Læsetid: 1 min.

Det intense nærvær

Udsendelserne om Olof Palme fascinerede og mindede os om, hvad en politiker kan være
29. december 2012

En dokumentarfilm i tre dele om Olof Palme har været en af julens store oplevelser i svensk såvel som i dansk tv. Det var et både gribende, glædeligt og sørgeligt gensyn. Politik er at ville, lød hans valgsprog, og den unge socialdemokrat med den borgerlige baggrund ville alverden. Som statsminister voksede han sig større end sit land. Han førte aktivistisk udenrigspolitik i en grad, så han fik heltemodtagelser i Sydafrika og på Cuba, og selv Henry Kissinger gav ham til sidst ret i, at Vietnamkrigen havde været en fejltagelse. Alt det gav ham hadefulde fjender på højrefløjen, og udsendelsen viste, hvordan man ydmygende kastede rundt med en dukke af ham på et stormøde. Nogle af dem fejrede hans død med champagne. Derfor, og fordi mordet er uopklaret, er det den dag i dag et nationalt traume.

Svenske Aftonbladet kritiserede udsendelserne for at forsømme datidens venstrefløj og arbejderbevægelse. Men den kritik synes karrig. Det var jo personligheden, der bar Olof Palme igennem. Han så sig selv som teamspiller, men trådte også i karakter som statsmand med selvstændige beslutninger. Forresten talte han flydende engelsk og fransk.

Møjsager fik han også. Det får alle statsministre. I de sidste regeringsår taklede han ikke dem alle lige godt. Men det, man så i tv-klippene, var en politiker med en næsten magnetisk udstråling, som kom af, at han, mens han var på sit højeste, i enhver situation var 100 procent nærværende og intenst lyttende. En politiker, som gjorde sig umage for at give fyldestgørende svar uden vanlig politikerretorik, og som havde menneskelig anstændighed som ‘ideologi’. Det burde være enhver politikers ABC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt fjernsyn i 3 afdelinger om Olof Palme. Så kritisk var den orkestreret, at man uforberedt så billederne af folk og fæ i chok i dyb sorg. Anna Lindh holdt afskedstalen ved båren og led selv samme skæbne 10. september 2003 på varehuset NK i Stockholm. Det svenske socialdemokrati mistede to indsjæle i løbet af få år og har endnu ikke overvundet lemlæstelsen.