Symfoniorkesteret og koret nærmer sig et crescendo. Slagtøjssektionen, der står bagest, gør sig klar, bækkenerne hæves. Dirigenten følger med i sit nodehæfte og angiver energisk rytme og tempo. Hurtigere og kraftigere. Bagest i den store koncertsal, Royal Albert Hall, står en kvinde og ser ængstelig ud. Hun kigger fra side til side.
Først på en medaljebehængt mand, der sidder i en privat bås på en af balkonerne. Så på en anden, skummelt udseende mand, der i skyggen i en anden bås står med en pistol i hånden og gør sig klar til at skyde den første mand på det tidspunkt, hvor musikken er højest, og ingen vil kunne høre skuddet.
Musikken brager løs. Kvinden ser fra den medaljebehængte mand til manden med pistolen. Pludselig. Et øjebliks stilhed, inden bækkenerne slås sammen. Kvinden skriger, og manden med pistolen distraheres og rammer ved siden af. En tredje mand trænger ind i hans bås. De slås, og da manden med pistolen prøver at flygte, falder han ud over balkonkanten og lander blandt chokerede tilhørere. Død.
Denne dramatiske scene fra slutningen af spændingsmesteren Alfred Hitchcocks The Man Who Knew Too Much (1956) løber over mit indre biograflærred, mens jeg hører DR SymfoniOrkestret spille musikken fra filmen i Koncerthuset. Det er onsdag eftermiddag, og dagens sidste prøvetime er i gang.
To dage senere, i dag, skal orkesteret med den amerikanske dirigent John Mauceri i spidsen opføre filmkoncerten En aften med Hitchcock. Der bydes på musikstykker fra forskellige af den berømte instruktørs film fra 1940’erne og 1950’erne, komponeret af legender som Franz Waxman (Rebecca, 1940, Rear Window, 1954), Dimitri Tiomkin (Strangers on a Train, 1951, Dial M for Murder, 1954), Miklós Rózsa (Spellbound, 1945) og selvfølgelig Bernard Herrmann, der blandt andet stod bag musikken til Psycho (1960), herunder de berømte, skrigende violiner i badeværelsesscenen, Vertigo (1958) og The Man Who Knew Too Much.
De indre linjer
I The Man Who Knew Too Much spilles dirigenten i Royal Albert Hall af filmens komponist, Bernard Herrmann, og stykket er en cirka 12 minutter lang kantate, The Storm Clouds, som faktisk blev komponeret af Arthur Benjamin til Alfred Hitchcocks første udgave af The Man Who Knew Too Much fra 1934.
»Da Hitchcock og Herrmann besluttede sig for at genbruge den i 1950’erne, havde Hitchcock brug for, at den skulle være meget længere. 1930’er-versionen af filmen er noget kortere,« siger John Mauceri, da jeg efter prøven møder ham i dirigentens værelse bag koncertsalen.
»Desuden var Hitchcock i mellemtiden blevet mesteren udi lange suspense-scener, og han havde brug for mere tid til at opbygge spændingen. Så Herrmann skrev en introduktion til kantaten, som basalt set er en gentagelse af, hvad der til slut sker med koret, bare uden koret.«
Måden, Alfred Hitchcock arbejdede sammen med sine komponister på, var forskellig fra film til film, men instruktøren havde en sjælden forståelse for musik og dens betydning for en film.
»Han arbejdede i en tid, hvor underlægningsmusik blev en integreret del af det at lave en film,« siger John Mauceri.
»Hitchcock kendte musikkens kraft og var meget interesseret i musik – mange af hans historier involverer musik, både direkte og indirekte – og når man undersøger, hvordan musikken lød i hans film, finder man ud af, at han hyrede meget forskellige komponister gennem sin karriere. De var alle blevet skolet forskelligt og havde hver sin måde at skabe den lydmæssige atmosfære på. Musik definerer en stemning – vi ved, når der sker noget slemt, noget godt eller noget sjovt – og Hitchcock sørgede for at hyre komponister, der forstod at sætte scenen, fastslå stemningen, ambiencen, måden, rummet føles på, lugten.«
»Hitchcock havde altid en smuk heltinde i sine film, og komponisterne var nødt til at finde en måde at udtrykke den som regel elegante skønhed på. Der sker altid noget ondt og farligt i filmene, men musikken og historierne skal favne flere sider af den menneskelige natur. I Dial M for Murder kommer der lige efter den uhyggelige begyndelse en elegant vals, som er med til at beskrive Grace Kelly. I Rear Window skal Waxman også forholde sig til Grace Kelly, og der er en sang i filmen, ’Lisa’, som faktisk afspejler hendes skønhed. To forskellige komponister, der begge arbejder for Hitchcock på meget forskellige film, skal stadig finde en måde at lade skønheden og det smukke skinne igennem på.«
Mørkere musik
Da Alfred Hitchcock i midten af 1950’erne begyndte at arbejde sammen med Bernard Herrmann, var instruktøren samtidig begyndt at fortælle historier på en meget mørkere facon, fortæller John Mauceri.
»Historierne ender ikke nødvendigvis lykkeligt. Det gør f.eks. hverken Psycho eller Vertigo. Vertigo handler ikke om kærlighed, men om besættelse, så det er en anden slags tiltrækning, denne mand føler til denne kvinde. Altså er komponisten nødt til at give publikum fornemmelsen af uopnåelig kærlighed – og det er ikke engang kærlighed, det er tiltrækning. Hvad gør Herrmann i den situation? Han vender sig mod den største historie om det, nemlig Wagners Tristan og Isolde, og bruger blot nogle få takter fra den.«
»Hitchcock vil gerne være samtidig, og han vil gerne have, at musikken skal være jazzet. I Strangers on a Train lyder det næsten, som om George Gershwin er trådt ind i rummet. I Rear Window er Franz Waxman nødt til at skrive jazzmusik, fordi det skal forestille at være New York i 1950’erne. Herrmann er meget mindre interesseret i den slags. Han har ikke lyst til at bruge populære danseformer og popmusik for at fortælle, at historien foregår nu. Han er interesseret i mere eviggyldige ting, en anden måde at fortælle historier på, og det er grunden til, at Herrmann og Hitchcock går fra hinanden under arbejdet med Torn Curtain (1966). Hitchcock vil have noget, der lyder, som om det er 1960’erne, og det kan Herrmann ikke levere.«
En musikalsk rejse
67-årige John Mauceri har siden begyndelsen af 1970’erne dirigeret mange af de store, amerikanske symfoniorkestre, og i en årrække stod han i spidsen for orkesteret i det berømte amfiteater The Hollywood Bowl, hvor der er plads til 18.000 tilhørere. Han har kendt og arbejdet sammen med adskillige af de store dirigenter og komponister, og han er meget bevidst om, at han er en del af en tradition og et fag og en kunstart, der skal videreføres af nye generationer, hvorfor han gerne fortæller historier om tidligere tider, som han enten selv husker dem eller har fået dem beskrevet.
I 1999, hvor man fejrede 100-året for Alfred Hitchcocks fødsel, fik Mauceri ideen til en koncert med musikken fra instruktørens film. Men det var ikke nogen nem opgave at vælge de helt rigtige stykker musik fra mere end 50 scores.
»Jeg måtte finde ud af, hvordan vi skulle begynde, hvilken form koncerten skulle have, hvilken rejse publikum skulle ud på,« siger han.
»Første del af koncerten ender med en koncert med solopianist, og anden halvdel ender med et kor, så begge halvdele bevæger sig hen imod noget særligt. Og på den rejse ville jeg have, at første halvdel skulle bestå af musik af de komponister, der flygtede til USA fra Europa og Anden Verdenskrig, mens anden halvdel skulle være Bernard Herrmann, som er den komponist, vi oftest forbinder med Hitchcock.«
’En aften med Hitchcock’ kan opleves i Koncerthuset i aften kl. 19.30 og i morgen kl. 16. Billetter på billetlugen.dk. En time inden koncerten vil der være mulighed for at høre mere om Hitchcock og musikken, når den danske filmkomponist Søren Hyldgaard fortæller. Det foregår også i Koncerthuset. Fredagens koncert sendes direkte på P2 Klassisk
