Læsetid 8 min.

’Naturen lader sig ikke slå ud’

For tre år siden skulle Maria Marcus opereres for tarmslyng. Narkoselægen stak forkert i hendes rygmarv, og fra da af har hun været delvis lammet fra navlen og ned. Hun kan ikke gå og sidder i dag i kørestol. Hvad omvæltningen har betydet for hendes liv – og sexliv – fortæller hun om i sin nye bog ’Dame med stol’
Maria Marcus.

Maria Marcus.

Tine Sletting
23. november 2012

Maria Marcus har altid skrevet om det, der tilstødte hende. Det er nødvendigt for at blive klar i hovedet, siger hun. Hun tænker bedst når hun skriver, »et glas rødvin, så kommer tankerne, og hvis ikke jeg skal miste dem igen, må jeg skrive dem ned. Når jeg skriver, begynder jeg med den konkrete situation, for eksempel kan jeg tænke, at jeg går ud i køkkenet. Men jeg kan jo ikke gå! Alligevel er det verbet at gå, der falder mig ind. Så reflekterer jeg over det.«

»Mine andre bøger har handlet om dilemmaer, om min oplevelse af, at jeg ikke selv stemte overens med de normer, som sad i baghovedet på mig. Denne her bog handler om, hvordan mit liv ser ud nu. Hvad er min identitet? Har jeg fået en kørestolsidentitet?«

»Jeg kan mærke, at menneskene omkring mig er i tvivl om min identitet. Er jeg en stakkel? Skal jeg mon hjælpes? ’Når hun ikke kan gå, kan hun sikkert heller ikke tænke’. Jeg nævner eksemplet i bogen med den unge kvinde, der, efter at have talt med mig, udbrød: ’Hun er jo helt klar i hovedet!’«

I bogen fortæller Maria Marcus også om, hvordan hun oplever de fine grænser mellem medfølelse og medynk, mellem omsorg og omklamring. »Folk er utroligt søde,« skriver hun, »undertiden så søde, at det hviner i tænderne.«

Og hvordan al hjælpsomheden har sin egen bagside:

»Dengang var jeg nu heller ikke klar over, hvor trættende det kan blive hele tiden at skulle smile og være taknemmelig. På den måde kan det være noget af et job at gå i supermarkedet.«

Nye erogene zoner

»Det har været en kæmpe omstillingsproces, men det har det også for dem, der kender mig. Gudskelov har mine døtre aldrig været særligt overbeskyttende! Men noget af det, der betyder mest, er, at mine nærmeste er der og min kæreste.«

Du gik selv uden om folk i kørestol, før du blev anbragt i én, skriver du?

»Jeg kender de indre fordomme fra mig selv. Man regner automatisk med, at det er en grøntsag, der sidder der. Jeg har ikke noget at bebrejde andre. Når bogen hedder Dame med stol er det fordi, folk nemt kommer til at opleve det omvendt: Stol med en handicappet person i.«

Du skriver ligeledes om skyldfølelsen over for din kæreste. ’Det er os, der ikke lige kan ligge og rulle rundt i sengen og prøve os frem med forskellige stillinger. Eller rettere sagt: Det er mig der ikke kan. Det er alt sammen min skyld. Den følelse er svært at holde væk,’ skriver du?

»Jeg er flov over min tilstand, til en vis grad. Og det er synd for min kæreste, vi kan ikke finde ud af så meget som før.«

»Men mere end jeg troede. Vi gør mindre, men jeg mærker mere,« svarer Maria Marcus.

»Naturen er ikke sådan at slå ud,« konstaterer hun i bogen. »Den finder simpelthen nye veje, hvis de gamle er blokeret. Jeg fandt ud af, at sexnerverne har deres eget system til at etablere en forbindelse mellem hjernen og underlivet, tilsyneladende uafhængigt af de gamle velkendte baner: Nye erogene zoner myldrer frem, hvis de får opmærksomhed.«

– Tror du, at du kan bruge din krop mere intensivt, fordi du har din sexologiske erfaring?

»Det er omvendt! Jeg blev sexolog fordi jeg interesserede mig for min krop. Jeg har interesseret mig for sexologi, fordi sex var et problem for mig, jeg er opvokset i en kropsløs atmosfære, så jeg har været nødt til at erobre min krop. I skolen blev jeg mobbet i gymnastiktimerne, fordi jeg ingen kropsfornemmelse havde, i min familie var det hele ånd, intellektualitet og præstation.«

»Jeg har nydt at tage min krop i besiddelse.«

»Det værste er ikke at kunne danse,« fortsætter hun, »men jeg har dog fundet ud af, at jeg har nogle muskler, som jeg har kontakt med, så jeg kan danse i stolen. Det kommer mig til gavn, at jeg har danset mavedans, og i øvrigt altid brugt min krop, jeg gik til Pilates, indtil jeg blev lammet, og når jeg var alene om aftenen, dansede jeg rundt i lejligheden.«

Tabuer

Der er mange tabuer omkring handicap, og ikke mindst omkring de kropslige funktioner, siger Maria Marcus. Hun fortæller, at hun har tilbudt foredrag om seksualitet for fysisk handicappede, og de forskellige handicaporganisationer tog imod tilbuddet med kyshånd, men der kom næsten ingen. »Det er ikke noget, man snakker om.«

– Hvad fortæller du i sådan et foredrag?

»Jeg fortæller om forskellige dysfunktioner, men også om hvad man alligevel kan. Man kan holde op med at formulere sex som udelukkende samleje. – Med mindre man ikke ligger under for fordommene mod missionærstillingen,« smiler hun. »Der er også ting, man kan, når man sidder i en stol, munden er jo en erogen zone. Og man kan optræne andre dele af kroppen, brysterne er jo for eksempel orgasmefremkaldende for nogle mennesker. Der findes noget, som hedder brasiliansk tåmassage, og var det ikke grønlænderne, der kyssede med næserne? Hvis man er lammet, kan man blive ekstra sensitiv via sin opmærksomhed, man kan erogenisere andre dele af kroppen. Hvis man ikke har travlt, hvis man er nydelsesorienteret, så opdager man, at der går nerver uden om de lammede. Der er hemmelige veje, kanaler, der går uden om rygmarven, så den seksuelle stimulering når ned, hvor den skal nå. Man har jo hele meridiansystemet, energisystemet i kroppen.«

– Du skriver også om de problemer, der opstår, når man er lammet fra navlen og ned og ikke kan holde på urin og afføring?

»Jeg kan åbenbart dårligt se et tabu uden at bryde det! Men jeg gør det, fordi det plager mange handicappede, uden at de kan give udtryk for det. Derfor skriver jeg om, hvad man kan gøre; at man kan få et topkateter, der sættes gennem maven ind i blæren, så man ikke har det mellem benene, og man kan få en såkaldt selskabsprop til numsen!«

Irritationsmomenter

»Der er mange andre irritationsmomenter. Når jeg hejser stolesædet op og ned med mit joystick, tager det et halvt minut. Det har jeg dog fra starten valgt at betragte som små meditative øjeblikke, frem for at blive irriteret. Men det er sindssygt irriterende, at alt tager så meget tid. Og en stol kan ikke køre sidelæns, det er ligesom med en bil: Man må foretage trepunktsvendinger og parallelparkere. Og så har man kun én hånd, når man skal flytte sig. Og når man laver mad. Desuden er det begrænset hvor man kan komme ind med en elkørestol, når man er i byen, og hvis jeg skal bruge den manuelle, så kommer jeg til at sidde i andre menneskers navlehøjde. Man bliver kigget ned på, man er som regel lidt mindre, også selv om den anden sidder ned, det giver en mangel på autoritet.«

Jeg forstår ikke helt, at det skulle gøre så stor en forskel, men så griber Maria Marcus joysticket, og daler langsomt nedad for øjnene af mig. Og så kan jeg faktisk umiddelbart se, hvad hun mener.

»Når jeg sidder i lav position, bliver folk i tvivl, og jeg bliver også selv i tvivl, jeg kan ikke lide at blive placeret nederst, og jeg får også ondt i nakken af at kigge opad.«

– I tvivl om hvad?

»Om min værdi. Den diskrimination, jeg kan huske, og som tidligere blev ’invalider’ til del, smitter af på mig, så jeg tænker, at jeg nok ikke er lige så meget værd. Det er noget jeg slås med. Det er også derfor, jeg har skrevet bogen, for at kaste lys over alt det problematiske. Jeg er glad for, at det ikke er min egen skyld. Der er mange, der er hoppet på hovedet på for lavt vand, eller som er kørt galt, fordi de var fulde. Jeg er totalt skyldfri. Det er vigtig for mig at minde mig selv om, at det var en narkoselæge, der stak forkert.«

– Hvis jeg skal forstå det, kan jeg måske sammenligne det med at blive gammel: at man opdager nye rynker, at man synes, man skæmmer sig og forfalder?

»Jeg er meget omhyggelig med at betone, at det ikke er fordi, jeg er gammel, at jeg sidder i kørestol. At være gammel er endnu mere negativt ladet end at være handicappet! Man falder i kurs, man skal virkelig holde på sin ret til at have den alder, man har.«

– Men når alt kommer til alt, så er du i tvivl, om du ønsker dit gamle liv tilbage?

»Jeg bor så dejligt her i min nye lejlighed, og jeg synes, jeg har fået sådan en god kontakt til andre mennesker, specielt til mine hjælpere. Jeg har brug for så megen hjælp, og jeg kan mærke, at de gerne vil give den og er taknemmelig og lykkelig for det. Jeg er glad, når jeg mærker menneskelig respekt, og jeg kan mærke den, selv om der er alle disse intime ting, jeg ikke selv kan klare. Jeg vil ikke bruge den slidte metafor om, at se glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt, for jeg oplever faktisk, at glasset bliver fyldt op. At der sker en videreudvikling.«

– Måske tør folk være mere åbne over for dig på grund af dit handicap. Så behøver de heller ikke selv at være perfekte?

»Jeg gider jo heller ikke snakke om mig selv hele tiden. Jeg er interesseret i de mennesker, der kommer her. De skal hjælpe mig med de mest basale funktioner, og det vil de gerne, for de vil gerne arbejde med mennesker, som de kalder det. Men måske er det rigtigt, at man ikke er så fin, at man holder folk på afstand. ’Næh, er du forfatter også’,« citerer hun en typisk reaktion.

En bedre terapeut

Maria Marcus selv har intet at beklage sig over, understreger hun, »men jeg kan se på de mennesker, der kommer her, hvor meget det betyder, at bureaukratiet ikke tager overhånd. De får sværere ved at leve op til det, de er så formidable til at give, og man gør hele systemet en bjørnetjeneste, hvis man ikke er opmærksom på, at de må have tid til at puste ud. Ellers opstår der en nervøsitet, som kommer til at farve det hele. Den går både ud over ydelsen og kontakten. Og de går hurtigere ned med flaget.«

– Normalt har folk en urørlighedszone, der gør at man holder en vis afstand til personen, i hvert fald indtil man kender hinanden godt?

»Min urørlighedszone bliver hele tiden overskredet på det fysiske plan, men ikke hvad angår den følelsesmæssige del. Jeg har en meget kraftig urørlighedszone, og den er accentueret af, at jeg på nogle områder har mistet kontrollen. Men jeg kan mærke, at jeg er blevet en bedre terapeut, hvad enten det er seksualitet eller psyke, det drejer sig om, jeg har lettere ved at finde kanalerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer