Den litterære verden bliver aldrig den samme. Sådan slutter Kristeligt Dagblads anmelder Liselotte Wiemer sin anmeldelse af Karl Ove Knausgårds sidste bind, nummer seks, af Min kamp, der nu endeligt er udkommet på dansk. De godt 1.300 sider på norsk er endegyldigt forvandlet til en dansk pendant. Politikens Jes Stein Pedersen fortsætter i samme spor og skriver, at Knausgårds litteratur sætter nye standarder for, hvad litteratur kan. Jeg har også været glad for den læseoplevelse, som Knausgård har givet mig og mange andre, ligesom jeg har skrevet om romanen, undervist i den og har holdt utallige foredrag om den i forskellige sammenhænge. Men jeg bliver også en smule skeptisk, når en roman sådan, mere eller mindre kritikløst, bliver modtaget med helt åbne arme, og anmelderne lægger sig helt ned, ja, nærmest blotter sig, som det var tilfældet med Stein Pedersens anmeldelse.
Det gav mig anledning til at genlæse forfatter Jan Kjærstads kritiske indlæg i den norske avis Aftenposten, som han publicerede allerede ved udgivelsen af bind et. Her skriver Kjærstad, at den, som ligger med næsen i gruset, han er blind. Kjærstad stiller sig ligeledes kritisk over for den kritikløse modtagelse i Norge, fordi det har to alvorlige konsekvenser. For det første at kritikken bliver fuldstændig historieløs. Knausgårds roman bliver betragtet som usammenlignelig med noget som helst andet, vi ellers kender fra den litterære verden. Pludselig er der ingen, der husker Montaigne, Rousseau, Proust eller Gombrowicz. Eller hvis man går mere lokalt og samtidigt til værks: Ingen ser, at Knausgårds projekt låner kraftigt fra svenske Stig Larsson, landsmanden Tomas Espedal eller Olav H. Hauges dagbøger, og det til trods for at Knausgård selv skriver det utallige gange i sin roman og udtaler sig om det i det ene interview efter det andet. Den anden konsekvens handler om, at hvis det er sandt, at Knausgård har skrevet et mesterværk, så skal kritikken også afspejle dette. Med andre ord så bør stor litteratur afkræve stor litteraturkritik. Det har ikke just været tilfældet indtil videre.
’Min Kamp’ er en begivenhed
Problemet er, tror jeg, den oplevelsesmæssige side af sagen. At Min kamp også er en begivenhed og ikke bare et værk i traditionel forstand. Røgen har ligesom ikke lagt sig endnu. Som litterat har jeg forsket en del i den dominerende tendens inden for litteraturen, hvor forfattere bruger selvbiografiske detaljer og deres litteratur som led i en samlet selvfremstilling, der ofte rækker ud over værkets, bøgernes grænse. Det interesserede mig allerede inden Knausgård udgav det første bind. Derfor var jeg ligesom tvangsindlagt til at følge med, og jeg troede måske egentlig ikke helt på projektet. Jeg tænkte, at Knausgård var for sent ude, at Claus Beck-Nielsen og hans død samt en masse andre skandinaviske forfattere allerede havde drevet denne tendens så langt ud, at den var håbløst umoderne. Men Knausgård beviste det modsatte. Han overtrumfede dem alle. For det er klart, at selvfremstilling udgør en art heteronomiserende pol inden for litteraturen. Den gør, at vi har vanskeligt ved at betragte det selvfremstillende værk som noget autonomt, selvberoende. Værkets grænser udvides, ja ideen om et værk er problematisk, når man skal læse selvfremstillende værker, for er værket også forfatteren, billedet af forfatteren, interviews etc.? Hvis der er noget, som Knausgårds roman har understreget, så er det, at vores mest subtile former for kritik og kritisk sans er udviklet i forbindelse med autonome kunstværker. Det er i relation til en autonom opfattelse af litteraturen og kunstværket, f.eks. kunstværket som interesseløst, at vi har skærpet og udviklet vores kritiske sans. Men problemet er, når værket også er alt muligt andet – som i Knausgårds tilfælde.
Modkultur
Måske er det virkeligt geniale ved den litterære begivenhed, som Knausgård og co. har iværksat to ting: Dels titlen, Min kamp, som jo, fordi den er et genbrug af titlen på Hitlers selvbiografi, skaber øjeblikkelig opmærksomhed og skandale. I bind seks diskuteres der således, om titlen hellere skal være »Det tredje rige«, altså endnu en nazititel, hvor Knausgård afslører sin tæft for brug af modkultur i en kommerciel forbindelse. Dels dette famøse og monstrøse bind seks, der fra starten af, har været tænkt som en bog, der fungerer som en art reception af receptionen. Altså at den skulle handle om udgivelsen og modtagelsen af de første fem bind. Bind seks skaber en form for hypet og interaktiv mediecirkulation, en deltagerkultur, for hvis man skabte sig åndssvag nok i forbindelse med et eller andet i løbet af de første fem binds tid, kunne man muligvis kvalificere sig til at indgå i bind seks, blive indskrevet i sin samtid, sætte spor, gøre en forskel ved at blive foreviget i Knausgårds kredsløb.
Nuvel, jeg skulle nødigt snakke. Jeg indgår selv i kredsløbet, og jeg synes stadigvæk, at bogen er god. Men fra begyndelsen har jeg været mindst ligeså interesseret i den som begivenhed og fænomen. Hvordan kan en så umulig bog få så stort et publikum? Desuden: Knausgårds liv er og forbliver jo ualmindelig almindeligt. Men det er måske her, tror jeg, at bogen bliver god litteratur. Knausgård er en forfatter, der kan skrive fantastisk om menneskelige relationer, herunder ikke mindst relationen til sig selv. Det er det sidste, vi især spejler os i: Knausgårds nærmest uhyrlige narcissisme og selvoptagethed. Den har vi i det mindste til fælles.
