Interview
Læsetid: 7 min.

’Man må ikke lade sig hæmme af fakta’

Det siger den populære amerikanske forfatter Michael Chabon, der er aktuel med ’Telegraph Avenue’, en både dramatisk og morsom roman om to venner og menneskene omkring dem og byen, de bor i, Oakland i Californien
Kultur
16. november 2012
Den amerikanske forfatter Michael Chabon begynder næsten altid sine historier med at skabe en verden ved at kombinere et sted, en tid, et miljø og en stemning, og den verden dikterer så, hvilke personer historien skal handle om, og hvordan den skal fortælles, i hvilken person og toneart.

Den amerikanske forfatter Michael Chabon begynder næsten altid sine historier med at skabe en verden ved at kombinere et sted, en tid, et miljø og en stemning, og den verden dikterer så, hvilke personer historien skal handle om, og hvordan den skal fortælles, i hvilken person og toneart.

Michael Chabon elsker at læse, og det er grunden til, at han begyndte at skrive. Ved at forene fornøjelsen, han fik ud af at læse, med fornøjelsen ved selv at skabe noget, håbede han at kunne fastholde eller forlænge den følelse af lykke og morskab, som læsning gav ham.

Det lykkedes, og 49-årige Chabon, der debuterede med Pittsburgh-mysterierne i 1988 og i 2001 fik en Pulitzerpris for Den utrolige historie om Kavalier & Clay, er en af sin generations mest populære og respekterede amerikanske forfattere. Nu er han så aktuel med sin ottende roman, Telegraph Avenue. Den foregår i 2004 og er en ambitiøs og både dramatisk og humoristisk skildring af venskabet mellem to mænd, Archy og Nat, den ene sort og konfliktsky, den anden hvid, jødisk og bipolar.

Telegraph Avenue er også historien om deres koner, Gwen og Aviva, der begge er jordemødre, og om et farverigt persongalleri af store og små personligheder, der hænger ud i Archy og Nats lukningstruede Brokeland Records, der handler med brugt vinyl og ligger på titlens Telegraph Avenue i Oakland, Californien, en mindre by lige ved siden af Berkeley og blot et stenkast fra San Francisco.

I skyggen af San Francisco

»Oakland er en virkelig interessant, levende lille by med omkring 300.000 indbyggere,« siger Michael Chabon, der er på besøg i Danmark og viser sig at være en meget jordbunden, lun og veltalende mand med grånende hår og fuldskæg og iført et lysebrunt fløjlsjakkesæt. I snart 15 år har forfatteren med de jødiske rødder selv boet i Berkeley-Oakland-området, hvor han under et besøg i en lokal pladebutik fik ideen til Telegraph Avenue.

»Oakland har altid stået i skyggen af San Francisco, men den har sin egen betydelige historie. For 100 år siden var den italiensk, så blev den et arbejderkvarter, og i 1950’erne flyttede de sorte hertil. Oakland ligger mellem San Francisco og Berkeley og University of Southern California, og det har præget den kulturelt og økonomisk og kunstnerisk. De Sorte Pantere blev stiftet i Oakland, og byen blev i høj grad sammen med Berkeley draget ind i 1960’erne og 1970’ernes politiske kampe.«

Megen af den historie er med i Telegraph Avenue, der blandt meget andet fortæller om race, fædre og sønner, sex, ægteskab, fortid og nutid, butiksdød og byudvikling. Oakland er næsten som en person i bogen, og forfatteren forklarer, at han gør meget ud af at lære det sted at kende, hvor han bor – og de steder, han skriver om – ikke mindst dets fortid.

»Det er en del af min metode, det er en del af mit væsen. Det er næsten, som om jeg ville kunne lade, som om jeg var vokset op det sted, hvor jeg bor. Og det kommer naturligt til mig at bruge det, når jeg skaber en fiktiv verden,« siger han.

 

Den store illusion

For selv om den verden Archy og Nat lever i, til forveksling minder om den virkelige verden, er den stadig et stykke fiktion, som Michael Chabon kan gøre med, som han vil.

»Man må ikke lade fakta tynge sig ned. Grunden til, at man skriver fiktion, er, at man kan finde på,« siger han.

»Man skal finde den helt rigtige balance mellem troværdighed og en form for akkuratesse og et vist mål af frihed og tilladelse til at finde på. Jeg føler ikke, at jeg har nogen som helst moralsk forpligtelse over for fakta, overhovedet ikke, når jeg skriver en roman. Men jeg vil gerne overbevise læseren om, at det virkelig sker, og for at gøre det, er man nødt til at benytte sig af fakta og gøre det på den strategisk rigtige måde, så det skaber en illusion af fakticitet.«

»En amerikansk kritiker sammenlignede Oakland i Telegraph Avenue med Midgård (Tolkiens Middle-earth i Ringenes herre, red.) – det er en slags parallelverden, og mens jeg skriver, har jeg følelsen af, at mine personer går ned ad virkelige gader et virkeligt sted og ser ting, der er virkelige, en forretning, et bageri. På samme tid føles det sted i høj grad som mit eget skaberværk.«

 

Et stærkt minde

Michael Chabon begynder næsten altid sine historier på samme måde. Han skaber en verden ved at kombinere et sted, en tid, et miljø og en stemning, og den verden dikterer så, hvilke personer historien skal handle om, og hvordan den skal fortælles, i hvilken person og tonart. Derefter følger selve historien – hvad sker der for personerne? – og først til sidst, når han er nået langt i skriveprocessen, er det tid til at spekulere nærmere over de temaer, bogen tager under behandling, hvad den handler om – »Om med stort O,« som han formulerer det – og med det blik læser han det igennem, han indtil har skrevet.

Kimen til Telegraph Avenue blev lagt under et besøg i en pladebutik i Oakland i slutningen af 1990’erne. Sorte og hvide hang ud i butikken og diskuterede musik og vinyl med stor passion og mindede Chabon med de jødiske rødder om sin barndom i den planlagte by Columbia, Maryland, der blev bygget i 1960’erne for at give unge familier med forskellig hudfarve mulighed for at få et godt og billigt sted at bo. Det var et vellykket eksperiment, og pladebutikken og dens stærke, nostalgiske duft af vinylplader fik forfatteren til at huske og længes tilbage.

Og da han begyndte at skrive bogen, gik det også hurtigt op for ham, hvad den blandt andet handlede om.

»Lige så snart jeg begyndte at skrive om hvide mennesker og sorte mennesker og deres venskaber, vidste jeg, at jeg på en eller anden måde skrev om race. Men jeg var ikke interesseret i at stoppe op og finde ud af, ’hvad er det, jeg gerne vil sige om race i Amerika?’ Jeg prøver ikke på at prædike eller belære, og jeg prøver ikke at få folk til at tænke anderledes eller overbevise dem om et eller andet. Jeg prøver at skabe en verden og fortælle en historie og give læserne illusionen af, at de lever nogle andre menneskers liv og oplever deres tanker og indtryk.«

 

Smag ændrer sig

En af de erkendelser, som Archy kommer til i Telegraph Avenue – ligesom mændene i andre af forfatterens bøger – er, at selv om artefakter som tegneserier, baseballkort og vinylplader betyder meget, så er kærligheden og familien trods alt vigtigere. På den måde bliver bogen en slags dannelsesfortælling eller udviklingsroman.Da jeg nævner, at Michael Chabon selv er 49 år – og har kone og børn – og stadig skriver bøger, hvor populærkultur fylder meget, siger han med et lille smil, at »jeg får penge for at gøre det. Det er et arbejde.«

Han holder en pause og siger så: »Populærkultur er kultur. Sådan er det. Jeg kan ikke se pointen i at skelne mellem en tegneserie som Alan Moores Watchmen og f.eks. Verdis Trubaduren. Det er alt sammen kultur, og gårsdagens popkultur er nutidens kunstart. Det er opera et godt eksempel på. Smag ændrer sig, og fordomme forsvinder.«

»En stor procentdel af popkulturen er trash, og det samme gør sig gældende for ’seriøs’ kultur, og det meste af det overlever ikke tidens gang. Det, der overlever, hvad enten det er såkaldt højkultur eller lavkultur, er det bedste.«

En af populærkulturens ypperstepræster, filminstruktøren Quentin Tarantino, dyrkes af et par af personerne i Telegraph Avenue, og der refereres lystigt til både blaxploitationfilm fra 1970’erne og gamle kung fu- og martial arts-film.

Michael Chabon, der har skrevet flere filmmanuskripter – Spider-Man 2 og John Carter – og i sine bøger lystfyldt demonstrerer sin store kærlighed til tegneserier, film, tv, hårdkogte kriminalromaner og endda har skrevet en Sherlock Holmes-roman, The Final Solution, kan godt beskrives som amerikansk litteraturs svar på Tarantino: De indoptager begge populærkulturen i deres kreative systemer og behandler og videregiver den i deres værker på en måde, som både kommenterer og hylder uden at være selvhøjtidelig.

 

Det er sjovt

»Ja, der er et slægtskab der,« siger Michael Chabon, der er stor fan af Quentin Tarantino.

»Vi har den samme alder, og vi voksede tydeligvis op med nogle af de samme kulturelle hjørnesten. Det, der er fantastisk ved Tarantino, når han er bedst, er, at det ikke kun er ironi, det er ikke kun citater i citationstegn. Han håner ikke. Kritikken, ironien og distancen afstemmes perfekt med ægte kærlighed, ægte passion og en skamløs villighed til at vise den passion. Der er overraskende meget hjerte i hans film. Tarantino rammer det perfekte sted mellem pastiche og parodi, hvor han faktisk er i stand til at tage materialet og forme det og bruge det til sit eget formål som forfatter og på sin vis genopfinde det.«

»Det er det, jeg til en vis grad forsøger at gøre i min Sherlock Holmes-bog og i Landevejens riddere og Det jiddische politiforbund, der var en bevidst, overlagt hyldest til den hårdkogte detektivroman, især Raymond Chandler og Ross Macdonald. Men det er ikke en hårdkogt detektivroman, som nogen af dem nogensinde ville have skrevet. Den er både dybfølt, oprigtig hyldest og gør samtidig sin helt egen, skøre ting.«

Og det bringer os tilbage til den gamle kliché om, at det er lysten, der driver værket. Det er sjovt, siger Michael Chabon, at afprøve de forskellige genrer og udtryk, og »det er en stor del af grunden til, at jeg skriver; for at more mig. Hvis jeg føler mig fortabt eller ikke er tilfreds med noget, jeg arbejder på, er det som regel, fordi jeg ikke har det sjovt nok.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg var nu glad for at slippe væk efter at have boet en kilometers penge på den forkerte side af telegraph avenue i 20 år.
men just for the record, så er oakland halvt så stor som san francisco og dobbelt så stor som berkeley