Læsetid: 2 min.

Med fingrene i ørerne

LiteraturHaus husede smukt en anderledes koncert med ritualer og mystik. Desværre var pladsen for trang
14. december 2012

Det kan godt være svært her i december at finde noget som helst andet på plakaten end Juleoratorier og Händels Messias. Jeg føler mig altid som en religiøs stemt hjemløs, der ikke kan finde en rolig bænk at dyrke mørket og solhvervet på, fordi alle kirker og koncertsale er optagede af den udvandede folkefest. Men ind i mellem kan man være heldig at finde et herberg for juleoplevelser af de mere specielle.

Onsdag aften bød LiteraturHaus på »En aften med mytologi, mystik og ritualer« og et koncertprogram med afrocubansk inspireret ny kompositionsmusik og antik klagesang.Karolina Leedo er uddannet fløjtenist fra Det Jyske Musikkonservatorium med en fortid på Estonian Academy of Music and Theatre. I november måned debuterede hun fra solistklassen i Aarhus og koncerten i Literaturhaus var københavnernes mulighed for at opleve værker fra denne, heriblandt en uropførelse af den cubansk-danske komponist Louis Aguirre. Med forbindelse til ensemblerne Lydenskab og Snow Mask og en plads i bestyrelsen for Aarhus Unge Tonekunstnere markerer Leedo sig som en allerede garvet debutant udi den moderne kompositionsmusik. Ved aftenens koncert var hun bakket op af den stærke slagtøjstrio PACE og pianisten Eskild Skovbakke Winding.

Rørende aggression

Et snepyntet LiteraturHaus lugtede godt af billig Glühwein og husede en lille skare af forventningsfulde tilhørere. Koncerten startede i mørke med Karolina Leedo liggende på den lille scene intonerende en spag sang, der blev suppleret med hendes egen stemme og afbrudt af et skrig på fløjten, da hun satte sig op. En sær aggression blev bærende for Louis Aguirres »Gardens of the beloved«. Titlen er hentet fra en digtsamling af Sufi-digteren Rumi. Sufi og Rumi, det lyder så sødt, men det var det ikke i aften.

»You are always in my heart and soul, you come late to those lost in love,« blev råbt med menneskelig stemme mellem tonerne med en stemme man ikke hører så tit, andet end fra sig selv i mere private øjeblikke. Meget fascinerende at opleve, at den intensitet, vi kan kapere gennem et instrument pludselig bliver grænseoverskridende, hvis vi hører den råbt ud, når fløjten tages fra munden.

Denne lille stærke start var svær at overgå og fik lov at stå som aftenens største oplevelse i et ellers spændende program. Hvad der skulle være aftenens største begivenhed, uropførelsen af Louis Aguirres Orula, koncert for fløjte og slagtøjstrio, var måske koncertens mest blandede oplevelse. Her er det meget muligt, at LiteraturHaus ikke var stedet for sådan en akustisk bombe.

I hvert fald blev den store trance, som værket appellerede til, ved lyden og gik ikke i blodet. De tre slagtøjsspilleres store udtræk og overbevisende spil fyldte ørerne op til smertegrænsen, så de fleste måtte holde sig for ørerne. Leedos fløjtespil forblev en imponerende fysisk og kunstnerisk præstation, der dog heller ikke løftede værket.

 

Onsdag den 13. december kl. 20 LiteraturHaus. Karolina Leedo, PACE Percussion Trio, Eskild Skovbakke Winding.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu