Graven i anden baggård på Vesterbro, hvor de sidste to L.O.C.-albums er blevet til. I det tilstødende rum bliver der produceret dancemusik Alanya-style. Han ryger cigaretter. Jeg viser ham et gammelt kassettebånd, som jeg nogle dage tidligere har fundet i min mors kælder i en af mine gamle flyttekasser med ting fra mine teenageår.

Båndet er demoen Respekten Stinker fra L.O.C.’s første gruppe, Alzheimerklinikken, fra 1997. En tid hvor en 18-årig Liam O’Connor rendte rundt i Aarhus Vest, røg joints og lavede gangsterrap. Han griner.

»Jeg kan huske, at jeg bandede så meget i introen, at jeg optog henover de værste passager, inden jeg spillede det derhjemme. Min far kunne ikke forstå, at vi kunne udgive et bånd med huller i lyden. Men jeg kunne simpelthen ikke spille noget så beskidt for mine forældre.«

Det dummeste svin

Modsat størstedelen af det etablerede hiphopmiljø var Alzheimerklinikken inspireret af amerikansk westcoast-gangsterrap. Det betød en mere melodisk lyd og et væsentligt hårdere tekstunivers, end den danske hiphopundergrund var vant til.

»I dag kan jeg godt høre, at jeg virkelig prøvede at gøre det så hårdt, som det overhovedet kunne være. Det var jo noget med at råbe højest, og være mest macho og helt dum. Og så var det bare en tid, hvor man rendte rundt og lavede mega åndssvage ting. Halvdelen af de ting, der lød hårde, var jo bare noget som en af ens venner lige havde oplevet.«

Omkring årtusindskiftet flyttede Liam O’Connor ind på en sofa i et lydstudie i København og begyndte at producere solomateriale. Han fik pladekontrakt hos Virgin, og i 2001 udkom debuten Dominologi.

Singlerne hed »Drik din hjerne ud« og »Absinthe«, og i det hele taget handlede debutens univers mest om druk, kriminalitet og kvinder. Anmeldelserne var elendige, og salget okay, men ikke prangende.

L.O.C. gjorde dog endnu et forsøg og udgav efterfølgeren Inkarneret, som til at begynde med solgte sløjt – lige indtil singlen »Undskyld« hittede. Og pludselig en dag stod der så ikke 200, men en million kroner på kontoen.

»Der startede så den periode af mit liv, hvor jeg var det dummeste svin overhovedet. Jeg brugte godt og vel to år på at tro, jeg var den sejeste i hele verden. Jeg fik alting serveret, og jeg har været den mest fucking åndssvage person at være i nærheden af. Men dengang var det jo ’drengedrømmen længe leve’,« siger Liam O’Connor.

I dag fremstår begivenhederne fra 2002 til 2005 slørede. Op til 130 årlige koncerter med fri bar og fristelser har sat sit præg.

»Jeg vågnede og gik i gang med at drikke og feste, og så skulle jeg måske spille et job. Jeg lavede stort set ikke andet end at gå i byen. Jeg har senere fået at vide – men det kan jeg ikke huske – at jeg på et tidspunkt var efterlyst af pladeselskabet via min egen hjemmeside, fordi jeg var udeblevet fra nogle spillejob.«

Halvt igennem arbejdet med det tredje album, Cassiopeia, tog den hårde livsstil overhånd.

»Det var blevet alt for alkoholisk. Det var sådan noget med at åbne en øl og sætte den i køleskabet om aftenen, så brusen kunne gå af i løbet af natten, så det var lettere at drikke den, når man vågnede. Jeg var også blevet vildt glad for whisky og cola, som er det mest fedende efter fløde – så det kunne også ses på mig.«

Ædru

Alkohol var ikke længere en adgangsbillet til en daglig fest, men medførte efterhånden en følelse af at være hægtet af verden – og begyndende anfald af delirium. Den endelige beslutning om at stoppe blev taget på et skisportssted, hvor han optrådte.

»Jeg drak min sidste sjus i en fesen rygekabine i Geneve Lufthavn og fløj hjem. Da jeg landede, ringede jeg til min manager og sagde, at jeg havde brug for hjælp.«

Et team med en psykolog, en terapeut og en diætist hjalp ham med at blive ædru for første gang, siden han begyndte at drikke som 18-årig. Også en gammel hashpsykose fra teenageårene, som var årsag til angst og paranoide tanker, skulle nu behandles med anden medicin end alkohol. Den psykiske efterreaktion efter de mange års misbrug var voldsom. I dag er paranoiaen og angsten under kontrol.

»Det er det, der gør, at jeg ikke drikker, ryger, sniffer eller noget som helst. Hvis jeg fucker med mit hoved, og med mit behov for at gøre tingene rigtigt og være positiv, så tror jeg, det går galt. Så tror jeg, filmen knækker, og jeg mister mig selv. Så jeg vil aldrig nogensinde drikke en dråbe alkohol igen. Jeg kan blive bange for, at det sker, hvis jeg spiser en tiramisu,« siger han eftertænksomt. I ædruelighedens klare lys fremstod også karrieren tydeligere end nogensinde.

»Jeg havde heldigvis ikke tabt det hele på gulvet, for det var stadigvæk for opadgående. Jeg begyndte at tage det hele seriøst, både musikken, men også tekstskrivningen, som pludselig blev meget selvransagende. Jeg havde tidligere taget udgangspunkt i at være ham, der sloges og drak, men hvad skulle jeg nu skrive om?«

Derfor blev Cassiopeia et lidt rodet album med regulære festsange, kærlighedssange og mere dystre, selvransagende tracks. Efter sin radikale livsstilsændring var det ikke uden ambivalens, at han optrådte med sange om at drikke hjernen ud, men i dag fortryder han på ingen måde sine tidligere albums:

»I stedet for at jeg en dag skal skrive mine memoirer, så har jeg lavet nogle plader, der definerer mit liv. Jeg synes, det er sjovt at høre en 21-årig tosse skabe sig, og at det hele handler om at drikke sig stiv og få nogle bitches til at smide tøjet,« siger han og griner.

Jeg fucking tager det

Cassiopeia udkom i 2005 og solgte platin, men kritikerne var stadig lorne ved L.O.C. Det ændrede sig, da han i 2007 udgav Melankolia/XXX Couture, som behandler de syv dødssynder. Anmeldelserne var overstrømmende.

»Lige så snart man griber fat i et religiøst emne, sidder der en masse mennesker, der ikke kan deres materiale ordentligt, og siger: ’Det er sgu da imponerende,’« joker han om udgivelsen, der solgte tredobbelt platin og tog karrieren til nye højder.

At L.O.C. efterhånden er omfavnet af både befolkningen og kultureliten blev understreget i 2008, hvor han både spillede på Roskildefestivalens Orange Scene og til uddelingen af Kronprinseparrets Kulturpris i Operaen. På trods af den folkelige og royale blåstempling, udsolgte koncerter og et enorm pladesalg, vender hans tekster ofte tilbage til Aarhus Vest, hvor han og søsteren voksede op med en far, der var lastbilchauffør, og en mor, der stod i en boghandel.

»At lave rap og repræsentere Aarhus V har været en måde at sige: ’Jeg fucking tager det.’ Men når man så har det, er det vigtigt at fejre det og holde en fucking fest – men samtidig også holde fast i sine værdier,« siger han og uddyber:

»Jeg har aldrig nogensinde været socialt bevidst eller samfundskritisk på nogen som helst måde. Jeg har mere haft en ting med at definere, hvem jeg er, og hvor jer er. Men i takt med, at jeg er blevet ældre, er jeg selvfølgelig også mere blevet bevidst om, hvor mit afsæt har været, og hvor mine værdier egentlig kommer fra. Så uden at det bliver politisk, så skal man huske sine værdier. Min far var aldrig hjemme, for han var altid ude at køre lastbil, fordi der skulle mad på bordet. Det kan godt være, vi i dag har en fest, og at tingene kører, men i bund og grund handler det jo om at forsørge sin familie.«

Halvvejs

Det sidste har ikke været et problem for Liam O’Connor de seneste år. I 2011 udgav han det platinsælgende album Libertiner. Umiddelbart efter droppede han sit pladeselskab for i stedet at udgive albummet Prestige, Paranoia, Persona vol. 1 på sit eget label, SGMD – Selvgjortmillionærdrøm – i samarbejde med teleselskabet TDC, som lagde albummet ud til gratis download hos sine kunder. Første døgn blev det downloadet mere end 100.000 gange.

En utraditionel beslutning, der blev kritiseret af flere folk fra den etablerede pladebranche, som mente, at L.O.C var utaknemmelig over for den industri, der bragte ham til tops. En kritik, han ikke tager tungt.

»Der er en grund til, at de råber, de er i krise, og at jeg ikke gør. Det er fordi, de hænger fast i en måde at definere musik og succes på, som overhovedet ikke stemmer overens med, hvad der foregår. Jeg er glad for at være min egen mand, og jeg arbejder stadig sammen med de folk, der troede på mig dengang. Forskellen er bare, at nu ansætter jeg dem selv, i stedet for at betale et pladeselskab for at betale dem.«

For tiden er han aktuel med sit syvende album, Prestige, Paranoia, Persona vol. 2. Overskuddet fra første måneds salg går til Dansk Røde Kors. Albummet udkommer allerede syv måneder efter det sidste, og et pladeselskab ville aldrig tillade ham at udgive to plader så hurtigt efter hinanden – eller at give overskuddet væk, pointerer Liam O’Connor.

I disse uger turnerer han med det ny materiale. Tre dages koncerter kan godt give lidt ondt i ryggen. Søvnbehovet er også lidt større end for ti år siden.

»Jeg er 33, og jeg tror, jeg er halvvejs gennem livet, uden at det skal lyde negativt. Det tror jeg. Det ville være en meget god standard for mænd i min familie – blandet med min tidligere livsstil,« siger han, og hentyder blandt andet til sit tidligere absintforbrug, der har sat sig på balancenerven, så han sommetider trækker mod venstre, når han går.

At være halvt færdigt har dog ikke kastet ham ud i midtvejskrise – i stedet nyder han friheden til selv at bestemme:

»Friheden har kostet – men lige nu er jeg er et positivt sted, som ville skræmme mig, give mig midlife crisis og tvinge mig til at købe en porsche og køre rundt og blinke til piger på halvdelen af min alder, hvis ikke det var fordi, jeg lever af at lave noget, jeg elsker, som gør, at der står piger på halvdelen af min alder og blinker til mig. Så på den måde kommer jeg ikke til at virke helt fjollet i hørbukser,« siger han. Og griner igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu