Læsetid: 2 min.

Så dårligt, at det er godt

Årets mest hypede tv-film i USA, ’Liz & Dick’, om Elizabeth Taylor og Richard Burton blev lanceret som skandaleombruste Lindsey Lohans comeback. Anmelderene slagter den – ergo virker marketingsstrategien
29. november 2012

»Der er øjeblikke i Liz & Dick, hvor Lindsay Lohan ligner Elizabeth Taylor meget. Der er andre øjeblikke, hvor hun ligner Elizabeth Taylor i en Saturday Night Live-karikatur af Lindsay Lohan.«

Sådan skriver New York Times’ Alessandra Stanley om superstjernen Lindsay Lohan i rollen som en ung Elizabeth Taylor i en af tidens mest foromtalte, og efter weekendpremieren anmelderslagtede, amerikanske tv-film, Liz & Dick.

Produktionen af det biografiske drama om diva Taylors to ægteskaber med Cleopatra-medstjerne Richard Burton blev påbegyndt efter Taylors død sidste år, og da stjerneproducer Larry Thompson valgte at caste Lohan som Taylor, eksploderede interessen.

26-årige Lohan blev teenageidol efter ungdomskomedierne Freaky Friday (2003) og Mean Girls (2004]. Hun styrkede sin popularitet i søde Disney-film og i Robert Altmans anmelderroste A Prairie Home Companion (2006). Siden har hun mest gjort sig bemærket som en af tidens mest skandaleombruste kendisser. Ad flere omgange har hun inkasseret den lidet smigrende »anti-Oscar«-statuette, The Raspberry, for dårligste skuespil. Og så har hun i en paparazzi-kær blanding af alkohol- og kokainskandaler, butikstyverier og biluheld inkasseret flere fængselsdomme og underskriver nu verdens mest forsikrings-beskyttede filmkontrakter, når hun under prøveløsladelse vover sig på arbejde.

Selv sagde producer Thompson i et interview til Entertainment Weekly: »At lave en film med Lindsay Lohan er som at springe ud fra et fly fra 10.000 fods højde med et bundt hvid nylontråd, en nål og en symaskine. Man syr faldskærmen så hurtigt, man kan.«

Teasere til Liz & Dick har spillet kraftigt på netop Lohans skandaløse karakter og ligheder med Taylor, der også filmdebuterede som barn og var sladderpressens ustyrlige kæledægge. The Observers Hermione Hoby skriver: »I en tidlig trailer fyger det med ord som kontroversiel og provokerende over skærmen, men hvorvidt der refereres til filmen eller Lohans privatliv er uklart. Implikationen er dog klar: Det virkelige drama beskæftiger sig ikke med Elizabeth Taylors fiktive eller virkelige liv, men med Lohans.«

Dårlighedsklassiker

TV-netværket Lifetime, der sendte Liz & Dick denne weekend, kaldte den »årets tv-begivenhed«, og filmen blev set af 3,5 millioner. Men kort efter var den mål for en retorisk slagtekonkurrence blandt anmeldere. Gawkers Rich Jucwiak skrev: »Skadefryd er massernes marihuana. Så vi sprang alle på Twitter og fnes os igennem den (…) Filmen gav nøjagtigt nul indsigt i den mærkværdige saga om de Hollywood-royale. De joker og går fra hinanden og finder sammen med hinanden igen en hel masse gange, og hun trækker vejret tungt og kaster med ting.« David Wiegand fra The San Francisco Chronicle skrev: »Den er så forfærdelig, at man får brug for en pose is til ansigtet, når det er overstået, for at mildne smerten efter at have krympet dig i to timer.«

Flere medier kalder filmen den værste bio pic nogensinde, men andre mener, at den er så dårlig, at den faktisk er god: Tim Goodman fra Entertainment Weekly er på sin egen måde begejstret og mener, at filmen bliver en af de kultfilmklassikere, som man drikker shots til med venner under særligt pinagtige scener: »Det er på stedet blevet en klassiker udi uintenderet hylende komik,« skriver han og afslutter med at rose producerens kritiserede casting-valg: »Lohan i rollen som Taylor var en dårlig idé for dramaet, men det er en ren og skær genistreg, både for marketingsværdien og for fnisene og som drukspil.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu