Baggrund
Læsetid: 4 min.

’Hvis der er noget, diktatorer frygter, er det at blive latterliggjort’

Satiretegneren Ali Farzat fik sine hænder knust af det syriske styre for sine kritiske tegninger, men tegner nu igen og modtog i sidste uge SL prisen
Kultur
10. december 2012
Satiretegneren Ali Farzat fik sine hænder knust af det syriske styre for sine kritiske tegninger, men tegner nu igen og modtog i sidste uge SL prisen

Ali Farzat ligner en spinkel intellektuel fra en Woody Allen-film fra 70’erne. Let ludende skuldre, gråsprængt fuldskæg og et par læsebriller hængende i en uldsweater over en hulbrystet overkrop. Og med sofistikerede politiske satiretegninger trykt i Le Monde og Time Magazine kunne han såmænd også godt være det, men hans hænder fortæller en anden historie.

»De er 95 procent OK i dag. Men når jeg har tegnet i et par timer, begynder jeg at få afsindige kramper i dem,« forklarer han og kigger ned på de lange slanke fingre.

Ali Farzats fingre, der i denne uge er i Danmark sammen med resten af satiretegnerens krop for at modtage SL prisen, har nemlig en mere dramatisk historie end så mange andre kunstneres. Da den 61-årige syriske satiretegner en tidlig morgen i august sidste år forlod sit værksted for at tage hjem, blev hans bil stoppet af en sort bil med tonede ruder, ud steg tre store mænd, der rev dørene op på tegnerens bil, trak en sæk over hovedet på ham og gennemtævede ham med knipler og elektriske stave. Derefter trak de ham ud af hans bil og over i deres egen. Her anbragte to af overfaldsmændene ham imellem dem på bagsædet, tvang hans hoved ned imellem hans ben og trak en arm ud til hver side. Derefter knuste de hans hånd med deres knipler.

»Jeg kunne ret hurtigt mærke, hvordan min tredje og fjerde finger skiltes, og at de derefter bøjede mine tre af mine fingre bagud, så de rørte min arm,« fortæller han og viser, hvor fingrene rørte på oversiden af armen.

Fik sin egen avis

Forud for mishandlingen var gået en hurtig udvikling for Ali Farzat, der gennem en lang årrække har opnået berømmelse som satiretegner på en række regeringskontrollerede syriske aviser og i et par år i en egen uafhængig satireavis under Syriens kortvarige tilløb til demokratiske åbninger efter årtusindskiftet. Her inviterede Bashar al-Assad intellektuelle og dissidenter indenfor til dialog, blandt andet Ali Farzat, der fik lov at åbne sin egen avis med satiretegninger i stil med den franske Le Canard Enchainé, som hurtigt blev enormt populær.

»Vores oplag blev lynhurtigt udsolgt og også efterspurgt i resten af den arabiske verden,« forklarer tegneren om avisen, der dog hurtigt blev lukket sammen med alle andre tegn på en demokratisk åbning i Damaskus under det såkaldte Damaskus-forår.

I diktaturer rammer satiren nemlig ofte noget, skriften ikke kan tillade sig. Og særligt i den arabiske verden, hvor der er en lang tradition for satiretegninger, er tegningerne et delikat våben.

»Satiren taler direkte til folk, til deres hoved og til deres hjerte. Humor er en meget vigtig del af arabisk kultur, og vi kan slippe af sted med ting, andre intellektuelle ikke kan. Det handler om at nedbryde frygtens mur og den overdrevne frygt for autoriteterne. Hvis der er noget, arabiske regenter frygter, er det at blive latterliggjort over for deres folk,« siger han.

Efter lukningen af avisen fortsatte han med at lave tegninger på sit eget website og for forskellige internationale medier. Og da opstanden kom i resten af den arabiske verden, blev kritikken mere udtalt.

»I virkeligheden har jeg været dissident i 35 år, men man er nødt til at være forsigtig i et land som Syrien. Men som kunstner kunne jeg mærke, hvordan gaden var på kogepunktet, da Mubarak faldt i Egypten, og som kunstner har man pligt til at gå forrest og udtrykke den frustration, også selv om det er farligt. Og jeg kunne mærke, hvordan folk havde brug for mine tegninger, at det gjorde dem modigere,« siger Ali Farzat.

I starten var kritikken af regimet indirekte, siden blev den mere direkte, med tegninger af Bashar al-Assad og andre folk i ledelsen af landet, til det hele toppede med en tegning af Bashar al-Assad, der beder en Muammar Gaddafi på flugt om et lift.

»Den tegnede jeg, en uge før jeg blev overfaldet, og det var nok dråben. Og det vidste jeg godt på forhånd. Men hvordan skulle jeg kunne nedbryde frygten, hvis jeg selv lod mig styre af den,« spørger han.

Overdreven frygt

Efter overfaldet blev han efterladt i en grøft uden for Damaskus, men formåede at blive kørt på hospitalet og efter kort tid at komme ud af landet til Kuwait, hvor han bor i dag.

Selv frygter han ikke så meget for fremtiden, uanset hvem der kommer ud som de endelige sejrherrer – i Syrien og andre steder i den arabiske verden.

»Der er uro, selvfølgelig er der det. Når man har lukket et hus ned i 50 år, kommer der selvfølgelig brunt vand ud af hanerne, når man tænder for dem igen. Det vil tage tid, men jeg tror, frygten for islamister er overdrevet. Jeg ser det hovedsaligt som et overgangsfænomen, og uanset hvad der sker, er alt andet bedre end Bashar,« siger han og lover kritiske karikaturtegninger under alle omstændigheder.

»Jeg lever efter et berømt maksime,« forklarer han, »nemlig at jeg blev skabt til at være uenig med dem, der har levet, dem der lever i dag, og dem, der vil komme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Ali Farzat tænker og agerer som et menneske bør og kan gøre.

Robert Ørsted-Jensen

Det er kærnen i det Assat styre som nogen her på inf strengende mener er værd at beskytte

Troels H. Poulsen

Interessant artikel om Pentagons og alQaedas nyttige venstrefløjsidioter:

http://dissidentvoice.org/2012/12/an-answer-to-the-anti-anti-war-left/

Troels H. Poulsen

Morsomme tegninger. Jeg kan også godt huske de herlige og sjove Gadaffi-karikaturer, Information bragte, hvor Gadaffi med en pengepose i hånden åbnede porten til Libyen og grumme subsahariske afrikanere med flade negertryner og tykke læber væltede ind. Den slags skønne tegninger fik rigtig fyret op under revolutionen, så der kom gang i hængningen og parteringen af negrene. Det bliver sjovt at se, når alawitter, drusere, kristne, shitter og kurder kommer til at dingle, når takfiriernes revolution er i hus. Måske kan der laves nogle sjove tegninger af det også.

Robert Ørsted-Jensen

Ja Troels og det var rigtigt i begge tilfælde -

Robert Ørsted-Jensen

men der er bestemt 'nyttige idioter' til på venstrefløjen

Paste fra artiklen:

" Det vil tage tid, men jeg tror, frygten for islamister er overdrevet. Jeg ser det hovedsaligt som et overgangsfænomen, og uanset hvad der sker, er alt andet bedre end Bashar,« siger han og lover kritiske karikaturtegninger under alle omstændigheder." Citat slut.

Som en del af den venstrefløj der ikke er "nyttige idioter", erklærer jeg mig enig i ovenstående citat.

Hverken diktatorer eller islamister er mine venner, men første skridt er at vælte den siddende diktator. At det senere hen bliver nødvendigt at vælte islamister er meget vel muligt. Hvis demokrati er endemålet, kan jeg ikke se at islamister kan levere varen.

Troels H. Poulsen

Carsten Hansen. "Hvis demokrati er endemålet, kan jeg ikke se at islamister kan levere varen."

100 % enig.

Svend Erik Sokkelund

Her er arbejdspligt for satirikere og karrikaturtegnere!
Den syriske diktator playboy og hans modesild må der kunne brygges gode grin over...
Men s'føli' også, som jeg hører i morgenradioen idag, også over den såkaldt revolutionære fløjs voldelige overgreb.