Læsetid: 7 min.

Ondskabens hotel og de endeløse konspirationer

’The Shining’ er ikke bare en af filmhistoriens mest effektive psykologiske gysere – blandt sine fans har filmens gåder også udløst en syndflod af spekulationer. En ny dokumentarfilm, ’Room 237’, tager nogle af dem under behandling
Lille Danny. Knap 10 minutter inde i filmen begynder jeg at forstå, hvor konspirationsteorierne kommer fra, da lille Danny (Danny Lloyd) på sin cykel pedalerer forbi det forbudte værelse 237, og de snehvide spøgelsespiger inviterer ham til at ’komme og lege med dem for evigt og altid’, skriver Xan Brooks.

Lille Danny. Knap 10 minutter inde i filmen begynder jeg at forstå, hvor konspirationsteorierne kommer fra, da lille Danny (Danny Lloyd) på sin cykel pedalerer forbi det forbudte værelse 237, og de snehvide spøgelsespiger inviterer ham til at ’komme og lege med dem for evigt og altid’, skriver Xan Brooks.

Fra The Shining

15. november 2012

Da Stanley Kubricks The Shining – Ondskabens hotel – blev vist i biografen første gang i 1980, mente de fleste jo nok, at de så en psykologisk gyserfilm om en forfatter, der forskanser sig på et indesneet hotel, hvor han efterhånden bliver vanvittig og ender med at forsøge at dræbe sin familie.

Lidt over tre årtier senere må denne latterligt naive tolkning afskrives som skrupforkert. For faktisk er The Shining en Holocaust-film i forklædning. Nej, stryg det. The Shining er i virkeligheden Stanley Kubricks helt egen version af myten om Theseus og labyrinten. Nej, vent: Den er snarere hans camouflerede undskyldning, fordi han bistod NASA’s konspiratorer med at forfalske optagelser af ’månelandinger’. Eller skal hele filmen måske ses som én stor historisk belæring om menneskets ondskab, fra tidernes morgen til verdens ende? Hvis der nogen sinde har været en film i filmhistorien, som har bragt tilskuere til vanviddets rand, må det helt bestemt være The Shining.

Rablende stemmer

Ifølge instruktør Rodney Ascher har han kun brugt ti procent af de interview, han lavede til Room 237, hans medrivende dokumentar om The Shining og dens usædvanlige virkningshistorie. Formentlig af frygt for at fare vild i labyrinten. Men de, som er blevet tilbage, er så sandelig også uhyggelige nok. Lydsporet befolkes af rablende stemmer, der hver især fremfører sin egen yndlingsteori; hver især fremkommer med sit eget bud på, hvilken skummel sammensværgelse filmen i virkeligheden er vidnesbyrd om. Disse øjenvidner kender Kubricks film ud og ind og frem og tilbage, og de er dybt optagede af at betro os alt, hvad de ved om ’det hemmelige vindue’ i Ullmans kontor, om betydningen af nummeret ’42’, og om ’den mystiske Bill Watson’, den ydmyge hotel-altmuligmand, der kun kan være en CIA-agent. Mest foruroligende af alt: Efter et stykke tid begynder stemmernes mange skøre teorier at give en form for mening.

Ascher strikkede Room 237 sammen på et yderst skrabet budget og redigede den på sit private klippebord efter at have lagt sit barn til at sove.

»Jeg klippede filmen mellem kl 20.00 og 03.00, og især de sene nattetimer er det perfekte tidsrum til paranoia. Nat efter nat lyttede jeg til alle disse sære fortolkninger og tænkte ved mig selv: ’Tjaeh! Nej, vrøvl. Og dog måske!’ Det var som at åbne Lovecrafts Necronomicon (en fiktiv okkult bog, red.) eller synke stadig dybere ned i kviksand.«

Bedømt alene efter, hvad den på overfladen handler om, er The Shining selvfølgelig Stanley Kubricks bud på en filmatisering af Stephen Kings bestseller. Jack Nicholson spiller hovedrollen som Jack Torrance, en tørlagt alkoholiker, der kæmper hårdt for at få styr på sin forfatterkarriere og tager et job som vinterpedel på et hjemsøgt hotel. Ved filmens premiere blev den mødt med kritik for at have sat sig mellem to stole: The Shining var for lidt kunstnerisk avanceret for horrorfans og lidt for trashy for Kubrick-feinschmeckere. Selv Stephen King havde sine forbehold over for filmen. Romanforfatteren mente, at Nicholson var fejlcastet, fordi han ikke ville kunne undgå at overspille sit vanvid som Torrance, og at dette spolerede dramaet, og at rollen i stedet burde være gået til Jon Voight. Room 237 viser, hvor galt afmarcheret han var.

Inficeret af filmen

Det ville være rart, hvis man bare kunne affeje Aschers særegne filmfortolkere som en flok far-out freaks med alt for meget fritid til at dyrke mærkelige fantasier. Irriterende nok er dette ikke så let endda.

Geoffrey Cocks, der ser filmen som en allegori om Holocaust, er professor i historie ved et universitet i Michigan. Bill Blakemore, som blev overbevist om, at filmen handler om folkedrabet på indfødte amerikanere, da han observerede en karton bagepulver i baggrunden af et klip, er seniorkorrespondent på ABC News. Disse mennesker er veluddannede og velformulerede, og de lyder ofte troværdige. Men på en eller anden måde har The Shining inficeret deres tankegang. Besnærende, klaustrofobisk og spækket med krydsreferencer ned til mindste detalje, fremstår Kubricks film i Room 237 som en art filmisk petriskål, i hvilken konspirationsteorier skyder op som paddehatte i nattemørket.

En restaureret og udvidet udgave af The Shining får snart premiere. Jeg har allerede set den nye version ved en forpremiere. Og bekymrende nok slår filmen mig på en eller anden måde som mere betydningsmættet, mere fremmedartet og mere betændt, end jeg husker den. Noget af dette er selvfølgelig en ekstragevinst ved at se på den brede lærred, men en del af det, er jeg bange for, er også et resultat af at have set Room 237. Knap 10 minutter inde i filmen begynder jeg at forstå, hvor konspirationsteorierne kommer fra, da lille Danny (Danny Lloyd) på sin cykel pedalerer forbi det forbudte værelse 237, og de snehvide spøgelsespiger inviterer ham til at »komme og lege med os for evigt og altid«. Problemet med Kubricks film er, at den er så ufatteligt godt skruet sammen og har en så latterligt stor fokusdybde.

Drillerier eller fusk

Man har en fornemmelse af, at alt i disse overlæssede billedkompositioner (billeder på vægge, kartoner på hylder osv.) er ladet med gedulgt betydning.

At se The Shining er som at granske et maleri af Richard Dadd eller en ondartet version af Find Holger? Stirrer man sig blind på detaljerne for længe, mister man overblikket og forståelsen af plottet.

Men hvor mange af disse forvirrende detaljer er anbragt der med vilje? Når en B-filminstruktør kommer til at dvæle lidt for længe ved en tilsyneladende uvedkommende detalje, opfattes det som et bevis på hans inkompetence. Når et tilbedt geni gør det samme, spekulerer vi på, hvad meningen kan være. The Shining er fuld af mærkelige klip og løse ender. En stol forsvinder fra sin plads ved væggen, mens et klistermærke forsvinder fra en soveværelsesdør. Halvvejs gennem filmen skifter skrivemaskinen pludselig farve.

Ascher gætter på, at Kubrick bevidst har indlagt nogle af disse besynderligheder for at drille sit publikum, selv om han indrømmer, at der også kan være tale om regulære sjuskefejl. Han er især fascineret af hotellets tæppe, hvis mønster forandrer sig fra scene til scene.

»Den er svær, fordi det betyder, at kameraets position flere gange har skullet ændres fra den ene ende af sætstykket til den anden. Det er en stor operation, som nødvendigvis må indebære en reel hensigt.«

Ingen tvivl om, at mange af de mere aparte fortolkninger vil kunne be- eller afkræftes ved blot at tale med dem, der medvirkede under filmens indspilning. Alligevel har Ascher bevidst valgt ikke at gå denne vej, fordi han ønskede at bevare fokus på de subjektive reaktioner frem for på den objektive sandhed.

»Det ville under alle omstændigheder ikke nødvendigvis give os adgang til alle betydningslag, at vi fuldt ud kendte instruktørens intentioner.«

Det ubevidste er måske er den store ubesungne helt i hvert et kunstværk.

Alligevel ringer jeg til Jan Harlan, Kubricks svoger, der i sin tid var producer på The Shining. Harlan er glad for at kunne korrigere et par misforståelser: Nej, fortæller han mig – filmen var ikke Kubricks undskyldning for at have produceret falske optagelser af månelandinger, et rygte, der blev plantet af en fransk tv-dokumentar efter instruktørens død i 1999 og siden har levet sit eget uudryddelige liv. Harlan fortæller mig, at han jævnligt får forargede breve om det: »Hvordan kunne mr. Kubrick dog gøre sådan noget?« siger han med påtaget forarget stemmeføring. »Det gjorde han selvfølgelig heller ikke, men historien verserer stadig.«

Det skal ikke give mening

Med hensyn til de dvælende klip, voterer juryen stadig. Kubrick, forklarer Jan Harlan, var meget optaget af formen og opsat på at lade værket stå åbent for flere fortolkninger, ligesom de franske impressionister eller kubistiske malere.

»At lave en simpel gyserfilm var ikke det, der interesserede ham,« insisterer Harlan.

»Han ønskede mere tvetydighed. Hvis han skulle lave en film om spøgelser, ville han have, at den skulle være spøgelsesagtig hele vejen igennem. Sættet blev meget bevidst bygget for at være skævt og sprænge alle rammer, så den enorme balsal ville faktisk aldrig rigtig kunne passe ind. Det er helt forsætligt, at publikum ikke aner, hvor de bliver ført hen. Folk siger, at The Shining ikke giver mening. Fantastisk godt set! Det er jo en spøgelsesfilm. Det er slet ikke meningen, at den skal give mening.«

Hvad Asher vil stille op med det udsagn, henstår i det uvisse. Men da instruktøren stykkede Room 237 sammen, måtte han konstatere, at han følte sig nødsaget til at se The Shining igen og igen. Hans hjerne arbejdede på højtryk og hans sanser blev anspændte, og uundgåeligt kom han til at udvikle sin egen teori.

»Der er en scene, hvor Ullman siger, at Grady anbragte ligene i hotellets vestfløj,« siger Ascher.

»Jeg tænkte straks: ’Vestfløjen’? Det lyder som Det Hvide Hus. Mordet på Kennedy. Alt det der.«

Nu er han nødt til at arbejde videre med det stof, til at vriste sig fri af filmen

For mit indre blik ser jeg et billede af Ascher, der stadig er spærret inde i det hjemsøgte hotel, stadig vandrer rundt på de skiftende mønstre på hotelhallens gulvtæppe, hvor han er i fare for at flakke undrende rundt for tid og evighed.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg har aldrig - ikke bare et øjeblik - tænkt på The Shining som en konspiration.
Jeg læste bogen, så filmen, genlæste bogen og måtte endnu engang stoppe halvvejs, fordi den var så foruroligende.
Jack Nicholson har stået højt på min skuespillerliste lige siden.

Men at den fortælling skulle have konspiratoriske dybder ud over det helt fænomenalt gode plot og effekter - det er nyt for mig.
Men jeg vil ogs stadig helst læse bogen. Trods alt.

michael parly pedersen

Yes! Jack Nicholson overspiller i den grad sin rolle. Det så den filmen faktisk mister noget virkeligt uhyggeliggt, skræmmende og og foruroligende over sig, der kunne lede til dybere tanker og overvejelser. Men formodentlig også spærrer for en tankegang hos puklimum om, at der må ligge en mulighed for en dybere fortolkning eller hensigt bag filmen fra instruktørens side.

Når jeg ser Nicholson i aktion, kan jeg samtidig se kameramand, lydfolk, instruktør og andre assiterende stå tæt på ham, og jeg kan se hvordan han nogle gange bliver bedt om at lave scenen om . Så dårligt skuespil synes jeg det er. Dette blokerer hos mig for dybere overvejelser om filmen hensigt og en dybere fortolkning.

Peter Andersen

Må anbefale linket i mit indlæg fra 23.46.

Videoen er designet til information til alle mennesker på hele kloden uanset deres standpunkt ellers i livet.
Ja - for at formulere det sådan her. Coderne i filmen The Shining bliver sku skåret ud i pap, så alle kan forstå dem.
At Kubrick decideret overalt fylder sin film med referencer til Apollo 11 i mange variationer er interessant men er ikke de fældende hovedbeviser der beviser at Kubrick fortæller om sit engagement med at at filme "månerejsen Apollo 11 men "den røde Tråd" der holder "den afslørende fortælling kørende" og viser seeren "den undersøgende kodeekspert" at han er på rette spor.

Som sagt version 2 af The Shining Code er helt klart bedre end version 1.

Kaspar - stor respekt for ihærdighed. Også til Kubrick.
Meeen jeg har snart konspiration op til ørene.
Det er sikkert god underholdning, men teori er teori til det bliver bevist.
Jeg er ligefrem holdt op med at læse fiktion, og skal jeg se/læse noget dokumentarisk, så skal det kunne holde.
Det er nu bare sådan jeg er.

Hans-Henrik Hansen

Kubrick var et geni! Der der masser af 'skjulte' budskaber i alle hans film, hvilket er grunden til at man kan se hans værker igen og igen, og få en ny oplevelse ud af det hver gang.

Jay Weidners teori er sjov men så er det så nok også også det

Freud og Jung er meget mere relevante for The Shining end A11. Hele filmen handler om fortrængte traumer og udspilles til dels i drømme hvilket må siges at være Freuds hjemmebane

Kubrick læste bl.a. The Uncanny som forberedelse til indspilning af filmen. Bogen indeholder en beskrivelse af fænomener som er anvendt direkte i filmen f.eks. forekomsten af tal der går igen og igen folks tendens til gentage fortidens fejltagelser

Tag alt det andet med et gran salt - det er "red herrings"

Fra resumé af the Uncanny

"Freud goes on, for the remainder of the essay, to identify uncanny effects that result from instances of "repetition of the same thing," including incidents wherein one becomes lost and accidentally retraces one's steps, and instances wherein random numbers recur, seemingly meaningfully (here Freud may be said to be prefiguring the concept that Jung would later refer to as synchronicity). He also discusses the uncanny nature of Otto Rank's concept of the "double."

Kaspar

Der er adskillige lag i the Shining jeg siger bare at den psykologiske gyser er det øverste. Freud kan smides mange steder, men nu er det bare indiskutabelt faktum at han brugte psykologibøger som forberedelse og uden tvivl indarbejdede idéerne i filmen. Jung nævnes også explicit i FMJ og hans teori om "duality" antydes tilmed ret tydeligt på plakaten til samme film.
interessen for drømme kan heller ikke rigtig diskuteres

Men lige præcis mht. Weidners teori så er jeg forhindret i at købe ind i den af den simple grund at jeg ikke tror på baggrunden for teoriens eksistens.

Synes derimod SKs interesse for magteliten er langt mere interessant, og det er også det tema der går igen i flest af hans film.

Kaspar hvis du skulle være i tvivl

"In preparation for writing "The Shining's" screenplay, Kubrick and novelist Diane Johnson read Freud's essay "The Uncanny". Kubrick’s intention was to create a film in which the entire aesthetic and architectural construction was guided by Freud’s famous essay. As such, Kubrick's use of doubles, mirrors, repetition, patterns, repression, numbers, the familiar, phantasms etc, all seem to correspond to Freud’s ideas on The Uncanny, and how "uncanny feelings" stem from man’s repressed instincts"