Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bidske Brooker håner Bond og Batman

Den britiske kritiker Charlie Brooker dirrer så meget af harme, at det er et under, han kan ramme tastaturet uge efter uge
Kultur
13. december 2012

Kan man lide bidsk, britisk vid, bør man ikke snyde sig selv for sarkasmeleverandør Charlie Brookers frontalangreb på film og tv i The Guardian. Gennem de sidste 12 år har han ofte formået at forene raseri og poesi, når han skriver om den populærkultur, som han synes at have et intenst had-kærligheds-forhold til.

I denne uge ser Brooker så tilbage på to af de helt store film fra året, der er så godt som gået. Hverken Batman-filmen The Dark Knight Rises eller Skyfall faldt ubetinget i Brookers smag. Heldigvis, for jo mere harmdirrende han er, jo sjovere er han som regel at læse.

Blandt andet studser Brooker over, at hovedpersonerne er ukampdygtige i så lang tid:

»I begge film bliver skærm-ikonet slået til plukfisk og bruger en stor del af andet akt på at pive og holde sig på lænden,« skriver Brooker.

Den underdrejede 007 minder ham »om synet af en bedstefar, der rystende og prustende på alle fire forsøger at samle en chokoladekugle op fra under kaffebordet«. Brooker forudser, at titelpersonen i næste års Supermanfilm vil bruge »75 procent af tiden på at tage sig til knæet som en fældet angriber. Latterligt. Og det kalder de underholdning«.

Bemærk, hvordan skribenten ikke nødvendigvis behøver noget reelt at blive rasende over, men simpelthen antager, at fremtiden er et overflødighedshorn af skuffede forventninger. Vi er tydeligvis oppe i den sarkastisk-pessimistiske verdensklasse.

Bergman med kappe

Dog har sortseeren et blødt punkt for Batmans nemesis, Bane, som »lyder som Bill Clinton, der forsøger at more Stevie Wonder med en James Mason-imitation«. Også Javier Bardems campy-kælne Bond-skurk gjorde et godt indtryk på den ellers notorisk kræsne Brooker, selv om han synes, at både hans og Banes onde planer er slattent udtænkt af manuskriptforfatterne.

Banes diabolske intentioner om at isolere Gotham City og omdanne storbyen til et »anarkistisk helvede« er ifølge Brooker helt utilstrækkeligt skildret. Faktisk fik han det indtryk, at »omfanget af borgernes lidelser begrænser sig til, at leveringstiden fra Amazon er lidt længere end ellers«.

Brooker klandrer også begge film for at være en smule forlegne over deres egen præmis. Han sammenligner dem kækt med de for tiden i London så populære gourmetburgerrestauranter, der – som Brooker formulerer det – »serverer pommes frites, som har universitetsgrader i filosofi«: »The Dark Knight Rises stiller sig ikke tilfreds med blot at være en popcornfilm om en gut, der klæder sig ud som en flagermus og kæmper mod en gut, som synes at have en skridtbeskytter over sit ansigt. Nej, den giver den som Ingmar Bergmans Det syvende segl – nu med kappe. Og Skyfall kan ikke stille sig tilfreds med at handle om en globetrottende hemmelig agent, hvis lem lider af buksefobi. Nej, den vil være et essay om matriarker (en reference til Bonds alderstegne kvindelige chef M, red.) og Bond som kulturelt tegn.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her