I The Act of Killing af Joshua Oppenheimer får massemordere i Indonesien lov at genspille deres egne drab ud fra egne æstetiske kriterier. I Måns Månssons Roland Hassel bruges en fiktiv karakter til at rekonstruere mordet på Olof Palme og i Nagieb Khajas film My Afghanistan – Life in the Forbidden Zone får de medvirkende udleveret mobiltelefoner, som de filmer sig selv med. I The Imposter får en identitetssvindler i stor udstrækning lov at fortælle historien om sin egen identitet.
De er alle eksempler på, hvordan de medvirkende i høj grad får lov at stå i centrum i den dokumentaristiske fortælling. Og selv om iscenesættelse har eksisteret siden den første store dokumentarblockbuster, Nanook of the North fra 1922, så ser vi nu film, hvor iscenesættelse bliver selve motoren i filmen og til tider mere vigtig, end den bagvedliggende historie. En tendens, der ifølge tidligere mangeårig festivalleder af den internationale dokumentarfilmfestival Hot Docs Sean Farnel, kan være problematisk, men sjældent er det. Det sker kun i den udstrækning, at præmissen skjules.
»Det bliver kun problematisk, hvis instruktøren skjuler sin præmis eller mangler gennemsigtighed i forhold til, hvad vi ser. I f.eks. The Act of Killing er det jo selve filmens kerne og derfor intet problem. Enhver med en gennemsnitlig visuel forståelse, kan gennemskue, hvad der foregår,« siger Sean Farnel.
Spørgsmålet er dog om en ærlig præmis også er lige med en ærlig film? Er det ikke muligt, at de medvirkende, som i mange tilfælde er netop mestre i at manipulere virkeligheden til egen fordel, er bedre til at skabe et troværdigt virkelighedsbillede, end vi som beskuere er til at skelne skidt fra kanel?
For instruktøren af The Act Of Killing har netop den problemstilling været oppe at vende. I en meget afgørende scene i filmen, ser man en af filmens massemordere få opkastnings- og kvælningsfornemmelser på det tag, hvor han har slået hundredevis af mennesker ihjel. En scene, der opleves, som om man ser ham i direkte konfrontation med sin fortids dæmoner. Maskerne falder og han afslører sin menneskelighed. Men er det også rigtigt?
»Werner Herzog, der er executive producer på filmen, spurgte mig om det er muligt, at han i virkeligheden bare spiller skuespil? At vi i virkeligheden slet ikke har forstået noget som helst? At han er et løg uden kerne, ligegyldigt hvor mange lag, man synes at pille af ham,« siger Joshua Oppenheimer.
Virkelighedens fistel
For instruktøren ændrer det dog ikke ved, at hans metode stadig er den mest ærlige i forhold til at forstå massemorderne. For det interessante for ham er netop at se, hvordan de stykker deres virkelighedsopfattelse sammen.
»De genopfører den proces, hvorved virkeligheden skabes gennem løgne. Det er det, de viser os – det er den sandhed, der er i min film. Det viser samtidig, hvor skrøbelig en virkelighed vi har; hvor let den kan manipuleres,« siger Joshua Oppenheimer.
– Men kan disse massemorderes absurde kunstneriske ambitioner og forskruede virkelighedsopfattelse ikke stå i vejen for en væsentlig historie om krigsforbrydelser og en form for historieløshed i Indonesien?
»Nej, for filmen handler ikke om, hvad der skete i 1965. Den giver det som en rammeforståelse, men grundlæggende handler den om, hvordan nutidens virkelighed bliver konstrueret af vinderne. Det er en sandhed om, hvordan vi skaber en normalitet gennem løgne baseret på terror,« siger Joshua Oppenheimer.
– Kunne det tænkes, at de bare prøver at bearbejde et traume; at det de har gjort, har skabt et sår på sjælen, de prøver at hele?
»Det er nok en del af det. Vi bygger vores personlighed omkring vores sår, og når vi ser et, er vores impuls at kradse i det,« siger Joshua Oppenheimer.
Som en meget virkelighedsnær metafor for netop dette, fortæller han, hvordan en af morderne i hans film – Herman – får en sygdom; en fistel, der kort fortalt gør, at han udvikler to røvhuller. Han går med store smerter i bad, hvor han til stor efterfølgende tilfredsstillelse ud af et af sine huller trækker et op mod tre meter langt stykke råddent og betændt kød.
»Det er, hvad de prøver at gøre. De prøver at frastøde den syge del. Få det ud af kroppen. Et middel hertil er netop opbyggelsen af løgnen om, hvem de virkelig er, og hvad der i virkeligheden foregik,« siger Joshua Oppenheimer.
Batman Returns
Instruktøren af Roland Hassel, Måns Månsson, bruger også iscenesættelse, om end noget anderledes end Oppenheimer. Han lader i sin film en fiktiv politimand – Roland Hassel – kendt fra utallige svenske kriminalromaner og film forsøge at opklare mordet på Olof Palme med hjælp fra rigtige vidner og ’direkte citater’ fra vidneafhøringer fra dengang. Det gør han ud fra den tilgang, at den iscenesatte dokumentar i virkeligheden er mere ærlig end den, der lader som om, at den fremviser en definitiv virkelighed.
»Virkeligheden er kompleks, og når man skal videreformidle den, bidrager man altid med endnu et lag af kompleksitet. For mig er Palme-mordet blevet til en fiktiv svulst uden egentlig substans. Mit job som dokumentarist er at pege på den uvirkelighed – at virkeliggøre den,« siger Måns Månsson. Han mener, at der i Sverige, som det måske også er tilfældet her, er en diskurs skabt fra en public service tv-tradition omkring, hvad dokumentaren må og ikke må, der står i vejen for at udvide vores forståelse af virkelighedens kompleksitet og sociale ophav. Vi klynger os så meget til ideen om virkeligheden, at vi ikke opdager, at den består af fiktive forestillinger. Det kan dokumentaren ændre på, hvis den får lov.
»Tænk hvis Christopher Nolan overtog Michael Moores sundhedsprojekt. Tænk, hvis det var Batman, der undersøgte den amerikanske sygeforsikring! Hvad ville der så ske – ude i virkelighedens verden?« påpeger Måns Månsson.
