Læsetid: 7 min.

Humor til tiden

Stand-up. Stand-up-komikerne har de seneste år markeret sig i radio, teater og på tv og står i stigende grad også bag komediefilm. Med udgangspunkt i emner fra privatsfæren har stand-up’en haft gode vækstvilkår i en årrække, hvor den politiske humor har været trængt. Men måske stand-up’erne alligevel bliver mere alvorlige med alderen
Comedy Club. Omkring 60 mennesker samledes forrige torsdag på teatret Play på Islands Brygge til den ugentlige Comedy Club, hvor nybegyndere og mere erfarne komikere underholder. Stand-up har de seneste 20 år udviklet sig fra at være for en lille indviet skare til at være allestedsnærværende.

Comedy Club. Omkring 60 mennesker samledes forrige torsdag på teatret Play på Islands Brygge til den ugentlige Comedy Club, hvor nybegyndere og mere erfarne komikere underholder. Stand-up har de seneste 20 år udviklet sig fra at være for en lille indviet skare til at være allestedsnærværende.

Sigrid Nygaard

22. november 2012

»Og så har vi i aften besøg fra Information. Kommer jeg så på forsiden?« lyder spørgsmålet fra scenen.

Shit. Jeg troede, jeg var sikker her i det anonyme mørke blandt publikum, men nu kigger den kække mikrofonbevæbnede konferencier på mig.

»Man skal aldrig sige aldrig,« svarer jeg undvigende.

»Er du fra Bornholm? Du lyder bornholmsk? Og kan du overhovedet se, hvad du skriver på din blok i mørket,« håner han og retter derefter til min store lettelse opmærksomheden mod et kærestepar på første række.

Omkring 60 mennesker er samlet denne torsdag aften på teatret Play på Islands Brygge til den ugentlige Comedy Club, hvor nybegyndere og mere erfarne komikere underholder. Hvem der optræder, er altid en del af spændingen, for ingen navne annonceres på forhånd. Alligevel er klubben altid velbesøgt, som i aften, hvor et hovedsageligt ungt publikum fylder salen godt op. Stand-up rider i disse år på en bølge, der har skyllet ind over store dele af kulturlivet og ikke ser ud til at flade ud foreløbig. Stand-up-komikere turnerer land og rige rundt, skriver bøger og laver radio, teater og tv, og de seneste år har budt på en række film af stand-up-komikere som Anders Matthesens Sorte kugler, Mick Øgendahls Blå mænd og senest Jonatan Spangs Talenttyven. En enorm indflydelse fra en genre så simpel i sin grundform, at man skulle tro, den for længst ville være udfaset i vores digitale tidsalder. Men nej.

Personfikseret

»Stand-up er grundlæggende en metier, hvor man ikke bruger remedier. Recepten er en mand og en mikrofon. Ikke noget staffage, ikke nogen sidekicks, ikke noget pis,« siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Som veteran i den danske underholdningsbranche har han fulgt stand-up’ens lange vej fra nichegenre til dens nuværende mainstreamplacering. En udvikling, han selv var med til at fremme, da han som underholdningschef i DR i 1995 valgte stand-up-komikeren Casper Christensen til vært på det nye lørdagsflagskib Husk Lige Tandbørsten. Dengang ville en sådan rolle typisk tilfalde en journalist eller revyskuespiller. Og beslutningen mødte intern kritik.

»Mange i DR syntes ikke, stand-up var noget at byde på. Det var for smalt og for snævert og for hårdt og brutalt og ironisk. Man mente, det var for TV3-agtigt. Men da Husk Lige Tandbørsten blev en succes, ændrede folk holdning,« siger Jarl Friis-Mikkelsen, som opdagede Casper Christensens stand-up-talent på den københavnske Restaurant DIN’s, hvor stand-up’ere som Thomas Wivel, Jan Gintberg og Lars Hjortshøj huserede i begyndelsen af 1990’erne. Gruppen adskilte sig markant fra den etablerede underholdningsscene.

»De markedsførte sig under deres egne navne og ikke som Linie 3, Totalpetroleum eller Sønderborg Revyen. Stand-up’ernes humor var personfikseret. De var en generation, der skulle finde sine egne ben i en sjusket tid, hvor der ikke var så mange ismer. Derfor var det oplagt at bruge sig selv som filter,« siger Jarl Friis-Mikkelsen. Den nye tilgang ramte et uopdyrket marked, forklarer programdirektør på TV 2 Palle Strøm: »Humor afspejler altid et behov i tiden. I 1968 var der behov for politisk humor, og i det tidligere hierarkiske samfund sagde revyerne det, man ikke måtte sige. Før det har der sikkert været en hofnar, og lige nu er det stand-up’erne, der udfylder behovet.«

Folk har altid haft brug for underholdning som eskapisme og til at bryde tabuer, mener Palle Strøm.

»Men det nye ved stand-up er, at det er en almindelig mand i almindeligt tøj, der snakker om genkendelige ting, og at det nu pludselig er det nære, der er vigtigt,« siger Palle Strøm, der også i starthalvfemserne frekventerede DIN’s. »Jeg havde altid lidt kriller i maven, for jeg drømte om selv at gå på scenen, men jeg turde ikke.«

Til gengæld var Palle Strøm som kanalchef på den nyopstartede TV 2 Zulu i år 2000 med til for alvor at bringe stand-up ud til seerne: »Zulu og stand-up lå i naturlig forlængelse af hinanden. De er af samme generation og har samme syn på samfundet. Både Zulu og stand-up henvender sig til den postmodernistiske nå-generation,« siger Palle Strøm og uddyber: »68-generationens komikere som Niels Hausgaard er mere politiske engagerede og har ofte en social indignation som drivkraft. Derimod har de postmodernistiske stand-up--komikere ikke en politisk dagsorden, men blot en grundlæggende undren over verden.«

Af samme er grund er stand-up’erne ofte blevet skoset for at være selvoptagede. »Er man fra 68-generationen og måler folks værdi ud fra deres engagement og vilje til at ændre verden, vil man jo altid tolke stand-up’ere dårligt. Men for Zulu var det et let valg at satse på dem. Vi skulle jo være den frække lillebror til TV 2,« siger Palle Strøm.

I dag har alle kanaler stand-up’ere på sendefladen. En af disse er Christian Fuhlendorff, der tidligere var en fast del af Play Comedy Club. For nylig var han vært på DR’s relancering af Husk Lige Tandbørsten. Dermed blev han en af mange stand-up’ere, der har taget springet fra scenen til skærmen:

»Stand-up’eren er interessant for tv, fordi han ved, hvad der virker på publikum, og samtidig kan skrive sit eget materiale. Normalt har du både en vært og en tekstforfatter, men med en stand-up’er får du den samlede pakke. Tv-branchen, som af en eller anden grund altid er presset økonomisk, synes, det er dejligt med den slags altmuligmænd,« siger Christian Fuhlendorff.

En anden grund er ifølge komiker Jacob Tingleff den simple, at stand-up’ere er populære: »Komikere som Mick Øgendahl eller Linda P har jo snildt 300.000 likes på Facebook, mens en af vores mest populære skuespillere som Nikolaj Lie Kaas måske kun har 30.000 likes. Folk føler, at de kender stand-up’eren. Det giver ham et helt vildt personligt brand, som tv-stationerne lukrerer på.«

Kunstnerisk værdi

Jacob Tingleff er uddannet på Filmskolen og har siden 1995 sideløbende med stand-up-karrieren skrevet manuskripter til teater, tv-satire og sitcoms som Langt fra Las Vegas. I øjeblikket arbejder han på en komediefilm, selv om han ikke er ubetinget begejstret for de komedier, som andre stand-up-komikere har lavet: »Mange får lov at lave film på grund af deres popularitet som stand-up’ere, og mange af filmene sælger da også billetter. Man kan ikke klandre folk for at lave film, men filmbranchen har fået meget lidt kunstnerisk værdi ud af det,« siger han og nævner Klovn – The movie, som en vellykket undtagelse.

Han mener heller ikke, at stand-up’ere altid er de bedste skuespillere.

»De er gode til at levere rappe replikker, men man savner, at de har nogle flere redskaber ligesom skuespillere. Stand-up’ere i filmbranchen er stadig nogle små børn, der skal lære at gå. Men det kommer nok med årene,« siger Jacob Tingleff.

Christian Fuhlendorff frygter, at stand-up’ens popularitet risikerer at påvirke kvaliteten, og han opleveler i øjeblikket en lille afmatning i folks interesse for genren.

»Men der har måske også været for meget dårlig stand-up i tv på det sidste. Det er en blanding af folks higen efter at komme frem, og at tv-stationerne ikke er kritiske nok. De tager jo rask væk folk ind, som kun har lavet stand-up i et halvt år,« siger han.

Palle Strøm er enig: »Der er ingen tvivl om, at efterspørgslen er så stor, at folk, der er bare lidt sjove, hurtigt kommer på tv. Det ville være rart med et bredere rekrutteringsgrundlag. Men hvis man går og drømmer om at blive stand-up’er, skal man bare komme i gang, for der er virkelig god mulighed for at komme i fjernsynet.«

Målgrupper

Tilbage i Comedy Club er første del af showet i gang. En håndfuld yngre, mandlige stand-up’ere – måske fremtidens tvstjerner – skiftes til at optræde.

»Her forleden fik jeg penge for at have sex med en pige. Jeg passede hende,« siger en lyshåret komiker i cowboyskjorte.

Der jokes om onani, ens kælling af en ekskæreste, (mangel på) sex, bræk, onani, sæd, druk, at vokse op i Tarm, overvægt og om at onanere til krøblingekvinder.

»Ligesom alt andet er stand-up i dag blevet meget målgruppeorienteret,« siger Jarl Friis-Mikkelsen. »Komikerne ved godt, at det mest er unge mennesker, der ser stand-up, så det kan godt blive lidt af en ungdomsklub. Meget af det bliver bare under bæltestedet, og jokes om pik og kusse er måske ikke så skidesjove i længden.«

Men det grænseoverskridende element i stand-up er samtidig en del af forklaringen på genrens popularitet, forklarer Louise Brix Jacobsen, der er postdoc ved Center for Fiktionalitetsstudier ved Aarhus Universitet, og som også mener, at en anden årsag til populariteten er, at stand-up’eren optræder i en gråzone mellem virkelighed og fiktion.

»Som publikum føler vi, at det stand-up’eren, der som person fortæller ekstremt pinlige ting om sig selv. Samtidig ved vi, at stand-up’erne kan finde på at fiktionalisere. På den måde kan de sige noget om virkelige forhold, som de ikke ville kunne i en rent fiktiv rolle, eller hvis de optrådte fuldstændig som sig selv.« På Islands Brygge er første halvdel af aftenen overstået, og nu træder Frank Hvam op på scenen. Han har fået showets sidste halvdel til at afprøve nyt og gammelt materiale.

Skønt han ligesom sine yngre kollegaer taler om analsex og onani, underholder han også med jokes om mere politisk ømtålelige emner som muhammedtegningerne og krigene i Irak og Afghanistan. Og noget kunne tyde på, at bredden og dybden i emnevalg simpelthen er ligefrem proportional med stand-up’erens erfaring og alder.

Det er i hvert fald også Jacob Tingleffs oplevelse, at mange komikerne med alderen behandler mere alvorlige emner. »Vi tager jo udgangspunkt i os selv, og som tiden går får man jo tungere oplevelser i bagagen. Man oplever sine forældre dø, eller at ens venner får kræft.Det giver vores materiale en anden dybde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu