Interview
Læsetid: 7 min.

’Jeg er allergisk over for sentimentalitet’

For lidt mere end en uge siden blev den østrigske instruktør Michael Hanekes seneste film, det stærke og usædvanlige kærlighedsdrama ’Amour’, valgt til årets bedste i Europa. I maj måned indbragte filmen Haneke Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes. Information har mødt instruktøren, der ikke vil analysere sine egne værker eller svare på, hvad kærlighed er, men hellere stille en masse spørgsmål, som det så er op til publikum selv at besvare
Kultur
13. december 2012
’Mine film udspringer altid af noget, jeg selv har oplevet, noget, der har gjort mig glad, vred eller har såret mig, og som jeg har fået lyst til at behandle dramatisk. Det er et privilegium, man har, når man skriver sine egne manuskripter,’ siger Michael Haneke som svar på, hvor ideen til hans nye film, ’Amour’, kommer fra.

’Mine film udspringer altid af noget, jeg selv har oplevet, noget, der har gjort mig glad, vred eller har såret mig, og som jeg har fået lyst til at behandle dramatisk. Det er et privilegium, man har, når man skriver sine egne manuskripter,’ siger Michael Haneke som svar på, hvor ideen til hans nye film, ’Amour’, kommer fra.

Clara Molden

»Nej,« siger Michael Haneke. Han griner lidt.

Den 70-årige østrigske filminstruktør er lige blevet spurgt, om han vil definere kærlighed for de fire journalister, der sidder over for ham i en suite på Hotel Majestic i Cannes. Udenfor skinner solen, og den årlige filmfestival er i fuld gang.

»Min filosofilærer sagde, at ’at man kan definere alt ihjel’.«

Informations udsendte medarbejder forsøger sig med en anden version af spørgsmålet: Er Michael Haneke interesseret i at fortælle journalisterne, hvad kærlighed betyder for ham.

»Nej,« siger han igen.

»Jeg spiller ikke personligt en rolle i min film. Jeg lader det være op til publikum at fortolke historien. Hvis jeg giver min egen mening til kende, begrænser jeg publikums frihed til at fortolke filmen, som det vil. Film kan i bedste fald stille spørgsmål, og jeg håber, at publikum vil tage livtag med dem og forsøge at finde deres egne svar. Det gælder alle former for kunst, teater, film eller litteratur. Man kan kun stille spørgsmål. Svarene må man overlade til politikerne. Det får de penge for.«

Forfærdelig oplevelse

Al denne snak om kærlighed – eller forsøg på snak om kærlighed – skyldes Michael Hanekes nye film, Amour (kærlighed på dansk), der et par dage forinden er blevet vist i hovedkonkurrencen på festivalen i Cannes, og som nogle dage senere bliver belønnet med festivalens hovedpris, Den Gyldne Palme (instruktørens anden på blot tre år. Det hvide bånd fik prisen i 2009).

Den rørende, men alligevel såre usentimentale film handler om et ældre ægtepar, tidligere musiklærere (spillet af Emmanuelle Riva og Jean-Louis Trintignant), der bor alene i en stor lejlighed i Paris. De elsker tydeligvis hinanden og lever et godt og stille liv, indtil den dag hun får et slagtilfælde. Han nægter at sende hende på plejehjem, selv om hun gradvist får det dårligere og dårligere, og beslutter sig i stedet for at tage sig af hende derhjemme, først med hjælp af en privat sygeplejerske, siden alene, hvilket bestemt ikke huer parrets datter (Isabelle Huppert), der bor i udlandet.

»Mine film udspringer altid af noget, jeg selv har oplevet, noget, der har gjort mig glad, vred eller har såret mig, og som jeg har fået lyst til at behandle dramatisk. Det er et privilegium, man har, når man skriver sine egne manuskripter,« siger Michael Haneke som svar på et spørgsmål om, hvor ideen til Amour kommer fra.

»I forhold til denne histories oprindelse er det noget, jeg har oplevet i min familie, og hvor jeg hjælpeløst måtte se til, mens et menneske, jeg holdt meget af, led. Det var en forfærdelig oplevelse.«

Ikke noget socialdrama

Fordi Amour er så personlig for Michael Haneke – og tematikken i filmen så universel og vigtig – mener han også, at han som filmskaber har et stort ansvar både i forhold til publikum og i forhold til den historie, han vil fortælle.

»Som filmskaber skal jeg sørge for, at folk forlader biografen en smule forandrede i forhold til, da de gik ind i den,« siger han.

»Det er i hvert fald meningen, at de skal opleve noget nyt, blive påvirket. Man vil gerne have, at filmen skal leve i folk i lang tid. Man er ikke interesseret i, at de bare forlader biografen og siger: ’Nå, det var det. Lad os så se at få noget at spise’. Især ikke hvis man beskæftiger sig med så vigtigt et emne som dette. Så skal man behandle det ærligt, uden sentimentalitet og hykleri og uden at manipulere publikum. Det ville være en forbrydelse imod emnet, der angår os alle, og som vi alle har skullet forholde os til eller er blevet konfronteret med.«

»Amours tema er, hvordan vi håndterer vores elskedes lidelser. Jeg lod filmen foregå i middelklassen, fordi jeg ikke var interesseret i at lave et socialdrama. Havde jeg ladet den foregå i et miljø med færre penge, ville ægteparret ikke have haft råd til at pleje kvinden i hjemmet. Hun ville med det samme være blevet placeret på et hospice, og publikum havde tænkt, at ’det er forfærdeligt, men det ville ikke være så slemt, hvis bare familien havde råd til en privat sygeplejerske’. Det har familien i filmen, og uanset ens økonomiske omstændigheder er det altid forfærdeligt. Jeg ville undgå, at folk opfattede Amour som en social kommentar og derfor ikke ville behøve at tage stilling til det, filmen egentlig handler om.«

»En anden grund til, at alle mine film foregår i middelklassen, er, det er den sociale sammenhæng, jeg kender bedst, fordi det er derfra, jeg selv kommer.«

Stilistik og distance

Men hvordan undgår man sentimentalitet og manipulation i en film om grænseløs kærlighed og loyalitet, hvor det vil være nemt netop at spille på publikums følelser?

»Jeg er allergisk over for sentimentalitet,« siger Michael Haneke og griner igen. Noget, han ofte gør.

»Jeg underviser instruktørelever, og de viser mig ofte noget, de har lavet, og jeg siger til dem, ’er du ikke klar over, at din skuespiller er helt igennem rædselsfuld?’ De spørger så: ’Nej, hvad er der galt?’ Hvis ikke de selv kan se, når noget ikke fungerer, hvis ikke de har talentet, intuitionen, næsen, øret for det, så kan man ikke gøre mere. Man kan ikke lære dem at instruere og være skuespilfører. Det er det samme som en musiker, der ikke kan høre, om en tone er falsk. Det er ikke noget, man kan udvikle. Det er et spørgsmål om talent, og enten er man allergisk over for det og reagerer fysisk, eller også er man ikke og bør finde sig en anden profession.«

Hanekes prunkløse billedstil er en anden grund til, at han så dygtigt undgår enhver form for leflen for publikum og dets følelser. Instruktøren bevæger ikke sit kamera unødigt, men rammer i stedet sine personer ind, som var de figurer i et maleri. »Jeg forsøger altid at skabe en stiliseret billedside, som afføder en vis distance, i Amour er det lejligheden, der ligner mine forældres lejlighed. Grundplanen er helt den samme,« siger Michael Haneke. »Jeg måtte ændre den fra østrigsk stil til fransk stil, men når jeg skriver et manuskript, er jeg nødt til at have et bestemt geografisk sted i tankerne, en grundplan, som kan forsyne mig med visse detaljer, der er nyttige, når jeg skriver manuskriptet. I forhold til måden, vi fotograferede filmen på, kameraføringen, så er det det samme som i alle mine film: Jeg prøver at være så enkel og uspektakulær som muligt og sørge for, at kameraet ikke tiltrækker sig opmærksomhed. Man ser aldrig dramatiske kamerabevægelser i mine film. Det hader jeg. Jeg vil være så enkel som muligt for at give publikum tid og rum til at se, hvad der foregår.«

Milde Haneke

Michael Haneke er bedst kendt for sine ofte kolde og brutale og altid intelligente og fascinerende samfunds- og civilisationskritiske film, der konfronterer os, publikum, med vores dyrkelse af vold (Bennys video, 1992, Funny Games, 1997) eller hele det vestlige samfund med en fortrængt fortid, som får tragiske konsekvenser (Skjult, 2005, Det hvide bånd, 2009), eller skildrer den menneskelige tilstand i en forvirret, fremmedgørende verden (Pianisten, 2001, Kode ukendt, 2000, Ulvetider, 2003).

Med Amour viser instruktøren en mere nænsom, men trods alt ikke mindre kompromisløs side af sit væsen. Haneke understreger da også selv, at han ikke er blevet mere mild med alderen.

»Der er en romantisk forestilling om, at kunstneren er identisk med sit arbejde – man forveksler mig med værket,« siger han.

»Da jeg i Funny Games beskæftigede mig med, hvordan vold fremstilles i vores medier, var det indlysende, at filmen ikke ville blive lige så nænsom, som hvis jeg fortalte en kærlighedshistorie. Jeg prøver altid at finde den rigtige og mest intense måde at fortælle en historie og behandle et tema på. Jeg har lavet flere film, som handler om vold i vores samfund, og det er indlysende, at det ikke er lette film, og at de nogle gange ville være ubærlige at se for publikum.«

Haneke har efterhånden har mange års erfaring med filmmediet, men det er stadig hårdt, hver gang han skal lave en film. Måske fordi han altid begynder forfra og forsøger noget nyt.

»Selvfølgelig betyder ens professionelle erfaring, at man ved, hvordan man skal gøre bestemte ting, der så bliver nemmere. Efterhånden får man også mere selvtillid, end man har som begynder,« siger han.

»Men takket være erfaringen, bliver man også mere opmærksom på de faldgruber og farer, der ligger forude. Ens høje forventninger bliver heller ikke mindre med tiden, og det gælder også publikum, der mener, at ens næste film skal være bedre end den forrige, hvilket er dumt. Man gør, hvad man kan, men hver ny film er en udfordring.«

Prøver Michael Haneke at lave den perfekte film, og synes han selv, at han er nået tæt på med Amour?

»De bedste film er ikke perfekte. Jeg mener slet ikke, det er muligt at lave et perfekt kunstværk. Det ville være døden at forsøge det i kunst.«

 

 

’Amour’ har dansk premiere på torsdag den 20. december og bliver anmeldt her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I Monggaards fine interview fremstår essensen af Hanekes metode.

Alene overskriften: ”Jeg er allergisk over for sentimentalitet”, fortæller meget.

Og når Haneke siger: ”Jeg lader det være op til publikum at fortolke historien”, er det ikke tomme ord, ligesom han ikke ønsker ”at manipulere publikum”.

”Jeg prøver at være så enkel og uspektakulær som muligt og sørge for, at kameraet ikke tiltrækker sig opmærksomhed. Man ser aldrig dramatiske kamerabevægelser i mine film. Det hader jeg. Jeg vil være så enkel som muligt for at give publikum tid og rum til at se, hvad der foregår.”

Jeg skal her tillade mig at supplere Monggaards interview med et overordentligt vigtigt aspekt omkring alt dette, nemlig Hanekes fravalg af underlægningsmusik.

I et interview bliver han spurgt:

CS: I want to talk about some of the decisions that went into making the movie, such as the music... or the lack of music. The only time we hear any is when someone in the story is playing an instrument like in the fair scene. Why did you decide to go in that direction?
Haneke: In real life, you only hear music when it's actually being played. In general, musical score is only used to cover up the weaknesses of the film. If the film works dramatically and there's enough tension, then you don't need music. I always find it too easy. It's cheap and cowardly using music.

CS: Is that something you realized from the very beginning or when you're editing? And I'm not sure I ever noticed that but has that always been the case with your movies and I've never noticed?
Haneke: No, I haven't used music in any of my films.

Han underspillde dramatiske effekter gør, at vi inde i os selv kommer i vildrede. Ikke om filmen; om vore egne holdninger.

ulrik mortensen

Haneke har brugt musik i sine film, f.eks. "Funny Games", både den originale og den amerikanske genindspliiling (i starten, hvor familien kommer kørende i bilen på vej til sommerhuset). Fra et interview med Haneke om "Funny Games":

"What are your intentions with the classical music juxtaposed with the heavy metal?"

"It’s not heavy metal. John Zorn does not make heavy metal. Just like the film is a parody of a classical thriller, John Zorn is a parody of classical heavy metal. The classical music is not a soundtrack in this movie. All my music is not meant as a soundtrack—is part of the action, part of the story. The other music, the John Zorn music, is under the titles, and it’s the ironic colon. OK, now we go to a thriller"

Altså han bruger ikke musikken som staffage og pynt, men som en del af handlingen ...

http://www.cinemablend.com/new/Interview-Funny-Games-Director-Michael-Ha...