Baggrund
Læsetid: 5 min.

Individer eller kloner af rektor

Forfatterskolen har gjort fordommene til skamme ved at være et sted for den løbende samtale om litteratur
Forfatterskolen har gjort fordommene til skamme ved at være et sted for den løbende samtale om litteratur
Kultur
23. november 2012

Det oplagte spørgsmål at stille nu, hvor Forfatterskolen fejrer sit 25-års-jubilæum, er, hvorvidt den har haft betydning, afsat spor i dansk litteratur, har fremmet produktiviteten og især kvaliteten – og dermed demonstreret sin berettigelse.

Men spørgsmålet besvarer nærmest sig selv. Tag blot en klynge af dette års synligere udgivelser, i foråret f.eks. Amalie Smiths dybt originale og overraskende samling I civil, Stine Pilgaards på én gang humoristiske og hårdtslående romandebut Min mor siger, Josefine Klougarts Én af os sover, en stilfærdigt meditativ fortælling om sorg, kærlighedstab og læderet identitet, og Signe Schlichtkrulls troværdigcoole skildring i bogen Krak af en mand og et firma, begge i krise. Eller hop til efterårets nye udgivelser såsom Kristian Bang Foss’ tredje roman Døden kører Audi eller Jonas Rolsteds ovenud interessante ti-sektioners debutdigt Flex Death. Samtlige seks her nævnte har i et tidsspand frekventeret Forfatterskolen, ligesom bl.a. Christel Wiinblad, Lone Hørslev, Ursula Andkjær Olsen, Thøger Jensen og Christina Hesselholdt, der faktisk alle fem udsendte nye og mere eller mindre vægtige værker i 2012.

Risiko for omkringvandrende kloner

Kvantitativt anskuet ligner Forfatterskolen en buldrende succes, fuldt cementeret med fast finanslovbevilling og SU-rettigheder, og fyldigt dokumenteret ikke kun med elevernes egenudgivelser, men også gennem årgangsantologierne og skriftserien Legenda.

Næste spørgsmål bliver mere besværligt, nemlig hvorvidt skolen i kraft af miljøets sluttethed, den forventelige indre konkurrence samt rektorers og gæsteunderviseres åndelige magtbeføjelser har strømlinjet og ensrettet eleverne, sådan at disse ikke er blevet til selvstændige æstetiske individualiteter, men omkringvandrende kloner af Poul Borum, Niels Frank, Hans Otto Jørgensen og nu senest Pablo Henrik Llambías. Anderledes spurgt: Hvis det som ovenfor fastslået er rigtigt, at Forfatterskolen har haft en tydelig effekt og afsat blivende spor, af hvilken art er så den virkning?

Fornemmelsen var i Poul Borums tid, at alle blev gjort til smalle lyrikere eller til nød lidet omfangskrævende prosaminimalister, at de hos Niels Frank styredes over imod intellektuelt avanceret engelsksproget avantgardetænkning, og at skolen, så længe den blev ledet af Hans Otto Jørgensen, overvejende gik efter stemme og personlighed i teksten, mens man omvendt afskyede noget så aflægs som karakterer og plot, ja, helst lærte vordende forfattere kun at have et skuldertræk til overs for noget så latterligt som at holde sig ved de givne genrer. Har Pablo Henrik Llambias hidtil vist profil som bestyrer og forbillede, peger næsen mest i retning af såkaldt performet identitet og trendsøgende sammenfletninger af biografi og fiktion – sådan som denne tids-tendens f.eks. kom til syne hos Bjørn Rasmussen i 2011 i den overbevisende hybrid Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.

Veloplagt mangfoldighed

Men ærligt talt, jeg har så godt som intet at have disse afpillede fornemmelser eller fordomme i, for kigger man ud over hele det forløbne kvarte århundred, mødes man, når man støder på folk med baggrund på Forfatterskolen, ikke af standardmoduler eller dusinvarer. Tværtimod ses en veloplagt mangfoldighed, en frisk flersporet aktivitet. Antallet af tidligere forfatterskoleelever, der har redigeret et tidsskrift eller en antologi, er således opløftende højt, og mange har forfulgt digteriske valgslægtskaber, de fik på skolen, i rollen som oversætter.

Jeg tror, men nu gætter jeg mere, at forklaringen på resultaterne bør søges i, at de mange, der vitterlig er blevet gode, såmænd da nok var blevet glimrende lyrikere og fortællere uden den faglige skole, men at Forfatterskolen omvendt har drevet dem hurtigere frem og medvirket til, at de allerede i deres første bogudgivelser blev modige, tydelige og ikke mindst flertydige.

Lad os tage et dugfrisk eksempel i form af Jonas Rolsted (f. 1980), hvis debut, Flex Death, for mig står blandt dette efterårs løfterigeste læseoplevelser.

Stilsikkert kaos

Bogen falder i 10 sektioner fordelt på a) en lyrisk ramme i form af et prosadigt (1 og 10), b) fire episke dele, én for hver årstid og hver på 30 sekvenser (2, 4, 6, 8) samt c) fire selvstændige indskudsstykker, også de er alle på 30 sekvenser (3, 5, 7, 9) med en hård, nøgen social nutidsreportage over et ’plejerteam’ som det, der umiddelbart gør det stærkeste indtryk.

Metoden består i at veksle mellem lyriske, episke og essayistiske registre, samtidig med at der springes mellem fortid og samtid. Tilsvarende spredt er værket i sine tematikker, der spænder over stikord som tid, køn, magt, sprog, natur. Hvad der så til gengæld forener, er stilen, der fremtræder ren, knap, fortættet, springende, subjektivt ekspressiv, og som stille etablerer sammenhænge i det tilsyneladende kaos.

Resultatet bliver en effektiv afbildning af en smertelig skrøbelig tilstand både socialt og eksistentielt, inspireret af litterære forbilleder som Jens Baggesen og Johannes V. Jensen, norske Tor Ulven og sydafrikaneren Coetzee.

Digtningen herhjemme lever

Var man inkarneret forfatterskoleskeptiker, ville man formentlig aflæse mangetydigheden og flersporetheden i Flex Death som et symptom på, at værket må være blevet til som et ret ubearbejdet sæt opgaveløsninger fra uddannelsen, en såkaldt ’portfolio’. Det udtryk bruger man på universitetet om en mappe på 5-6 mindre semesteropgaver, som ved afslutningen på et kursus afleveres til samlet bedømmelse, evt. forbedret hist og her efter underviseres anvisninger.

Men sådan er bogen altså bare slet ikke. Tværtimod, jeg har lyst til at læse den igen, manøvrere i den, holde den frem som aktuelt eksempel på, at digtningen herhjemme faktisk lever.

Ud over de fordomme over for Forfatterskolen, som jeg fik luftet og nedskudt i det foregående, findes der mig bekendt andre nok så sejlivede. Det fortælles f.eks. om Klaus Rifbjerg, at han under en af Det Danske Akademis årlige oplæsningssessioner (dvs. de halvvejs hemmelige møder, hvor yngre og ældre forfattere efter forudgående invitation kommer og læser op, og hvor det er dem helt forbudt at svare) rejste sig op og spurgte en dengang relativt grøn kvindelig lyriker, om denne havde gået på Forfatterskolen. Da hun bekræftede dette, sagde Rifbjerg kun: »Tak, der var ikke mere« og satte sig igen.

Den stjålne vej

Hvad Rifbjerg i sin fordomsfuldhed næppe har megen forståelse for, er, at Forfatterskolen, hvad man så ellers vil mene om den, med garanti er et af de steder i landet, hvor der føres en ægte og engageret kontinuerlig samtale om litteratur. Det er helt enkelt dejligt at vide, at skolens rektor, undervisere og kursister tager tingene alvorligt.

At dette indimellem kan koste noget, bevidnede årets modtager af BogForums debutantpris, Anne-Cathrine Riebnitzsky, der gik på Forfatterskolen i 1996-98. Hver gang hendes uskolede tekster blev diskuteret i klassen, gik hun grædende hjem, fortalte hun til en avis for nylig: »Jeg prøvede at skjule det, men alt modet blev taget fra mig. Det føltes, som om jeg havde en kritiker siddende på skulderen de første to år på skolen.«

Det lyder unægtelig ikke rart! Men erfaringen har nu nok været gavnlig, såvel for forfatteren til Den stjålne vej som for de andre på hendes årgang. Skulle man på denne baggrund sende skolen ikke kun en hilsen, men også et kort jubilæumsråd, kunne dette passende lyde, at man vil gøre klogt i at fastholde, at en forfatter inden noget andet er en læser og dermed på forhånd en kritiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg ved ikke, jeg synes faktisk, at Forfatterskolen synes at fremme en el epigoneri. Der er for meget forudsigelig form over bøgerne, dramaturgien er temmelig genkendelig, og det var den altså i mindre grad, da det var Nordisk og Litteraturvidenskab, der var lærepladsen.