Satire
Læsetid: 3 min.

Kapitel 18: Djævledyrker eller videnskabsmand

Resumé: Selv om Joy Frederiksen er blevet syg, kæmper hun for at bevare sin ministerpost, indtil hun alligevel bliver nødt til at give op. Sammen med 23 andre ’Mysteria Gravis’- ramte personer flytter hun med professor Saknussemm ned i universitetets kælder i håb om at blive helbredt
Resumé: Selv om Joy Frederiksen er blevet syg, kæmper hun for at bevare sin ministerpost, indtil hun alligevel bliver nødt til at give op. Sammen med 23 andre ’Mysteria Gravis’- ramte personer flytter hun med professor Saknussemm ned i universitetets kælder i håb om at blive helbredt
Kultur
21. december 2012

Der var på det nærmeste undtagelsestilstand på universitetet. Hvad det ikke havde medført af tumult og spekulationer, at professor Saknussemm fra det ene øjeblik til det andet havde forladt sit kontor og taget alt med sig.

I begyndelsen troede man, at han var vendt tilbage til Økonomi- og Erhvervsministeriet, men så fandt man ud af, at også Joy Frederiksen var gået under jorden lige såvel som Malene Pedersen. Efter at ministeren havde trukket sig, var aktiekurserne, ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa, styrtdykket. Dansk økonomi sejlede som aldrig før, og de tre ansvarlige for det kaos, landet var blevet kastet ud i midt i den søde juletid, var sporløst forsvundet.

Siden professoren var flyttet ned i kælderen sammen med de 24 Mysteria Gravis-ramte personer, havde universitetet været mere eller mindre invaderet af journalis ter og fotografer, der forsøgte at finde frem til, hvor professoren var forsvundet hen. Var den tidligere minister, spindoktorerne og højt profilerede forskere blevet kidnappet af professoren?

Der blev lavet endeløse reportager fra professorens tidligere kosteskabskontor og rektor blev gentagne gange bedt om at svare på, hvem denne Saknussemm egentlig var. På tv måtte han temmelig beklemt ved situationen indrømme, at han faktisk ikke vidste, hvem Saknussemm var, og fra hvilket fakultet han kom.

»Han dukkede bare op,« sagde rektoren.

»Og han blev hyldet som en stjerne. ’Saknussemm-modellen’ kunne bruges til alt. Vi havde aldrig set noget lignende.«

– Det vil sige, at du bakkede op om en mand, du ikke anede hvem var eller hvor kom fra og en model, som der intet forskningsbaseret belæg var for? spurgte journalisten.

Rektor tøvede lidt for længe, før han svarede.

»Jo, der var skam belæg,« sagde han endelig.

»Malene Pedersen fik guldmedalje for sit speciale om modellen og blev efterfølgende tildelt et ph.d. stipendiat for at fortsætte arbejdet.«

– Mener du den Malene Pedersen, som indtil for nylig var ansat som Joy Frederiksens særlige rådgiver?

Rektor nikkede, men undlod at knytte yderligere kommentarer.

Hvem der fandt frem til kælderen, ved jeg ikke, men pludselig havde vi alle journalisterne og deres fotografer uden for døren. Heldigvis havde professoren låst indtil det rum, hvor vi befandt os, men vi kunne høre dem derude, og de kunne helt sikkert også høre os. Tabloidavisernes udmeldinger, om at Malene Pedersen tilhørte en satanistisk sekt, blev nu taget op igen, (Malene var dog ikke tilstede. Til gengæld var hun blevet set op til flere gange i det samme fitness center), og denne gang blev professor Saknussemm beskyldt for at være både grundlægger og leder af sekten.

Nu håber jeg ikke, at De, trofaste læser, lader Dem forføre af tabloidpressens underlødige historier, for sandheden om det, der foregik inde på den anden side af døren nede i universitetets kælder, har intet med djævledyrkelse at gøre.

Professor Saknussemm var vendt tilbage til ’Nieren’, den oprindelige model, der i stedet for at danne grundlag for ’Saknussemm-modellen 01 og 02’ snarere var kommet til at stå i skyggen af dem og senere forsøgt klistret oven på i Malene Pedersens desperate jagt efter substans.

Med min udsøgte assistance fandt professoren nu vejen ind til den gamle viden i dens fulde længde, form og mening. Modellen skulle bruges til at helbrede de 24 Mysteria Gravis-ramte personer, som professoren havde inviteret med ned i kælderen. Ligesom Joy Frederiksen havde gjort, da hun holdt sit første pressemøde som økonomi- og erhvervsminister, talte Saknussemm også om at bygge bro men denne gang en åndelig bro, der skulle forbinde den gamle viden med den moderne verden.

Professoren var nemlig af den klare overbevisning, at det var det manglende kendskab og den manglende evne til at forbinde videnskaberne til deres ophav, der gjorde folk syge.

»De gamle videnskabsmænd vil tale med jer,« sagde Saknusssemm.

»Hvis ikke I snart begynder at lytte til, hvad de har at sige, forbliver I en flok bælgøjede idioter.«

 

Læs finalen i morgen, når professor Saknussemm tager afsked. Læs de tidligere afsnit på www.information.dk/juleføljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her