Baggrund
Læsetid: 5 min.

Bevidstheds-arkæologi i Gladsaxe

Camilla Christensens forfatterskab er et stort verbalt byggeri af ord for indre og ydre verdener, baseret på sensitivitet, sanser og emotioner og en omfattende, nærmest encyklopædisk tingsglæde i natur og civilisation
Kultur
7. december 2012
Camilla Christensen.

Camilla Christensen.

Robin Skjoldborg

Den, som gennem det sidste års tid har vandret i Københavns gader, kender til det voksende kaos af opgravninger i kloaksystemet, fjernvarmefornyelser i kørebaner og fortove, større arealer af gader og pladser, som er forsvundet ned i dybet til fordel for kommende metrostationer, enorme kraner, som svinger deres last af jern og andet tungt over vores hoveder, gang- og cykelbroer over vandet, havnekajer, der omdannes til promenader og festpladser, hvortil kommer stilladsjunglen til bygningers forskønnelse eller afstivning af det, der ikke vil stå. Håndkraft er godt, men maskiner skal der til, skønne amfibier og robotter, køretøjer med skovle og løftestænger, store gule gummigeder, der græsser og æder, åbenlyst eller bag stakitter og plankeværker.

Ordmaskiner

Og dermed nærmer jeg mig Camilla Christensens forfatterskab, som er et stort verbalt byggeri af ord for indre og ydre verdener, baseret på sensitivitet, sanser og emotioner og en omfattende, nærmest encyklopædisk tingsglæde i natur og civilisation. Det tager form både som lyrik og prosa, eventuelt i blandingsformer, lutter besjælede ordmaskiner og byggesten, med prosaiske højdepunkter i romanerne Jorden under Høje Gladsaxe (2002), om folk og sten i denne satellitby, og Paradis (2004), en stor sproglig blomsterbuket om en haveby i provinsen. Et omfattende gravearbejde i den ene og en planteiver i den anden. Om menneskers ensomhed, forsigtige tilnærmelser eller påtvungne fællesskaber. Og hvorfor ikke også maskinerne som del af vores liv, når de nu er så påtrængende? Sjælløse instrumenter eller hvad? Som nu Stakkels bobcat, den lille, gule gravko, der lidt klodset ivrig blander sig med de store og selv bliver løftet fra og til på ladet af en bil eller står og hænger med grabben efter arbejdstid. Den er blevet titelord for Camilla Christensens egentlige gennembrud som lyriker i år 2000. I sin helhed lyder digtet, sat op som en kort prosatekst:

»Stakkels bobcat, dér under buskene; at den engang har sprunget, kåd som en hvalp; syrenerne drypper så sørgmodigt nu, de hjælper til med at ruste, farven ved du, så en ting ser ud som noget andet; tænk at kunne skelne, tænk at kunne hoppe på bagbenene, tænk at være sådan en hvalp.«

Der skal sådan et digt til for at forlige en med de støjende ulejligheder under opgravningen af København eller som almindelig hjælp til at iagttage fænomenverdenen med opmærksomhed, humor og fantasi, et digt til at udvide hverdagen med eftertanke.

Stakkels bobcat er en bog med vilde drømme af surrealistisk observans, om tab og savn, elegiske og galgenhumoristiske, en søgen efter jegets identitet, om spejlene som sikkerhed for at vi findes, men hvem? spørges der. Citat: »hvis man bliver bange kan man betragte sin fod, man er den nærmeste til det, og hvis så den i det mindste kunne være ren og blank og hvid, men også den emmer af betydning, og allerede i drømmen: alle de efterladte sko, man får dem kylet i nakken, og af hvem? spørger jeg, og de flyder på fortovene om morgenen, lutter venstresko.«

Det er en bog om mennesker og dyr, by og land, fødsel og død og den fatale erotik. Smerteerfaringer i en verden uden sammenhæng, forrevent og overraskende, både blidt og grumt i vekslende former og genrer og broget billedfantasi. En stemme, der tør både blande og blande sig med uforfærdede ord, sat i frihed. Konfliktstoffet var markeret allerede i debutbogen Fejlspændt i 1985.

Som sang i sin strube

Mærkelige skal digtsamlingernes titler helst være. Mellem mørket hedder den næste, fulgt af Forsvinder, begynder (1990). Den rytmiske bevægelse gennem digtbøgerne viser sig både i komposition og varierede tekstformer. Det er korte digte eller prosastykker med høj puls. I Som jorden nu (1991) træder mor-datter-forholdet frem i feltet af fødsel og død. Kropsligheden kan finde udtryk med ordene »Hun er fanget som sang i sin strube«, hedder det i Monolog for en halv stemme (1992), men det er en stivnet sang. Så at sige fejlspændt. Ikke desto mindre er digtene uhyre veltalende og udtryksfulde i både kropslig og sjælelig analyse.

I 1990’erne slog tendensen til prosadigte hul igennem til fortællingens verden med punktromanen Floras verden (1993). En effektiv fortælling i korte sekvenser af en ung kvindes meningsløse, selvopløsende liv. Camilla Christensen har sans for ikke bare frie versefødder, men for sko, som jeg før beskrev, og for rigtige fødder, som er et ledemotiv i Floras verden lige fra begyndelsen, hvor hun præsenteres i et samleje med Carl, som hun egentlig afskyer ligesom sin egen krop og for »sine fødder, som allerede i puberteten nåede op på en størrelse 40 og nu vakler mellem 40 og 41«, Og der ligger så Carl med Floras ene storetå i munden. Og storetåen dukker op på allersidste side som erindring i hendes tilstand som posedame på en bænk. Engang har hun været i Peterskirken i Rom og tegnet Michelangelos Pieta og betragtet en ung munk, der står længe med Sankt Peders fod i sin mund. Jeg nævner det for at markere den egensindige brug af detaljer, af kroppens signalværdier og menneskers symbolhandlinger.

At den korte prosagenre i øvrigt ligger godt for denne forfatter, viste sig med novellerne i samlingen Stjernebarn (1996), der drejer sig om forskellige aldre i kvinders liv. Små præcise, fænomenologiske, psykologiske sprogmaskiner.

Og så kom bobcatten på arbejde som gravemaskine i Jorden under Høje Gladsaxe, hvis hele undergrund analyseres af arkæologer, der aflytter menneskehedens mumlen for at genfortælle den, som det sker i romanens virtuose indledningskapitel: den slags arkæologer, hedder det, »som gik i vejen på Kongens Nytorv, de går i vejen i Cairo, og de gik også i vejen, da man forberedte det byggeri, der i dag hedder Høje Gladsaxe«. Og det sker med perspektiv tilbage til jernalderen, formuleret af den alvidende fortællers vi-stemme, som også er lokalitetens kollektive røst. Og det i en decideret skriftsproglig form i lange sætningsperioder med uddybende parentetiske indskud, en fortælleteknik i nøje overensstemmelse med den tematiske idé om struktur, betydningsbærende sammenhænge, en symbolsk syntaks af over- og underordning. For Høje Gladsaxes arkitektoniske by- og bygningsstruktur har samme analytiske karakter og efterforskes af en ung arkitektstuderende, som har skrevet en falleret afhandling om det gamle Roms kloak- og vandledningssystemer med en dristig hypotese, som nu korresponderer med den efterhånden fantastiske handlingsgang. Her udvides den sociale realisme betragteligt til en magisk eller mytisk beriget realisme, hvor eventyret tager magten i en fantastisk tidsrejse, der forener deres bevidstheder.

Romanen er en mægtig udvidelse dybt under og højt over den i øvrigt meget genkendelige forstadsbebyggelse. Den er en satirisk, overgiven fortælling, en stiliseret skæmteroman, hvor fortællerens tryllestav gennembryder ghettoens beton ind til et fantastisk, mytologisk bevidsthedsrum. Den placerer sig som et hovedværk i forfatterskabet og i samtiden.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her