Baggrund
Læsetid: 7 min.

I begyndelsen var Hobbitten

Forsalget til Peter Jacksons filmatisering af ’Hobbitten’ er begyndt. Fra den 12. december ved midnat kan den ses i biografen. Og det vil den blive! Men ét er film, noget andet litteratur. Og mens vi venter, er der endnu tid til at læse Tolkiens epokegørende bog
’Hobbitten’ er en børnebog, en godnathistorie til Tolkiens fire børn, sandsynligvis opfundet ved sengekanten fra aften til aften, hvilket giver den et vist improviseret præg.

’Hobbitten’ er en børnebog, en godnathistorie til Tolkiens fire børn, sandsynligvis opfundet ved sengekanten fra aften til aften, hvilket giver den et vist improviseret præg.

Kultur
6. december 2012

Det er med garanti to forskellige oplevelser at se Hobbitten på film – i 3D og 48 billeder i sekundet, noget, der allerede skal have sendt de første newzealandske biografgængere i gulvet med kvalme og brækfornemmelser – og så at læse bogen: udfoldede beskrivelser, historisk erindring, en fortæller, der beretter, hører læsningen til. Så mens vi venter ...

Hobbitten er lettere i tonen, mere humoristisk og blottet for den dystre dommedagsklang, som ligger som en tone under Ringenes Herre. Den metafysiske ondskab, der udgår fra Saurons øje i Mordor, er fraværende i Hobbitten. Til gengæld kan man her følge Tolkiens univers blive til.

Det siges, at han senere, da han skrev Ringenes Herre, foretog nogle tilpasninger i Hobbitten, så de to værker hang bedre sammen, men da jeg ikke kender førsteudgaven, ved jeg ikke, hvor historien er ændret. Dog er eksempelvis Åndemaneren i Hobbitten – den eneste onde kraft, der ikke møder sit endeligt undervejs – den figur, der i Ringenes Herre udvikles til til Sauron. Til gengæld er der ingen kvinder eller kærlighedshistorier. Figurer som elverkvinden Lúthien er Hobbitten blottet for.

En godnathistorie

Måske interesserer kærlighed heller ikke børn så meget, og Hobbitten er en børnebog, en godnathistorie til Tolkiens fire børn, sandsynligvis opfundet ved sengekanten fra aften til aften, hvilket giver den et vist improviseret præg. Eksempelvis er der pludselig brug for at Bilbo er skrap til at kaste med sten, og så indføres denne egenskab lige der uden tidligere at have været omtalt. Sådan er fortællestilen.

Oprindelig havde Tolkien heller ingen planer om at offentliggøre Hobbitten, det var en forlagsredaktør, der i 1936 overtalte ham til at lade den trykke. Men Tolkien har valgt at bevare det improviserede og kursoriske præg. Sammen med farmands stemme, der her og der taler direkte til børnene, eller siger: »Der skete meget mere her, men dværgene har travlt, så vi må videre,« giver det bogen et charmerende, henkastet præg, mens vi føres gennem et møde med tre ulækre bjergtrolde, et ophold hos Elverkongen i Kløvedal, den Elrond, der kommer til at spille en vigtig rolle i Ringenes Herre, og derefter lukt ind i bjergtroldenes hule. Denne episode giver i øvrigt anledning til den (vistnok) eneste bemærkning i bogen, der peger ud over dens eventyrunivers på den verden, der i 1936 havde antaget en nok så truende karakter. »Det er ikke utænkeligt, at de (bjergtroldene) opfandt nogle af de maskiner, som siden har givet verden problemer, i særdeleshed de opfindsomme redskaber, der kan dræbe et stort antal mennesker på én gang, for hjul og maskiner og eksplosioner fornøjede dem altid.«

J.R.R. Tolkien havde selv deltaget i Første Verdenskrig, men var blevet sendt hjem, da han fik den såkaldte ’skyttegravsfeber’, en influenzalignende sygdom, der blev spredt med lusene. En skrap influenza var det – han led under den i flere år bagefter.

Ud på eventyr

Men i Hobbitten gælder det eventyr, om at stjæle en skat fra dragen Smaug. Smaug er ikke en repræsentant for nogen universel ondskab, men bare en ildsprudende drage, som der engang var masser af. Nu har Smaug imidlertid i årevis ligget og snorksovet på skatten i Det Ensomme Bjerg. Lige indtil han bliver forstyrret af hobbitten, Bilbo Baggins, og 13 dværge, som vil tilbageerobre det guld, der oprindelig var deres. Fortællingen er en historie om farefulde eventyr og dramatiske forhindringer uden alt for dybe, eksistentielle dilemmaer.

Således har heller ikke ringen, som Bilbo finder, da han – og vi – møder Gollum for første gang, de urovækkende egenskaber, den får i Ringenes Herre. Dér underkastes dens bærer en ond fortroldelse, som får ham til at ønske magt for enhver pris, i Hobbitten tager Bilbo ringen på igen og igen uden anden konsekvens, end at han bliver usynlig.

En enkelt forsmag på ødelæggende trolddom findes der dog, men den tillægges Smaug, ikke ringen.

»Hver gang Smaugs søgende blik, der ledte efter (den usynlige Bilbo) i skyggerne, glimtede forbi ham, rystede han og blev grebet af et uforståeligt ønske om at styrte hen og afsløre sig og fortælle Smaug hele sandheden.«

Det er samme impuls, at noget ukendt vækkes i helten og truer med at føre ham i fordærv, som udnyttes så effektfuldt i Bilbos nevø, Frodos, senere kamp med sig selv og ringens magt i Ringenes Herre. Blot mere løsrevet her. Men temaer og figurer i Hobbitten, som senere udvikles i Ringenes Herre, finder man mange af.

Et eksempel er fuglene, sorte fugle, der spionerer for dunkle kræfter og kaster uheldsvangre skygger over jorden. De formørker solen i Ringenes Herre, men optræder også i truende flokke omkring Hobbittens Ensomme Bjerg. Her findes der dog også gode fugle. En gammel drossel er overbringer af vigtige meddelelser, og det afgørende slag, Femhæreslaget, der ender med sejr, da Ørnenes Fyrste med følge kommer dværge, elvere og mennesker til hjælp.

Ophavsmanden til Bilbos (modvillige) deltagelse i de mange farefulde eventyr er Gandalf, Ringenes Herres legendariske troldmand, der ligesom Gollum her præsenteres for første gang. Og sidst men ikke mindst præsenteres Bilbo Baggins selv, den magelige hobbit med den lange pibe, madglæden og den velbørstede pels på fødderne. Før Hobbitten fandtes han ikke, i dag kan man jo slet ikke forestille sig verden uden.

Bilbo er bedsteborgerlig, respektabel og absolut ikke tilhænger af farefulde eventyr. Men inderst inden nærer han en lille, fortrængt længsel efter dem, angiveligt en arv fra hans mor af Toker-slægten, et navn, der vel nok kan lede tanken hen på Tolkiens eget slægtsnavn og dermed dets tyske rod, Tollkühn, som på godt dansk betyder – dumdristig.

Vind, vejr, ballader og gåder

Det er et vovemod, som Bilbo får god brug for i perlerækken af episoder. Han møder som nævnt Gollum, der vil æde ham, nede i troldehulens mørkeste dybder, dernæst forfølges selskabet af bjergtrolde, ridende på varger (ulve), men reddes af ørnene. Så besøger de Beorn, der om natten forvandler sig til en bjørn, og de overfaldes af kæmpeedderkopper i Dunkelskoven. Skovelverne tager dem til fange, de undslipper via en flod og videre går det mod Det Ensomme Bjerg, hvor Smaug residerer. Episode følger på episode.

Der er imidlertid andet end personerne, der binder de to værker sammen. De minutiøse landskabsbeskrivelser af fiktive, fjerne egne og den historiske bevidsthed bærer umiskendeligt Tolkiens vandmærke.

»På det sted var der et dybt vadested, som de, hvis de stadig havde haft deres ponyer, måske kunne have passeret gennem,« hedder det i Hobbitten, »og derefter et spor, som førte til udkanten af skoven og til indgangen til den gamle skovvej. Men Beorn havde advaret dem om, at den vej nu ofte blev anvendt af bjergtroldene, mens den østlige ende af selve skovvejen, efter hvad han havde hørt, var groet til og ikke blev anvendt og førte til uigennemtrængeligt marskland, hvor stierne for længst var forsvundet.«

Sine steder optræder også indslag fra oplevelser, der har gjort indtryk på Tolkien selv. En sommerferie i Schweiz i 1911, hvor han rutsjede ned ad glatte sten og havnede i en fyrreskov, genopstår i Bilbos færd over Tågebjergene. »57 år senere erindrede Tolkien sin modvilje mod at måtte forlade synet af den evige sne på toppen af Jungfrau og Silberhorn,« beretter Wikipedia. Fascinationen af bjerge og skove gennemsyrer forfatterskabet.

Der huskes langt tilbage, både i tidsaldre og i slægter. »Thorin, søn af Thrain, søn af Thror, Konge under Bjerget,« præsenterer dværgenes høvding således regelmæssigt sig selv, ligesom årstiderne og vejret bestandig snakker med. Bilbo og dværgene drager ud i det skønneste forårsvejr, møder efteråret i Dunkelskovens skumle dyb, og da det afgørende slag nærmer sig, er det frysende vinter.

Som i Ringenes Herre spiller sange og ballader desuden en vigtig rolle. Elvere synger, trolde synger, dværgene synger, og menneskene synger om de gode gamle dage, før Smaug indtog Det Ensomme Bjerg og lagde omegnen øde. Ikke for ingenting begyndte Tolkien som lyriker. Men han kunne meget andet. Han havde en omfattende dannelse, læste først latin og angelsaksisk, siden litteratur på Oxford, og nordisk, germansk og angelsaksisk myte og poesi klinger med, når han fortæller: Beowulf, de islandske sagaer, Vølsungerne, Eddaerne og Nibelungenlied, for at nævne nogle få. Desuden havde han, siden han som teenager stiftede bekendtskab med sine to kusiners hjemmelavede sprog, ’Animalic’, en svaghed for hemmelige sprog og gåder. Senere opfandt han sammen med disse det mere avancerede ’Nevbosh’, og dernæst opfandt han selv et: ’Naffarin’. Også her kan man se, hvordan et træk, der udnyttes i Ringenes Herre, introduceres improviseret som en lille – konsekvensløs – episode i Hobbitten, nemlig hvor Elrond tyder, hvad der står på det landkort, dværgene og Bilbo følger. Elrond opdager månebogstaver ved siden af de almindelige runer, »Tre fod høj er døren og tre kan gå side om side,« læser han. Da det kommer til stykket, og vore venner skal ind i Smaugs hule, er det imidlertid en solstråle på en lodret klippevæg, der giver dem løsenet.

Endelig optræder også Tolkiens kærlighed til gåder i Hobbitten, endda i hele to episoder, idet både Gollum og Smaug leger gådeleg med Bilbo.

»Ingen drage kan modstå tillokkelsen ved gådesnak,« hedder det.

Filmbladet Ekkos redaktør, Claus Christensen, har udtalt, at Hobbitfilmene ikke vil nå op på siden af Ringenes Herre. Det må så komme an på en prøve. Hobbitten har nogle andre potentialer end Ringenes Herre – der er i højere grad lagt op til sjov og ballade. På den anden side er den løsere i fugerne og med færre over- og undertoner, end Ringenes Herre, som er skrevet under indtryk af Anden Verdenskrig og den ondskab, der dér blev sluppet løs. J.R.R. Tolkien deltog i øvrigt også i denne. Som kodebryder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Mikkelsen

Skal IKKE se denne film. Hellere læse bogen højt for min datter igen.

Peter Jackson har ikke en chance for at komme i nærheden af Tolkien. Se bare hvordan han ødelagde Lord of the Rings....

Man skal vist heller ikke have spist for meget inden man går ind og ser filmen ...

http://movieline.com/2012/12/04/the-hobbit-an-unexpected-journey-nausea/

Og hvis forældre vil gå glip af oplevelsen ved at læse denne bog højt for børnene, kan jeg i stedet anbefale Rune T. Kidde genfortælling i musik og sang.

"What a happiness this must have been seventy or eighty years ago and upwards, to those chosen few who had the good luck to be born on the eve of this festival of all festivals; when the whole earth was so overrun with ghosts, boggles, bloody-bones, spirits, demons, ignis fatui, brownies, bugbears, black dogs, specters, shellycoats, scarecrows, witches, wizards, barguests, Robin-Goodfellows, hags, night-bats, scrags, breaknecks, fantasms, hobgoblins, hobhoulards, boggy-boes, dobbies, hob-thrusts, fetches, kelpies, warlocks, mock-beggars, mum-pokers, Jemmy-burties, urchins, satyrs, pans, fauns, sirens, tritons, centaurs, calcars, nymphs, imps, incubuses, spoorns, men-in-the-oak, hell-wains, fire-drakes, kit-a-can-sticks, Tom-tumblers, melch-dicks, larrs, kitty-witches, hobby-lanthorns, Dick-a-Tuesdays, Elf-fires, Gyl-burnt-tales, knockers, elves, rawheads, Meg-with-the-wads, old-shocks, ouphs, pad-foots, pixies, pictrees, giants, dwarfs, Tom-pokers, tutgots, snapdragons, sprets, spunks, conjurers, thurses, spurns, tantarrabobs, swaithes, tints, tod-lowries, Jack-in-the-Wads, mormos, changelings, redcaps, yeth-hounds, colt-pixies, Tom-thumbs, black-bugs, boggarts, scar-bugs, shag-foals, hodge-pochers, hob-thrushes, bugs, bull-beggars, bygorns, bolls, caddies, bomen, brags, wraiths, waffs, flay-boggarts, fiends, gallytrots, imps, gytrashes, patches, hob-and-lanthorns, gringes, boguests, bonelesses, Peg-powlers, pucks, fays, kidnappers, gallybeggars, hudskins, nickers, madcaps, trolls, robinets, friars' lanthorns, silkies, cauld-lads, death-hearses, goblins, hob-headlesses, bugaboos, kows, or cowes, nickies, nacks necks, waiths, miffies, buckies, ghouls, sylphs, guests, swarths, freiths, freits, gy-carlins Gyre-carling, pigmies, chittifaces, nixies, Jinny-burnt-tails, dudmen, hell-hounds, dopple-gangers, boggleboes, bogies, redmen, portunes, grants, hobbits, hobgoblins, brown-men, cowies, dunnies, wirrikows, alholdes, mannikins, follets, korreds, lubberkins, cluricauns, kobolds, leprechauns, kors, mares, korreds, puckles korigans, sylvans, succubuses, blackmen, shadows, banshees, lian-hanshees, clabbernappers, Gabriel-hounds, mawkins, doubles, corpse lights or candles, scrats, mahounds, trows, gnomes, sprites, fates, fiends, sibyls, nicknevins, whitewomen, fairies, thrummy-caps, cutties, and nisses, and apparitions of every shape, make, form, fashion, kind and description, that there was not a village in England that had not its own peculiar ghost. Nay, every lone tenement, castle, or mansion-house, which could boast of any antiquity had its bogle, its specter, or its knocker. The churches, churchyards, and crossroads were all haunted. Every green lane had its boulder-stone on which an apparition kept watch at night. Every common had its circle of fairies belonging to it. And there was scarcely a shepherd to be met with who had not seen a spirit! "

Fra Michael Aislabie Denham (d.1859), "The Denham Tracts" (volume 2) [ed. James Hardy, London: Folklore Society, 1895], a compilation of Denham's scattered publications.

Tak for en god artikel om Hobitten.
Sikkert den eneste seriøse gennemgang af Hobbitten man kommer til at se i Underholdnings-speaket på ellers f.eks TV og Radio om emnet.

Claus Mikkelsens ovenfor frustrationer over Peter Jacksons forrige udlægninger af Hobbit-universet er forståelige.
Den vigtigste person mangler aldeles i Jacksons trilogi.
Tom Bombadil. Som er den eneste der foruden Sauron kan håndtere "ringen". Et helt centralt spændningsfelt og omdrejningspunkt må det siges at være...
(Hånen mod figuren Tom Bombadil kender iøvrigt ingen grænser da han ydermere i et spil end ikke kan beholde sit navn men her kaldes Harry Wellerchew.
Så er niveauet på bunden.)

Andre magtfulde og vigtige personer mangler dog i Peter Jacksons Film som de også mangler på rollelisten i JRR Tolkiens trilogi.
De nævnes måske kort men har ingen synlig del i kampen mod Sauron.

Dette kan og burde derfor give anledning til eftertanke om Kodeeksperten J R R Tolkiens hensigter med Det stærkt svækkede hold han stiller op mod ondskaben Sauron og dennes krigsgale orker etc.

1. En troldmand Gandalf der brillierer mest i fyrværkeri. Og som ellers ikke imponerer.
2. Et par trolmændskolleger der heller ikke imponerer.
3. Et elverfolk som i Jacksons udgave især blot er som sofistikerede tjaldhippier.
4. Et "nordisk/tysk/fransk krigerfolk som rider på hest og kæmper med sværd - internt svækket af magtkampe.
5. Hobitterne som med garanti i den virkelige verden ville blive fængslet af politiet i London for løsgængeri - fuldskab og slagsmål og umådeholdent madfrådseri hver eneste Weekend.
6. Og dværgene hvor ordet loyalitet er et ubesvaret spørgsmålstegn afhængigt af deres interesser.

Den eneste figur der holder 100 % i Jacksons film er Viggo Mortensen som Aragon. Mortensens fortjeneste 100 %. Han har fattet den figur han giver liv på lærredet.

Konklusionen kan blive denne at Peter Jackson har filmet trilogien som han evnede at forstå historien.

Som man forstår forlyder det nu at "Hobbitten" er sjov og ballade. Da ?

Men milliarderne skal nok rulle ind alligevel.
Vi er ikke bedre vant - rent filmisk - Fra HOLLYWOOD.

Jeg er vild med både bøger og film.

Det nævnes i artiklen at J J R Tolkien arbejdede med kodebrydning under 2. verdenskrig.

Om det for Tolkiens vedkommende (næppe ?) forgik på Blechley Park ved jeg ikke p.t men > omkring 9.000 mennesker var beskæftiget på Bletchley Park, da aktiviteten var på sit højeste i januar 1945,[10] og over 10.000 arbejdede der på et tidspunkt under krigen. Blandt de berømte matematikere og kryptoanalytikere, der arbejdede dér, var Alan Turing. En række af de ansatte på Bletchley Park blev rekrutteret på grund af forskellige intellektuelle præstationer, uanset om de var skakmestre, krydsordseksperter, talte mange sprog eller var dygtige matematikere. I et nu velkendt eksempel blev evnen til at løse The Daily Telegraphs krydsord på under 12 minutter benyttet ved en ansættelsestest. Avisen blev bedt om at organisere en krydsordskonkurrence, og bagefter blev alle de, som havde klaret udfordringen, kontaktet og spurgt, om de var parate til at påtage sig "en særlig type arbejde som et bidrag til krigsindsatsen". Konkurrencen i sig selv blev vundet af F. H. W. Hawes fra Dagenham, som var færdig med krydsorden på under otte minutter.)
< fra Wiki.

I begyndelsen var stilheden. "Silmarillion"

Og "Biblen" forøvrigt vist nok også

Kaspar Olsen

Iflg. wikipedia var han på et kursus som "codebreaker" - men tiltrådte ikke aktiv tjeneste som sådan.

http://en.wikipedia.org/wiki/J._R._R._Tolkien#cite_note-spy1-71

Niels Mosbak

Tak for oplysningen.
Dog tror jeg - (uden at jeg kan bevise det - Udfra hearsay og rygter og løse antagelser og solid logik) at Tolkien sagtens kan have arbejdet for en engelsk efterretningstjeneste siden hans deltagelse i 1. verdenskrig.

Nogen af hans fans ville sikkert korse sig over sådan en tanke men dengang kunne efterretningstjenester på visse emner sagtens være de gode fyre. Selve essencen af Camelot.

Hvad Tolkien arbejdede med - kan jeg og må jeg gætte kvalificeret på - ligesom en amerikaner sagde det i et 'coast to coast' foredrag; "Tolkien arbejde med disse gamle tekster fra støvede biblioteker og forstod sandheden (og virkeligheden) i ordene !"
Sandheden om fortiden der ofte kan siges at gå stik imod den officielle tilgængelige arkæologi og verdenshistorie som den normalt udlægges.
(Se f.eks the Carl Munck code)

Tolkien sad på guld og studerede det pure guld i disse gamle tekstsamlinger ligesom dragen Smaug der ligger på et "bjerg" af guld, Dragens guld der netop er målet for tyven Bilbos rejse sammen med dværgene "ud og hjem igen" (hvortil - hvortil; spørger vinden ? Måske til eventyrland østen for månen og vesten for solen og endda videre ?)

(Som det fremgår af Gyldendals udgave af Hobitten i 70'erne er titlen på bogen "Hobitten eller Ud og hjem igen")

At der var en god "Camelot-klike" i efterretnings-kredse dengang i 30'erne og 40'erne 50'erne og 60'erne omkring et eller flere specifikke emner - er jeg som udenforstående men kvalificeret lægmand på disse specialemner helt 100 % sikker på.
Bevise det 100% kan jeg ikke - (og er ligeglad)

Alligevel - derfor pyt med om Tolkien arbejdede for "Camelot" og sad på guld (viden) og forsøgte at dele ud af sin viden med sine store trilogi om "Ringen".

Desværre findes denne gode "Camelot-klike ikke mere" - og findes den alligevel så er "sagens" materiale nu ihvertfald blevet hemmeligstemplet. Der deles ikke mere guld ud. Ikke via officielle kilder.

Hvad Tolkien og vennerne i "Camelot" (hvis sandt) dengang var på sporet af såvel ved indsamling af viden ved læsning og på anden ukendt måde kan man 2012 kun tage et godt gæt på !

Men Ingen tvivl om - at det dog dengang (som nu ?)måtte vedrøre hele menneskeheden i stor scala.

Fin artikel, om end den savner noget korrektur.

Og hvorfor omtales Bilbo ikke med sit danske navn, når nu resten af navnene er danske; han hedder jo altså Sækker.

Det er ren pengemaskine at lave 3 film ud af den lille bog. En enkelt film havde været passende.