Læsetid: 8 min.

Forfattere uenige om Nobelpris

Den kinesiske forfatter Mo Yan har forsvaret censur. Men gør det ham uegnet som modtager af Nobelprisen? Informations Rasmus Bo Sørensen og Kristian Villesen har spurgt fem danske forfattere, og de er langtfra enige
12. december 2012

Bare en Klaphat

Ursula Andkjær Olsen

Det havde været bedre, hvis de havde givet prisen til en anden,« siger forfatter Ursula Andkjær Olsen. Hun peger på Mo Yans kommentar i Lufthavnen i Stockholm som et eksempel på, at han ikke er den rette prismodtager. Her sagde Mo Yan, at censur er som »sikkerhedskontrollen i lufthavnen – et nødvendigt onde.« Og med tilføjelsen: »At tage sko og bælte af er ubehageligt, men forebygger det, der er værre.«

»Hvis jeg uddelte den pris, så ville jeg i hvert fald ikke give den til en, som kan finde på at sige sådan. Jeg synes, at man skal lytte til og anerkende synspunkter, der ikke er magen til ens egne, men der skal også være grænser,« siger Ursula Andkjær Olsen.

– Bør der ikke være plads til, at forfattere, som flertallet er uenige med, kan modtage prisen?

»Hvis nu hans værker havde handlet om, at censur kan være godt – og han gennem sin litteratur havde tvunget os til at tænke over det, så ville jeg bedre kunne forstå det. Så ville det være et stærkt kontroversielt valg, men der ville være en mening i det – et forsøg på at nå et sted hen og få os til at tænke over nogle væsentlige ting, som vi tager for givet,« siger Ursula Andkjær Olsen og tilføjer:

»Men når det bare er en klaphat, der stiller sig op og siger, at det er som lufthavnssikkerhed, så har jeg ikke meget respekt for det.«

– Men bør en litterær pris ikke gå til en, der skriver god litteratur – uanset holdninger?

»Mo Yan har selv sagt, at han har fået prisen for at fortælle gode historier. Man kunne også sige, at man kunne give prisen til forfatterskaber, som det virker oplagt at bygge en forlystelsespark til – og så kan man give den til Harry Potter næste gang. Man kan jo gøre så meget.«

ville@information.dk

Man må vælge

Jens Martin Eriksen

Salman Rushdie kalder Mo Yan en »regimelakaj«, Herta Müller siger, han »hylder censuren«, og Ai WeiWei mener, han skulle »skamme sig«. Hvad mener du?

»Jeg har ikke læst hans værker, så det gør det svært at have en kvalificeret mening. Men man kan sige, at Mo Yan, ligesom mange andre forfattere, forsøger at operere i et restriktivt system. Det er ikke en undskyldning. Men det er en forklaring på, hvorfor man ikke kan sammenligne ham med vestlige forfatteres trang til at udspy meninger til højre og venstre. Det er meget mere kompliceret, når du er under permanent belejring. Du må tale mere udvandet. Og så er det let for os andre at stå og sige, at han ikke støtter kampen mod censuren, og hvad ved jeg.«

– Bør forfatteres politiske overbevisninger have relevans for, om de kan få prisen?

»Det synes jeg ikke. Man kan ikke kræve, at forfattere skal være politiske, lige så lidt som man kan kræve, at de ikke skal være det. Vi kræver jo heller ikke af vestlige forfattere, at de skal være politiske. Vi går ind for litteraturens suverænitet. Den skal ikke spændes for en bestemt vogn.«

– Så prisen skal gå til den bedste forfatter, uanset hvilken politisk observation han eller hun måtte have?

»Hvis jeg skulle bestemme, ja. Lad mig nævne to eksempler: Curzio Malaparte og Louis-Ferdinand Céline. Den ene var medlem af det italienske fascistparti, og den anden var antisemit. Der har du et par gode eksempler på nogle forfattere, der har været viklet ind i nogle politiske holdninger, som vi synes er afskyelige. Det er et dilemma, om du skal give dem en pris, og du kan ikke løse dilemmaet ved at tale fra et eller andet olympisk punkt, hvor du tilfredsstiller alle præferencer. Du kan ikke både have litterære, politiske og moralske præferencer. Du må vælge.«

– Er der så slet ingen grænser for, hvem man kan tildele litteraturprisen til?

»Nej, det mener jeg ikke. Hvis man vil have en litteraturpris, så skal man give den til den bedste litteratur.«

– Og så se stort på deres holdninger til frihed, censur osv.?

»Ja, for det ender med at udvande prisen, og så får man nogle meget pæne mennesker til at modtage den. Så kan man lige så godt give prisen til EU’s præsident Herman Van Rompuy, der jo præsenterede os for et amatøragtigt haikudigt den anden dag. Worst case scenario er en fuldstændig ansigtsløs bureaukrat, som ingen kan have noget imod, men som er et hjertens godt menneske.«

rbs@information.dk

Den subtile kritik

Henrik Nordbrandt

Hvad mener du om kritikken af Mo Yan?

»Det er svært for mig at have en mening om Mo Yan, fordi jeg endnu ikke har læst hans forfatterskab. Men jeg synes grundlæggende, det er lidt for nemt at kritisere ham. I mange autoritære regimer har forfattere i tidens løb – uden direkte at gå imod regimet – lavet satire over det eller kritiseret det indirekte på andre måder. Det er ikke altid, man er stærk nok til at stille sig op og kæmpe, og så må man i stedet ytre sin kritik mere subtilt. Det, synes jeg, er svært at klandre ham for, og i øvrigt synes jeg heller ikke, der er noget odiøst i, at han er medlem af kommunistpartiet i Kina.«

– Mener du principielt, at en forfatters politiske relationer er et relevant parameter i forhold til at få Nobels Litteraturpris?

»Hvis det var mig, der sad i Nobelpriskomiteen, så ville jeg tage hensyn til det.«

– Hvorfor?

»Det ville jeg ikke kunne lade være med. Så enkelt er det. Men det gør ikke, at jeg gør det til noget principielt.«

– Men burde Nobelpriskomiteen også have taget hensyn til det, mener du?

»Burde eller ikke burde. Jeg ville selv have taget hensyn til det, det er alt, hvad jeg kan sige. Men dermed siger jeg ikke, at det, jeg gør, er det principielt rigtige,« siger Henrik Nordbrandt, der mener, man fordel kan vende spørgsmålet om:

»Lad os antage, at der er nogle store værdier i Mo Yans forfatterskab, og han så bagefter går ud og siger det, han gør. Skal man klandre Det Svenske Akademi for det? Jeg var selv fortaler for, at Günter Grass skulle have Nobels Litteraturpris i sin tid. Siden kom det frem, at han var med i Waffen SS, og fornylig skrev han så sit pinlige digt, hvor han beskylder Israel for at være en trussel mod verdensfreden. Han skulle have holdt sin kæft med den fortid, han har. Men det tager omvendt ikke noget fra hans forfatterskab. Jeg er stadig en stor beundrer af Günter Grass, selv om jeg synes, han har gjort nogle dumme ting i tidens løb.«

rbs@information.dk

Ikke et smukt valg

Sven Holm

Hvad tænker du om kritikken af Mo Yan?

»Jeg tænker stakkels mand. Men jeg tænker også, at Nobelpriskomiteen har dummet sig. Man skal ikke skælde ud på Mo Yan. Man skal hellere skælde ud på komiteen. Det er en provokation at tildele regimets mand en pris, blot to år efter den kinesiske forfatter og dissident Liu Xiaobo blev tildelt fredsprisen og ikke kunne møde op for at hente den, fordi han sad i fængsel.«

– Bør komiteen ikke kun forholde sig til den litterære kvalitet og se bort fra forfatternes politiske holdninger?

»Jeg mener, at der må være kinesiske forfattere, som kunne kandidere til prisen uden at fremkalde samme vrede hos deres kolleger og landsmænd. Og jeg forstår ikke, hvorfor Nobelpriskomiteen ikke har taget det med i sin bedømmelse.«

– Men når komiteen siger, at Mo Yans forfatterskab er af usædvanlig høj kvalitet, og at det er derfor, han har fået prisen – hvorfor er hans politiske overbevisning så overhovedet relevant?

»Det er ikke bare det, at han hylder systemet og er en del af kommunistpartiet. Det er det, at han sluger både censur og krænkelsen af basale frihedsrettigheder. Komiteen har ikke taget den politiske kontekst med i sit valg, og det burde den. For det kommer som sagt til at fremstå som et modtræk til uddelingen af fredsprisen til Liu Xiaobo i 2010, og det er flovt for Nobelkomiteen.«

– Men går der noget af Mo Yans forfatterskab, fordi han ikke er kritisk over for systemet? De fleste er jo enige om, at Céline stadig er en stor forfatter på trods af sine politiske synspunkter ...

»Det er rigtigt, og du kan også tage Hamsun, som fik Nobelprisen, før han blamerede sig med sine politiske holdninger. Det gør hverken Hamsun eller Céline til mindre forfattere, at de var politiske idioter.«

– Og alligevel mener du ikke, at Mo Yan skulle have haft Nobelprisen?

»Altså, når han sammenligner det med sikkerhedsprocedurer i en lufthavn, at forfatterkolleger pålægges censur, hvis ikke de er medlemmer af kommunistpartiet, så dømmer han sin metier til noget frit i luften svævende. Det kan man selvfølgelig godt vælge at se bort fra. Men Nobelpriskomiteen er jo også taktisk, når den vælger. Den vælger langtfra altid den mest oplagte forfatter i det pågældende land. Og i det her tilfælde synes jeg godt, den kunne have valgt anderledes. Det ser ikke særlig smukt ud at vælge systemets mand.«

rbs@information.dk

Ingen pris til en, der taler godt om censur

Marianne Larsen

Jeg synes, det virker, som om at de ikke har været specielt kløgtige i komiteen. Det virker, som om de kun har kigget på litteraturen. Jeg tvivler på, at de har vidst, hvilken rolle han spiller i Kina. Man ved jo ikke, hvad de har diskuteret, men det virker underligt at vælge ham, hvis man har været fuldt ud klar over det,« siger Marianne Larsen.

– Så du er enig i kritikken fra Herta Müller – at han ikke skulle have haft den?

»Ja, når man kommer frem med sådan nogle udtalelser. Når man siger, at censur kan være nødvendigt, så synes jeg faktisk ikke, han skulle have haft den.«

– Kan man ikke have den holdning som prismodtager?

»Nej, det diskvalificerer ham,« siger Marianne Larsen som mener, at man også skal huske på, hvad prisen kan bruges til for Kina: »Det er en indflydelsesrig pris, og derfor har det selvfølgelig også betydning, hvem der får den. Nu er der nogle, der holder med ham i hans synspunkter, som kan bruge det. Kina vil også kunne bruge det – det er et kort for dem i den måde, de bruger censur. Nu kan den kinesiske regering komme og sige: Kina har fået Nobelprisen – og udlægge det, som om deres metoder bliver bredt accepteret.«

– Er det ikke oplagt at give prisen ud fra litterære argumenter – og ikke politiske?

»Jo, det kan man sagtens argumentere for. Det handler jo om at skille det politiske fra kunsten. Og man kan da sagtens henvise til andre forfattere, som havde uheldige holdninger – eksempelvis nazistiske, men som alligevel er store og vigtige forfattere. Men det ændrer ikke ved min holdning: At i den verden, som vi lever i, så synes jeg ikke, at man bør give prisen til en, der taler godt om censur.«

ville@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er befriende at møde en forfatter der tager ansvar for samfundets begrænsede muligheder i en verden med knaphed på ressourcer. Forfattere må jo om nogen kunne forestille sig hvad der vil ske hvis kapitalinteresser får startet en bevægelse - et oprør - for større rigdom til de få i Kina. Mo Yan kan i hvertfald: Statslig censur er som »sikkerhedskontrollen i lufthavnen som han siger. Nobelprisen i litteratur 2012 er velovervejet og rigtig.

Da den russiske forfatter Aleksandr Solzhenitsyn i 1970 fik Nobels litteraturpris var det med følgende begrundelse:

"for the ethical force with which he has pursued the indispensable traditions of Russian literature"

Den var noget lettere at sluge for en humanist.

Aleksandr Solsjenitsyn? Du mener den antisemitiske forfatter der begejstret udbreder sig om det ekstremt nationalistiske, etniske, religiøse og zaristiske takegods i skriftet "Dvesti let vmeste" (Two Hundred Years Together) - med hovedvægten på jødernes indflydelse i det russiske samfund. Et skrift der har stor udbredelse blandt racister og ekstreme på højrefløjen i Rusland?