Læsetid: 3 min.

De nøgterne fascister

I modtagelsen af nye oversættelser af Jüngers ’I stålstormen’ og Malapartes ’Kaput’ har anmelderne og oversætterne nedtonet bøgernes fascistoide træk. Det er et misforstået forsøg på at glatte ud, mener forsker
Kampvilje. I Ernst Jüngers version af vitalismen gør kampviljen mennesket fuldkomment. Når det kræves, opløses individer til fordel for staten og smelter sammen ’til én stor begejsret organisme’, som det hedder i ’I stålstormen’.

Kampvilje. I Ernst Jüngers version af vitalismen gør kampviljen mennesket fuldkomment. Når det kræves, opløses individer til fordel for staten og smelter sammen ’til én stor begejsret organisme’, som det hedder i ’I stålstormen’.

30. november 2012

Anmelderne var begejstrede, da to af krigslitteraturens genredefinerende værker, Ernst Jüngers I stålstormen og Curzio Malapartes Kaput, begge udkom på dansk inden for kort tid. Jünger og Malaparte kæmpede på henholdsvis tysk og italiensk side i de to verdenskrige, og måske som et forsøg på at legitimere ros, nedtoner anmelderne forfatternes fascisme. Det konkluderer forsker i krigslitteratur ved Aarhus Universitet Kasper Green Krejberg i en artikel i det litterære tidsskrift Standard om modtagelsen af I stålstormen og Kaput.

»I den danske reception er bøgernes kompleksitet og kunstneriske værdi blevet fremhævet som den afgørende årsag til deres fortsatte relevans, samtidig med at forfatternes afstandtagen til Hitler og Mussolini fremhæves igen og igen,« skriver Kasper Green Krejberg. Han mener, at anmelderne og oversætterne i deres efterord endda tillægger forfatterne noble motiver. »Egentlig, forstår man, markerer værkerne en art modstand mod henholdsvis den tyske nazisme og italienske fascisme, fordi de viser realiteterne bag de store ideologiers forblændede krigsdyrkelse.«

Kasper Green Krejberg fremhæver ord, der går igen i anmeldelser som »nøgternhed« og »saglighed«. Kristeligt Dagblad skriver om Jünger, at han leverer et »klinisk blik« og i Weekendavisen roses hans »køligt registrerende sprog«. Anmeldelser og efterord nævner selvfølgelig forfatternes fascistoide tilhørsforhold og undskylder dem ikke, men synes ifølge Krejberg at gøre en indsats for at løsrive sproget og de kunstneriske kvaliteter fra det politiske ståsted, og det er en fejl.

»Ved at pille det fascistiske tankegods ud af bøgerne, mister man det mest interessante ved dem, nemlig at begge taler til os fra den anden side af skillelinjen mellem demokrati og totalitarisme, som vi har for vane at opstille, når vi ser tilbage på det 20. århundrede. Eller rettere: både I stålstormen og Kaput viser, at skillelinjen ikke er absolut, og at fascismen netop tiltalte så mange mennesker, fordi den bygger på effektfulde forestillinger om, hvad der giver tilværelsen mening og dybde,« mener han.

I Ernst Jüngers version af vitalismen gør kampviljen mennesket fuldkomment. Når det kræves opløses individer til fordel for staten og smelter sammen »til én stor begejsret organisme«, som det hedder på bogens første side. Hos Malaparte er vold og undergang og ’dette kaputte Europa’ at foretrække frem for det gamle, og han beskriver blandt andet krigens konsekvenser for de napolitanske indbyggere som »en lidelse, hvis fortid, skæbne og mystiske natur gjorde den hellig«.

Krigens ide

»Både Malaparte og Jünger er med andre ord lige så interesseret i at indkredse krigens metafysik som i at skildre det fysiske krigslandskab. De ønsker at indfange krigens idé og essens gennem en beskrivelse af krigens mangeartede fænomer,« fastslår Kasper Green Krejberg.

Sproget er måske nøgternt og køligt, men det er hensigten med det altså ikke. Hos Jünger og Malaparte er krigen et grænsefænomen. De interesserer sig ikke for før- eller efterkrigstiden, kun ’skrækkens gloende kamre’ fascinerer dem. Og den forestilling om krig som isolerede hændelser er stadig ganske udbredt i dag, påpeger Kasper Green Krejberg, selvom det er en grundlæggende fascistoid tanke. Man bør derfor ikke begå den fejl at løsrive forfatterne fra deres historiske kontekst, for man reducerer dem derved » til eksistentialistiske cirkelslutninger om de uhyrlige rædsler, der er løs i verden, og som litteraturen derfor må og skal beskrive, fordi verden er ond,« mener Krejberg og slutter med at opfordre til, at man i stedet ser I stålstormen og Kaput som to af de vigtigste eksempler på, »hvordan den fascistiske forestillingsverden, der førte Europa mod afgrunden, også kan bruges til i retrospektiv at fortolke krigserfaringen, så man nærmest må forveksle fortolkning med virkelighed, fordi Jünger og Malapartes stiliserede krig slet og ret ligner vores forestilling om krig.«

Med det blik på den fascistiske æstetik mener Krejberg, at det bliver mere tydeligt, hvordan så mange kunne lade sig besnære af det: »Her var ganske enkelt en saglig og præcis beskrivelse af virkeligheden, der besad evnen til at skabe slående og overbevisende billeder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Johansen

hvorfor er det overhovedet nødvendigt at nyoversætte og genudgive gamle facistiske tekster. Er indholdet blevet glemt, eller skal det relativeres?

Siden de nævnte bøger aldrig før er kommet i dansk oversættelse, så må man vel sige at de ikke blot er blevet glemt, de har aldrig været kendt af en bredere offentlighed i Danmark.

Og personlig syntes jeg man skal oversætte og udgive så mange tekster som muligt, også fascistiske og protofascistiske. Det er den eneste måde man kan lære på.

Udgivelses-fakta:

I Stålstormen udgivet i 2012 er første danske oversættelse af Jüngers In Stahlgewittern.

Kaput udgivet i 2011 er en nyoversættelse af Malapartes Kaputt, som forelå på dansk første gang i 1948.