Kommentar
Læsetid: 2 min.

Bagatel eller sensation?

Er den ynkelige pjevs af en moralsk fortælling virkelig skrevet af H. C. Andersen? Forfatteren er afskåret fra at svare. Kritikeren tillader sig at tvivle og undre sig
Man må studse over detaljer i udtryksform og ordvalg, der ikke overbeviser om, at ’Tællelyset’ har eventyrdigteren som afsender.

Man må studse over detaljer i udtryksform og ordvalg, der ikke overbeviser om, at ’Tællelyset’ har eventyrdigteren som afsender.

Kultur
15. december 2012

Forudsat at det kan bevises eller hinsides al tvivl sandsynliggøres, at den patetisk sentimentale opbyggelige bagatel Tællelyset, under hvilken en eller anden har skrevet: H.C. Andersen, vitterlig blev nørklet sammen af vor store digter i en purung, uskyldig stund, hvor han foretog indledende, prøvende fingerøvelser til sine senere tingseventyr (’Flipperne’ f.eks.), kan man kun glæde sig over, at teksten har ligget på Landsarkivet for Fyn og ikke på Rigsarkivet, hvor den måske var blevet stjålet og siden brugt som fidibus af en nynazistisk cigarentusiast eller en piberygende rocker.

Mens man glæder sig sammen med finderen og med ham lands- og rigsarkivaren, kan man så ryste stille på hovedet ad, at en så ynkelig pjevs af en moralsk fortælling opskriges til forsidestof. Anmeldelserne oven på offentliggørelsen har været forbeholdne, mildt sagt. Selvfølgelig kan det da røre ens hjerte, at det arme lys, der smudses til af uforstående fingre, kan tænde på et fyrtøj og via kærlighed få forløst sin sande identitet, så tællen eller den hvide stearin kan løbe i buttede, lyse dråber ned ad dets gråsorte legeme og dække det udefra påførte smuds. Men verdenssensation, helt ærligt?

Hertil kommer, at selv om afskriften kan kobles til slægten Plum og via den påførte tilegnelse (som jo altså heller ikke stammer fra H. C. Andersens skrivende hånd) over (Hans?) Bunkeflod kan knyttes til digterens omsorgsfulde genbo, selveste Madam Bunkeflod, så peger den i sin artige humorforladthed overhovedet ikke på eventyrdigteren som sin ophavsmand, og man må yderligere studse over detaljer i udtryksform og ordvalg.

Ikke just juhu

Hvad bestiller f.eks. de moderne distancerende gåseøjne i følgende sætning: »og fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ’lyse’ for det i Livet«?

Og virker det fra tysk oversatte (og i 1823 splinternye) analytisk-filosofiske begreb ’omverden’ autentisk det sted, hvor det hedder, at »de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds fra Omverd[e]nen«? Jeg spørger bare. Andersen er desværre afskåret fra at reagere. Spørger man sin sprogfornemmelse, siger den ikke juhu, men tjae.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Jeg hælder mest til bagatel.

Digtet mangler logik og overblik. Hvorfor møder tællelyset kun de dårlige mennesker i starten, når der dog findes gode, viser det sig, de vil bare ikke have noget med lyset at gøre, fordi det er blevet sort. Bedre er de gode altså ikke.

Verdens problem var, at den kun brød sig om sig selv, og slet ikke om tællelyset. Men hvorfor havde den så fremstillet det, og hvorfor rørte den ved det med sine sorte fingre, og - endnu værre - hvordan kunne den rå, ufine verden med de sorte fingre indse, at den ikke kunne nå tællelyset, og blive så følelsesmæssigt berørt derover, at den i vrede måtte smide lyset væk?

Der er noget, der ikke rimer på H. C. Andersen, selvom man godt kunne finde ansatser og forstadier til senere moraler og pointer i eventyrerne.

I dette møder tællelyset tilsidst et fyrtøj, der forstår det tvekønnede lys bedre end det selv, og kan se igennem det og se alt det gode inden i. Det er utroligt, så godt dette fyrtøj er, og de bliver gift i en symbiotisk flamme af lys, der vejleder hele den gode verden for sig - nej, ved I hvad?

Min klare intuition siger mig at det er en (ung) H.C. Andersen der har skrevet dette eventyr. Sproget er klart og lysende, og passer godt til digterens sprogtone - som han anvendte sidenhen.

Eventyret handler om det indre lys i os alle, det spirituelle lys, vi alle har inden i os. Og som skal skinne for verden. Og i verden. Et tema som H.C. Andersen igen og igen vender tilbage til...

Sensation eller bagatel. For hvem, kunne man spørge?
For nogen det ene. For en anden det andet.
For mig er sensationen at man stadig kan finde sådanne ting i folks/arkivers gemmer. For nogle år siden fandt man i Odense en totalt ukendt symfoni af Mozart. Det er for mig en sensation, hvor et fodboldmesterskab for et eller andet hold er en bagatel.