Læsetid: 6 min.

Knausgård udfordrer historikeres dæmonisering af Hitler

I ’Min Kamp’ kritiserer romanforfatteren Karl Ove Knausgård flere generationers historikere for at tegne et usagligt billede af Adolf Hitler. De ser hele hans liv i lyset af det, han skulle blive. Knausgård er selv dykket ned i kilderne, og en dansk historiker medgiver, at Knausgård har ret i sin kritik. Selv undgår Knausgård både fordømmelse og forherligelse i sit Hitler-portræt og kommer måske tættere på, end nogen anden før ham har gjort
Hitler. Hvordan beskriver man Hitlers ungdom, når hovedformålet er at portrættere nyere europæisk histories mest foragtede diktator? Ifølge forfatteren Karl Ove Knausgård gør man det typisk ved at skildre ham, som om han var født med viljen til at udslette det jødiske folk.

Hitler. Hvordan beskriver man Hitlers ungdom, når hovedformålet er at portrættere nyere europæisk histories mest foragtede diktator? Ifølge forfatteren Karl Ove Knausgård gør man det typisk ved at skildre ham, som om han var født med viljen til at udslette det jødiske folk.

Heinrich Hoffmann

7. december 2012

Da den unge Adolf Hitler vandrede hvileløst rundt i Wiens gader i begyndelsen af 1900-tallet, gjorde han det som fattig, falleret kunstner. Han havde søgt optagelse på kunstakademiet og fået afslag to gange. Så langt er de fleste enige. Men hvordan beskriver man en sådan ungdom, når hovedformålet er at portrættere nyere europæisk histories mest foragtede diktator? Ifølge forfatteren Karl Ove Knausgård gør man det typisk ved at skildre ham, som om han var født med viljen til at udslette det jødiske folk.

Især kritiserer Knausgård historikeren bag den for tiden mest anerkendte biografi om Hitler, britiske sir Ian Kershaw.

Knausgård skriver i sjette bind af sin selvbiografi Min Kamp: »Kershaw og næsten to hele generationer med ham fordømmer Hitler og hele hans væsen, som om det at påpege hans uskyld, da han var nitten eller treogtyve, eller påpege nogle af hans livslange gode kvaliteter skulle være et forsvar for ham og for ondskaben. Egentlig forholder det sig omvendt: Kun hans uskyld kan give hans skyld vægt.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja.

Dog med den lille hage, at flere efterhånden har det med at få det til at lyde, som om de eneste ulykker Hitler og kumpaner forårsagede var jødeforfølgelserne, hvilket jo mildt sagt kan kaldes "tunnelsyn".

Det afsluttende citat fra Knausgård er en flot opsummering af en fortsat undertrykt erkendelse: "I Tyskland 1938 var nazismen konsensus. Hvis det onde kommer, kommer det ikke i formen af 'de' som noget fremmed vi let kan afvise, det vil komme i formen af 'vi'. Det vil komme som det rigtige."

Selv om Den 2. Verdenskrig fortsat har daglig sendetid på danske tv-stationer, har verden ikke været specielt fredelig siden. Et skøn fra Verdensbanken angiver et dødstal på over 40 millioner i krigene siden - det var måske også værd at bruge lidt systematisk sendetid på.

Og endelig skal det huskes, at Hitler og hans tid står for meget andet end krig. Den daglige undertrykkelse i Nazi-Tyskland bør ikke glemmes, for der er fortsat lande i verden, hvor forholdene i dag er sammenlignelige - og "demokrati" er ikke så udbredt og accepteret, som vi måske går og tror...

Eichinger og Hirschbiegels film Der Untergang. En film, der fremstillede Hitlers menneskelighed ...når folk skriver sådan så studser jeg og tænker har vedkommende mon set filmen? Der Untergang fremstiller ikke Hitlers menneskelighed, den fremstiller ham bare ukarikeret og uden en direkte forbindelse til alle forbrydelserne - ganske som hans sølle liv har været. Det er der ikke noget menneskeligt over andet end at også Hitler gik på lokum...

Analysen minder meget om George Taboris i sit teaterstykke om den unge Hitler, der sjovt nok også hedder "Mein Kampf".
Det interessante ved analysen er også, at den jævnfører ham med stort set alle de attentatmænd, vi kender, hvor en skuffet middelklassedreng hævner sig på en ufølsom verden.

Heinrich R. Jørgensen

Tom Paamand:
"Den daglige undertrykkelse i Nazi-Tyskland bør ikke glemmes, for der er fortsat lande i verden, hvor forholdene i dag er sammenlignelige"

Tænker man på 'Lømmelpakken' i forbindelse med COP15, hvor arbitrære personer først blev sat på asfalt og siden i bur, på harmløse Greenpeace-aktivister der ved samme lejlighed blev anklaget for 'dronningefornærmelse' af en tøsefornærmet überpolitimand, på det samlede danske propagandaapparat med Die Ritzau i centrum i almindelighed, og meget andet, har man allerede samlet rigeligt med brikker sammen til at kunne lægge det puslespil, der forklarer hvordan koncensus om uværdige forehavender kan opstå i en befolkning.

Hvis det var meningen, at 'man' burde lære af historien, for at undgå at gentage fejl andre også har begået, kan man undre sig over, at det 67 år efter Hitlers død er næsten epokegørende, at én forfatter har fraveget at dæmonisere manden per refleks, og i stedet forsøger at forholde sig til fakta. Lige så karikeret og entydig som Hitler fremstilles, fremstilles også begivenhederne i årene 1933-1945 -- de skrøner der berettes, er mestendels skåret over den læst, der appellerer til mentalt femårige, der er i gang med fantasi-lege, hvor godt og gode kæmper mod ondt og onde.

Vores kollektive ryggesløshed og konfliktskyhed, har formet grundlaget for at historiske fejltrin kan gentages, da "vi" hverken forstår fortid eller nutid. Uvidende og uforberedte afventer "vi" en tragisk reprise, i sagaen om historiens skæve gang.

Når vi ustandseligt hører at vi skal tænke på erhvervslivet, ligefrem være solidarisk med det, er det udtryk for en spirende koncernfascisme, hvor individet skal underkaste sig, ikke staten men, monopolkapitalismen. Men resultatet er det samme, ufrihed og tvang.

Robert Ørsted-Jensen

Nic
Tror nu ikke det ver så meget historieskrivningen Nic - som populærhistorien og den offentlige ide om fortiden, samt visse landes brug af historie til legitimerende formål.

Mit indtryk er at det meste faktuelle historieskrivning som oftest er milevidt foran den almene populærhistorieke opfattelse og politiske udlægning.

Robert Ørsted-Jensen

Atkins
'...den fremstiller ham bare ukarikeret og uden en direkte forbindelse til alle forbrydelserne...'
Dert er netop deri det menneskelige betår

Robert, i min optik er man ikke menneskelig ved blot - i sin egen isolerede mentale ensomhed - at 'være'. Der skal lidt mere til. Og det er det filmen viser at der ikke var. Manden led af uregelmæssig søvn og afføring, og så lugtede han af lort ud af munden - det gør ham jo ikke menneskelig. Hitler var en selvskabt mental krøbling.

Jens Overgaard Bjerre

Fascismen kan sagtens komme igen, sandsynligvis ikke som en kopi af nazisterne fremtræden, men med slips og sort jakkesæt. I en økonomisk krise, hvor storkoncerne er trængt, vil chancen for, at overgive magten til et diktatorisk parti overhængende. Som man prøver at samle EU nu, ligner også en fascistisk tankegang. De suveræne stater bliver ikke længere spurgt, når der sker traktatændringer. Som regel til fordel for eliten og til forbandelse for de fattige. Så er vejen banet, for som i Grækenland, at "Gyldent Morgengry", eller hvad de fascistiske grupperinger hedder, vinder frem. De har et umiddelbart socialt sigte, lige som National Socialistisk Arbejder Parti i Tyskland. Men de får ikke overladt magten før storkapitalen er overbevist, om at de kan have sine privilegier i fred.

Spiller det en rolle hvem Hitler som person har været?

Det der spiller en rolle er hvilke mekanismer der gjorde det muligt at han fik al den magt og indflydelse over andre mennesker.

Spørgsmålet er ikke om Hitler var vanvittig eller ej, men hvordan han fik millioner andre til at gøre vanvittige ting.

Hitler selv har mig bekendt aldrig egenhændigt dræbt en jøde eller politisk modstander, men han fik hundrede tusinder tilsyneladende helt normale mennesker som dig og mig til at gøre det.

John Robert Parkins

Hitler, he only had one ball,
Goering, he had two but very small,
Himmler had something simmler,
But poor old Goebbels had no balls at all.

En ekstraordinær brev fra en tysk hær læge har endelig bekræftet, hvad verden længe haft mistanke om: Adolf Hitler havde kun én testikel.

Prøv at synge teksten ovenfor ved anvendelse af melodi Colonel Bogey sang i Broen over floden Kwai

Robert Ørsted-Jensen

Jo Filo - men bag de 'mekanismer' er der jo også et menneske som det er værd at blive klog på. At demonisere et individ - sådan som det vhar været traditionb - tjener i alle tilfælde ikke andet formål end at dække over og dermed bane vejen for en mulig gentagelse. Jeg tror det er vigtigt at forstå mennesket bag denne demoniserende myte. At Hitler iværksatte og var personligt engageret i uhyrlighederne er hævet over enhver berettiget tvivl.

"Hitler" fik ikke millioner til at gøre vanvittige ting. Det er blot en del af den kollektive bortforklaring, for selv hvis denne person var blevet dræbt undervejs i forløbet, havde dette ikke betydet en afbrydelse af projektet om et Stor-Tyskland. Selv nogle af de nu så hædrede attentatmænd var egentlig ikke uenige med Hitlers mål, men ønskede blot at få en mere værdig person som leder af det.

En del af de borgerlige modstandsfolk i Danmark fortsatte efter krigen med dybt fremmedfjendske aktiviteter, der fik deres deltagelse i kampen mod nazisterne til at ligne et internt opgør på højrefløjen. På den modsatte fløj var der tilsvarende grupperinger med en fortsat lyst til stærke mænd og autoritære systemer.

Nazisternes tanker og metoder var absolut ikke så enestående i Europa, men havde bred udbredelse. Som fx Winston Churchill skrev til Benito Mussolini: "Fascism has rendered a service to the entire world. If I were Italian, I am sure I would have been with you entirely."

Robert Ørsted-Jensen

Dele af dette var nu helt ensidigt Hitlers ideer Tom. hvad du kan se af forskellen på Mussolini og Hitler. Førstnævnte var ikke drevet af konspirationsteorier hvad angår jøder i den grad at det i hans bevidsthed nødvendiggjorde den totale udryddelse af samme. Personligheder er ikke heklt uden betydning for historien.

@ Robert O Jensen

"Mit indtryk er at det meste faktuelle historieskrivning som oftest er milevidt foran den almene populærhistorieke opfattelse og politiske udlægning."

Det har du ganske ret i. Man kan ikke vurdere historieskrivning udfra udvalget på Bog & Ides Historie hylde. Gjorde man det ville man konkludere at verden ikke fandtes for 1914 for at være lidt spydig.

Det kan være frustrerende som historiker at se på hvorledes historien konsumeres main stream.

Jødeudryddelserne var en parentes i historien før 1945, og fik først deres store fokus bagefter, da deres uhyggelige omfang blev videre kendt. De bør derfor ikke stå som det dominerende emne om tiden, da de ikke betød voldsomt meget for samtiden, der desuden var præget af så meget andet genkendeligt.

Lige som i Tyskland var der også en del jøder på høje poster indenfor partimaskinen, der beholdt deres positioner trods statens officielle ideologi. Tilsvarende rummede den tyske hær flere hundrede tusind jødiske soldater og officerer. Verden er sjældent så sort/hvid, som historikere og eftertid ofte maler den.

Under invasionen af Etiopien blev de italienske soldater lokket med billeder af negerpiger, men på samme tid skrev partiavisen, at "det fascistiske imperium kan ikke være et imperium af halv-kaste folk".

Den italienske fascisme havde det langt sværere end tyskerne med at leve op til det ariske vås om blondt hår og blå øjne, og havde desuden slet ikke brug for jøderne som ærkefjende. Alligevel gennemførte Mussolini til sidst de tyske racelove, og startede propagandamaskinen op, så raceteorierne fik betydning. Det siger nok også noget om den tids Italien, at landet dræbte titusinder i Etiopien og Libyen med giftgas, men ikke brugte disse våben på europæisk jord.

Jeg har lige beskæftiget mig indgående med de 3 nævnte biografier, og jeg mener ikke at artiklen, Knausgård eller Lund rammer rigtigt i deres opgør med biografierne. Kershaws biografi er et forsøg på at forstå Hitler i den samtidige kontekst og er netop ikke en dæmonisering af Hitler. Kershaw leverer en strukturalistisk analyse af Hitlers magt under de betingelser, der var i samtiden. Hitlers biografi rummer i realiteten ingen eller ringe forklaringskraft for de ting der udspillede sig i Tyskland, og de kilder der er til Hitlers barndom/ungdom er netop andenhåndsberetninger, så Knausgårds analyse må antages at blive ligeså dunkel og spekulativ som de mange psykoanalystiske tilgange der var i 70'erne . Fest beskæftiger sig temmeligt omfattende med Hitlers kunstner ambitioner, og han viser netop at Hitler aldrig kunne slippe sine kunstner drømme. Det mest unuanceredet billedet der fremstilles af Hitler er Bullocks, der beskriver Hitler som et skruppelløst magtmennesker, der fuldstændigt uden mål eller mening udøvede sig magt i Tyskland, men hans bog er også skrevet i 1952. Jeg kan slet ikke forstå at det overhovedet kan give nogen at sammenligne Knausgårds fiktion med faghistorikernes arbejde.

Sille Aistrup har ret - jeg har bl.a. alle de tre nævnte biografier stående i reolen - læst gennem årene - men denne af forfatter Knausgård postulerede dæmonisering af bemeldte mandsperson er intet sted at finde - så måske har forfatteren en uafklaret mentalt problem med bemeldte storforbryder og hans meritter ...

Robert Ørsted-Jensen

Tom

"Lige som i Tyskland var der også en del jøder på høje poster indenfor partimaskinen, der beholdt deres positioner trods statens officielle ideologi."

Det er lidt af et statement - Ku du ikke lige nævne et par tyske eksempler?

Hvis det er Heydrich du har i tankerne så er du faldet som offer for en myte

@ Nic

"Dog med den lille hage, at flere efterhånden har det med at få det til at lyde, som om de eneste ulykker Hitler og kumpaner forårsagede var jødeforfølgelserne, hvilket jo mildt sagt kan kaldes “tunnelsyn”.".

Ja; tunnelsyn, men jødeforfølgelserne (og forfølgelser af andre etniske minoriteter) er - specielt set i samtiden - langt de værste forbrydelser begået af Tyskland i 1939 - 45. I en tid hvor England havde voldtaget og plyndret Indien i 300 år og Franskmændene været i Vietnam i 150 år, kan det være lidt svært at se forskellen på at marchere ind i Indien eller Vietnam frem for Frankrig eller Danmark og sige "hit med jeres land og ressourcer".

Ikke en retfærdiggørelse; nærmere en forklaring på hvorfor netop udryddelsen af 'undermennesker' specielt vækker opmærksomhed. Vær i øvrigt opmærksom på at koncentrationslejre som vi kender dem først blev taget i brug af englændere i Afrika.

Robert Ørsted-Jensen

Teo - du ligge også under for myter
KZ lejre er der mange af i historien - det er rigtigt - men Hitlers myrderier fandt ikke sted i KZ lejre. Man mishandlede og sultede forlk de steder og man gjorde det værre end tidliger. Men ingen før nazismen byggede døsdsfabrikker og ingen af disse dødsfabrikker var bare KZ lejkre og ingen af dem var i vesteuropa - de var alle i Polen og Ukraine

D

@ Robert:

Erhard Milch: Jøde og generalfeldmarschall i nazityskland.

Paul Ascher: Jøde fregattenkapitän på Bismarck.

Helmut Wilberg: Jøde og Luftwaffegeneral

@ Robert:

Rigtigt at der er stor forskel på KZ lejrene og at tyskernes nærmere bør kaldes udryddelseslejre og ikke direkte sammenlignes med englændernes eller Stalins Gulag.
Min pointe var nærmere at ja; tyskernes forbrydelser i 40'erne er forfærdelige, men at det er ærgeligt at eksempelvis Frankrig og England er gået over i historien som de gode og Nazityskland som de onde.
Foran Buckingham Palace skriver englænderne stolt 'Indien' på en stensøjle ved siden af 'Canada' osv.
De vandt krigen og kom ud som de gode. Kunne man forestille sig 'Frankrig' eller 'Danmark' indgraveret i stensøjler i Berlin?

Når jeg så omhyggeligt lægger links bag mine påstande, er det for at du som eventuelt interesseret læser kan se hvad jeg bygger dem på. Så ved at klikke videre kan du læse at Rigg reveals that a startlingly large number of German military men were classified by the Nazis as Jews or partial-Jews, including decorated veterans and high-ranking officers, even generals and admirals.

Ellers kunne du selv klikke videre efter bogens forfatter, og fx se at Goering was proud of his action to help half Jew Milch remain in Luftwaffe. A large number of former Mischlings rose to high rank: 2 Field Marshals, 15 Generals, 2 full Generals, 8 Lieutenant Generals, and 5 Major Generals. Former Mischling were Nazi party members - 4 were full Jews, 15 were half Jews and 7 were quarter Jews.

Vi er alle offer for myter, ikke mindst offermyter. Da jøder er lige så forskellige som alle os andre, ville det da også være underligt, om ikke også nogle blandt millionerne med jødisk baggrund blev nazister - uanset hvor modstridende tanken lyder. Lige så vel som folk af diverse andre trosretninger og overbevisninger gjorde det.

Generaliseringer er generelt tåbelige. At Richard Nixon var kvæker gør ham til en underlig kvæker, men ikke alle kvækere til underlige mennesker...

Heinrich R. Jørgensen

Tak til Tom for at omtale

Det er interessant at bemærke, at på det amerikanske Amazon site (amazon.com) fordeler læsernes vurderinger sig vidt forskelligt ifht den britiske (amazon.co.uk).

I USA er der 50 afgivne vurderinger med tilhørende anmeldelser, hvoraf 42/50 (84%) tildeler værket 5 stjerner, mens den britiske hjemmeside har blot 1 anmeldelse, som er enig med sig selv (1/1, 100%) at værker fortjener alene 1 stjerne. Bizart, at vedkommende overhovedet læste værker.

Robert Ørsted-Jensen

Tak Tom.

Men den form for links bemærker jeg ikke - dem har jeg ikke set før her på strengene.

Men det er yderst tvivlsomt at nogen af jødisk afstamning i længden ikke ville være blevet udrenset. Delvis Jødisk afstamning - er det vi i de fleste tilfælde taler om her - Milch var ikke jøde hans far havde bl.a. jødiske rødder

Tom Paamand: Du skruer rigeligt på knapperne, det var ikke jøder der kæmpede for tyskland eller blev betragtet som ligemænd, hvad der var tale om var "Michlinge", hvis status som urene blot blev konstrueret af at som arier at være gift med en jøde.

Jøder havde ingen chancer for overlevelse i Nazi Tyskland.

Selv Erhard Milch kan ikke karaktereiseres som rigtig jøde ,da det var hans far der var jøde og jødedom defineres som bekendt af moderen.

Niels Engelsted

Der er al mulig grund til at opfatte Adolf Hitler som dæmon.

Men også til at forstå, hvordan dæmonen endda meget sent blev skabt.

Her er min Hitler:

Barn af ældre østrigsk toldembedsmand, der er meget hård og krævende, hans storebror flygter hjemmefra. Adolf får mange tæsk, som hans unge pylrende mor forsøger at kompensere for. Der er muligvis også en kompenserende lærer (Hitler var kordreng i den katolske kirke), og han udvikler en følsom dagdrømmer profil. (Tænk på Daniel i Matador, eller for den sags Anders Fogh Rasmussen.) Som ung teenager efter faderens død optræder han med stor forkærlighed som laps med stok og skødefrakke , udvikler stærke kunstneriske interesser, og går til alle byens operaforestillinger sammen med sin uadskillelige ven (eller måske rettere lytter og beundrer) August Kubizek, med hvem han muligvis deler en homo-erotisk attraktion. Intet af dette er specielt usædvanligt, og intet prædikerer uhyret Hitler.

I Realskolen i Linz, nogle år tidligere, er der et intermezzo, der kan være af stor betydning. Adolf går i skole med den jævnaldrende Ludwig Wittgenstein, søn af en industrifyrste og Europas rigeste mand. Ludwig, vant til ekstrem luksus og privatlærere af højeste kaliber, må åbenbart være blevet sendt til dette provinshul som straf eller genopdragelse. Han er meget speciel, en hyperintelligent og hysterisk stammer, der slet ikke kan begå sig blandt skolens rimeligt ondsindede drenge. Selv om de ikke går i klasse sammen, Ludwig går et par klasser over Adolf, er der imidlertid en rimeligt stor sandsynlighed for, at de har kendt hinanden. I den kontroversielle bog The Jew of Linz, som dette afsnit er baseret på, bringer forfatteren Kimberly Cornish et skolebillede, hvorpå man med stor sandsynlighed ser de to placeret ikke fjernt fra hinanden. Hvis de har haft med hinanden at gøre, hvad der er ting, der taler for, kan det være yderst signifikant.

Begge er store Schopenhauerfans—om begge fortælles, at de senere som soldater under første verdenskrig medbringer Schopenhauers Verden som Vilje og Forestilling som en slags bibel, som de læser i ved enhver given lejlighed. Begge er også Wagnerfans, og kan ikke alene fløjte alle operaerne til perfektion, de kan også librettoerne udenad. Dette er usædvanligt for mindreårige drenge og antyder, at de må have haft en relation. Wittgenstein, der i det følgende århundrede bliver kendt som en af Europas største filosoffer og berømteste homoseksuelle, er så meget over Hitler i status og kulturel baggrund, at Hitler har måttet påtage sig rollen som den underordnede elev, Wittgenstein har opfattet dette som selvfølgeligt og har ikke villet acceptere andet. (Hans berømte lærere Bertrand Russel og G.E. Moore måtte også lade sig reducere til Wittgensteins tjenende ånder.) Men Adolf har sikkert gerne lyttet til Ludwigs belæringer og været en god elev. (Senere blev han selv kendt som en, der helst holdt foredrag.) At der også på en drengemåde kan have været et seksuelt aspekt i dette mulige forhold, kan absolut ikke afvises. Wittgenstein havde hele livet en stærk trang til at tilstå, og i Mein Kampf skriver Hitler, at der i skolen var en dreng, man ikke kunne stole på, og som var jøde. Dette var med stor sandsynlighed Ludwig Wittgenstein, da både skolen og Linz var praktisk talt uden jøder. Man kan derfor forestille sig, at Ludwig er kommet til at sladre om noget mere eller mindre uskyldigt men alligevel forbudt der er foregået mellem ham og Hitler, og det var den egentlige grund til at Hitler måtte forlade skolen. Heller ikke dette, skulle det have fundet sted, prædikerer Hitlers karriere, men Kimberley Cornish fremdrager et moment, der kan være interessant for fortsættelsen.

Schopenhauers filosofi er stærkt buddhistisk inspireret og fremstiller verden som en verdensbevidsthed, bevidstheden er ikke i vores hoved, det er selve verden, der er bevidstheden og dens stærkeste komponent er vilje. Cornish argumenterer for, at denne idé om verdensbevidstheden—af Strawson kaldet the non-ownership theory of mind—er nøglen til Wittgensteins vanskeligt forståelige filosofi. Man kan derfor forestille sig, at Adolf har fået denne Schopenhauerske forestilling om Verdensbevidstheden eller Verdensånden eller Verdensviljen fra Ludwig, og videre, at denne forestilling nemt har ladet sig forene med det Wagnerske gudeunivers med Parsifal som den germanske helt og verdensfrelser, og dermed Verdensånden som den germanske verdensånd, og—en nærliggende ungdommelig fantasi—Hitler som personificeringen af denne germanske verdensfrelser. Dette kunne forklare, de senere for os mystiske aspekter af hans verdensbillede og forståelse af egen rolle, og det mærkelige okkulte aspekt i nazismen. På dette punkt er dette imidlertid kun baggage på Hitlers indre loft og prædikerer ikke, hvad der kommer til at ske.

Tiden i Wien, hvor Hitler forsøger at blive optaget på Kunstakademiet men afvises og henvises til arkitektskolen, og hans efterfølgende deroute på trods af tilsyneladende rigelige midler hjemmefra, kræver også en forklaring, som vi mangler. Personligt tror jeg, at det er dagdrømmeren med uindfriede ambitioner men uden fokus, der går lidt i opløsning. Jeg tror også, at han engagerede i homoseksuelle forhold og bliver trækkerdreng under sit ophold på mændenes hjem, først og fremmest for den menneskelige opmærksomheds og attrås skyld, men senere af økonomiske grunde. Jeg tror nemlig, at der er tale om pengeafpresning mod Hitlers kunder, når hans ’makker’ fra mændenes hjem, småforbryderen Reinhold Hanisch ’solgte’ hans billeder til forskellige kunstelskere, i overvejende grad velstående jøder, der som det blev sagt var mere villige til at løbe en risiko (eller i virkeligheden var mindre beskyttet mod afpresning). Hitler selv blev formentlig også afpresset af Hanisch, der ikke kunne få billeder nok, og det kan være en væsentlig grund til at Hitler flyttede til München. Heller ikke dette forklarer i sig selv det efterfølgende.

Første verdenskrig blev hilst velkomment af Hitler, der lod sig hverve i et bayersk regiment, og deltog i en lang række meget blodige slag, var respekteret for sit store mod, han var ’løber’, det farligste job, og vandt jernkorset to gange, hvis jeg husker, men som enspænder, der foretrak sin bog og sin hund, var han ikke decideret populær.

Han blev invalideret i gasangreb i 1918 og tilbage krigsafslutningen på et krigslazaret i Pasewalk i Pommern, hvor han blev diagnosticeret med hysterisk blindhed og undergik en eller anden form for radikal psykoterapi af lægen Forster, der sigtede mod at han skulle genvinde sin viljestyrke (perioden var besat med forestillinger om vilje). Hitler tillagde i Mein Kampf selv opholdet i Pasewalk afgørende betydning for udviklingen af sit verdenssyn og sin mission, og der findes bøger, der argumenterer for, at Hitler—vores Hitler—ligefrem var blevet opfundet af Forster i Pasewalk.

Det tror jeg imidlertid ikke på, tilbage som demobiliseret soldat i München var Hitler ligeså viljesløs, ufokuseret og uden retning, som han havde været i Wien. Under den røde rådsrepublik, der blev oprettet i München optrådte han med de røde, og da republikken efter kort tid blev druknet i blod af højreorienterede frikorps, lod han sig hverve som meddeler og stikker af hæren, der sendte ham på et propaganda-og indoktrineringskursus (en slags militært Cepos).

Indtil dette punkt, tror jeg ikke, at Hitler i virkeligheden var anti-semit og havde noget specielt mod jøder, heller ikke selv om antisemitisme var Wiens officielle ideologi, mens han opholdt sig der—(hans racisme begrænsede sig oprindeligt til tjekker, som østrigerne opfattede som mindreværdige i det Østrig-Ungarske kejserrige.) Antisemitismen var imidlertid en integreret i den aggressive, nationale propaganda, som hæren prøvede at promovere (jøder blev opfattet som kosmopolitiske og dermed anatema til det nationale genrejsning), og det er formentlig fra disse kursers pensum, at Hitler samlede sit stof op. Hitler var hele livet en stor læser og ivrig efter at samle alle mulige former for viden op, så han med sin gode hukommelse og sans for detaljer blev et omvandrende konversationsleksikon, men—til stor plage for hans tilhørere—uden retning, mål og mening.

Mål og mening kom imidlertid, da hæren sendte ham hen for at spionere hos det tyske nationale arbejderparti. På et tidspunkt tog han ordet og gentog, hvad han havde lært på propagandakurset og så skete miraklet. Ud af Hitlers mund kom en stemme og et indhold, der begejstrede alle partiets medlemmer, og hurtigt blev Hitler deres propagandachef og snart også formand, med en lille navneændring var nazismen skabt. Det overraskende fænomen undgik ikke hærens opmærksomhed, og den homoseksuelle kaptajn Ernst Röhm gik i gang med at promovere og finansiere Hitler og hans parti, og så rullede bolden, som vi ved.

Kort forestiller jeg mig, at det hele kan forklares på denne måde. Hitlers seksuelle orientering, ller bedre mangel på samme er ikke en forklaring, men om dette var eller ej, så havde Hitler en hul i sjælen som kendt fra ofre for tidlige seksuelt misbrug, og trods hans gode intelligens, betydelige intellektuelle evner og ivrige studeren efterlod ham et drømmende, fantaserende, ufokuseret og retningsløst menneske. Men netop dette hul kom til at virke som et hulspejl, hvor tidens tanker og håb pludselig blev samlet, fokuseret og med stor kraft sendt ud med den lille mands sprog og frontsoldatens aggressive mod. Og for de der hørte ham udtrykte han netop deres tanker og håb. Hitler var faktisk blevet verdensånden, den tyske nations stemme og forløser, og hurtigt faldt det hele på plads, hans anti-semitiske indoktrinering, hans Schopenhauerske forestillinger, hans Wagnerske gudeunivers, der gav ham en hellig mission. For den ivrigste lytter til hans stemme var selvfølgelig ham selv, og således selvforstærket var det geni og monster skabt, som vi kender som Hitler.

Jeg kalder det geni, fordi geni formentlig netop er det fænomen, at et individ kommer til at udtrykke en hel befolknings tanker og bliver sindbilledet eller stemmen—verdensånden—for en hel historisk epoke. Endnu et eksempel vil måske gøre ideen klarere, det samme fænomen kan nemlig iagttages hos Bob Dylan, en flittigt plagierende nobody, der på grund af samme personlige hulhed, pludselig kom at virke som huspejl og blive en hel generations stemme, kort sagt geni.

Om Hitler og Wittgenstein:
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Jew_of_Linz
Om Hitler i Wien:
http://www.younghitler.com/hitlers_jewish_friends.htm
Om Hitler som homoseksuel:
http://www.guardian.co.uk/world/2001/oct/07/books.booksnews
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Hidden_Hitler

Robert Ørsted-Jensen

Teo at sammenligne det England lavede med Indien - som bestemt ikke var ene skadeligt - med det tyskerne havde gang i i Polen og Ukraine og de planer de havde for slaviske folkeslag - er relativisme ud i det ekstreme.

Jeg nærer bestemt ikke ønske om at forsvare det Britiske empirie, Indien eller Storbritanniens politik som sådan, Men indien er så langt fra et ene godt eksempel hvis du vil tale om britiske overgreb mod andre mennesker. Indien fik rent faktisk meget ud af perioden - trods alle overgrebene. De er selv idag meget bevidste om at det ikke var ene dårligt generelt set og inderne føler sig generelt knyttet til England. De fik 2/3 nationer ud af det hvor der ingen nationer var før. De fik det engelske sprog, som de stadig har ekstremt godt greb om og har kollosal økonomisk gavn af i netop disse år. De fik et nationalt retsystem, et komplet jernbane netværk og en infrastruktur som de stadig bruger flittigt. De fik et stadig fungerende parliamentarisk system og infrastruktur etc etc. Ja der var ingen nation før britterne (og også danskerne bl.a lad os ikke glemme vores eget lille bidrag her) kom til Indien.

Faktisk er Irland et langt bedre eksempel. Det er svært at se at Irland har haft nogetsomhelst ud af det tvungne 'rigsfælleskab' med England. De har endog lang hen mistet deres eget sprog og i modsætning til England havde de ikke brug for Engelsk da de ikke havde menghe forskellige sprog.

Aboriginerne er også et langt bedre eksempel på britisk umenneskelighed om du vil, men der er mange forbehold på lige den historie. I modsærtning til nazi-Tyskland kan du f.eks. ikke finde nogen regeringsbeslutninger eller papirer der dokumentere noget du kan betegne som en bevidst iværksat udryddelsespolitik. Det kan du derimod til overmål finde hos nazisterne. De havde planer for østeuropa som gik ud på at slavegøre samtlige folkefærd. Folkeslagenes eliter skulle systematisk myrdes og derefter skulle de overlevende reduceres til 3 års skolegang, og en tilværelse som slaver for herrefolket. Et flercifrede antal millioner skulle myrdes for at man kunne overtage deres jord til fordeling blandt tyske bønder og derefter skulle der skabes et stortyskland der b.a. ville have indlemmet os samt Norge og Sverige og som skulle gå helt til Ural.

At sammenligne den slags og påstå at det var helt det samme som med Storbritannien, eller USA - er relativisme af værste skuffe. Mere end det - det er at miste overblikket - eller også bunder det i dyb uvidenhed eller andre og endnu værre ting. Der er ingen undskyldninger for en sådan uvidenhed der er udgovet adskillige bøger om emnet de senere år og de russiske, ukrainske og polske arkiver er idag tilgængelige. Det var ikke noget tilfælde at russiske krigsfanger sultede ihjel - det var bevidst poloik beordret fra højeste sted af Føreren selv. At der skete ting i Sydafrika og andre steder er korrekt - men det var ikke regeringsbeslutninger om folkemord taget i London.

Robert Ørsted-Jensen

Tendensen til at relativisere - og påstå at alle overgreb begået af 'Vesten' (dette forkætrede or) eller Sovjet, eller Kine etc - er helt det samme som det nazisterne gjorde - eller endog værre end nazisterne. Sådanne påstande er yderst problematiske. Ja der er begået overgreb af mange nationer og politiske systemer. Men intet overgår det nazistiske program og de ideer de havde for fremtidens Europa. Udrensningen af Tyskland selv var heller ikke tilendebragt - den var kun påbegyndt. Jøderne var 'kun' de første på ranglisten - der var store planer - det var ikke noget tilfælde at Hitler sagde til Speer at alle olympiader i fremtiden ville blive afholdt i Berlin. Ingen andre har nogensinde kommet op med noget så vanvittigt og uhyggeligt

Nazisterne var ligeglade med om deres udpegede "jøder" faktisk praktiserede deres religion, undtagen når disse skulle ophøjes til tysk standard, og dermed afsvor sig jødedommen. Reglen svarer stort set til Israels, der tilbyder statsborgerskab til alle, hvis de blot har jødisk ægtefælle, bedstefar eller bedstemor, og så konverterer. På den måde er der voldsomt mange jøder...

Stig skruer rigeligt på knapperne med sin desværre generelt accepterede påstand: "Jøder havde ingen chancer for overlevelse i Nazi Tyskland". I selve Berlin var der så sent som i 1943 jødiske mænd, der var kendte af nazisterne, men som kunne blive boende. Gennem almindelige demonstrationer og protester, fik deres hustruer stoppet deporteringerne af disse 1700 jøder til kz-lejre.

Der var fortsat visse muligheder for almindelige protester under nazismen. Såkaldte medlidenhedsdrab af evnesvage blev stoppet efter omfattende protester, og en lidt mindre kontroversiel historie (og dermed mere kendt) fortæller om den vellykkede modstand mod at krucifikser skulle fjernes fra skoler. Den bevidst oversete historie om den åbent folkelige modstand er samlet i denne bog.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Engelsted:
"Wittgensteins vanskeligt forståelige filosofi"

Havde Ludvig en filosofi? Havde han nogle doktriner eller forestillinger, han promoverede? Ikke hvad jeg ved af.

Han anvendte "blot" filosofisk metode i forskellige sammenhænge. Han var en glimrende grammatiker, logiker og rhetoriker. Han var 'Old School'.

Det kom klar til udtryk både når han beskæftige sig med menneskenes sprog og sprogs kategoriseringer som middel til at fatte og forme 'verden'. Hans abstrakte tænkning var tilsvarende stringent, hvad angår mere formelle sprog, såsom den abstrakte og symbolske matematik.

Bertrand Russell havde ikke samme intellektuelle skarphed og format. Han anvendte årtier på at tumle med problemstillinger han ikke kunne løse. Hans østrigske protege (som dukkede op på professorens som flyvefærdigt geni, med en skriftlig anbefaling i lommen) kunne derimod hurtigt indse, hvori problemerne lå, og kunne dermed konkludere om der fandtes løsninger på disse eller ej. Hvilket der ofte ikke gjorde...

Arthur Schopenhauer sansede, tænkte og skrev klart forbilledligt klart. Der er denne klarhed i tænkning, til at skelne mellem det abstrakte (model) og det konkrete (det faktuelle), og til at stole på egne evne til at se 'verden' som den var/er, der var deres fællesnævner. Samme formåen ses også hos David Hume, nogle af de russiske anarkister (Tolstoi, Kropotkin), hos Einstein og flere andre.

Én af disse såmænd også hos den forfatter, hvis anekdotiske værks titel genbruges af Karl Ove Knausgård, til sit epos.

Hitler blev det viljeløse centrum i en elitestyret nazistisk dødskult, som udover 6 millioner jøder, myrdede 3,5 millioner sovjetiske krigsfanger, blandt andet ved at lade dem sulte ihjel på den bare jord, og som undlod at søge fred, da deres nederlag på Østfronten var en realitet, hvilket betød at det tyske civilsamfund blev totalt smadret. Blandt andet brændte én million tyske civile op sammen med de tyske boligområder under de britisk/amerikanske luftbombardementer. Flammerne over Hamborg nåede mere end 2000 meter op i luften (Sebald 2003).

Man kan kun råde de såkaldte nynazister i dag til helt at droppe fortiden og gentænke deres organiseringen omkring deres mål: en raceren stærk nationalstat, hvilket tilsyneladende også er det der sker i de politiske grupperinger på den yderste højrefløj. Nynazisme er en mediemyte som den økonomiske overklasse elsker at fremføre, men som er uden klangbund hos de grupper der lider nød under den kapitaliske krise.

Henrik Pedersen

Glimrende anmeldelse af en bog, der må formodes også at være et forsøg på en beskrivelse af menneskets komplicerede natur.

Tak for tipset.

Iøvrigt er det historiske påviseligt, at Hitler sparede mindst een jøde. Nemlig den læge, der havde opsyn med hans gamle moder !

Slående er det, at det først starter - når eliten har fået sine garantier. Den del af historien er så broget, og vildt underspillet. Uden 'maskinen' kommer du ikke langt.

Engelsted hvad mener du om påstanden:at Hitler led af posttramatiske stres lidelse endda af flere forskellige slags?-han hørte stemmer-i flere offentlige taler,starter han med at en stemme har talt til mig.

Flere amerikanske psykologer har beskæftiget sig med hans ansigts memik og gestulatur og når til samme konklusioner.

Hans livslæge dr.Morell ordinerede bla.amfetamin og flere beroligende stoffer alt efter humør uegentlig igennem alle årene.

Iøvrigt et rigtigt godt indlæg fra din hånd her på tråden-tak

Robert,

jeg mener ikke, at der KAN praktiseres "faktuel historieskrivning, som rækker meget udover f.eks Politikens gamle, men iøvrigt udmærkede "Verdenshistoriens hvornår skete det" og andet meget kortfattet.

Jeg har ikke læst dine værker om aboriginerne på Tasmanien og Australien iøvrigt, hvilket jeg dog gerne vil.

Men jeg tillader mig den antagelse, at du ikke anlægger et positivt syn på deres undertvingelse.

Dette syn er, om du vil være ved det eller ej, udsprunget af din samtid og politiske kontekst.

I en anden tid og kontekst ville (og blev) lignende hændelser derimod set og fremstillet som en triumf. Også af vidende og dygtige historikere.

Jeg har en fantasi om at kunne læse en historiebog om vor tid skrevet om et par hundrede år.
Det er jo desværre ikke muligt, men jeg er sikker på, at det ville være overraskende læsning for os nulevende.
Håber du kan se min pointe :-)

Tom Paamand

Du har ret i at protester stoppede deportationerne af jødiske mænd gift med ariske kvinder sent i 1943-men det var kun af hensyn til offentligheden og krigens udvikling-men det var kun en stakkels frist.

Hitler stoppede ikke drabene på evnesvage og psykiske syge mennesker,det forsatte lige til det sidste.
Men han stoppede en lovliggørelse af projektet ved lov,da det var for følsomt et emne for offentligheden.

Du bør læse bogen:T-4 ,tiergarten nummer 4.
Næsten alt personale som havde med udryddelse af jøder og sigøjneren kom fra organisationen-HADAMAR som stod for organiseringen og besad og beherskede og udviklede drabsmetoderne.

@ Per Torbensen

Nu er mit største kendskab til T4-programmet godtnok fra en en nylig roman. Derfor checkede jeg det (foreløbig hurtigt), men såvidt jeg lige kan se, så stoppede Hitler det faktisk efter folkelig/kirkelig modstand i 1941:

http://da.wikipedia.org/wiki/Aktion_T4

Det skal jo iøvrigt ikke glemmes, at vi herhjemme var endog meget langt fremme i skoene på samme område under den "pæne" socialdemokrat K.K. Steincke!

Lad mig lige slå fast, at en "Mischling" s'gutte er en arier der er gift med en jøde.

En Mischling er det samme som Wurf - yngel - og en Mischling stammer fra et blandet ægteskab Mischehe, mellem en jøde og en arier.
Og sådan en Mischling er både jøde og tysker og for at man ikke skulle være i tvivl, hvis forældrene gav barnet et andet navn end hebraisk - var forældrene tvunget til at føje Israel eller Sara til fornavnet.
Og man slap kun for jødestjernen, såfremt der i dette Mischehe var børn.

Og hvor jeg ved det fra? Det står på side 98-100 i den danske udgave af Lingua Tertii Imperii af Victor Klemperer - og han må formodes at vide det - han var der selv, og tilskriver sin overlevelse at han flygtede fra jøde-huset i Dresden, og på grund af utydelig lægeskrift på en recept fremstod som Kleinpeter. Men det var først efter at de allierede havde bombet Dresden.

Victor Klemperer fortæller videre, at i efteråret 1942 blev alle jøder fra Dresden, der ikke levede i et blandet ægteskab anbragt i Jødelejren Hellerberg, hvis bygningsmæssige forfatning var ringere end den russiske krigsfanger blev anbragt i og få uger efter var de alle sendt videre til Auschwitz.

Nic

I din egen kilde henvisning står der"imidlertidig stop i 1941 -fortsatte indtil krigens slutning"

Brandt bla en af Hitlers læger,pressede Hitler til en lovgivning-men han opgav at lovgive-men hadamar fortsatte til krigens slutning som anført i min kommentar til Paamand.

Det kostede Brandt livet efter krigen,han handlede ikke udfra en lovgivning som han kunne dække sig ind under ved krigsforbryder domstolen.

Nazisternes Eutanasi-program fortsatte i det skjulte, men det interessante her er, at selv en Hitler ikke kunne argumentere den slags igennem overfor sin tyske offentlighed. Selv i et sådant diktatur var der modstand nok, hvad der som nævnt findes mange eksempler på. Heller ikke udryddelsen af jøderne kunne Hitler prale med i sine taler, men var nød til at snakke forblommet om bortflytning af dem.

Et referat fra Wannsee-konferencen har en om- og uhyggelig gennemgang af de forskellige klassificeringer. Fx kunne visse af jøderne erhverve fulde borgerrettigheder gennem frivillig sterilisering - alternativet var at forlade riget. Problemet med kategoriseringen af folks indre overbevisning er, at heller ikke jøder har særlige kendetegn, der adskiller dem fra alle andre. Nogen af dem har mistet en smule hud kort efter fødslen, men det samme gælder for de fleste usanere af såkaldt medicinske årsager, og for diverse andre trosretninger.

Uanset forældres og omgivelsers tro, driver mange med tiden i andre retninger. Alligevel kan man fortsat (også her i spalterne) finder idioter der tror, at der er styrede fællestræk og rene sammensværgelser bag millioner af enkeltindividers handlinger - på trods af den indlysende og ofte modstridende spændvidde indenfor enhver form for religion. Således er der heller ikke enighed blandt jøder om at det kræver en jødisk mor at være "rigtig" jøde.

De mange forskellige tal for antallet af omkomne og henrettede jøder afspejler dette, for skal de døde fx anbringes i kolonnen som socialdemokrat eller jøde - og var de ægte jøder, eller blot arresteret på det grundlag. Nazisternes førte selv meget minutiøse lister, som også kan ses via ovennævnte link, men tager selv store forbehold for tallene.

Per T,

ja, jeg refererer der også primært til:
"Hitler gav personligt ordre til standsning af programmet den 24. august 1941, efter at især biskop Clemens August Graf von Galen fra Münster havde vækket folkeopinionen gennem en række markante prædikener"

hverken han eller så mange andre, var jo fremmede for at give løfter, følge folkestemninger, bryde givne løfter osv.!

Man må desværre sige, at nutidens politikere demonstrerer samme grundliggende adfærdsmønster.

Sider