Interview
Læsetid: 8 min.

Hver bog er sin egen

Fortællinger: Jonathan Safran Foer om at gøre, hvad man har lyst til, og om poesi som den ultimative skrift
Om at skrive »Det er ikke en let ting at gøre, hvad man har lyst til. Det kræver en masse arbejde – og til tider nogle ofre,« siger Jonathan Safran Foer, der forsøger at komme tilbage på romansporet.

Om at skrive »Det er ikke en let ting at gøre, hvad man har lyst til. Det kræver en masse arbejde – og til tider nogle ofre,« siger Jonathan Safran Foer, der forsøger at komme tilbage på romansporet.

Tine Sletting

Kultur
9. november 2012

»Jeg ved det godt! Tree of Codes er svær at få fat på – selv i USA!,« udbryder Jonathan Safran Foer med et grin, da jeg fortæller, at bogen ikke er at finde på hylderne i velassorterede, københavnske boghandlere. Det er nok de færreste forfattere, der ville have en snert af stolthed i stemmen, hvis de skulle fortælle, at deres seneste bog på det nærmeste er uopdrivelig. Men med Jonathan Safran Foer forholder det sig anderledes. Han har selvfølgelig også sit på det tørre, hvad salgstal angår. I 2002 brød han uhørt bredt igennem med sin debutroman, Alt bliver oplyst, og i 2005 cementerede han sin evne til at skrive storsælgende og filmatisérbare romaner med Utroligt højt og ekstremt tæt på. Siden da er der kommet tre langt mere niche-agtige bogudgivelser med New Yorker-forfatterens navn på. Han har skrevet Om at spise dyr, som er en omfattende bog om vegetarianisme. Han har været redaktør på New American Haggadah, som er en genfortolkning af en traditionel jødisk tekst. Og så har han altså udfærdiget nævnte Tree of Codes, som udkom i 2010.

Ikke romantisk

Tree of Codes er en bog fyldt med huller. Jonathan Safran Foer har skåret størstedelen af ordene væk i sin yndlingsroman, Street of Crocodiles af den polske forfatter Bruno Schulz. På den måde er en ny historie vokset frem. Som i en børnebog kan man gennem hullerne se hvilke ord, der gemmer sig på de næste sider. Hullerne gør bogen så skrøbelig, at den let går i stykker under fragt – hvilket nok har lagt en dæmper på boghandlernes lyst til at bestille den hjem. Jeg spørger ham, om han lavede denne bog for at slippe lidt væk fra bestseller-virakken.

»Nej, det var ikke derfor – selvom det var derfor!« ler han. »Jeg havde bare lyst til at lave den bog. En af de fine ting ved at være forfatter er, at du kan gøre, hvad du har lyst til. Og på en måde lyder det som en ... underdrivelse.«

– Eller en overdrivelse?

»Måske – men lige meget hvad: det lyder ikke romantisk,« svarer han. Og jeg tier med min indvending om, at det faktisk lyder ret romantisk i mine ører.

»Det føles virkelig godt at have det som ens udgangspunkt – og at følge det til dørs,« fortsætter han. »Det er ikke en let ting at gøre, hvad man har lyst til. Det kræver en masse arbejde – og til tider nogle ofre.«

Jeg spørger ham, om han har lært noget af at skrive Tree of Codes eller den essayistiske Om at spise dyr, som han kan bruge nu, hvor han er i gang med at skrive en roman igen.

»Nej«, svarer han uden at tøve og tilføjer med et tørt grin: »Desværre! På en sær måde er der ikke rigtigt noget at lære: hver bog er sin egen. Det er lidt ligesom, hvis man er i et forhold, som slutter – man kan måske lære noget om, hvad man bør gøre i det næste forhold, men det er ikke helt så simpelt, for du forandrer dig, du bliver ældre; hvad du tænker om verden, hvad du ønsker dig af verden, hvad du føler, at du kan give – alt dét ændrer sig. Dén, du er sammen med, er en anden. Og sådan er det også, hvad angår at skrive romaner: Jeg tænker ikke på det som noget, der har med fremskridt at gøre. Hver enkelt er bare sin egen,« gentager han og kommer så alligevel i tanker om noget, han har lært af at skrive Tree of Codes:

»Det var en mærkelig proces – jeg havde ingen kontrol over, hvad der skete! Og måske kan man lære noget af dét ... Kontrol bringer ikke nødvendigvis noget godt med sig. Det kan være godt at holde op med at være så neurotisk og prøve at være mere intuitiv. Arbejdet med Tree of Codes har nok lært mig ikke strengt at forfølge min oprindelige vision for i stedet at åbne op for muligheden for at snuble over noget virkelig godt,« fortæller han.

Ny roman

Jonathan Safran Foer arbejder for tiden på sin tredje roman. Syv år er der gået, siden den sidste udkom. I mellemtiden har han – udover at stå bag de tre førnævnte bøger – blandt andet undervist på Yale og skrevet en libretto til en opera. Han har idéudviklet og skrevet et pilotafsnit til en ny HBO-serie, og han har fået to sønner med sin forfatterhustru, Nicole Krauss. Det kører for ham, virker det som om.

Men faktisk er han bange for, at han aldrig får skrevet en roman igen. Det betror han jokende fotografen efter interviewet, mens han balancerer på træstammer og poserer med en ’Lars von Trier på Cannes’-agtig stråhat på hovedet. Inde i den sofagruppe, hvor interviewet foregår, er han knap så dramatisk – men lægger dog ikke skjul på, at han er en smule rådvild.

– Du skriver på en ny roman?

»Ja ...«

– Som skal udgives om et års tid?

»Hvem ved!«, griner han.

– Har du lyst til at tale lidt om den?

»Ikke rigtig!« udbryder han, men forklarer så alligevel: »Jeg arbejder på to forskellige ideer, og jeg venter på at se, hvilken af de to, der vil tage form. Jeg har bare ikke rigtig tiltro til, at noget af det, jeg tænker nu, vil være sandt om et halvt år. Så det er ikke fordi, jeg prøver at holde noget hemmeligt.«

– Jeg har læst, at du gerne ville have din nye roman til at handle om fortællingens destruktive potentiale?

»Ja, det er rigtigt. Det er let at forråde nogen med en historie. Den simpleste måde er ved at fortælle en historie, som nogen ikke vil have fortalt – fordi det er pinligt for dem, eller en hemmelighed, eller noget, som på en eller anden måde afslører dem. Men det kan også være mere subtilt: Det kan være at genopleve et minde, som man har prøvet at holde fra livet. Historier åbner kasser, stilhed lukker dem, og ofte vil vi ikke have dem åbnet, fordi det kan være smertefuldt eller destruktivt.«

»Mange mennesker vægrer sig ved tanken om at gå til psykolog, fordi de ikke vil åbne boksen: ’Når først jeg begynder at tale om min mor, så begynder jeg at tale om dit og dat.’ Det er en mærkelig holdning at have – på en måde forstår jeg den – men tanken om ikke at åbne boksen til ens eget liv ... Det er svært at forestille sig, hvordan det kan være en god ting i det lange løb. Og på samme måde er det svært at forestille sig, hvordan det kan være en god ting ikke at fortælle historier,« siger han.

Poesi, som rammer rent

I det sidste halve års tid har Jonathan Safran Foer læst meget poesi. Han har læst en masse amerikansk samtidspoesi, men også den russiskfødte digter Joseph Brodsky.

»Jeg ved ikke så meget om poesi, så det er mest bare tilfældigheder, der afgør, hvad jeg læser,« fortæller han.

»Poesi inspirerer mig virkelig. Jeg synes, at poesi er den ultimative skrift. Det er den bedste skrift. Jeg siger ikke, at digte er bedre end romaner, men de rammer præcis det, som romaner burde ramme. Romaner kan også gøre det – og endda gøre det bedre. Men signalerne er mindre forvirrende i digte. Dét at læse digte giver mig ikke lyst til at skrive dem, det ansporer mig til at skrive romaner, der er som digte. Som handler om tingens kerne,« siger han.

»Man skriver ikke digte for at fordrive tiden, og man skriver ikke digte for at underholde. Dét ville være fjollet og mærkeligt. Det er ikke meningen, at man skal læse digte, når man ligger på stranden og kun er halvt ved bevidsthed! Digte bliver for det meste skrevet for virkelig at afsløre noget om verden og om, hvad det vil sige at være menneske. Og det er dén form for skrift, jeg virkelig er begejstret for.«

En forfatter, der i Jonathan Safran Foers øjne virkelig formåede at skrive poetiske romaner, er Bruno Schultz: »Hans bøger kan være svære at læse, men de kan også være virkelig transformerende. Jeg har lige læst en rigtig god bog om religion ... Kender du ordet scoff?« spørger han. »Det er et gammelt engelsk ord,« siger han og laver en affejende bevægelse med hånden, mens han siger pffft for at forklare, hvad det betyder. Min ordbog fortæller, at ordet har skandinavisk, muligvis dansk, oprindelse og betyder håne, bespotte.

Jonathan Safran Foer fortsætter: »Forfatteren i denne bog siger, at man kan håne det meste, men man kan ikke håne havet. Det er ikke nødvendigvis, fordi man er troende, det er fordi, man føler en ærefrygt. Det er det samme med Bruno Schultz. Han er den slags forfatter, som man ikke kan affeje; det kan selvfølgelig godt lade sig gøre ikke at bryde sig om ham, eller at synes, at han er kedelig, men man kan ikke på nogen måde sige, at det her ikke er vigtigt.«

Jonathan Safran Foer havde for nylig en oplevelse, der fik poesiens værdi til at stå særligt klart for ham:

»Min ældste ven, som jeg har haft, siden jeg var to, hans mor døde i sidste uge, og jeg besøgte hende, kort før hun døde. Og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg tog nogle digte med. Jeg læste dem for hende, og vi talte om dem. Og dét er formålet med poesi! Jeg tændte ikke for tv’et for at se et tv-show eller en film med hende,« siger han og han gentager:

»Poesi sigter direkte efter tingene. De ting, du gerne vil tænke på, når du er skrøbelig, eller syg eller glad eller forelsket! Altså de virkelig store øjeblikke i dit liv. Og kunst, som sigter efter det, er kunst, som jeg godt kan lide – og som jeg gerne ville lave.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her