Læsetid: 6 min.

’Det hele begyndte med Chaplin’

Menneskelige relationer. Det var familiedramaet, der optog Lasse Hallström mest, da han skulle lave sin første film i Sverige siden 1987, thrilleren ’Hypnotisøren’. Information har talt med den svenske filmskaber om hans interesse for menneskelige relationer og de mange år i Hollywood
Hjemlængsel. ’Det var en kombination af, at jeg længtes tilbage til Stockholm og mit modersmål, og at jeg længtes efter at lave noget andet, en thriller,’ siger 66-årige Hallström i telefonen fra USA, hvor han har boet og arbejdet siden slutningen af 1980’erne. om beslutningen om at takke ja til at filmatisere den svenske krimithriller ’Hypnotisøren’.

Hjemlængsel. ’Det var en kombination af, at jeg længtes tilbage til Stockholm og mit modersmål, og at jeg længtes efter at lave noget andet, en thriller,’ siger 66-årige Hallström i telefonen fra USA, hvor han har boet og arbejdet siden slutningen af 1980’erne. om beslutningen om at takke ja til at filmatisere den svenske krimithriller ’Hypnotisøren’.

Christine Olsson

6. december 2012

Det var muligheden for at få lov til at lave en film i sit hjemland og samtidig prøve kræfter med thrillergenren, som fik den svenske instruktør Lasse Hallström til at sige ja til at lave Hypnotisøren, der er baseret på en bog af krimiforfatteren med pseudonymet Lars Kepler og samtidig instruktørens første svenske film i 25 år.

»Det var en kombination af, at jeg længtes tilbage til Stockholm og mit modersmål, og at jeg længtes efter at lave noget andet, en thriller,« siger 66-årige Hallström i telefonen fra USA, hvor han har boet og arbejdet siden slutningen af 1980’erne.

»De ledte efter en instruktør, og der fandtes jo samtidig en vældig god rolle til min hustru, Lena Olin (svensk skuespiler, der også har boet og arbejdet i USA i mange år, red.), så jeg tænkte, at hvis jeg skulle have et svensk eventyr, ville Lars Keplers bog passe fantastisk. Jeg får næsten aldrig tilbudt thrillermanuskripter i USA, og jeg synes, at man må eksperimentere med forskellige genrer, blande dem.«

Det var dog familiedramaet, som egentlig interesserede instruktøren mest, da han sammen med filmens producent og manuskriptforfatteren, Paolo Vacirca, begyndte at arbejde på historien om psykologen og hypnotisøren Erik Bark (Mikael Persbrandt), som overtales til at hjælpe med en sag, hvor en hel familie er blevet myrdet på brutal vis. Det sætter kun Eriks eget i forvejen skrøbelige ægteskab med Simone (Lena Olin) under pres, ikke mindst da deres teenagesøn bliver kidnappet af morderen.

Forældrenes vanvid

»Hypnotisøren er jo ikke en rendyrket thriller,« siger Lasse Hallström.

»Det er et familiedrama med thrillerelementer. Og det, jeg følte mig mest tryg ved, var vel familiedramaet, det her ægteskab, som knager i fugerne. Det er jo ting, jeg før har beskæftiget mig med, ikke i den her form, men som det, der sker i familier. Jeg ved ikke så meget om politiarbejde, og det var i forhold til familien, at jeg havde min passion og min hustru og min største interesse. Lena og Mikael læste selvbiografiske bøger om, hvordan folk reagerer, når deres barn bliver kidnappet. Det er meget irrationelle følelser, der sættes i gang, konflikter mellem forældrene, som kan være svære at forestille sig, men som på en måde føles psykologisk rigtige. Det var det, vi ville forsøge at skildre. Det vanvid, som opstår, når et barn bliver kidnappet, forældrenes vanvid.«

Hallström havde godt hørt om den skandinaviske krimibølge inden for både litteratur, film og tv, men det var ikke før, han kom til Stockholm for at lave Hypnotisøren, at det gik op for ham, hvor voldsom den var. Og det gjorde ham lidt betænkelig.

»Men jeg sagde også ja til at lave filmen, fordi jeg ville forny genren. Man vil jo altid gerne finde på noget nyt, så der er en udfordring i hvert projekt, man laver. Udfordringen i det her projekt var at finde et naturalistisk stilleje. Nu har jeg ikke set alle kriminalfilmene, men jeg har blandt andet set Beck, og jeg synes, at det skuespilmæssigt bliver lidt stift. Jeg ville have, at det skulle være så levende som muligt, og det havde jeg mulighed for, fordi historien også handler om, hvad der sker med en familie, da deres barn forsvinder.«

Rigtige mennesker

Inden han forlod Sverige, stod Lasse Hallström bag nyklassikeren Mit liv som hund (1985) og Astrid Lindgren-filmatiseringerne Alle vi børn i Bulderby (1986) og Mere om os børn i Bulderby (1987), og siden har han signeret fine film som Svigersøn uden lige (1991), Hva’ så, Gilbert Grape? (1993), Something to Talk About (1995), Æblemostreglementet (1999), The Shipping News (2001) og En sand løgn (2006)og flere andre, knap så fine film. Fælles for dem alle er, at de ligesom Hypnotisøren handler om familiedynamik og menneskelige relationer.

»Jeg elsker selv at se film, som handler om mennesker, jeg kan relatere til og genkende. Dramaet mellem rigtige mennesker og deres relationer,« siger instruktøren og fortæller, at den lyst stammer fra hans barndom i 1940’erne og 1950’erne.

»Jeg tror, at det hele begyndte med Charlie Chaplin. Det var inden, fjernsynet kom til. Min far lavede smalfilm om Stockholm, dokumentarfilm og den slags, og så købte han Chaplin-film. Jeg så dem igen og igen. Når der var fest derhjemme, stod filmfremviseren fremme, og så så vi fars film og Chaplins film. Den tragikomiske tone i Chaplin-filmene fik jeg altså næsten ind med modermælken, og den har været en inspiration for mig. Man vil gerne dele det, man kan genkende: dumheder og svagheder hos os fjollede mennesker. Det er også derfor, at mine film ofte er dramakomedier eller har en komisk undertone.«

Sandhed og autenticitet

Selv i så mørk en film som Hypnotisøren er der humor.

»Hvis man skal forsøge at fortælle en historie realistisk, dukker det komiske op. Helt sort i sort er det ikke, for så bliver det falsk og stiliseret. Der findes noget tragikomisk i den her families måde at reagere på det, de udsættes for. Når jeg laver den slags film, vil jeg have, at folk skal kunne genkende sig selv og blive draget ind i historien, uden at blive forstyrret, fordi det føles kunstigt eller stiliseret. Vil man fortælle en sand historie, skal tonen i skuespillet være ægte. Man skal lede efter sandheden og autenticiteten. Det er vigtigere end noget andet. Det er det, der driver mig.«

»Jeg improviserer meget, mere end jeg nogensinde har gjort før, for at finde de øjeblikke, som inddrager publikum i sammenhængen og handlingen. Det handler om instinkt. Jeg prøver at lege filmen frem ved at skabe en god stemning under optagelserne og få skuespillerne til at slappe af og give deres allerbedste ved ikke at lægge så meget pres på dem. Det er noget, jeg gør instinktivt. De digitale kameraer, der kan optage 40 minutter i træk, er perfekte for mig, fordi jeg elsker at destillere de her gyldne dråber gennem lange og improviserede takes.«

Én for dem, én for mig

Lasse Hallström er en produktiv filmskaber, og han er lige nu ved at færdiggøre endnu en film, Nicholas Sparks-filmatiseringen Safe Haven, der har premiere næste år. Han fortæller, at han elsker at lave film. Det er hans hobby, og tidligere i sin karriere ventede han nogle gange for lang tid mellem hver film. I de 25 år, der er gået, siden Hallström rejste til USA, er det dog ikke blevet nemmere at få lov til at lave den slags karakterdrevne film, han har specialiseret sig i.

»Da jeg kom til Hollywood, var der interesse for dramaer, som forsøger at beskrive virkeligheden, og der blev lavet vanskelige projekter og film, som handlede menneskers hverdagsliv og deres relationer,« siger han.

»Den økonomiske krise er skyld i, at producenterne dropper mellembudgetfilmene, som koster 15-20 millioner dollar. Man tager en økonomisk risiko, hver gang man laver sådan en film. Meget handler nu om de store sommerfilm, som koster flere hundrede millioner, og så lowbudget-film, der koster en-to-tre millioner. Derfor er det også sværere at finde ambitiøst materiale, må jeg sige, fordi vi er så mange om buddet – der er kun få instruktører, der er interesserede i de store tivolifilm. Det er andre instruktører, som laver dem. Men jeg forsøger at veksle mellem at lave kommercielle film og så mere kunstnerisk ambitiøse film. Som Steven Soderbergh siger, ’jeg laver én for dem og én for mig.’«

 

 

Hypnotisøren har dansk premiere i dag. Anmeldelse på side 10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu