Baggrund
Læsetid: 9 min.

’Man lærer mere ved at være ansat på en salatfabrik end ved at gå på forfatterskole’

Modstanden var massiv, da Poul Borum og Per Aage Brandt i 1987 besluttede at oprette en dansk forfatterskole. I store dele af kulturlivet fnyste man ved tanken. I dag, 25 år senere, er det svært at forestille sig et litterært miljø uden arven fra kældereksperimentet i Nansensgade. Information tegner her et rids af begyndelsen
Kultur
23. november 2012
Modstanden var massiv, da Poul Borum og Per Aage Brandt i 1987 besluttede at oprette en dansk forfatterskole. I store dele af kulturlivet fnyste man ved tanken. I dag, 25 år senere, er det svært at forestille sig et litterært miljø uden arven fra kældereksperimentet i Nansensgade. Information tegner her et rids af begyndelsen

Første gang, Laila Ingrid Rasmussen så Poul Borum, var til en punkkoncert i Københavns gamle pumpehus.

Klædt i sort læderjakke, nittebælte og firserspidse sko stod han alene i baren med en øl i hånden og en North State i flaben. Håret var afbleget gult, øreflipperne piercede, og ud af baglommen stak et farvet bandana.

I det københavnske forfattermiljø i slutningen af firserne var Poul Borum en levende legende; Laila Ingrid Rasmussen stadig blot en digterspire, som i det små var begyndt at skrive lidt til skuffen. Det her var hendes chance. Hun bestilte en Campari, tog mod til sig og råbte så ind i øret på ham, højt for at overdøve musikken: »Jeg vil være digter!« Langsomt, som i slowmotion, vendte Poul Borum sig om, mens Laila Ingrid Rasmussen gjorde klar til at modtage en fornærmende afvisning. Men han talte ikke, tog blot et sug af sin filterløse smøg, pustede en stor røgsky ud og tog tavst mål af hende, længe, indtil han endelig brød tavsheden med sin karakteristiske rustne og grødede stemme: »Send mig dine digte,« sagde han.

Resten af Laila Ingrid Rasmussens møde med »den legendariske Poul Borum« kan læses i forfatterskolens nye 25 års jubilæumsskrift, der udkommer i morgen. Her genfortæller tidligere og nuværende elever, lærere og gæsteundervisere den litterære institutions historie i tilbageblik.

Fra et undseligt litterært græsrodseksperiment i et lille mørkt kælderrum i Nansensgade til en SU-berettiget, statsanerkendt uddannelse med base i de store, lyse lokaler i Peder Skramsgade.

I dag er Forfatterskolen ikke længere til at komme uden om. Nok hører man stadig kritiske røster, som mener, der produceres for meget »smal forfatterskolelitteratur«, og at skolen »lukker sig om sig selv og sit eget litterære kredsløb« – men ingen betvivler længere skolens eksistensberettigelse.

Tværtimod synes forfatterskolens position i samtidslitteraturen år for år at styrkes, i takt med at flere tidligere elever høster priser og litterære anerkendelser. Til eksempel er hele fem ud af de seks nominerede til årets Montanapris forhenværende elever.

’Ordfattig billednarkomani’

Alt det lå stadig langt ude i fremtiden, da Forfatterskolen den 3. november 1987 officielt blev grundlagt af Foreningen for Forfatteruddannelse, der bestod af 27 etablerede forfattere. Blandt de prominente støtter var både Villy Sørensen, Peter Seeberg – og Thorkild Bjørnvig, som holdt åbningstalen, hvori han storladent betegnede Forfatterskolen som en litterær modgift til tv-tyranniets »ordløse eller ordfattige billednarkomani«. Den nye skole skulle, mente han, hjælpe til at sikre »det ægte ords, det skabende udtryks bevarelse og præcision«.

Bag de højstemte formuleringer gemte der sig en anden og mere jordnær bestræbelse, som blev formuleret i Forfatterskolens formålsparagraf af semiotikeren Per Aage Brandt, der var Poul Borums faste allierede og medstifter af skolen: »Udgangspunktet er en overbevisning om, at forfattere på lige fod med andre kunstnere bør have mulighed for at modtage en organiseret uddannelse af deres talent.« Dét var skolens egentlige berettigelse, mente Brandt og Borum: Når der nu fandtes filmskoler for film, konservatorier for musik, kunstakademier for kunst og dramaskoler for teater – hvorfor skulle der så ikke kunne skabes en forfatterskole for forfattere? Men så enkelt var det ikke, for i datidens danske kulturliv stod skeptikerne i kø for at kritisere initiativet. Per Aage Brandt husker tydeligt debatten:

»For en hel del kulturpersonligheder forekom det skandaløst, at man skulle kunne ’lære at skrive’, når det dog er et alment vilkår at kunne bruge det danske sprog. Mon ikke Forfatterskolen i stedet var et organ for ensretning, der ville frembringe en ganske bestemt slags verdensfjern litteratur. En kendt og anerkendt digter og romanforfatter, som ikke altid fik gode anmeldelser af punkeren Poul Borum, var særligt afvisende og pågående med dette argument; – og så var der ham Brandt, der altid gik klædt i sort, og som påstod, at virkeligheden ikke eksisterede. Næ, de unge skulle hellere tage et job på en salatfabrik, mente den kendte mand, dér kunne man lære noget,« skriver Per Aage Brandt i bogen med slet skjult reference til Klaus Rifbjergs polemiske udsagn om, at man »lærer mere ved at være ansat på en salatfabrik end ved at gå på forfatterskole«.

’Session-Borum-Havnegade’

For Per Aage Brandt og Poul Borum forholdt sagen sig anderledes. Deres kongstanke var, at man blev en bedre forfatter af at blive en bedre læser, og Poul Borum havde personlige erfaringer at trække på. Han var inspireret af de amerikanske skriveskoler, som han selv havde stiftet bekendtskab med under et studieophold i Iowa. Han havde allerede arrangeret tekstlæsningsseminarer i Århus, København og Holbæk, og fra 1977 indledte han også en række forfattermøder i sin lejlighed i Havnegade – et initiativ, der senere skulle vise sig at blive begyndelsen til den såkaldte firserlyrik i Danmark.

»Der var ikke tale om skrivekurser eller skriveværksted, men mere om spontane udvekslinger af erfaringer og teorier og praksisser mellem ligesindede og ligebegejstrede,« husker digteren Marianne Larsen, som var blandt de inviterede til »Session-Borum-Havnegade«-møderne. Der var for det meste tale om aftenmøder, som både bød på nyskrevne tekster og et smuglyt til de seneste demobånd fra undergrundsbands som Kliché og Sods.

»De af os, der havde nye tekster, eller nyligt trykte digte, vi ville læse op på mødet, havde i forvejen sendt disse ud til alle. Blandt de tilsendte og oplæste og diskuterede tekster var der også digte af Strunge, Jac og Klavs Bondebjerg, de tre desværre alt for unge døde, som var med på holdet,« erindrer Marianne Larsen.

Efterhånden modnedes ideen om at oprette en ’rigtig’ forfatteruddannelse med et fast forløb for unge skribenter. Og efter yderligere to skrivekurser i midten af 1980’erne – først på Aarhus Universitet og siden på Det Kongelige Danske Kunstakademi – blev beslutningen taget.

Sammenklappeligt klasseværelse

»Her kan man lære at skrive gode bøger,« lyder overskriften i Politiken den 4. november 1987, dagen efter skolens officielle åbning. Artiklen er ledsaget af et klassebillede af de nye elever. De står og smiler til ære for fotografen i deres fornemmeste firsertøj ved trappen ned til Galleri Basilisk i Nansensgade. Nummer to fra venstre er Solvej Balle, iført nederdel og striktrøje. Hvis hun ser en anelse klatøjet ud, har det sin forklaring: Hun er netop landet fra Bergen. Hun har været oppe og besøge sin kæreste og skulle have været hjemme dagen før, men afgangen er blevet aflyst, så hun har i stedet måttet tage morgenflyet. På billedet er hun netop ankommet i en taxa, lettere omtumlet, men spændt og glad og med det samme smil, som stadig breder sig i hendes ansigt , når hun tænker tilbage på sine to lærerige år på skolen fra 1987-1989.

»Jeg kan huske, at det var ret fantastisk med det der kælderlokale, som samtidig var et galleri, og hvor vi selv skulle sætte borde og klapstole frem hver mandag og pakke dem sammen igen hver tirsdag. Mange har en idé om, at det at være forfatter handler om at komme op i lyset og blive set, men jeg lærte hurtigt, at det er nede i kældermørket blandt rødderne, at det hele gror,« siger Solvej Balle på telefon fra Marstal på Ærø, hvor hun i dag bor med sin familie.

De første år blev undervisningen varetaget af fire faste lærere. Sven Holm tog sig af prosaen, Ulla Ryum af dramatikken, Per Aage Brandt af filosofien, mens Poul Borum tog sig af resten. Når Solvej Balle tænker tilbage, var undervisningen ikke uden knaster, og alt i alt må den første årgang have været lidt af en skuffelse for Borum og resten af lærerstaben, tænker hun.

»De havde til det første hold udvalgt sig nogle ret garvede forfattere. Ud af ni elever var de syv af os allerede debuterede, og derfor var vi nok også noget hårdere at stikke i end de efterfølgende hold. Vi var ikke så lydhøre eller ’undervisningsparate’, som Poul formulerede det – og derfor lavede de også om på udvælgelseskriterierne forud for de næste hold,« siger Solvej Balle.

Hun husker særligt en evaluering, der udmøntede sig i hård kritik af undervisningen.

»Dagen efter kom Poul og sagde, at han følte sig som en kaptajn på et skib, der var ved at synke. Vi havde bare troet, at vi bramfrit kunne sige, hvad vi ville, og vi havde slet ikke tænkt på, at Den Store Poul kunne blive ked af det. Men han var virkelig rystet, og han tog kritikken meget nær.«

De grædende poeters klub

Men Poul Borum kunne også selv være hård. Det fik blandt andre Laila Ingrid Rasmussen at mærke, da hun efter sit første tilfældige møde med den nittebeklædte forfatter i Pumpehuset blev optaget på Forfatterskolen i 1991 og her – som så mange andre – lærte, hvad der gemte sig bag talemåden: ’Hvis man kan klare en tekstgennemgang på Forfatterskolen, kan man klare hvad som helst’.

»Kritikken kunne være ret rå. Den kunne være hånlig og nedladende, men det var samtidig på disse sene eftermiddage i røgen fra to-tre pakker North State, at man i dén grad fik udviklet sin shitdetektor,« fortæller Laila Ingrid Rasmussen, der gik på hold med blandt andre Tomas Thøfner og Claus Beck-Nielsen, der i dag blot kalder sig Nielsen.

»På sin vis følte man sig udvalgt, selv om luften var tyk af røg, og poeterne gik grædende hjem. Man gik med blodskudte øjne på gaden og hostede røg, mens man forbandede Borum... og kunne han da for fanden ikke bare en eneste gang sige noget positivt om det, man havde skrevet? Men andre gange gik man derfra og var forbandet glad. Fordi det også var ved tekstgennemgang, at man fik de største erkendelser.«

Andre var mere skeptiske over for den begyndende »Borum-kult«, som de mente forvandlede eleverne til kloner af skolens karismatiske leder – en kritik, som også har klæbet til hans efterfølgere lige fra Niels Frank til Hans Otto Jørgensen og Pablo Llambias. I 1980’erne hørte Thomas Boberg med til koret af kritikere, der var mistænksomme over for »alt for definerede litterære fællesskaber«, »udvalgte kredse« og hele »den her hype omkring Poul Borum« og »hans store magt over de unge«. Boberg var imod selve præmissen, for han mente helt grundlæggende ikke man kunne ’lære’ at blive forfatter. Som han selv skriver i jubilæumsskriftet:

»Jeg konfronterede Borum med min skepsis, jeg spurgte ham, hvad han mente om en Georg Trakl (hvis digte jeg på det tidspunkt satte meget højt) som elev på en forfatterskole: ’Tror du’, spurgte jeg, ’at en forfatterskole var nødvendig for ham? ’Han kunne have lært noget’, svarede han.«

Med tiden er dog også Thomas Boberg blevet overbevist om, at selv om en forfatterskole ikke er for alle, så er det »kun vigtigt og smukt at muligheden findes.«

Under alle omstændigheder er det utopisk at forestille sig, at man helt kan undgå forfatterskoling, mener Solvej Balle. For selv om man skulle vælge at nedlægge Forfatterskolen, ville forfattere stadig blive udsat for skoling – enten i form af mediernes, forlagenes, verdenslitteraturens eller livets skole, hvor man som bekendt gør bedst i at arbejde med salater.

»Jeg mødte engang en forfatter til et seminar i England, der sagde, at ’man jo altid skriver en morsom bid ind i sine bøger, så man har noget at læse op af’. Den type læring – at der skal være noget til husarerne – er jo også en slags skoling. Den foregår bare oppe i mediernes søgelys og på markedets præmisser i stedet for nede i kældermørket,« forklarer Solvej Balle, der siden hun blev foreviget foran trappen til Nansensgade som elev af første årgang har registreret, hvordan skolen gradvist har anlagt en mere åben tilgang til det samfund, den er en del af.

»Jeg synes godt, man kan sige, at skolen er blevet mere udadvendt end tidligere. Den har taget elevatoren nogle etager op i lyset – men tekstlæsningerne foregår så vidt jeg kan se stadig nede i kælderen.«

 

Kilde: FS 25, Forfatterskolens Jubilæumsskrift, Forlaget Basilisk 2012

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her