Nyhed
Læsetid: 3 min.

Europa mellem mismod og en ny begyndelse

Francis Fukuyama og Jürgen Habermas er både mistrøstige og forhåbningsfulde i forhold til EU’s fremtid. Teknokrater og politikere uden europæiske visioner kan spolere det europæiske projekt. Institutionelle reformer kan redde det og forløse dets store potentiale
Kultur
15. december 2012
Hvis borgerne i Europa forstod, hvor dybt de politiske beslutninger, der tages i Bruxelles og Strasbourg griber ind i deres hverdag, ville de interessere sig for politik, mener Jürgen Habermas.

Hvis borgerne i Europa forstod, hvor dybt de politiske beslutninger, der tages i Bruxelles og Strasbourg griber ind i deres hverdag, ville de interessere sig for politik, mener Jürgen Habermas.

Patrick Seeger

Hvor bevæger Europa sig hen? Nobels fredspris var et skulderklap til et betrængt EU. Måske var eurolandenes vedtagelse af et fælles banktilsyn også en slags fremskridt for det europæiske samarbejde.

Men for Jürgen Habermas – besyngeren af den kommunikative fornufts ’kritisk-utopiske’ potentiale – og for Francis Fukyama – begrunderen af det liberale demokrati som den ideologiske slutsten for historiske samfundsmodeller – er der ikke meget at fejre i dagens Europa. De to demokratitænkere er bekymrede. Men ikke defaitistiske.

Fukyama, der interviewer Habermas i avisen Die Welt, slår tonen an:

»Europa er ved at udvikle sig til en helt ny slags politisk union: et elitestyret teknokratisk projekt. Man har opgivet at rådføre sig med borgerne, og så forsvinder den demokratiske kontrol: Fundamentale politiske forandringer må nødvendigvis fremstå som resultatet af en politisk enighed opnået igennem en offentlig debat.«

Habermas understreger, at i krisen findes også mulighederne. Præcis dette er pointen i hans seneste bog, Zur Verfassung Europas: De økonomiske nødvendigheder, som eurokrisen, gældskriserne, finanskrisen og bankkriserne har påtvunget Europas nationalstater, har synliggjort EU-politikkens demokratiske legitimationskrise.

»Det er nu tydeligt, at det teknokratiske eliteprojekt har brug for et nyt grundlag, der involverer større inddragelse af de europæiske befolkninger i den politiske proces. Skal EU have en økonomisk samordnet regering, der vil være mere end governance (styring, red.), skal der nye forfatningsmæssige og politiske forudsætninger til. Ikke en forbundsstat, men en styrkelse af Strasbourg-parlamentet, som både kommission og råd må stå til ansvar overfor. Hvad vi behøver, er en fælleseuropæisk indenrigspolitik, en fælleseuropæisk offentlighed og partidannelser på tværs af grænser. Desværre har ingen af de europæiske regeringer eller store politiske partier haft mod til at foreslå sine borgere et sådant projekt.«

Svag europæisk identitet

Teknokratisk fremmedgørelse er blevet EU’s ansigt udadtil på en krisehåndtering, der forvolder smerte i gældstyngede ’periferilande’. Den udvikling kan føre til et fatalt opbrud i de europæiske befolkningers »passive velvilje« over for europæiske projekt i de årtier, da europæerne forstod, at der ikke var tale om et nulsumspil, men et fællesskab, hvor alle kunne vinde ved at deltage.

»Borgerne vil altid føle sig tættere knyttet til deres nationalstat end til EU,« erkender Habermas. »Men når der endnu ikke har udviklet sig en tilstrækkeligt stor gensidig tillid mellem Europas befolkninger, er det først og fremmest, fordi de politiske eliter systematisk viger uden om at gøre EU-spørgsmål til en del af den politiske debat. Hvad værre er: I deres nationale offentligheder gør de ’Europa’ ansvarlig for alle de upopulære beslutninger, de selv har været med til at træffe i Bruxelles.«

Habermas tror, at forstod de europæiske borgere blot, »hvor dybt de politiske beslutninger, der tages i Strasbourg og Bruxelles griber ind i deres dagligdag, ville deres politiske interesse blive vakt. Og dermed også deres bevidsthed om et skæbnefællesskab.«

Men Fukuyama ser en svaghed i dagens europæiske identitet: Den beskrives negativt.

»At være ’europæer’ i dag betyder at være imod krig og national-egoisme. Men hvis jeg er stolt af at tilhøre den europæiske civilisation, som står for X og Y, hvilket positivt indhold har så X og Y? Hvilket oplysningsprojekt er nødvendigt for at give disse værdier mening?«

Ikke ved at skabe »En Stor Europæisk Grundlæggelsesmyte, advarer Habermas, for 1800-tallets konstruktioner af ’nationale bevidstheder’, inspirerer ikke til efterfølgelse«. »I Europa forsøger vi stadig at få hold på udbrud af etnonational aggression, selv inden for EU, som Ungarns eksempel viser.«

Fremfor at vende os mod fortiden, mener Habermas, at Europa skal definere sig ud fra den rolle, det kan spille i fremtiden:

»Jeg mener, det må være nok at henvise til de konkrete demografiske og økonomiske statistikker om Europas faldende vægt i verden og stille spørgsmålet: Bør vi ikke tage os sammen, hvis vi ønsker at forblive i en position til at kunne forsvare os selv og vores sociale og kulturelle livsform imod verdensøkonomiens nivellerende kraft? Verden har brug for Europa, brug for, at Europa har indflydelse til at præge verdenspolitikken med vores universalistiske forestillinger.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her