Læsetid: 10 min.

De selvbevidste brødre

Det er den 29. november 2011, Egyptens anden valgdag, og Lasse Ellegaard mødes med Abdel Rahman Hossam – en kampagneofficer fra det islamiske Friheds- og Retfærdighedsparti, der i mange sekulæres øjne stjal valget – og dermed i en vis forstand også Det Egyptiske Forår. Følgende er et uddrag af Lasse Ellegaards nye bog ’Det forrykte forår – revolterne i den arabiske verden’
Martyrernes fredag. Egyptere samles på Tahrir-pladsen den 25. november 2011, ’martyrernes fredag’ – og sidste fredag inden valget. Her er stemningen fredelig i modsætning til Abasiya-pladsen, hvor cirka 10.000 tilhængere af al-mushir – marskallen – og militærrådet er samlet.

Martyrernes fredag. Egyptere samles på Tahrir-pladsen den 25. november 2011, ’martyrernes fredag’ – og sidste fredag inden valget. Her er stemningen fredelig i modsætning til Abasiya-pladsen, hvor cirka 10.000 tilhængere af al-mushir – marskallen – og militærrådet er samlet.

Odd Andersen

2. november 2012

I Cairo havde Mubaraks fald gjort islamisterne selvbevidste, og de lod sig mærke med det. I hvert fald lod Abdel Rahman Hossam, der præsenterede sig som kampagneofficer for Friheds- og Retfærdighedspartiet, sig mærke med det. Glatbarberet, omkring de 30 med gelé-hår, fake-designede briller og i billige hyttesko, blegede jeans og gabardinejakke, der, hvis man så efter, havde en diskret grøn nuance – islams farve – udstrålede han docerende nedladenhed, da jeg mødte ham i Cairos Nasser City efter en endeløs taxitur ad dieselstinkende boulevarder tirsdag den 29. november, på valgets anden dag.

Ikke fordi hans arrogance skilte sig ud, den genkendes hos alle fodfolk i det godes tjeneste, men han var svær at få øjenkontakt med. Som om han ikke selv var til stede, hvad han i en vis forstand heller ikke var. Han havde ikke noget ego at forsvare, men var en del af et kollektiv, et tandhjul i en maskine, en mand med en sag – og sagen var Ikhwan.

Det egyptiske folk, som han hele tiden refererede til, var en abstrakt størrelse, som han ikke virkede personligt engageret i. Han var engageret i Gruppen, og Gruppen forvaltede hans energi, som i disse dage var helliget ’det egyptiske folk’. Lige præcis dét var en afgørende forskel fra de sekulære revolutionæres fravær af gruppedisciplin. De efterlevede Bob Dylans diktum don’t follow leaders og satte en ære i at være lederløse med det resultat, at organisering af partier med effektive valgkampagner blev forsømt til fordel for tilstedeværelsen i gaderne, som mange revolutionære mente, var nok til at intimidere militærrådet og vinde vælgerne. Som kommentatoren Diaa Rashwan sarkastisk bemærkede, »så sørger de for at dukke enhver, der stikker hovedet op«.

Hvis unge i Det Muslimske Broderskab stak hovedet op, og det skete i takt med lettelsen af presset på organisationen, faldt hammeren omgående. Loyalitet over for Gruppen er første forudsætning for tillidsposter, og som såkaldt kampagneofficer i broderskabet kunne Abdel Rahman Hossam sin lektie. Han afveg ikke en millimeter fra gruppens programerklæring om udvikling til gavn for hele folket og ikke kun for praktiserende muslimer, og at partiet var rede til at alliere sig med alle politiske kræfter, der vil folkets vel. Dog ikke salafisterne, forstod jeg.

Kan kun gå galt

»Salafisterne tilhører en totalt anden islamisk skole,« sagde han med et pludseligt glimt af en personlighed, der ikke var rar, »de kan ikke tages alvorligt som politikere. I går prædikede de, at deltagelse i det politiske liv var haram (religiøst forbudt). I dag vendte de 180 grader og dannede partier udelukkende for at få del i magten. De har ikke et seriøst politisk program, de er ikke forberedt på politik, så det kan kun gå galt.«

Hvilket det allerede gjorde ude på valg-stederne, hvor salafister og muslimske brødre sloges, så blodet flød. Alligevel mente Abdel Rahman Hossam, at valget var »et demokratisk bryllup«. Det stod ikke helt klart, om han mente mellem troende og vantro? Han fikserede mig med et reptilt blik: »Nej, det er ikke det, jeg mener. Det er en folkefest, demokratiets fest.«

Og sådan kørte samtalen, der varede en lille time. I hans optik var jeg endnu en idiot fra Vesten, som han i kraft af sin position i den dominerende politiske klasse var nødt til at forholde sig til. ’Moderat politisk islam’ havde stadig ikke råd til at droppe USA og Europa, men balancen mellem politisk islam og Vesten ville være en anden efter dette valg, og hans overvejelse gik tydeligvis på, om han orkede at forklare mig i detaljer, hvordan hans verden nu hang sammen. Det orkede han ikke, men holdt sig til autopilotens remse om islamisternes vilje til samarbejde for folket. Også da jeg spurgte til det erklærede mål om at gøre sharia til grundlag for alt lovgivningsarbejde, og han med endnu et uhørligt suk docerede, at »sharia er det endelige mål, og man må forstå, at sharia er nådens, retfærdighedens og værdighedens ypperste udtryk for såvel mænd som kvinder. Selvfølgelig skal sharia indarbejdes i lovgivningen, da det er godt for mennesker.«

Mennesker? Gjaldt det også kvinderne? »Kvinder er da mennesker, er de ikke?« Jo da, men hvad med kvinders ret til at lade sig skille? indvendte jeg.

Han så på mig over brilleglassene, igen med dette skildpaddeblik som signalerede, at jeg var en imbecil: »Lige nu er retten til at blive gift sådan set et mere presserende problem end retten til at blive skilt. Landets økonomi og sociale situation gør det umuligt for millioner af unge at stifte familie, at erhverve sig retten til at elske hinanden og blive elsket. Det bør være en menneskeret, og den vil vi kæmpe for. Det skal på plads, før vi ser på retten til at blive skilt.«

Det Muslimske Broderskab er ikke just kendt for liberalisme i synet på kønsrollerne. Selv reformisterne, der moderniserede Brødrenes politiske image i 90’erne, mente, at kvindens plads er ved vuggen og køkkenbordet. Kunne et parti med rødder i den tradition overhovedet gennemføre noget, der bare lignede ligestilling mellem kønnene? Igen kom Rahman med et af disse ikke-svar, der gør sekulære egyptere skeptiske over for Brødrenes reelle hensigter:

»Vores rødder er broderskabet, men du behøver ikke være muslimsk broder for at være medlem af partiet, ligesom du ikke behøver at være partimedlem for at være muslimsk broder. Vores partis base er langt bredere og inkluderer kristne og sekulære. Men når det er sagt, er det vigtigt at tilføje, at du ikke kan være rettroende muslim uden at være politisk aktiv. Politisk aktivitet fordres af muslimer. Men du kan være aktiv i forskellige sammenhænge, og alle har ret til selv at vælge ståsted.«

Folk kunne med andre ord mene, hvad de ville om ligestilling, men i sidste ende ville det komme an på, om der var politisk flertal. Og bundlinjen var, at den politiske aktivisme, uanset partiets bredde med kristen og sekulær deltagelse, var islamisk.

Lokumsaftale

Og hvad var Brødrenes underliggende dagsorden? Denne formiddag svirrede rygterne om en lokumsaftale mellem Brødrene og militærrådet om at sætte revolutionære ud på den politiske sidelinje. Brødrene havde deltaget i demonstrationen den næstsidste fredag før valget med krav om feltmarskal Tantawis øjeblikkelige afgang, men var gået hjem til aftenbønnen. Sekulære aktivister var blevet i gaderne omkring Tahrirpladsen hen over weekenden, hvor demonstrationen eskalerede i vold med mindst 11 dræbte og snesevis af sårede. I de følgende dage blev Brødrene beskyldt for at være i ledtog med militæret ved at gå hjem ved solnedgang den fredag.

»Ja, det gjorde vi,« bekræftede Rahman Hossam, da jeg bragte emnet op. »Vi gik ikke i den fælde, der var sat for os. Sammensværgelsen var, at fredagen skulle ende i vold, men vi var interesserede i at sende et fredeligt budskab til militæret om, at det er uønsket i det politiske liv og bør vende tilbage til kasernerne. Det budskab afleverede vi, og det budskab gør vi nu konkret ved at deltage i en legitim valghandling. Ikke ved at slås med soldater og ikke ved vælgerboykot, som nogle aktivister agiterer for. Disse politiske kræfter havde planlagt den voldelige udgang på demonstrationen 18. november – det skulle se ud, som om vi var i lommen på militærrådet ved at gå hjem til aftenbønnen. Det var en fælde, der skulle sværte os til op til valget. Men i øvrigt – masser af Brødre blev på Tahrirpladsen den fredag, nemlig vores læger og sygeplejere. De gik ikke hjem.«

Revolutionen skændes

Brødrenes politiske tæft gav bonus – gadekampene i Cairos centrum i den sidste uge før valget gjorde de revolutionære upopulære hos egyptere, der i forvejen led under mangel på fornødenheder som flaskegas, benzin og brød, så hærens bagerier speedede produktionen op for at imødekomme behovet. Den sidste fredag (25. november) før valget var demonstranterne tilbage på Tahrirpladsen. De fandt sig smilende i kropsvisiteringer af det revolutionære vagtværn, der kontrollerede, at ingen bar våben eller kasteskyts. Atmos-færen var snakkesalig, næsten munter, men også beslutsom. De færreste var i tvivl om, at valghandlingen den kommende mandag og tirsdag ville blive en triumf for revolutionen.

Tvivlens nådegave var heller ikke med i pakken, da den 26-årige blogger Muhammed Abdel-Samie åbenbarede sit verdensbillede for mig: »Revolutionen er bygget på en stærk bevægelse, og vi vil redde økonomien, når vi har vundet,« svarede han til mit spørgsmål om de stigende priser på kartofler og køkkengas, der saboterede de egyptiske husmorbudgetter.

Jeg sporede ingen bekymring over kartoffelpriserne i det velnærede ansigt under den dyre baseballkasket, formentlig fordi ansigtet aldrig havde kendt til knaphed på noget som helst. »Militærrådet påstår, at vi skader økonomien. Vi påstår, det er dem, der svigter, ikke os,« fastslog han i et tonefald, som stod han på en talerstol. »Den økonomiske nedtur er et overgangsfænomen, som vi retter op på, når valget er overstået. For selvfølgelig går vi til valg. Men der kommer endnu en revolution efter denne.«

Muhammed var ikke alene i sin skråsikre afvisning af militærrådets kompetence, de flagsvingende demonstranter bar skilte med paroler som »skrid i fred« og »ned med al-mushir (marskallen)«.

Denne 25. november var ’martyrernes fredag’, men Asraf Rushdy, en 54-årig skolelærer i en nydelig habit, mente ikke, at 800 dødsofre og 5.000 sårede siden 25. januar var et rystende tal. »Vores revolution er civiliseret sammenlignet med det, der foregår i Libyen, Yemen og Syrien,« sagde han, »vi viser, at Egypten er en stor og human nation, at vi ikke er barbarer, men førende i den arabiske verden«. At denne førende nation blev regeret af en officersjunta, anfægtede ham ikke.

»Hæren er god nok. Hvis den ikke havde støttet os og tvunget Mubarak til at gå af, ville pladsen her være floder af blod. Det undgik vi, og det undgår vi også nu, hvor vi skal til valg.«

Atmosfæren af fredsommelighed på Tahrirpladsen, der nærmede sig det skovtursagtige, stod i grel kontrast til frustrationen blandt cirka 10.000 tilhængere af al-mushir – marskallen – og militærrådet, der samledes på Abasiya-pladsen. Også her var adgangen til området kontrolleret af et frivilligt vagtværn, der tjekkede kvindernes tasker og løseligt visiterede mændene ved at lade hænderne løbe ned langs deres bukseben, og til forskel fra Tahrirpladsen, der solede sig i medieinteresse, udstrålede Abasiya-demonstranterne fjendtlighed over for udlændinge og pressefolk. En undtagelse var dog Ahmad Yusuf, en universitetsprofessor, der mente, at Egyptens økonomiske krise skyldtes »Tahrir-pøbelens mangel på ansvar og samfundssind«. Han blev højrøstet afbrudt af omkringstående:

Folk er meget vrede

»Du skal ikke snakke med de forrædere, de kommer lige fra Tahrirpladsen,« råbte én og pegede på mig. »Pas på ham dér, han er agent for forræderne.« Stemningen var hastigt ved at blive rådden, især da en yngre mand i sort læderjakke prikkede mig i brystkassen med en truende pegefinger og spurgte, om jeg var »fra den avis, der fornærmede Profeten?« En anden, der fortalte, at hans turistfirma var gået nedenom og hjem, sagde: »Vi har én pålidelig søjle tilbage i samfundet, og det er hæren. De andre bærende søjler, parlamentet, regeringen og præsidenten er væk takket være Tahrir-pøbelen.«

»Du må forstå, at folk er meget vrede,« sagde en 66-årig glasfabrikant og ven med den fallerede turistmand. »Vi er dybt uenige med Tahrirpladsen i deres syn på hæren. Vi synes, at al-mushir nu må rydde op. Vi kan ikke blive ved med at stå på samme sted, folk lider under den økonomiske krise. Vi må fremad, hvis Egypten skal overleve.«

»Ja, det må have en ende, khalas« supplerede hans sidemand, en 65-årig advokat. »Tahrir må bremses, selv om de har medierne på deres side. Alle her er enige om, at hæren, politiet og folket er én hånd. Vi er normale mennesker – se dig omkring: Alle elsker hinanden.«

Jeg så mig omkring. De knugede ansigter lignede ikke nogen love-in. De overvejende tildækkede kvinders skingre talekor skar sig gennem den larmende lydkulisse og fik mig til at tænke på Hendrix-versionen af Star-Spangled Banner fra Woodstock-filmen.

Men dette var ikke Woodstock, dette var kontrarevolutionen, hvor mine nye venner, glasfabrikanten og advokaten, havde svært ved at skaffe sig ørenlyd i den råben og skubben, der havde mig og min kolleger som målområde. De to aldrende herrer var tydeligvis på udebane, men mente, at det nu var nødvendigt at sige fra over for det anarki, der havde øget den generelle følelse af usikkerhed. »Politiet er jo gået hjem,« som advokaten sagde.

Demonstrationen på Abasiya-pladsen var det første konkrete tegn på, at det meget omtalte ’tavse flertal’ agtede at manifestere sig, tilskyndet af det statslige (nu militærkontrollerede) tv og den højreekstremistiske privatejede tv-kanal Farao, der førte en intens hadekampagne mod ’Tahrir’. Egypten var delt, forårets revolutionsbegejstring var nu et ekko – akkurat som genlyden af den detroniserede præsident, der hørtes i en midaldrende kvinde, Amina Badour, der greb mig i ærmet og holdt mig tilbage, da jeg var på vej tilbage til sikkerheden i den ventende taxi.

»Du bliver her, til du har hørt på mig,« beordrede hun. »Tahrir er betalt udefra. De er betalt af Israel. Nu ved du det! Skriv det i din avis.«

Der var den igen: ’den skjulte hånd’, som Mubarak havde fremmanet, og som militærrådet havde beskyldt for at styre Tahrirpladsens revolution. Og selvfølgelig var den hånd en jødisk hånd. Hvad skulle den ellers være?

’Det forrykte forår – revolterne i den arabiske verden’ udkommer på Informations Forlag den 7. november 2012.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu