Han talte som en engel og tænkte som en djævel

Præcision: Thomas Manns tidlige fortællinger demonstrerer hans æstetiske mesterskab, men lægger også op til en drøftelse af, hvad kunst overhovedet er godt for
Talent. Thomas Mann var uhjælpeligt prosaist og begavet med et søvngængersikkert talent, en sans for præcision og stilistisk raffinement. Han nærede livet igennem en dyb kærlighed til musik, f.eks yndlingskomponisten Richard Wagner. Fra denne overtog han teknikken med ledemotiver, der gennemløber hvert værk på tværs af satskompositionen, knyttede som de er til en stemning, en følelse, en figur.

Talent. Thomas Mann var uhjælpeligt prosaist og begavet med et søvngængersikkert talent, en sans for præcision og stilistisk raffinement. Han nærede livet igennem en dyb kærlighed til musik, f.eks yndlingskomponisten Richard Wagner. Fra denne overtog han teknikken med ledemotiver, der gennemløber hvert værk på tværs af satskompositionen, knyttede som de er til en stemning, en følelse, en figur.

Yousuf Karsh
2. november 2012

Nedenstående linjer bliver – nu er De advaret! – en hyldest til den store, den klassisk smukke fortællekunst, repræsenteret af en forfatter, hvis værker tager Deres tid og ikke skænker Dem den tilbage i form af et mentalt udbytte såsom et let håndterbart budskab, enkle leveregler og korte klare sentenser, som De kan citere i dannet selskab.

Vi skal til den tyske prosa, til tiden omkring århundredeskiftet 1900, til en forfatter, der skrev som en engel og tænkte som en djævel, og som f.eks. kunne spidde en person bare med ord som disse:

»Han talte højrøstet, uhøjtideligt og velfornøjet som en mand, hvis fordøjelse har det lige så godt som hans pengepung, med vældige læbebevægelser (...) Han var middelhøj, bred, robust, og kortbenet, og han havde et kraftigt, rødmosset ansigt med store næsebor, fugtige læber og vandblå øjne med lysblonde øjenvipper.«

Beskrivelser af denne type kendetegner den litterære retning, vi betegner som naturalisme, og den form for realisme, som nogle anser for så traditionel, at de hellere læser minimalisme, hvis de da ikke er blevet så blaserte, at de har vendt litteraturen ryggen og meget hellere læser restaurantanmeldelser. Hvilket i grunden er synd, specielt i det foreliggende tilfælde, hvor der er så meget mere på færde end bare et spørgsmål om naturalisme/realisme. Vi skal nemlig tale om, hvad kunsten overhovedet er godt for.

For ædel til at leve

Det hænder ikke sjældent, at en praktisk anlagt borgerlig slægt med robuste, snusfornuftige traditioner hen imod slutningen af sine dage vender sig mod kunsten. For idet vitaliteten svinder, kan det være, at sensibiliteten tager til.

Thomas Mann (1875-1955), litterær Nobelprismodtager 1929, er typisk eksempel på dette, og han gennemspiller forløbet, ikke kun i slægtssagaen Buddenbrooks (1900-01), men også i sine kortere prosaarbejder, af hvilke vi nu har fået de tidlige (1893-1912) oversat samlet til dansk.

I en af de halvlange tekster, »Tristan« (1903) titelstykke i den bog, hvor »Tonio Kröger« først udkom, hedder det lige ud, at tiden nu rinder ud for en gammel slægt, »den er for træt og for ædel til at leve og handle, og dens sidste fremtrædelsesform er kunsten, nogle få vemodige violintoner, der fortæller, at den er beredt til at dø«.

Wagnerske ledemotiver

Violintoner, ja! Thomas Mann var uhjælpeligt prosaist og tidligt begavet med et søvngængersikkert talent, en sans for præcision og stilistisk raffinement. Men han nærede livet igennem en dyb kærlighed til musikken og hørte f.eks. under sit sene USA-eksil nærmest hver dag sin yndlingskomponist, Richard Wagner. Fra denne overtog han teknikken med ledemotiver, der gennemløber hvert værk på tværs af satskompositionen, knyttede som de er til en stemning, en følelse, en figur.

I »Tristan« er det således kærligheds-, døds- og længselsmotivet fra Tristan og Isolde, der spejler og i en vældig stigning samler lidenskaben mellem forfatteren Detlev Spinell og hans æteriske sanatorieveninde, Gabriele Klöterjahn, hvis sygdom begynder med, at det værker i luftrøret og der spyttes en smule blod, men kulminerer og ender i »meget blod, frygtelig meget« samme dag som hendes mand, en ækel, plebejisk gourmet, har konfronteret kunstneren og kaldt ham for en klovn, en kujon, en snu idiot, et jammerligt menneske, en bangebuks, skinhellig, skinsyg og fej, en landstryger, en ondskabsfuld stodder!

Forbandelse og kald

Sådan anbringes kunstneren hos Thomas Mann konstant i grel dobbeltbelysning: på én gang et ophøjet geni og et livsudueligt skvat. Hans kunst fremstilles på én gang som et helligt kald og som en forbandelses åg. I den voldsomt selvbiografiske »Tonio Kröger« lyder formlen, at den poetisk drømmende og filosofisk reflekterede digter i kraft af sin klare erkendelse gennemskuer naiviteten, men at hans kunst på den anden side afskærer ham fra kærligheden og lykken. Kun de uspaltet enfoldige med den usammensatte selvbevidsthed kender til virkelig lykke. Tonio derimod kan kun se hjælpeløst til, mens hans barndomsven (og lidt mere end dette?) Hans Hansen og hans ungdoms sværmeri Henriette Holm bader sig i familielykke. I Ålsgårde, for at det ikke skal være løgn!

Scenen i de tidlige fortællinger er ofte, men langtfra altid den historiske barndomsstad, Lübeck. Vi kører også i tog og føres rundt omkring, til f.eks. Berlin, Regensburg og München samt selvfølgelig til Venedig, kærlighedens og dødens mytiske by, i »Skuffelse« (1896) og bogens sidste stykke »Døden i Venedig«, samtidig udsendt som selvstændig bog, og mesterligt nyoversat med fuld respekt for Manns langthenåndende sætningsbygning og ornamenterende ordvalg.

Allestedsnærværende død

Den berømte forfatter Gustav von Aschenbach skal her forestille at legemliggøre en gennem kunsten frigjort og ophøjet ånd, der har søgt og endelig fundet et klassisk ideal. Men hvad der sker, er jo, at ånden nedsynker i kroppen, og at indsigterne drukner i lidenskab, et fald, som opleves så meget desto mere smerteligt, fordi teksten gennem sin polerede stil og strenge, stramme form – en tragedie i fem akter – mimer lige præcis den enhed af kunst og eksistens, som handlingen dementerer. Mens Aschenbach må til under kaoskræfternes hærgen, opretholder værket gennem sin form en æstetisk og eksistentiel balance mellem de nedbrydende og opbyggende kræfter.

Der spilles generelt konsekvent på allestedsnærværende død her i Thomas Manns unge prosa. »Døden« (1895) fører simpelt hen dagbog frem mod den dato, 12. oktober, som fortælleren ved vil blive hans sidste, og i »Vejen til kirkegården« (1900) følger man en trist sortklædt særling, lige til han ligger bevidstløs, alt imens tililende sprøjter ham med vand fra en spand og gnider ham om tindingerne med snaps, begge dele forgæves. En ambulance med to heste bliver tilkaldt, den livløse lægges på båren, der skubbes ind som et brød i en bageovn. Alt foregår med stor præcision og »med et par øvede greb, klip, klap, som i et abeteater«.

Den slags må man på én gang kalde greul-romantik og realisme, både naturalisme og for århundredskiftet 1900 typisk dekadence. Det er fysisk præcist og maleriagtigt udførligt, men samtidig så tilpas overgjort, at de virkelighedstro detaljer forandrer status og forvandler sig til ornamenter, næsten som i barokkens digtning.

Samtidig hænder der noget sælsomt med fortællerstemmen, der ligesom løsriver sig fra sin funktion. I udgangspunktet fremstår fortælleren som traditionsbunden og autoritativt alvidende, men gennem repetitioner og underligt skingre subjektive udbrud kan den hyppigt komme til at virke ekspressivt hoverende og hånligt triumferende, som om Thomas Mann midt i den virkelighedstro afbildning ikke kan dy sig for at fejre, at noget så forfærdeligt, noget så ynkværdigt og grimt, paradoksalt nok kan udtrykkes så flot. Hans insisteren på formens skønhed får derved en dobbelt funktion: dels at holde døden og opløsningen stangen, dels trods troen på kunstens almene ærinde at fastholde den i en udsat, en farlig, en skrøbelig position.

Hvad vi bliver vidner til, er således kunstens selvstændiggørelse eller æsteticismens gennembrud, gerne kombineret med kynisk erkendelse af destruktive kræfter. »Tobias Mindernickel«, den groteske beretning om en ensom, aparte, latterligt udseende og evindeligt ulykkelig mand, som gadens børn altid følger efter, griner ud og gør nar af, synes en tid at skulle ende harmonisk, fordi manden køber en hund for ti mark og plejer den som sit lille barn; men arme Mindernickel ender med at prygle den og dræbe den med et snit, der går »fra højre skulder og dybt ind i brystet«.

Et lige så karakteristisk destruktivt motivisk forløb frembringer Mann i »Anekdote« (1908), hvor en fornem frue beskrives som salonernes tilbedte midtpunkt, indbegrebet af kvindelig charme og uimodståelig skønhed, indtil hun og manden en aften holder selskab og han splintrer facaden og i et frygteligt udbrud giver gæsterne et billede af sit helvede af et ægteskab. Konen er alt andet, end folk tror – falsk, forløjet og dyrisk grusom. »Dagen lang ligger hun sløv og ugidelig og driver den af, og først om aftenen ved kunstigt lys vågner hun til et falsk liv.« Hun plager livet af såvel katten som ham med sine ondskabsfulde luner, og hun bedrager ham skamløst med tjenere, håndværkssvende og tiggere, der er kommet til hans dør og har gjort ham til hanrej. Han er dødtræt af folks hurraråb og sleske lykønskninger, og værst af alt er: »Hun vasker sig ikke engang! Hun gider ikke! Hun er snavset under sit blondeundertøj!«

Det saligt almindelige

Intet under at Thomas Mann midt i alle afsløringer af bagsiden hos borgerskabet må hylde det banale, det almindelige liv. Man er, står der i »Tonio Kröger«, ikke kunstner, medmindre man på én gang sværmer for »det raffinerede, excentriske og sataniske« og med den anden side af sit væsen »kender længslen efter det harmløse, enkle og levende, efter en smule venskab, hengivelse, fortrolighed og menneskelig lykke, – den stjålne og fortærende længsel (...) efter det saligt almindelige!«

Al varme, al godhed, al humor kommer fra denne kærlighed »til det menneskelige, levende og almindelige«, gentager Tonio sidst i historien, ja, det forekommer ham, som om det er selve denne kærlighed, om hvilken der står skrevet, at »selv hvis man taler med menneske- og engletunger, så er man dog uden den blot et tonende malm og en klingende bjælde.«

Så vidt Thomas Mann eller rettere Paulus i første Korinterbrev. Har det bud til vores nutid? Vel sagtens mest til dem, som af sig selv er begyndt at nære mistro til tidens uhæmmede, grænseløse individualisme og dens dyrkelse af det usædvanlige, af mig og mig og mig som kun mig. Har man en flig af den mistro, lytter man villigt til Thomas Mann, når denne lovpriser livet i al dets forførende banalitet, også selv om han gør det i en litterær form, som selvmodsigende nok er alt andet end lige netop banal.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Thoman Mann

Født i Lübeck 6. juni 1875.

Thomas Manns første roman var ’Huset Buddenbrook’ (1901).
I 1929 modtog Thomas Mann nobelprisen i litteratur.
I perioden mellem de to verdenskrige advarede Thomas Mann mod den omsiggribende fascisme, og han blev tvunget til at forlade Tyskland. Han slog sig ned i USA i 1940, hvor han blev professor ved Princeton-universitetet. Senere slog han sig ned i Californien sammen med flere andre udviste tyske kunstnere.

Efter krigen vendte han tilbage til Europa og slog sig ned i Zürich, Schweiz, hvor han døde den 12. august 1955.

Nyoversættelser

Tidlige fortællinger 1893-1912
- Thomas Mann
- På dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
- Gyldendal
- 432 sider
- 349,96 kroner

Døden i Venedig
- Thomas Mann
- På dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
- Gyldendal
- 95 sider
- 149,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Sikke en smuk anmeldelse eller essay - et helt lille kunstværk i sig selv.

Trangen til kunst kan vel leve side om side med det helt almindelige liv. Har det ikke altid været sådan, at efter dagens dont i marken eller på stilladset, så trængte mennesker til sange og skuespil, om alfer og feer i skovenes dyb, som græske tragedier eller lette sommervaudeviller? Har man ikke brug for sublime oplevelser af virtuos kunst ved siden af det almindelige liv? Og er det ene ikke det andets forudsætning?

Det samme må gælde kunstneren selv i et eller andet omfang. Og det er vel det, Thomas Mann kredser om når han siger, at man ikke er kunstner før man med sit væsen: . »kender længslen efter det harmløse, enkle og levende, efter en smule venskab, hengivelse, fortrolighed og menneskelig lykke, – den stjålne og fortærende længsel (…) efter det saligt almindelige!«

Det saligt almindelige må jo også findes i dag, og kunsten, hvad med den? Er den blevet til restaurantanmeldelser og uhæmmet, grænseløs individualisme (læs: egoisme)? Nej, der er nok mere et sted.

Thomas Mann bliver nok ikke nogen bestseller lige med det første, men det er godt at vide, at der findes sådan nogle værker, man kan dykke ned i, hvis man får lyst en dag.

anbefalede denne kommentar