Læsetid: 2 min.

En mærkelig aftale

En noget for noget-aftale er indgået mellem filmmagasinet Ekko og Zentropas Peter Aalbæk Jensen. Men hvorfor giver han ikke Ekko den uforbeholdne undskyldning, bladet har fortjent?
9. november 2012

Det er selvfølgelig glædeligt, at der efter lang tids ballade endelig er kommet en aftale i stand mellem filmselskabet Zentropa og filmmagasinet Ekko. Men det er også en lidt mærkelig noget for noget-aftale, hvor Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, beklager, at han har været for skinger i tonefaldet, mens Ekko beklager, hvis man har kunnet misforstå de artikler, der ifølge Aalbæk var grunden til balladen, og i øvrigt lover at opføre sig ordentligt i fremtiden.

Peter Aalbæk lagde for flere uger siden sag an mod Ekko for injurier pga. en artikel om et Zentropa-casting-projekt og 260.000 forsvundne kroner og forbød siden filmmagasinets anmeldere at se Zentropas film og tale med folkene foran og bag kameraet.

Til at begynde med havde Peter Aalbæk en vis medvind, men i takt med at flere medier kunne påvise, at de ting, Aalbæk anklagede Ekko for, ikke havde hold i virkeligheden (læs meget mere om det på information.dk), vendte stemningen.

Alligevel nægtede filmdirektøren at trække sagsanlæg og boykot tilbage, og Allan Hansen, direktør for Nordisk Film, der ejer halvdelen af Zentropa, påtog sig rollen som mægler mellem de to parter. Det førte umiddelbart ikke til noget, men for et par dage siden meddelte Peter Aalbæk, at han trak sin anmelderboykot af Ekko tilbage, og onsdag aften offentliggjorde parterne så en aftale, som blandt andre Aalbæk og Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, havde underskrevet.

Frem og tilbage

Det tjener Peter Aalbæk til ære, at han således synes at være kommet til fornuft, og det må være en lettelse for Claus Christensen, der person-ligt er blevet udsat for lidt af hvert gennem de seneste ugers mediesstorm.

Men hvorfor skal Ekko i den syv punkter lange aftale, for hver gang Peter Aalbæk undskylder noget, til gengæld love at overholde presseetiske regler eller beklage, hvis man kan misforstå bladets artikler? I denne sag har Ekko ikke overtrådt reglerne, og det er vel ikke bladets skyld, at andre medier læser dets artikler, som Fanden læser Bibelen.

Man forstår godt, at Claus Christensen for at stoppe en potentielt dyr og ødelæggende retssag har skrevet under på aftalen. Spørgsmålet er dog, om Peter Aalbæks mod-krav skyldes, at han ikke vil tabe mere ansigt, end han allerede har gjort?

Under alle omstændigheder ville det have klædt ham at komme med en uforbeholden, betingelsesløs undskyldning til Ekko og dermed have reddet endnu mere af sin ære.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu