Læsetid: 10 min.

’Den store Gatsby’ er stadig den vigtigste roman om den amerikanske psyke

En nyfilmatisering af Scott Fitzgeralds berømte kærlighedsfortælling fra jazzalderen er på vej, men romanen om smugleren og sydstatsskønheden har altid fungeret dårligt på film, for dens vigtigste appel beror ikke på fortællingens intrige
Filmatisering. Baz Luhrmanns filmatisering af ’Den store Gatsby’ med blandt andre Leonardo DiCaprio og Carey Mulligan har premiere til foråret. Luhrmann har tidligere instrueret ’Strictly Ballroom’, ’Moulin Rouge’ og ’Romeo + Juliet’.

Filmatisering. Baz Luhrmanns filmatisering af ’Den store Gatsby’ med blandt andre Leonardo DiCaprio og Carey Mulligan har premiere til foråret. Luhrmann har tidligere instrueret ’Strictly Ballroom’, ’Moulin Rouge’ og ’Romeo + Juliet’.

Warner Bros. Picture

30. november 2012

Den store Gatsby er tilbage. Den dramatiserede udgave af romanen, kaldet Gatz, har taget Londons teaterpublikum med storm, og til foråret får Baz Luhrmanns nyfilmatisering til 120 millioner dollars premiere.

Da bogen udkom, tydede intet på, at den skulle blive en gigantsucces. Den litterære offentligheds modtagelse var lunken. I Storbritannien blev manuskriptet afvist af forlaget Collins, der havde udgivet F. Scott Fitzgeralds to første romaner, og da Chatto & Windus udgav den i 1926, vakte den ingen begejstring. Romanen var heller ikke blevet vel modtaget i Staterne, hvor den udkom året før, men solgte markant mindre end forfatterens to tidligere romaner og et godt stykke under Fitzgeralds og hans forlæggers forventninger.

Læs også: Det store ved ’Den store Gatsby’

Anmeldelserne var ellers glimrende. Selveste T. S. Eliots erklærede: »Ja, faktisk er denne roman for mig at se det første store skridt, amerikansk litteratur har taget siden Henry James.« Alligevel lå mange af de 23.000 eksemplarer, som i 1925 blev trykt som førsteoplag og samlede støv i forlaget Scribners lagerhal, da Fitzgerald 15 år senere døde i al ubemærkethed. På dette tidspunkt virkede Gatsby mest at alt som et levn fra en tid, man helst ville glemme.

Men kun få år efter skulle Fitzgeralds 218 sider lange fortælling om jazztiden blive den måske mest berømte og elskede roman i den amerikanske litteraturs kánon. Bogen er meget mere end en amerikansk klassiker blandt andre. Den har fået status som et afgørende dokument for den nationale psyke – som en skabelsesberetning eller en Rosetta-sten for den amerikanske drøm. Og alligevel har så at sige alle hidtidige forsøg på at tilpasse dens særlige magi til scenen og biograflærredet kun formået at fremhæve den narrative strukturs skrøbelighed og ufuldkommenhed. Fitzgeralds prosa hæver på eller anden måde en rudimentær og uudfoldet fortælling til mytens niveau.

Grundfortællingen er en kærlighedshistorie: Jay Gatsby, født som Jimmy Gatz, er en fattig dreng fra en småkårsfamilie i Midtvesten, der forelsker sig i Daisy Fay, en lokal skønhed, som han møder i Louisville, Kentucky, hvor han opholder sig som ung officer på en militærkaserne, mens han venter på at blive indsat i Første Verdenskrig. Hendes baggrund og omstændigheder ligner hans egne, og Gatsby vinder Daisys hjerte. Hun lover at vente på ham, men da hans militærtjeneste trækker ud, vakler hendes hengivenhed, og til sidst gifter hun sig i stedet med den skamløst rige Tom Buchanan fra Chicago.

Prangende jazzalder

I sommeren 1922, hvor romanens handling tager sin begyndelse, er Gatsby selv blevet rig. Han har købt et flot hus på Long Island direkte over for den palæ-ejendom på den modstående bred, som Tom og Daisy bebor. Fra sin private strand han kan se et grønt lys for enden af Tom og Daisys bådebro. Hele sommeren holder Gatsby overdådige fester, øjensynligt i håbet om at tiltrække sig opmærksomhed fra Daisy, som han aldrig helt er holdt op med at elske.

Takket være Nick Carraway, en af Daisys barndomsvenner, der tilfældigvis flytter ind i huset ved siden af Gatsbys, lykkes det omsider at få parret genforenet. Gatsby forestiller sig, at han kan slå en streg over fortiden og vinde Daisy tilbage. Det bliver nu klart, at hele den prangende jazzalderfacade, han omgiver sig med, alene er udsprunget af hans begær efter at generobre sin egen drøm om Daisy.

Efterhånden kommer det også frem, at Gatsbys rigdom stammer fra ulovlige aktiviteter, herunder fra spiritussmugling, om end Fitzgerald lader det forblive vagt, hvordan dette mere præcist er gået til. Denne tvivlsomme fortid forsøger Daisys mand, Tom, at bruge mod ham. Efter et opgør på et hotelværelse i Manhattan hopper Gatsby og Daisy ind Gatsbys bil, og med Daisy bag rattet kører de tilbage til Long Island i høj fart.

Undervejs kommer de til at køre ind i en fodgænger, der tilfældigvis viser sig at være hendes mands elskerinde. Den døde kvindes forurettede ægtemand tror, at Gatsby er synderen og skyder ham, da han den følgende dag slapper af i sin swimmingpool. Tom og Daisy søger nu tilflugt i deres enorme rigdoms uindtagelige fristed, mens Nick Carraway, fortælleren, vender tilbage til Midtvesten, frastødt og desillusioneret over alt det, han har oplevet. Nick er ikke bare en uskyldig tilskuer og fortæller, men en integreret del af historien og bogens moralske samvittighed.

Romanen har været filmatiseret fem gange og findes i en operaversion foruden i utallige dramatiseringer. Med undtagelse af Gatz blev ingen af dem imidlertid nogen overvældende succes, og når Gatz er blevet det, er forklaringen den helt elementære, at teaterstykket gengiver bogens prosa i dens helhed – hvert eneste ord. Uden Fitzgeralds særlige sprogtone og uden Nick Carraways redaktionelle bevidsthed bliver historien både for mager og for melodramatisk. Kun fordi historien fortælles fra Carraways synsvinkel lykkes den delikate balancegang, som Fitzgerald må præstere for at få sin usandsynlige kærlighedshistorie til at virke troværdig.

Nick er en udenforstående iagttager, der bliver følelsesmæssigt involveret i den historie, han fortæller. Beruset af sin fascination over en opulent og dekadent fest i en lejlighed i New York City, bemærker Nick: »Men højt over byen må vores række af gule vinduer have bidraget med deres andel af menneskelig hemmeligheder til den tilfældige iagttager på den stadig mørkere gade, og jeg var også ham og så op og undrede mig. Jeg var inde og ude, på samme tid fortryllet og frastødt af livets uudtømmelige mangfoldighed.«

Markante stjerner

Gatsby uden Nicks stemme og uden hans formidlende og overvågende bevidsthed er ligesom Bob Dylans tekster uden musik. Stadigvæk interessant, ja. Men poesi? Det tror jeg næppe. Derfor faldt 1974-filmatiseringen, selv om den havde så markante stjerner som Robert Redford og Mia Farrow i hovedrollerne og manuskript af Francis Ford Coppola så lidet overbevisende ud. Og derfor er jeg også skeptisk på forhånd over for Baz Luhrmanns film, selv om Leonardo DiCaprio er med, og selv om jeg garanteret vil elske at se Isla Fisher i rollen som Myrtle Wilson, Gatsby-rivalen Tom Buchanans promiskuøse elskerinde.

Fitzgeralds Gatsby er en meget skrøbelig skabning, lavet af ord og drømme. Fitzgerald fortæller os næsten intet om hans udseende, og selv om dette kan ligne en fejl i bogen, som forfatteren i øvrigt selv var bevidst om, påtager den skuespiller, der vælger at legemliggøre den berømte hovedperson sig en skræmmende svær opgave, som yderligere kompliceres af det faktum, at Gatsbys replikker er den mest træagtige og stereotype sprogbrug i bogen, der står i slående kontrast til den sprudlende, aforistiske stil i Nick Carraways fortælling.

Den prosa, som omgiver Jay Gatsby, er så god, at den gør det muligt for os at dele Nick vision af hans sjæls storhed og det heltemodige i hans søgen, og herved hylde »den kolossale vitalitet ved hans illusion«. Den vedvarende appel i Fitzgeralds tredje roman beror, som tilfældet er for mange store romaner, til dels på velvillige medtolkninger hos læserne. Hertil kommer en overgivelse til fascinationen ved rigdom og glamour, og jazzalderens kaotiske letfærdighed.

Fitzgerald var på ingen måde en ukritisk iagttager, som nogle har påstået. At hans største skurke også er de rigeste er næppe noget tilfælde, og Nick Carraway fremstår som noget af en middelklassetørvetriller, der, uanset hvor meget han forsøger at afholde sig fra at virke dømmende, i sidste ende bliver syg af al ødselheden og de tomme sociale ritualer, som han oplever i løbet af sin sommer blandt Long Islands velhavere. »Jeg ønskede ikke flere oprørske strejftog med fortrolige indblik i det menneskelige hjerte,« siger han i slutningen.

Og alligevel havde Fitzgerald en form for dobbeltagent-bevidsthed i forhold til jazzalderens glamour og den privilegerede verden af nedarvet rigdom. Han kunne ikke lade være med at standse op og beundre og glorificerer de glitrende interiører, som hans midtvestlige hjerte i sidste ende måtte afvise. Gatsbys overdådige ugentlige sommerfester kan virke overdrevne og latterlige, befolkede som de er med alkoholikere og posører, og alligevel kan vi ikke undgå at opleve en følelse af tab, da han pludselig lukker dem ned, efter at det står klart, at Daisy – for hvem hele dette shownummer blev arrangeret i første omgang – slet ikke er helt og fuldt charmeret af dem. Vi bør heller ikke lade os forføre af dem, og alligevel kan vi ikke lade være med at tænke tilbage på disse fester som nogle, vi ville ønske, vi var blevet inviteret med til.

I Gatsby og i de øvrige højdepunkter af hans litterære produktion formår Fitzgerald at ramme en balance mellem sin tiltrækning og frastødning, mellem sin sympati og sine moralske domme. Som en middelklasseborger med midtvestlig og irsk katolsk baggrund fra, hvad Edmund Wilson kaldte »en semi-ekskluderet baggrund« – over for Ivy League-elitens og østkystoverklassens privilegerede verden synes han at være i stand til at anlægge et dobbeltsyn, som om han på én gang anskuer karaktererne udefra og indefra.

Fitzgeralds bedste fortællere forekommer altid selv at tage del i festlighederne, selv når de skælver af kulde udenfor med deres næser presset ind mod vinduesruden. I den forstand kan Nick Carraway ikke sympatisere fuldt og helt med Jay Gatsby, partyvært-parvenuen med hans lyserøde jakkesæt og hans gigantiske gule cirkusvogn af en bil. Elskeren og drømmeren Jay Gatsby beundrer han derimod dybt – manden, for hvem et eksklusivt palæ og skræddersyet tøj kun er midler til at generobre sin første kærlighed. Nick beundrer hans troskab over for sin første kærlighed og hans evne til at holde den ren og ubesmittet, selv da han vader gennem skidt for at forfølge sin drøm, og selv om objektet for denne kærlighed slet ikke er værdig til en sådan hengivenhed.

I sidste ende afspejler Jay Gatsbys historie Fitzgeralds egen: En fattig dreng, der forelsker sig i den gyldne pige og udfører heroiske bedrifter for at vinde prinsessens hånd. I Fitzgeralds tilfælde var prinsessen Zelda Sayre fra Montgomery, Alabama, som han mødte, da han var udstationeret som officer i denne by. Han forlovede sig med Zelda men blev i sidste ende afvist, da det syntes indlysende, at han som håbefuld forfatter næppe ville kunne blive i stand til at forsørge hende. I stedet vendte han hjem til St. Paul, Minnesota, hvor han skrev en roman, der gjorde ham rig og berømt fra næsten den ene dag til den anden. I denne historie får helten pigen. Gatsby egen kærlighedshistorie virker næsten plausibel i lyset af Fitzgeralds. Selv om vagheden om kilderne til hans rigdom er næsten himmelråbende, er Horatio Alger-historien, hvor fattige drenge arbejder sig op til rigdom og magt, dybt indgroet i den amerikanske psyke.

Den nye verden

Fitzgerald sammenblander Jay Gatsbys selv-opfindelseshandlinger med løftet om den nye verden og med drømmen om en frisk start, som den amerikanske nation blev grundlagt på: »Og efterhånden som månen kom højere på himlen, begyndte de uvirkelige huse at svinde bort indtil jeg gradvis blev bevidst om den her gamle ø som engang havde blomstret for øjnene af hollandske sømænd – den nye verdens friske grønne bryst. Dens forsvundne træer, de træer, der havde veget pladsen for Gatsbys hus, havde engang givet hviskende næring til den sidste og største af alle menneskets drømme; et flygtigt fortryllet øjeblik må mennesket have holdt vejret ved mødet med dette kontinent, tvunget ind i en æstetisk betragtning, det hverken forstod eller ønskede, for sidste gang i historien ansigt til ansigt med noget der stod mål med dets evne til at undre sig.

Mens jeg sad der og rugede over den gamle ukendte verden, tænkte jeg på Gatsbys undren da han første gang fik øje på det grønne lys for enden af Daisys kaj. Han var kommet langvejs fra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. «

For nogle læsere kan det virke som en tung vægt at bære for kærlighedshistorie om en smugler og en sydstatsskønhed. Men dette aspekt taler til en kollektiv selvopfattelse, som er dyrebar for mange amerikanske hjerter – på trods af fortællingens ulykkelige slutning. Det er muligt, at vi amerikanere ikke er i stand til at forholde os helt rationelt over for Den store Gatsby. Gatsby bliver fabelagtigt rig, men han er ligeglad med penge i sig selv. Han bor i et smukt palæ og klæder sig med stil, men alt, hvad han gør, gør han for kærlighedens skyld. Han opfinder en helt ved navn Jay Gatsby og flytter så ind i denne figur. Ganske ligesom vi håber på at genopfinde os selv, en eller anden dag, det kan være når som helst, og vi begynder næsten helt sikkert på det i morgen.

© The Guardian og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Jay McInerney er amerikansk romanforfatter. Citaterne fra ’Den store Gatsby’ er fra Jørgen Nielsens danske oversættelse, der udkom på Gyldendal tidligere i år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu