Satire
Læsetid: 3 min.

Kapitel 15: Joys nye Danmark

Resumé: Joy Frederiksen har introduceret ’Saknussemm-pakken’ for danskerne; en økonomisk kur, som skal få landet tilbage på rette kurs. Der er stor opbakning til ministeren, selvom ingen rigtig kan gennemskue hendes økonomiske plan
Kultur
18. december 2012

Begejstringen var massiv. Jeg vil gå så langt som til at sige, at der var tale om en verdensomspændende eufori. ’Saknussemm-pakken’ eller redningspakken, som den også blev kaldt, var i løbet af ingen tid blevet implementeret i det meste af landet uden, at nogen havde gjort sig den ulejlighed at kigge den efter i sømmene. »Saknussemm-miraklet« kunne man også have kaldt den vidtløftige plan, for det var lykkedes Joy at få danskerne til at tro på det umulige: Øget og bæredygtig vækst, mere velfærd, lavere skatter og flere i arbejde.

Joy Frederiksen fremstod som en visionær politiker. Hun indgød danskerne håb om en bedre fremtid. På en måde var det, som om Joy havde overtaget statsministerens position. Hun talte om »et samlet Danmark«, om »et mit Danmark«, og selvom ingen formelt havde givet hende beføjelserne, accepterede statsministeren hendes dominerende adfærd. Meningsmålingerne talte deres eget tydelige sprog; efter den nye minister med ekstraordinært medietække var trådt til, var det kun gået den rigtige vej for regeringen, hvis popularitet ellers ikke havde været prangende.

Det var sandsynligvis også me-dietækket, der gjorde, at man i mange andre EU-lande fandt ministeren så troværdig, at man, i stedet for at afvente resultaterne i Danmark, rask væk gik i gang med at overføre de såkaldte ’Saknussemm-principper’ på de kriseramte økonomier.

Der var bud efter Joy Frederiksen mange steder, og hun rejste Europa tyndt for at udbrede ’pakken’, som hun stadigvæk ikke evnede at uddybe ordentligt, når journalisterne spurgte ind til detaljerne. Men da det tilsyneladende gik så gnidningsløst med at få den implementeret i et økonomisk foregangsland som Danmark, godtog man hendes autoritære udstråling som en blåstempling.

I USA ville man også tale med ministeren, og snart var hun på forsiden af TIME Magazine og på listen over de 100 mest magtfulde kvinder i verden. Det gik hurtigt for Joy Frederiksen. Så hurtigt, at selv Malene Pedersen, der ellers yndede at tage æren for succesen ved en hver given lejlighed bag kulisserne, havde fået svært ved at følge med.

»Du må tage det lidt med ro,« insisterede hun. »Og afvente resultaterne herhjemme, inden du går ud og sælger ’Saknussemm-pakken’ som EU-reform.«

»Reformen er allerede i fuld gang.« Joy smilede sejrsstolt.

»Ikke hvis du holder igen med oplysningerne,« sagde ministerens rådgiver bestemt. »Man kan ikke benytte en reform, man endnu ikke forstår konsekvenserne af, vel?«

Joy Frederiksen blev bleg. Hun var næsten lige landet fra en af sine utallige rejser, og for første gang siden sin indsættelse blev hun nu for alvor konfronteret med sin egen uvidenhed. Ministeren rømmede sig og så hen på professoren, som sad ved hendes skrivebord og pulsede på sin pibe. Al den røg havde længe irriteret hende, og jeg morede mig ofte over, hvordan hun som det første, når hun trådte ind på kontoret, gav sig til at løbe rundt og åbne vinduer.

»Hvilke oplysninger, Malene? Hvad er det for oplysninger, jeg skal holde igen med?«

»Ja, teorien bag ’pakken’, substansen, selve grundlaget for modellen. Alt det vi ved, men selvfølgelig ikke går rundt og taler højt om.«

»Alt det vi ved?«

Malene nikkede.

»Sig mig, hvad det er, du ved?« sagde Joy skarpt.

Malene, som indtil videre havde haft ministeren i sin hule hånd, var kommet til at tale over sig, og nu, i dette øjeblik, stod det pinefuldt klart for hende, hvor lidt styr hun faktisk havde på den model, hun selv havde været med til at konstruere.

»Saknussemm,«pippede hun.

Professoren så forskrækket hen på den spinkle pige, han på det sidste havde befundet sig godt med at betragte som sin herskerinde. Den leg var slut nu. Både ministeren og hendes særlige rådgiver havde brug for hjælp. Men i modsætning til alle jer derude, var de to kvinder ikke klar over, at det, de først og fremmest stod og manglede, var en begavet ’tanke’ som mig.

 

Læs med i morgen, når Malene Pedersen forsvinder, og Joy Frederiksens venstre øje begynder at opføre sig mærkeligt.

Serie

Mysteria Gravis - en juleføljeton

Forfatter Kristina Stoltz skriver hver dag frem til juleaften en satirisk juleføljeton om livet på et universitet under hastig forandring.

Seneste artikler

  • Kapitel 13: I Økonomi- og Erhvervsministeriet

    15. december 2012
    Resumé: Mens professoren blindt leverer brudstykker af ’Nieren’ til Malene Pedersen, gør ’tanken’ alt, hvad der står i dens magt for at tale ham til fornuft, men Saknussemm vil ikke høre. Og med Malene Pedersens hjælp lykkes det for den tidligere prorektor, Joy Frederiksen, at vinde den længe ønskede ministerpost i regeringen
  • Kapitel 12: En minister med Saknussemm-belæg

    14. december 2012
    Resumé: Professoren har fortrængt ’tanken’ og bruger nu al sin tid på at længes efter Malene Pedersen. Den unge forsker udnytter Saknussemms hengivenhed til at udfritte ham om ’Nieren’; den model hun i sin tid havde forkastet til fordel for den forsimplede version, vi i dag alle kender som ’Saknussemm-modellen’
  • Kapitel 11: En hjemløs tanke

    13. december 2012
    Resumé: Saknussemm har ladet sig forføre af Malene Pedersen. Spørgsmålet er nu om dette nye bånd til den unge forsker kommer til at få betydning for professorens relation til ’tanken’?
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her