Interview
Læsetid: 7 min.

Karismaen forsvandt, men herredømmet bestod

Hvorfor fulgte tyskerne deres fører helt ud over afgrunden? Det spørgsmål søger den anerkendte historiker sir Ian Kershaw svar på i sin seneste bog om krigens sidste måneder i det udpinte og sønderbombede Nazityskland, der nægtede at overgive sig
Kultur
28. december 2012
Afmagt. I de sidste måneder vidste tyskerne, at krigen var tabt, men alligevel opgav de ikke kampen. For de frygtede alternativerne: en russisk besættelse eller jødernes hævn. Den tyske befolkning følte sig som ofre, siger den anerkendte historiker og forfatter Ian Kershaw.

Afmagt. I de sidste måneder vidste tyskerne, at krigen var tabt, men alligevel opgav de ikke kampen. For de frygtede alternativerne: en russisk besættelse eller jødernes hævn. Den tyske befolkning følte sig som ofre, siger den anerkendte historiker og forfatter Ian Kershaw.

Det er den 18. April 1945. I et desperat forsøg på at stoppe den formålsløse kamp mod amerikanerne, der står ved bayerske Ansbachs bygrænse, kapper 19-årige Robert Limpert, hvad han tror er telefonkablet mellem kommandantens base og værnemagtsenheden uden for byen. Han opdages af to Hitlerjugend-medlemmer, anholdes og stilles for en improviseret ret, der dømmer ham til døden ved hængning. Dommen eksekveres øjeblikkeligt. Fire timer senere indtager amerikanerne Ansbach uden at løsne skud. Det vidste alle ville ske. Også kommandanten. Han flygtede ud af byen på sin cykel umiddelbart efter henrettelsen af Robert Limpert.

Med den historie indleder britiske sir Ian Kershaw sit seneste storværk om Anden Verdenskrig, Slutspil, der netop er udkommet på dansk. For det er den mentalitet, der fascinerer ham. Efter i en menneskealder at have forsket i Anden Verdenskrig i almindelighed og Adolf Hitler i særdeleshed kan han stadig blive overrasket over den loyalitet, med hvilken tyskerne til det sidste gjorde deres pligt – hvor formålsløst det end var.

»Krigsfanger forblev tro mod regimet, og som kommandanten i Ansbach vedblev befalingsmænd at udstede og efterleve ordrer, selvom det helt åbenbart var udsigtsløst. Men det var ikke kun værnemagten, der kæmpede til det sidste for Hitler. Også embedsmænd forsatte med at møde op på arbejde i en administration, alle vidste var dødsdømt,« siger han om de sidste måneder inden tyskernes kapitulation.

Disse måneder er genstand for hans forskning i Slutspil. Det mest fornuftige ville have været at indlede fredsforhandlinger med de allierede, da de var gået i land i Normandiet i juni 1944. Og det er ikke bare Kershaws egen retrospektive vurdering.

»Umiddelbart efter de allieredes landgang diskuterede man helt op i ledelsens top mulighederne for at indlede forhandlinger, og dette blev også præsenteret for Hitler, men som sædvanligt afviste han. Og efter juli 1944 blev enhver kritisk røst, der kunne sætte spørgsmålstegn ved denne kategoriske afvisning af tanken om fredsforhandlinger, fjernet.«

20. juli 1944 indtraf nemlig den hændelse, der ifølge Ian Kershaw mere end noget andet muliggjorde, at krigen fortsatte hinsides det punkt, hvor enhver anden krigsførende stat i historien ville have overgivet sig. Attentatforsøget på Hitler radikaliserede ledelsen. Det er derfor her Ian Kershaw starter sin fortælling om krigens sidste måneder og ikke på en strand i Normandiet.

»Hitlers paranoia og mistillid til alle omkring ham blev styrket af dette attentatforsøg, og det ledte til, at regimet blev endnu mere defensivt, men også styrket. Der skete øjeblikkeligt en omstrukturering, der centrerede magten om en loyal elite. Himmler fik ansvaret for erstatningshæren, Goebbels blev befuldmægtiget rigsminister for totalkrig, via Bormann fik partiet øgede beføjelser, og Speer fik en endnu mere central placering i forhold til fremstillingen af våben. Ingen havde efter denne omstrukturering magt og vilje til at sætte sig op mod Hitler.«

Den utænkelige kapitulation

Historikere har i årevis diskuteret, om Hitler var en svag eller stærk leder. Det er den slags diskussioner, der danner skoler – som f.eks. den omkring den tyske historiker Hans Mommsen, der har været en af de mest prominente fortalere for teorien om den svage diktator. Med Slutspil markerer Ian Kershaw én gang for alle, at han opfatter Hitler som en stærk leder i et stærkt system. Et system, der altså kun blev styrket efter juli 1944.

»Jeg har ofte diskuteret dette med Hans Mommsen, som er min ven. Jeg er tilmed blevet inviteret til at tale om den stærke leder for hans studerende. Ikke mindst hvis man ser på tiden efter sommeren 1944, er det tydeligt for mig, at Hitler var en overordentligt stærk leder, der forstod at indrette systemet efter, at ingen skulle kunne udfordre hans position. Det er ikke ensbetydende med, at han selv er den eneste forklaring på, at tyskerne forsætter ud over afgrunden. Det ville være at forenkle kendsgerningerne. Men hvis man skal se kontrafaktisk på det, så ville der være blevet indledt fredsforhandlinger i 1944, hvis det var lykkedes for Stauffenberg at dræbe Hitler. Kapitulation var ikke en mulighed for Hitler, og derfor var den det heller ikke for andre. Han skulle være væk, før det skete, og sådan blev det som bekendt også,« siger Ian Kershaw.

Men hvorfor vedblev kapitulationen at være et utænkeligt scenario for diktatoren? Ian Kershaw har gennem hele sin karriere understreget betydningen af Første Verdenskrig for Hitler. Hvis man vil forstå hans ageren som leder af Det Tredje Rige, må man forstå, at Første Verdenskrigs i hans øjne uværdige resultat gjorde ham stålsat i sit forehavende. Og det er også den betydning, han lægger vægt på som svar på en kritik af hans mest kendte og anerkendte værk, den todelte Hitler-biografi Hitler Hybris og Hitler Nemesis. Information har tidligere beskrevet, hvordan romanforfatteren Karl Ove Knausgård i sit selvbiografiske romanværk Min Kamp beskylder Kershaw for at misforstå kunstens betydning for Hitler i de unge år og for – ikke mindst sprogligt – at beskrive Hitlers barndom og ungdom, som om hele hans liv var farvet af det, han skulle blive som voksen. »Jeg mener selv, at jeg har været meget forsigtig med at dømme den unge Hitler. Jeg er fuldt ud bevidst om, at den fattigdom og de uforløste kunstnerdrømme, der prægede hans år i Wien, var et stort traume for ham. Men det, jeg ser som afgørende, er hans oplevelser under Første Verdenskrig og ydmygelsen ved Versailles,« siger Ian Kershaw.

Hitlers revanchisme har altid været vurderet som central for hans motivation, og derfor har det også været opfattet som et strategisk fejltrin af de større, at Roosevelt på vegne af de Allierede i 1943 erklærede, at kun betingelsesløs overgivelse var en mulighed. Men heller ikke det er tilstrækkelig forklaring på, at Tyskland kæmpede til det sidste med sin fører, mener Kershaw.

»Kapitulation havde været umulig for Hitler, lige meget hvad de Allierede havde krævet. Hitler opfører sig meget forudsigeligt i krigens sidste måneder. Hvad der er interessant, er personerne omkring ham. Normalt bliver en krigsførende stat væltet ved et kup nedefra eller indefra inden den totale ødelæggelse. Det er højst usædvanligt, at regimet stadig er ved magten, når katastrofen indtræffer, men det skete i tilfældet med det Tredje Rige.«

Formålsløst og skæbnesvangert

Som han også gjorde det i Hitler-biografien, tillægger Ian Kershaw Hitlers ’karismatiske autoritet’ eller ’herredømme’ stor betydning, og i Slutspil viser han, hvordan herredømmet bestod, selv da karismaen var forsvundet.

»Befolkningens opbakning til Hitler var for længst smuldret væk til sidst, men alligevel var den ikke nødvendigvis indstillet på, at kampen skulle opgives. Den frygtede simpelthen alternativerne. Især en russisk besættelse var for de fleste en frygtelig tanke – og det med rette. Man frygtede også hævnen fra jøderne. Der var grundlæggende en fornemmelse af at være ofre for et tyrannisk regime, som havde misbrugt befolkningens tillid, og nu havde ført den ud i katastrofen. De sidste måneder af krigen fik stor betydning for tyskernes selvopfattelse sidenhen, da de i høj grad så sig selv som ofre – og det var de også i disse sidste måneder. Betydningen af den terror, som regimet udsatte sin egen befolkning for, kan ikke overdrives,« siger Ian Kershaw.

Hitler frygtede opstand i befolkningen som den, der i 1918 var medvirkende årsag til Tysklands betingelsesløse overgivelse, derfor var han særligt opmærksom på at holde selv de spædeste kritiske røster nede. En mentalitet, der prægede befolkningen til det sidste, mener Ian Kershaw. I historien om henrettelsen af Robert Limpert fortælles det også, at nogle af de civile tyskere, der var mødt op for at overvære eksekveringen, hjalp politiet med at indfange ham igen, da det lykkedes ham at rive sig fri af løkken. »Og det er jo den slags, der til stadighed må undre en,« siger Kershaw.

Befolkningen var præget af resignation mere end oprørsvilje. Den ventede og håbede på, at krigen snart ville slutte, men ingen kunne overskue alternativerne til at forsætte kampen.

»I denne periode handler det i høj grad om, at tyskernes skæbne er uløseligt forbundet med Hitlers. For eksempel lagde Speer mere og mere afstand til ham, men opsøgte ham alligevel for at sige personligt farvel, og han sørgede for, at hæren var udrustet, selvom han vidste, det kun udsatte det uundgåelige. Han vidste, at enhver form for fælles front mod Hitler var umulig, og for ham personligt var der ingen tvivl om, at det, der ventede Hitler ved en kapitulation, også ventede ham.«

På alle niveauer i det tyske samfund manglede viljen til og muligheden for at gå en anden vej: »Mussolini blev væltet af sit eget statsråd. Sådan et havde Hitler ikke. Hans karismatiske herredømme havde fuldstændig undergravetstatsmagten. Den herskende elite var splittet, og der var ingen, der havde magt eller vilje til at etablere organiseret modstand mod Hitler; tværtimod levede det karismatiske herredømmes mentalitet videre. Derfor fulgte tyskerne ham helt ud over afgrunden. Det var så formålsløst, så skæbnesvangert. hundredtusinder af mennesker døde i disse sidste måneder af en krig, som burde være stoppet i sommeren 1944.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her