Læsetid: 5 min.

Den hemmeligholdte Holberg

Uenigheden omkring ’Niels Klim’ handler om principper for klassikerformidling
Holberg skrev ’Niels Klims underjordiske rejse’ i 1741 – nyoversættelsen skaber debat i 2012.

Holberg skrev ’Niels Klims underjordiske rejse’ i 1741 – nyoversættelsen skaber debat i 2012.

14. december 2012

Min anmeldelse forrige fredag (den 30. november) af nyoversættelsen af Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse har affødt dels en protest fra udgavens hovedansvarlige, Karen Skovgaard-Petersen, og oversætteren, Peter Zeeberg, dels en kritisk indsigelse fra forlæggeren, Søren Møller Christensen. Sidstnævnte kan bestemt ikke lide, at jeg betegner udgaven som en skævert, og de to førstnævnte kan slet ikke forstå, hvordan man kan opfatte det som provinsialisme i tidsånd og litteraturopfattelse at snyde læserne for kommentarer i bogen, samtidig med at vi løst henvises til »inden for en overskuelig fremtid« at skulle hente dem ned fra nettet.

Efterfølgende har jeg erfaret, at der med den såkaldt overskuelige fremtid menes, at kommentaren, forhåbentlig, vil være gjort tilgængelig inden udgangen af 2013. Indtil da må læserne leve med den hemmeligholdte Holberg. Men pyt med det, forsikrer friskt Skovgaard-Petersen og Zeeberg: »Niels Klim kan sagtens klare sig uden kommentarer.«

Det er her, uenigheden ligger. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Niels Klim i henhold til en eller anden fiktiv forståelsesstandard kan »klare sig« eller ej, for opgaven for en klassikerudgivelse i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs regi er, til forskel fra andres ’læseudgaver’, at løfte og med brug af faglig ekspertise kvalitetssikre klassikeren, at præsentere denne optimalt. Forsømmer man dette, gør man sig efter min mening skyldig i det, som T.S. Eliot kaldte provinsialisme i tid, i det foreliggende tilfælde ved i en bogudgave at foregøgle læserne, at klassikerens fremmedhed, hans mentale anderledeshed, m.a.o. de egenskaber, som, idet de lykkeligt kombineres med høj kunstnerisk kvalitet, gør, at vi stadigvæk holder af ham, er noget, man som læser kan glemme eller midlertidigt se bort fra. Det er hævet over al tvivl, at Niels Klim kan læses for underholdningens skyld, men jeg fatter ikke, hvorfor det skal skjules, at Holberg var en ekstremt belæst europæisk intellektuel, ja, min pointe er netop, at bevidsthed om dette forhold gør læsningen af ham dybere, eller om man vil, endnu mere underholdende.

Jeg nævnte i min anmeldelse, hvad jeg anså for et såre illustrativt eksempel, nemlig et underfundigt selvcitat fra Holbergs egne latinske epigrammer. Men eksemplerne står i kø. Allerede i første kapitel, da Klim er drattet igennem en hule ved Bergen og daler ned mod planeten Nazar, citerer Holberg både Vergils Aeneide og Ovid, sidstnævnte bl.a. fra Metamorfosernes sagn om Phaetons himmelflugt og fald. Det tekstspil forlener dels beretningen med spænding imellem patos og humor, dels åbner det for et essentielt tema: overmod, der straffes, beslægtet med hovmod, der står for fald, således som det vises, efterhånden som Klims nemme foragt over for indbyggerne i Potu forvandles til beundring.

Lader læseren i stikken

Jeg må understrege, at jeg i min anmeldelse netop ikke efterlyste den totale kommentar, om end guderne skal vide, at jeg ikke aner, ud fra hvilke kriterier grænsen bør drages mellem uundværlige og mindre vigtige noter.

Kritikken angik det åbenlyse misforhold, vi ser imellem et publikumsvenligt ydre format og et indhold, der lader læseren i stikken.

Til sammenligning kan oplyses, at Ulysses i paperbackudgaven fra Oxford World Classics fylder 980 sider, hvoraf ca. 250 består af fagligt fint afpassede noter. Oveni kommer en forskningsmæssigt opdateret indledning på et halvt hundrede sider. Den Ulysses kan man læse i lænestolen, i toget, på stranden eller til ære for Molly Bloom i sengen. Den nye Niels Klim kan man læse i frustration – eller (i allerbedste fald) om et år med sin pc ved hånden.

Selv da vil netudgaven imidlertid ikke være tilstrækkelig, af følgende grunde:

1) Den slags skjulte citater og allusioner, som værket er så rigt på, vil de fleste nok læse hen over. De vil ikke finde på at slå op, fordi de slet ikke kan lugte, at der er viden, som de mangler for at kunne forstå raffinementet eller dybden i det læste.

2) Det er en meget stor tærskel, boglæseren skal over, hvis han eller hun skal rejse sig fra lænestolen, tænde sin computer og fremlede den elektroniske Holbergudgave, når der opstår en mistanke om et skjult citat. Han eller hun lader nok være.

3) I en bogudgave, hvor kommentarerne er med, kan man da i det mindste løbe an på, at læseren vil kigge i kommentarsektionen og blive opmærksom på, at der her er noget godt at hente. Bedst er det selvfølgelig, hvis kommentarerne står som fodnoter nederst på tekstsiderne eller, som det er set, på den ene side af hvert opslag.

Så langt havde udgiverne af Niels Klim slet ikke behøvet at gå. Men jeg fastholder som mit kritiske synspunkt, at de gør Holberg mindre.

Satiren havde nøjagtig adresse

Lad mig komme med et enkelt, forhåbentlig ikke for fortærsket eksempel på, hvordan en præcist anbragt kommentar ville have kunnet berige og fornøje nutidens læser af værket.

Klim erfarer efter kort tids ophold i Potu, at man dér i landet har en anden akademisk kultur. Når der skal udnævnes en madic, dvs. en dr.phil., lader man ham blot holde en lærd og formfuldendt forelæsning over et fagligt problem. Bagefter indføres hans navn i protokollen over dem, der har ret til at undervise offentligt.

Disputatser, som de kendes fra Europa, regner man i Potu blandt forlystelser og teaterforestillinger. Disputanterne slippes løs på hinanden, som om de var gladiatorer i tvekamp og efter omtrent samme regler, som gælder i hanekampe hos os. Publikum vædder om dysternes udfald, og rige folk opdrætter disputatorer, ligesom man hos os optræner hunde til jagt. Da Niels Klim giver til kende, at han finder potuanernes akademiske form alt for tør og kedelig i sammenligning med vores promotioner, spørger hans høflige vært, hvad vores disputatser da går ud på. »Jeg svarede, at de normalt handlede om lærde og interessante emner, først og fremmest om skikke, sprog og klædedragt hos to oldtidsfolk der havde været særlig betydningsfulde i Europa i gamle dage, og jeg fremhævede at jeg selv i tre disputatser havde behandlet disse folks gamle tøfler.«

Da værten hører dette, bryder han ud i en latter, der sammen med rygtet om europæernes naragtige pedanteri breder sig til værtinden og spredes ud over hele byen.

Hvem der imidlertid også meget gerne må le, er den europæiske og særlig den danske læser. For Holberg sigter til et faktisk eksisterende skrift, som han også lavede grin med i ’Just Justesens betænkninger over Peder Paars’ (1719-20) såvel som i sit værk Almindelig Kirkehistorie (1738), nemlig en afhandling af Otto Sperling fra 1698 med titlen de crepidis veterum, nunc vulgo Pantoffeln dictis, dvs. »om de gamles fodtøj, der nu på dansk kaldes tøfler«. Satiren havde nøjagtig adresse. Hvad der tog sig ud som det glade vanvid, var historisk korrekt.

En rundhåndet fondsstøttet klassikerudgave, der henviser tekstspil af denne art til en (fremtidig) netkommentar, forfejler sit formidlende mål og kan derfor med føje kaldes en skævert. Betegnelsen skandale kunne muligvis også have været anvendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skjold Christensen

Glæder mig til kommentarer - også gerne på pc.
Det er måske en bemærkning værd til anmelderen - Erik Skyum-Nielsen - der er faktisk udviklet og af mange anskaffet bærbare pc ere.- på det seneste ovenikøbet også kommet i-pad og tablets på markedet.
Men tak for en god anmeldelse. Det er altid en stor fornøjelse at læse Erik Skyum-Nielsens anmeldelser.
Man bliver klogere og får udsyn!

Heinrich R. Jørgensen

Erik Skyums-Nielsens kritik er velanbragt.

Pop-udgaver af væsentlige værker har lige siden Gutenberg været en forbandelse af rang.

Hvis folkene bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ikke fatter det, evner de tydeligvis ikke at forvalte opgaven på betryggende og moden vis.

Jeg er ikke helt enig i at popudgaver af væsentlige værker er en forbandelse. I mange tilfælde i ældre tider har piratudgaver og noteløse eftertryk jo givet folk adgang til væsentlige værker, som de sandsynligvis ikke ville have haft hvis der kun eksisterede dyre officielle udgaver. Videnskabeligt set er de rigtignok en rædsel, men man skal ikke glemme de sociale forhold i ældre tider.

Men du har helt ret i at det er en uacceptabel udvanding af DSLs rolle hvis de fortsætter en sådan linje med "noter på nettet" og lignende løjer.

Klaus Rød Frederiksen

det er tydeligvis (se for oven og i avisen) ikke en ukendt debat om og hvorvidt den akademiske redelighed er ukrænkelig eller-og utænkelig. men som bruger af værker som omtalte Niels Klim på niveauer langt under Skyums værdighed må jeg dog sige, at hvad han påpeger medvirkende til værket suverænitet i langt de fleste tilfælde sagtens klarer sig som en sådan. jeg er taknemmelig for hans eksempler og helt tryg ved at vide hele værket emmer af intellektuel intertekstualitet, men mine mine elever (gymnasieniveau) har andre langt mere verdslige og politiske behov.
det er ikke fordi der ikke skal laves noteret udgave. det er mere den apokalyptiske tango der opføres, fordi den ikke lige kom med.