Læsetid: 6 min.

’Film forener os’

Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm fik en pris for deres manuskript til ’Jagten’, da European Film Awards lørdag aften blev uddelt i Malta. Prisuddelingen var præget af en udtalt bekymring på filmkulturens vegne, og Wim Wenders, præsidenten for Det Europæiske Filmakademi, understregede over for Information vigtigheden af, at Europa laver sine egne film og fortæller sine egne historier
Thomas Vinterberg (billedet) og Tobias Lindholm fik en European Film Award for manuskriptet til ’Jagten’.

Thomas Vinterberg (billedet) og Tobias Lindholm fik en European Film Award for manuskriptet til ’Jagten’.

Rene Rossignaud

3. december 2012

Hvad kalder man en provokerende chokoladebar? Mars von Trier!«

Den tyske komiker og skuespiller Anke Engelke kæmpede for at holde humøret oppe i salen, da hun lørdag aften for fjerde gang var vært for ’den europæiske Oscaruddeling’, European Film Awards. For det meste lykkedes det hende med en på én gang afslappet, charmerende og flabet stil – ikke mindst de 90 sekunder lange, videofilmede introduktioner til de seks nominerede til Bedste Europæiske Film var fantastisk morsomme.

Som dansker kunne man glæde sig over manuskriptprisen til Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm for Jagten, den eneste pris til dansk film på en aften, hvor det var Michael Hanekes Cannes-vinder, Amour, der løb med de tunge priser.

Men generelt var humøret i malteserriddernes 400 år gamle, utroligt flotte hospital i Valletta, hovedstaden i østaten Malta, hvor European Film Awards i år blev afholdt – prisuddelingen afholdes skiftevis i Berlin og i en anden europæisk by – ikke ligefrem sprudlende.

Fejring og selvpineri

»Der var for meget klynkeri. Det hører ikke hjemme ved en prisuddeling,« sagde en filminstruktør til mig efter showet, hvor det politiske kaos i Sydeuropa og den elendige økonomi, der allerede er begyndt at gå ud over kunsten og kulturen, blev nævnt mere end én gang.

Mission Cinema var overskriften på en række filmede indslag, som blev vist under selve uddelingen, og hvor prominente europæiske skuespillere og instruktører blandt meget andet talte om vigtigheden af gode europæiske film som et vitaminrigt alternativ til den amerikanske fastfood, der stadig fylder mest i alverdens biografer.

Der blev sagt mange rigtige og vigtige ting i løbet af aftenen, men det, der skulle have været en uhildet fejring af den mangfoldige europæiske filmkultur, lignede indimellem en omgang trist selvpineri.

Identitet og selvtillid

Selv om han kaldte sig selv »en uforbederlig optimist«, var det heller ikke ligefrem muntre toner, den tyske filminstruktør Wim Wenders, præsident for Det Europæiske Filmakademi i 16 år, som uddeler European Film Awards, slog an, da jeg lørdag eftermiddag talte med ham om europæisk film og dens udfordringer.

»Vi kan lige så godt opgive ideen om et samlet Europa, hvis vi opgiver at være i stand til at se os selv i det spejl, der hedder europæisk film,« sagde Wenders.

»Uden vores egne historier og vores egne billeder, vigtige historier og billeder, vil vores respekt for, hvem vi er som kontinent og små lande, forsvinde. Vi har brug for en filmkultur, formentlig mere end de fleste politikere er klar over. De mennesker, som mener, at verden kan afspejles i tal og økonomi, er ikke klar over, hvor stor en magt billeder har i dag i forhold til at skabe og forme forståelse og identitet og også økonomisk selvtillid.«

Et fælles sprog

Derfor mener Wim Wenders også, at en af vejene ud af den økonomiske og politiske krise, som Europa står i lige nu, er at styrke kulturen og filmen.

»Politisk set er Europa noget rod lige nu. Men jeg er ret overbevist om, at der vil komme noget godt ud af det. Jeg har aldrig været specielt overbevist om, at man kunne bygge Europa på administration og økonomi alene. Kulturen spillede ikke en vigtig nok rolle i opbygningen af det forenede Europa. Kultur, hvor den så end dukker op, er noget ekstra, ikke en del af den lim, der holder Europa sammen, og det mener jeg, at den skal være. Mit håber er, og det kæmper vi for på enhver tænkelig måde i Det Europæiske Filmakademi, at kultur bliver bygget ind i tanken om det nye Europa på alle tænkelige måder. Det er det, vi virkelig har til fælles og kan tro på og have tillid til.«

»Jeg har ikke lyst til at tælle, hvor mange gange jeg har været i Bruxelles i løbet af de seneste år for at tale om filmens vigtighed og vigtigheden af et fælles sprog, vi kan tale i Europa. Ud over alle de andre sprog, som har det med at dele os, har vi ét, som jeg føler forener os, filmen. Film er selvfølgelig ikke en medicin, der kan afhjælpe alle slags problemer, men det er en løsning på den mangel på følelsesmæssigt indhold, selve tanken om et fælles Europa lider af.«

Et paradoks

Det er blevet meget bedre i de 25 år, Det Europæiske Filmakademi og European Film Awards har eksisteret, understreger Wim Wenders. Men den store udfordring – det store dilemma – er på én gang at favne bredt og fange et stort publikum med de europæiske film og så samtidig holde fast i de enkelte landes og filmkulturers særpræg.

»På den ene side er vi nødt til at forsvare alt det, der er småt, specifikt, anderledes og kontroversielt, det er der, vi har vores hjerte,« siger han.

»På den anden side er vi nødt til at bygge noget, som er større end os selv. Det er næsten et paradoks. Vi vil have, at alle de små, filmproducerende lande skal lave film på deres eget sprog, og samtidig sidder vi endnu en gang her til European Film Awards og vil gerne repræsentere den populære europæiske film. Den store forskel i forhold til for 25 år siden er dog, at det var meget værre dengang. De seks film, der i år er nomineret som Bedste Europæiske Film, er alle blevet distribueret over næsten hele Europa. Vi har altså film, som rejser på hele kontinentet, og da vi grundlagde akademiet i 1988, så det ikke ud, som om vi igen ville få det at se.«

Wenders erkender, at problemet med de meget populære, brede film kan være, at de nok beskæftiger sig med relevante emner og problemer, men at de gør det på en publikumsvenlig måde, som er mere amerikansk end europæisk.

»En historie som den i De urørlige kan fortælles i et hvilket som helst land. Man kan optage den på et hvilket som helst sprog. Og det er på sin vis et amerikansk træk ved den film. Den fungerer for publikum verden over. Nogle gange har vi film, som vi sætter pris på, men som er for smalle til at kunne gennembryde publikumsbarrieren. Og den barriere forandrer sig meget, fordi vaner ændrer sig, og vaner findes, fordi noget skaber dem. Ingen af os – hverken dig eller mig eller nogen andre blandt publikum i aften – kan nægte, at vores vaner gennem de seneste 25 år primært er blevet formet af blockbusters. Selvfølgelig har vi set perlerne og de små film, og vi elsker dem for det, de er, men vi kan ikke forhindre, at publikums smag – smag er noget, man tillærer sig og udvikler – går mere og mere i retning af et generaliseret, globalt udtryk.«

Et tiltrækkende handicap

Dette store paradoks, kløften mellem det smalle og det brede, er på én gang europæisk films aktiv og handicap, forklarer Wim Wenders.

»Og det er det, akademiet har kæmpet med fra begyndelsen. Hvordan gør vi vores handicap mere tiltrækkende?«

Det er en hård kamp, og der findes ikke nødvendigvis nogen løsning. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal forsøge, mener Wim Wenders.

»Vi håber stadig, at der er en måde, hvorpå man kan uddanne i det mindste en del af publikum, så de accepterer det paradoks. Dit land og de øvrige skandinaviske lande har gjort det meget bedre end det meste af Europa, når det kommer til at uddanne publikum. Jeg går ud fra, at det begynder med børn i skolerne, og I har været i stand til at fortælle dem fra begyndelsen, at »se, der findes store blockbusters og store film, men der findes også vores egne film og de her andre små film«. For at kæmpe den kamp må vi begynde i skolerne og etablere filmuddannelser over hele Europa og gøre det til en politisk dagsorden, at film er noget, man skal lære – og ikke kun film. Kunsten at forstå sprog, forstå film, er noget, man er nødt til at lære børnene i det mindste lidt om. Vi lærer dem mange andre ting: Grammatik, ordforråd, matematik og guderne må vide hvad, men meget sjældent bliver de undervist i det eneste sprog, de konfronteres med hver dag: billedernes sprog i såvel spil som i film og tv.«

Se vinderne af årets European Film Awards på www.europeanfilmacademy.org

Amour har dansk premiere den 20. december. Jagten har dansk premiere den 10. januar

Information var inviteret til Malta af Det Europæiske Filmakademi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det, som præsidenten for Det Europæiske Filmakademi, Wim Wenders, siger til Informations Christian Mongaard, lyder rigtigt. At man skal uddanne publikum. At man hver eneste dag bliver udsat billederne sprog i tv og film. Han kunne have tilføjet i reklamer, og overalt på gaden, i aviser, alle steder. Det er et bombardement, som de færreste er rustet til at kunne begribe. Hvor tit har vi set i tv, hvordan man redigerer et tv program, bare for at tage et eksempel? Folk i almindelighed aner ikke ret meget om billedmedierne i det hele taget. Hvor skulle de få deres viden fra? Folkeskolen er desværre en forældet institution, som halter år bagefter udviklingen og altid har gjort det. Som Wim Wenders siger, så lærer vi stadig matematik og grammatik. Og vore ordforråd bliver også forøget, men selve billedsproget bliver der stort set ikke gjort noget ved. Det er overladt til journalister, som selv har en meget lille uddannelse og som kommer fra den mellemste og højere middelklasse, med de faglige og norm-mæssige problemstillinger, det indebærer. Egentlig tror jeg, at man skal starte i børnehaven, med at forklare om billedernes sprog. Både i video og som enkelt billede i kunst og reklame. Det er ikke så svært.
Så på en måde er det ret fantastisk, at vi har en filminstruktør, som Thomas Vinterberg, der kan fortælle så vi stadig gribes og stadig gider at diskutere en film. I steder bare at se det som en slags forbrug på linie med det popcorn og Coca-cola, vi propper i os, i mens vi ser og hører filmen.