Læsetid: 7 min.

Han talte som en engel og tænkte som en djævel

Præcision: Thomas Manns tidlige fortællinger demonstrerer hans æstetiske mesterskab, men lægger også op til en drøftelse af, hvad kunst overhovedet er godt for
Talent. Thomas Mann var uhjælpeligt prosaist og begavet med et søvngængersikkert talent, en sans for præcision og stilistisk raffinement. Han nærede livet igennem en dyb kærlighed til musik, f.eks yndlingskomponisten Richard Wagner. Fra denne overtog han teknikken med ledemotiver, der gennemløber hvert værk på tværs af satskompositionen, knyttede som de er til en stemning, en følelse, en figur.

Talent. Thomas Mann var uhjælpeligt prosaist og begavet med et søvngængersikkert talent, en sans for præcision og stilistisk raffinement. Han nærede livet igennem en dyb kærlighed til musik, f.eks yndlingskomponisten Richard Wagner. Fra denne overtog han teknikken med ledemotiver, der gennemløber hvert værk på tværs af satskompositionen, knyttede som de er til en stemning, en følelse, en figur.

Yousuf Karsh

2. november 2012

Nedenstående linjer bliver – nu er De advaret! – en hyldest til den store, den klassisk smukke fortællekunst, repræsenteret af en forfatter, hvis værker tager Deres tid og ikke skænker Dem den tilbage i form af et mentalt udbytte såsom et let håndterbart budskab, enkle leveregler og korte klare sentenser, som De kan citere i dannet selskab.

Vi skal til den tyske prosa, til tiden omkring århundredeskiftet 1900, til en forfatter, der skrev som en engel og tænkte som en djævel, og som f.eks. kunne spidde en person bare med ord som disse:

»Han talte højrøstet, uhøjtideligt og velfornøjet som en mand, hvis fordøjelse har det lige så godt som hans pengepung, med vældige læbebevægelser (...) Han var middelhøj, bred, robust, og kortbenet, og han havde et kraftigt, rødmosset ansigt med store næsebor, fugtige læber og vandblå øjne med lysblonde øjenvipper.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Sikke en smuk anmeldelse eller essay - et helt lille kunstværk i sig selv.

Trangen til kunst kan vel leve side om side med det helt almindelige liv. Har det ikke altid været sådan, at efter dagens dont i marken eller på stilladset, så trængte mennesker til sange og skuespil, om alfer og feer i skovenes dyb, som græske tragedier eller lette sommervaudeviller? Har man ikke brug for sublime oplevelser af virtuos kunst ved siden af det almindelige liv? Og er det ene ikke det andets forudsætning?

Det samme må gælde kunstneren selv i et eller andet omfang. Og det er vel det, Thomas Mann kredser om når han siger, at man ikke er kunstner før man med sit væsen: . »kender længslen efter det harmløse, enkle og levende, efter en smule venskab, hengivelse, fortrolighed og menneskelig lykke, – den stjålne og fortærende længsel (…) efter det saligt almindelige!«

Det saligt almindelige må jo også findes i dag, og kunsten, hvad med den? Er den blevet til restaurantanmeldelser og uhæmmet, grænseløs individualisme (læs: egoisme)? Nej, der er nok mere et sted.

Thomas Mann bliver nok ikke nogen bestseller lige med det første, men det er godt at vide, at der findes sådan nogle værker, man kan dykke ned i, hvis man får lyst en dag.