Læsetid: 2 min.

Med respekt for skriften

En god anmeldelse kan munde ud i en negativ vurdering, men præmisserne må være i orden og ikke bygge på anmelderens egne fordomme
En god anmeldelse kan munde ud i en negativ vurdering, men præmisserne må være i orden og ikke bygge på anmelderens egne fordomme
2. november 2012

Som mange andre forfattere har jeg selv været anmelder, i 1960’erne og af og til senere på Information, i 1980’erne og 90’erne på Politiken. Det gav nye indblik, blev en god læreproces, men tidspresset var for stort og betalingen for ringe. Betingelserne er ikke bedre nu, hvor de fleste dagblade benytter sig af anmeldere på freelance basis. Den egentlige litteraturkritik er i dag stort set henvist til tidsskrifter, som kun henvender sig til de få.

Men i diverse debatfora dukker spørgsmålet op med regelmæssige mellemrum: Hvad er en god kritiker eller en god anmelder af bøger? I sit essay »Anmelderiets 9 fejlskud« har forfatteren Mathilde Walther Clark en definition:

»Om en anmeldelse er god afhænger af, om anmelderen har gjort det stykke arbejde, det er at anmelde bogen, dvs. sige læst den, indskrevet den i sin rette sammenhæng og om muligt udstyret læseren med en nøgle, så han eller hun selv kan åbne værkets gåde.«

En god anmeldelse kan munde ud i en negativ vurdering, men præmisserne må være i orden og ikke bygge på anmelderens egne fordomme.

I et brev tager Georg Brandes den nærtagende H.C. Andersen i skole. Andersen udbreder den mening, at »avind er kritikerens inspiration, og at han går med et mavebælte af slanger«. Og Brandes fortsætter: »En kritiker er et menneske, der forstår at læse, og som lærer andre at læse.« Altså ikke et menneske, der fortæller folk, hvad de bør læse ud af teksten, men giver redskaber, så man kan finde nøglen til den.

Selvfølgelig vil en forfatter helst roses, men ikke ubetinget. En god anmeldelse er skrevet med åbenhed, nærvær og interesseret kritik, helst af en anmelder, der følger forfatterskabet i alle dets faser

Få timer

Mange anmeldelser giver sig ud for at være objektive. Det er de selvfølgelig ikke. Ligesom det anmeldte værk er de udtryk for ophavsmandens tid, erfaringsbaggrund, viden og følelsesmæssige bagage og humør. Men selve værkets erfaring bliver til gennem en skabelsesproces, der kan strække sig over mange år, mens anmeldelsen formes i løbet af kort tilmålt tid. »Når jeg har brugt tre år på at skrive en bog,« sagde Märta Tikkanen, »så kan det godt ærgre mig, at anmelderen tror, han har sat sig ind i den i løbet af få timer.«

Hvordan ser den ideelle anmeldelse ud? Her er et bud: Den består af to dele. Først en tilnærmelsesvis objektiv og fordomsfri analyse, der ikke kun beskæftiger sig med tema og handlingsreferat, men også med sprog og stil, og som uden snæversyn går ind på genrens præmisser. Derefter en subjektiv vurdering, hvor anmelderen vedkender sig sine kvalitetsbegreber, sin livsholdning og sit temperament, så ingen lades i tvivl om grundlaget for værdidommen. Udgangspunktet må være gensidig respekt for skriftens mangfoldighed. Og det skal ikke glemmes, at den slags anmeldelser skrives, til glæde også for den læser, der er mere interesseret i litteratur end i anmelderens selvpromovering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu