Læsetid: 4 min.

Fise med Price

Spist bliver der på de danske tv-skærme, med Price eller Blomsterberg, engelske husmødre og tv-personligheder, der pludselig viser sig også at kunne lave mad. Foran skærmene sidder der vel temmelig mange og skovler en pizza eller noget andet junkfood i sig, mens det går op for dem, at en kendt nyhedsoplæser – sateme! – har besejret en af Pricerne i disciplinen indonesisk mad
Spist bliver der på de danske tv-skærme, med Price eller Blomsterberg, engelske husmødre og tv-personligheder, der pludselig viser sig også at kunne lave mad. Foran skærmene sidder der vel temmelig mange og skovler en pizza eller noget andet junkfood i sig, mens det går op for dem, at en kendt nyhedsoplæser – sateme! – har besejret en af Pricerne i disciplinen indonesisk mad
14. december 2012

Der spises meget i fjernsynet. For dem, der kun er sultne for sjov, er der Mette Blomsterberg, selv smuk som en konditorkage, der diverterer med flødeskum og marengsbunde og ikke mindst en stemme, hvis lette læspen antyder, at hun har sin oprindelse i Distrikt Kystbanen, hvor man jo nok ved, hvordan man slikker flødeskummet i sig. Hende er jeg meget betaget af, men hun blev nu – undskyld, fr. Blomsterberg – slået helt af pinden af en engelsk husmodertype, tres plus, der entusiastisk fortalte om glæden ved at lave sit eget syltetøj – en glæde, jeg ærlig talt aldrig har haft blik for. Hendes favorit var stikkelsbærsyltetøj, tilsat lidt vanilje og serveret sammen med – jo, det er sandt! – en røget makrel. Eget syltetøj af bær fra egen have, tilsat rabiat husmoderlighed, version UK, det må man virkelig bøje sig for. Det kan hverken Mette Blomsterberg, hvor skøn hun end er, eller de to brødre Price leve op til. De er markspillere, nødvendige for at stjerner som Zlatan Ibrahimovic kan udfolde sig, men ikke selv stjerner. Tres plus, engelsk husmoder, syltetøjsmagerske er lig stjerne!

Men spist bliver der på de danske tv-skærme, med Price eller Blomsterberg, engelske husmødre og tv-personligheder, der pludselig viser sig også at kunne lave mad. Foran skærmene sidder der vel temmelig mange og skovler en pizza eller noget andet junkfood i sig, mens det går op for dem, at en kendt nyhedsoplæser – sateme! – har besejret en af Pricerne i disciplinen indonesisk mad. Nyhedsoplæseren er naturligvis nyhedsoplæser, men ellers har man oplevet ham strejfe rundt i landets villakvarterer for at forsøge at sælge folk et produkt, han kalder »TV Avisen«. Her, hos Price, optrådte han i mørklilla machokostume af typen latinamerikansk sengehest. Vi taler om Kim El Toro Bildsøe Lassen, manden, der i øvrigt har rettet sig efter en af Informations skribenter, der pålagde ham at skrue lidt ned for stemmestyrken. Den slags værdsætter vi. Og vi ønsker tillykke med sejren over Pricen. Han kunne ikke stille noget op, han indså allerede tidligt i programmet, at det var en Zlatan, han havde inviteret i studiet. Kim El Toro kunne også mærke det, rigtige vindere ved nemlig, at de er vindere – jamen, det gør de bare! Kim var let nedladende, men også venlig. Han havde ondt af Pricen med de ellers så ferme kokkefingre, men medfølelse med takt, må man sige. Ikke tvære taberen helt ud, det er dårlig stil – og det ser også grimt ud. Kim var bare bedst, ikke mere at snakke om. Sagt i al korthed: re-spe-e-kt!! Det er ikke til at vide, hvordan Kim ville have taget det, hvis han havde tabt. Vindernaturer er ikke gode til at tabe, det ved vi. Lad mig minde om Zlatan Ibrahimovic. Engang, da det svenske landshold til alles overraskelse blev ved med at tabe i en større turnering, satte han sig ned på grønsværen og var vred. Meget vred. Hvem var han vred på? Der var mange under ham, men gider man være vred på skravlet? Ikke når man er Zlatan. Det ville være uværdigt. Var han vred på dem, der er på niveau med ham selv? Sludder, det er der ingen, der er. Så der var kun en mulighed tilbage: Han var vred på Gud! Det her kan ikke blive ved med at gå, sagde han til verdenspressen. Når den bedste ikke vinder, men taber, må det bero på en urimelighed. En fejl, der hurtigst muligt må rettes, så der igen kan komme balance i universet.

Rigeligt med smør

Det er hverken Mette Blomsterberg, engelske husmødre eller for den sags skyld Kim Bildsøe Lassen, der er førende som formidlere af fødeindtagets glæder på tv-skærmen. Det er og bliver Brdr. Price. De er nu faktisk ret sjove, måske lidt for rigeligt med smør, men sjove, det er de. Spørgsmålet er bare, om de ikke efterhånden kommer lidt for let til deres succes? Når store stjerner får succes, er de tilbøjelige til at brænde det hele af i den fart – for derefter at blive tabere, men store tabere med en stor forhistorie. Det er tit tragisk, men under alle omstændigheder agtværdigt. Når de mere funktionæragtige typer, markspillerne, får succes bliver de til det yderste påpasselige med at gentage og gentage det, der har gjort dem populære. Hellere det sikre end det store, tænker de. Succesen bliver deres levebrød, de bliver fjender af at eksperimentere og panisk rædde for med så meget som en millimeter at overskride grænsen for, hvad de plejer at gøre. Sådan er det i kogekunsten, og sådan er det bestemt også i alle andre kunstarter. Man kan næppe få Brdr. Price til at holde op med at være Brdr. Price, ligesom svenske krimiforfattere klogelig holder sig til de lortebøger, der har gjort dem til millionærer, og strengt taget er der jo heller ikke noget i vejen med Brdr. Price. De er sjove, de er gode til at lave mad og gode til at lave fjernsyn. Re-e-spe-e-kt! Men det kunne nu være sjovt, hvis de udfordrede sig selv lidt. Hvad med at præsentere den uoplyste del af befolkningen for den vendsysselske grønlangkål? Med kold medister, koldt flæsk, masser af sennep. Godt med øl og snaps dertil. Det kan være risikabelt, måske går al succes fløjten, for det er nu engang kun vendelboerne, der har sand forståelse for grønlangkål. Men omvendt kunne det også blive en kæmpe succes. En udvidelse af programmet, et nyt spor. Ikke længere Spise med Price, men Fise med Price. Gasholdigt svævende over sund og bælt. En fornyelse, kunstens triumf over markspillet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Ja, man brækker sig i lårtykke stråler over det evindelige æderi i diverse madprogrammer. Hvad med en god gang brunkål med bævreflæsk og grisehaler

Bjarne Bisgaard:

Ja, det er dog frygteligt at man æder i diverse madprogrammer. Frygteligt.

Undskyld at jeg spørger, men hvad skulle man ellers? Opføre Wagners Nibelungen? Og ville det ikke være lidt underligt i et sådant program?

Og både du og Bent Vinn har vist fået noget i den gale hals hvis i tror at forslaget om at opskriften på brunkål eller grønlangkål ville være fuldstændig blasfemisk i programmet Spise med Price. Jeg tror tværtimod at det ville være rigtig passende for deres koncept.

Skal det ellers hilse og sige at der ikke har været mange klumper i blækket, da Bent Vinn skrev denne artikel.

Tabte sgu næsten sutten!

Tænk hvis der blev sendt ligesåmange programmer om slankekure - nå nej - de virker jo ikke for folk sidder bare og spiser pizza mens de ser dem.

@ Peter Hansen

Jamen - den skal da prøves.

Kan ivørigt anbefale grønlangkål som stuvet udgave hvor stuvningnen tvistes med fløde og pecorino, samt natuligvis - rigeligt med muscat.

Elisabeth Andersen

Lollikerne og sønderjyderne kan selvfølgelig godt lave grønkål, men grønLANGkål er det ikke - de hakker kålen alt for fint!
I øvrigt er det vigtigt at kålen koges på en god suppe, ikke bare på letsaltet vand!

Lise Lotte Rahbek

Jeg undrer mig over at Price-inviterer-programmerne sendes i det tidsrum, hvor mange andre mennesker er i køkkenet og tilberede deres egen mad omkring kl. 18.00. Det er -endnu- de færreste, der kan jonglere med gryder og skarpe køkkenredskaber og se TV samtidig.
Men er målgruppen til programmerne ikke mad-lavere, men bare sultne.

Søren Kristensen

Jeg har også en idé til et nyt Price-program. I stedet for at invitere en kendt gæst i studiet og konkurrere om at lave den bedste udgave af den samme ret, hvad så med sætte en skærm om mellem de to kombattanter, så det kun er seerne der kan se hvordan herlighederne bliver til og hvilke tricks den kendte har med i ærmet.

Ideén kom efter at have set Anne-Marie Helger, som er næsten lige så uortodoks i sin madlavning som undertegnede. Og nu vi er ved mig selv:

Personligt kan jeg fremstille en udmærket suppe på under to minutter af kartoffelvand tilsat en Maggi-terning plus lidt omrøring. Ligesom jeg også kan levere er forfriskende drik, ikke helt ulig champagne, bestående af øl og tonicvand blandet sammen. Men nu skal det ikke handle om mig, men om de kendte som alle vil se og jeg kunne godt tænke mig at finde ud af mig og Anne-Marie Helger er de eneste anarkister, når det gælder mad og ikke mindst hvordan resultaterne klarer sig in en blindtest, som beskrevet. For hvor meget betyder det egentlige om det er ægte vanilla rørt på blomsterbergsk maner eller vanilliesukker best til prisen fra Superbrugsen der er den kompot?

I øvrigt kan jeg lige nå at nævnte at min to-komponent-suppe hurtigt laves om til en glimrende thai-supppe, med kun en tredje ingridiens: thaisovs, hvis du har det og det gør ikke noget det er den søde. Så bliver suppen bare lidt sød. Fiskesuppe? Så prøv fishsovs. Nu er vi ude i hele tre komponenter, men så det også luksusudgaver vi taler om. Uanset hvad du vælger, så husk, at det er kartoffelvandet der er hemmeligheden. Har endnu ikke prøvet om man kan bruge thé, men jeg tvivler. Prisen på disse eksperimenter? Den er til at leve med og det synes jeg også resultatet er, for en ret som som hest ikke må tage mere end tre minutter at tilberede og kost over ti kroner ( der serves brød til).

Ideen, ud over at opvask og udgifter skal minimeres er at det hele helst skal kunne foregå samtidig med man laver noget andet. Måske ser man Spise med Price og så vi man jo helst ikke gå glip af noget. Man ved aldrig hvornår de siger noget sjovt.

Mens vi venter på en ikke nødvendigvis fra TV kendt M/K, der kan besejre Pricerne i disciplinen sønderjysk mad – men hvad med at præsentere den uoplyste del af befolkningen for den vendsysselske grønlangkål – spørger den altid oplagte skriBent – som altså er et direkte plagiat af den sønderjyske – altså kålen, ikke manden …

Den autoriserede sønderjyske grønlangkål med flæsk -

Grønlangkål er sønderjydernes foretrukne nytårsspise og bruges som festmad i november og januar. Kålen ledsages ofte af særlige kålpølser fra slagteren, sylte eller røget medister. I Midtjylland bruger man at servere kålen i en mælkestuvning, mens man i Vendsyssel tilbereder kålen som i Sønderjylland. Kogt flæst anvendes til mange af vinterens flæskesupper som havrevælling eller kortkål=grønkålssuppe og hvidkålspaj=hvidkålssuppe.

Grønlangkål 4 personer: -
Kålstokke 4 stk.
suppefedt 1-2 spsk.
piskefløde 2 dl.
salt og peber.

Kålen skylles flere gange, ribbes og
koges i letsaltet vand ca. 1 time.
Kålen trykkes af og køres én
gang igennem kødhakkeren.
Kålen varmes i en gryde med
1 spsk. af fedtet fra flæskesuppen
og spædes med piskefløde og evt.
lidt flæskesuppe, indtil konsistensen er lind.

_________________

Kogt røget flæsk 4 personer: -
Røget stribet flæsk 600 gr.
sennep
rødbeder.

Flæsket lægges i koldt vand, der lige
dækker, og koger under låg i 30-50
minutter, afhængig af flæskestykkets tykkelse.
Flæskesuppen gemmes til at spæde
grønlangkålen med.
Flæsket afkøles og skæres i skiver,
der serveres med sennep og rødbeder.

__________________

Bedstemor ude fra Als tilberedte endvidere retten med røget hamborgryg og naturligvis slagterens kålpølser – vi var/er en udpræget kødædende familie. Den røgede stribede flæsk kan muligvis være svær at skaffe, her midt i dagens berigende pizza-kultur …

Tak til Inge Adriansen museet på Sønderborg Slot: ”Sønderjyske Madopskrifter”.

Lise Lotte Rahbek

Hvis Price inviterer Søren Kristensen til at lave suppe på 10 måder på samme antal minutter,
så kan jeg godt udsætte min egen madlavning til efter programmet dén dag.

Det virker, som den gode Bent har sluppet en lille, let ildelugtende Vinn ud, og, som sådanne altid er, ilde anbragt. Han burde i stedet have berømmet DR for endeligt at sende programmer bestyret af professionelle, der kan deres metier til fingerspidserne, og så ovenikøbet også kan formidle det til en meget bred skare.
Efter at have været vidne til hjæpeløse og talentløse amatører i snart sagt alle typer uvante roller er det en lise for sjælen at se virkeligt gode håndværkere udøve deres kunst, og det er en fornøjelse at se skabelsen af en smuk marcipanlagkage, velvidende at mit eget forsøg i den retning ville ligne noget, nogen havde tabt på vej til skraldespanden. Bdr. Price er gode håndværkere, der med en smittende humor kan videregive deres egen glæde over den mad, vi alle spiser 3 eller flere gange om dagen. Og hvis de kan give mine kedsommelige onsdagsfrikadeller et ekstra pift, så er det godt og kundevenligt tv. Hvis dette kunne blive starten til, at det gode håndværk, også guldsmede, snedkere, murere, og alle andre der faktisk har erfaring og kvalitet at give videre, kunne komme tilbage på DR, ville meget være vundet.