Satire
Læsetid: 3 min.

Kapitel 19: Saknussemm-stjernen

Resumé: Efter at Joy Frederiksen har trukket sig som minister, sejler dansk økonomi. Saknussemm er flyttet ned i kælderen sammen med 24 ’Mysteria Gravis’-ramte personer, som han har sat sig for at helbrede. På universitetet hersker der kaos. Journalisterne står i kø udenfor for at komme til at tale med professoren
Resumé: Efter at Joy Frederiksen har trukket sig som minister, sejler dansk økonomi. Saknussemm er flyttet ned i kælderen sammen med 24 ’Mysteria Gravis’-ramte personer, som han har sat sig for at helbrede. På universitetet hersker der kaos. Journalisterne står i kø udenfor for at komme til at tale med professoren
Kultur
22. december 2012

I moderne sprogbrug ville man måske kalde det gruppeterapi, bortset fra at professoren hverken lignede eller opførte sig som en eksistentialistisk funderet psykolog. Han var på en gang benhård og dybt uforudsigelig i sine metoder. De 24 Mysteria Gravis-ramte individer blev hver og en bedt om at redegøre for teorierne, som de fordums store tænkere i al hemmelighed præsenterede dem for.

Disse granvoksne mænd og damer var i den grad kommet tilbage på skolebænken, og personligt morede jeg mig gevaldigt over at være vidne til deres lydige opførsel: Ikke én af dem stillede spørgsmål ved noget af det, Saknussemm bad dem om at udføre, om det så var at stå på hovedet, mens de sang julesalmer.

Man kunne ellers godt have frygtet, at flere af dem ville være blev et sindssyge, hvis ikke af Saknussemm, så af den skrækkelige tilstand de befandt sig i. Forestil Dem, kære læser, at De pludselig ud af Deres ene øje ser et menneske, som ingen andre kan se. Et menneske, som taler til Dem uafbrudt om komplicerede filosofiske ideer eller kemiske formler. Men måske evnede disse 24 personer netop at styre uden om vanviddet, fordi de ikke stod alene, og fordi de af en eller anden grund stolede på Saknussemms evne til at helbrede dem.

Lige fra begyndelsen havde professoren lovet, at de alle ville nå at blive raske inden juleaften. Der var kun fire dage tilbage, og samtlige af de 24 var fremdeles bælgøjede. Alligevel rystede Saknussemm ikke det mindste på hænderne, når han spillede sine ’Nieren’-kompositioner på klaveret, mens det brogede hold udførte de komplicerede dansetrin, han havde øvet med dem.

Dag for dag intensiveredes arbejdet. Da der kun var to dage tilbage, skar professoren drastisk ned på både søvn og mad, samtidig med at han introducerede dem for en udenadslære så lang og kompliceret, at ingen af disse stakkels voksne mennesker nogensinde havde været ude for noget lignende.

Til min store overraskelse ville professoren have dem til at lære ’Nieren’ udenad. Det lod dog ikke til at optage ham, hvorvidt nogen af dem evnede at begribe indholdet, så længe de bare kunne referere formlerne, udregningerne og kompositionerne. Jeg var dybt foruroliget over dette tiltag, da det gik stik imod tanken om at holde denne særlige viden for de få.

Jeg troede netop, hensigten med at vende tilbage til kælderen havde været at give afkald på berømmelsen og trække brudstykkerne af den viden, han var kommet til at give fra sig tilbage til kilden. Tilbage til ’Nieren’; stjernemodellen, som ingen andre end professoren og jeg kendte. Den 24. december vågnede samtlige 24 personer efter kun fire timers søvn, med et helt almindeligt syn.

Ingen af dem var bælgøjede, og ingen af dem havde længere kontakt med tidligere tænkere. Uden for døren stod journalisterne stadigvæk og ventede på at få et syn af den berygtede professor og hans Mysteria Gravis-ramte disciple. Saknussemm åbnede døren og bad dem komme indenfor, mens han tog afsked med de 24, der alle var helt målløse over pludselig at kunne se og høre almindeligt igen.

»Mit arbejde er færdigt,« sagde Saknussemm.

»’Nieren’ er jeres nu. Det er op til jer, hvordan I vil bruge den.«

Journalisterne stillede spørgsmål i munden på hinanden. Saknussemm smilede venligt, men svarede ikke nogen af dem. I stedet hentede han sin store sæk med papirer og kastede den om på ryggen.

»Passer det, at du findes?« råbte en af dem, idet han skulle til at træde ud ad døren.

Professoren vendte sig og grinede sin klukkende latter.

»For dem, der tror på julemanden.«

Udenfor sneede det. En stor stjerne stod og lyste over det nye universitet.

»Hvor skal vi hen?« spurgte jeg.

Saknussemm så kærligt på mig. »De har nu altid været en trofast ledsager. Jeg er blevet for gammel til de akademiske julelege, men universitetet har brug for Dem. Særligt Malene Pedersen ville have godt af lidt assistance. De må sørge for, at hun kommer ud af det fitness center i en fart.«Læs de tidligere afsnit på www.information.dk/juleføljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her